Forvaring
Forvaring er en straftype, som bruges over for personer, der vurderes at være særligt farlige, fordi de har begået grov personfarlig kriminalitet, såsom drab, røveri eller alvorlige sædelighedsforbrydelser.
For at idømme en forvaringsdom skal der foreligge en mentalundersøgelse af den kriminelle, ligesom en forvaringsdom skal være absolut nødvendig for at sikre andre menneskers sikkerhed, frihed eller helbred. Der skal således være en vægtig risiko for, at den kriminelle gentager de personfarlige forbrydelser, vedkommende tidligere er blevet dømt for. En forvaringsdom er tidsubestemt, men må ikke vare længere end højst nødvendigt. Det er domstolene, der afgør hvornår en dømt kan blive løsladt. Fem år efter idømmelsen af en forvaringsdom tager retten sagen op til fornyet vurdering. Løslades den dømte ikke efter fem år, vil retten fremover vurdere sagen mindst hvert andet år.
Dømte, der er vurderet utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilsvanrede kan ikke straffes efter straffelovens § 16. Det er dog muligt at personer, der efter §16 er fritaget for straf alligevel kan pålægges en retsfølge efter Straffelovens § 68, eksempelvis en psykiatrisk særforanstaltning eller forvaring.[1].
Reglerne er nærmere beskrevet i straffelovens § 70-72.[2]
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Strafferet 1 - Ansvaret, 6. udgave, s. 310, Lund Madsen, Lasse
- ^ "Straffeloven – Bekendtgørelse af straffeloven – retsinformation.dk". Arkiveret fra originalen 21. marts 2016. Hentet 6. april 2016.
 | Spire Denne juraartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |