PROSAs it- og samfundspolitik
PROSA arbejder målrettet på at påvirke, hvordan Danmark indrettes som it-samfund nu og i fremtiden. Vi ønsker løsninger, der tager udgangspunkt i borgerne og respekterer deres behov. Vi ønsker et arbejdsmarked, hvor virksomheder konkurrerer på lige fod.
Det er IT- og Samfundsudvalget (ITS), der diskuterer disse emner. Udvalget er åbent for alle PROSA-medlemmer. Ønsker du at blive medlem af ITS, så skriv til ota@prosa.dk.
Privatliv
Danmark er et frit land, og derfor har borgerne ret til et privatliv – også digitalt. Derfor skal hverken myndigheder eller virksomheder registrere mere om borgerne end nødvendigt.
Imidlertid er privatlivet under angreb fra både myndigheder, der kræver mere overvågning, og virksomheder, der lever højt på at tegne profiler af brugerne. Det ønsker PROSA at lægge en dæmper på og give borgerne muligheden for at beskytte deres privatliv. Her er nogle eksempler på PROSAs indsatsområder:
- Digitalt selvforsvar – Sådan gør du det sværere at invadere dit privatliv
- Logningsbekendtgørelsen – Lovgivning, der påtvinger masseovervågning af mobiltelefoner
- Sundhedsdata – Misbrug og beskyttelse af data om din sundhed
- Hovsaovervågning – Overvågning, der opstår ved en tanketorsk
- Digitale penge – Hvordan kan vi have digitale penge uden overvågning?
- Transport (Rejsekort og nummerpladeovervågning) – Masseovervågning af vores transportmønstre
- Privatlivskort
Udvikling af offentlige it-systemer
Der har desværre været utallige offentlige it-skandaler. Det kan ikke undgås, at it-projekter fejler, men PROSA har lavet nogle råd til, hvordan man kan minimere skaden.
Censur
Danmark har tidligere haft censur. Det har vist sig at være en dårlig ide: Et frit samfund trives bedre uden censur. Derfor er PROSA imod censur – også på internettet.
Softwarepatenter
Monopoler på ideer til software er en dårlig ide, idet det hæmmer konkurrencen. Derfor er PROSA modstander af softwarepatenter.
Åbne standarder
Hvis systemer skal kunne udveksle informationer, skal de tale samme sprog. Det kaldes for en standard. Ved at gøre standarden åben giver man mulighed for, at andre systemer også kan tale samme sprog og dermed udveksle informationer. Derfor går PROSA ind for åbne standarder.
Big data
Big data er en fantastisk mulighed, som it har givet mulighed for. Bruges det rigtigt, kan det skabe megen værdi for os alle. Bruges det forkert, bliver det blot endnu en invadering af borgernes privatliv.