Siden opdateres løbende med det sidste nye i forhold til overenskomstforhandlingerne i 2023.
Læs hvordan du som medlem af PROSA skal forholde dig, hvis der opstår en konflikt på din egen arbejdsplads, eller andre arbejdspladser som du eller din arbejdsplads er involveret i.
Er du i tvivl skal du kontakte PROSA, hellere en gang for meget end en gang for lidt.
> Du kan blive medlem af PROSA her
Konflikt på arbejdspladsen
En grundholdning hos PROSA er, at en konflikt i forbindelse med fornyelse af overenskomster er et naturligt og legitimt værktøj. På den baggrund er det vores overbevisning, at medlemmer af PROSA ikke skal modarbejde etablerede konflikter. Efter PROSA’S opfattelse, skal denne solidaritet også gælde for konflikter etableret af andre fagforbund.
Hvem skal konflikte
Fagforbund udtager egne medlemmer til konflikt. Hvis der er andre fagforbund end PROSA på en arbejdsplads, der har overenskomsten på arbejdspladsen og går i konflikt, er det kun medlemmer af det fagforbund, som kan udtages til konflikt. Medlemmer af PROSA kan altså kun udtages til konflikt af PROSA. PROSA medlemmer er heller ikke forpligtet til at deltage i andres konflikt. Hvis PROSA i konkrete tilfælde alligevel finder det vigtigt at støtte et andet fagforbunds konflikt, vil PROSA give medlemmerne direkte besked om det.
Du kan nægte konfliktramt arbejde
I forbindelse med en konflikt, har du ret til at nægte at udføre konfliktramt arbejde. Det betyder, at din arbejdsgiver ikke kan pålægge dig at udføre konfliktramt arbejde, hverken i arbejdsgiverens egen virksomhed eller virksomheder der arbejdes sammen med, som rammes af en konflikt.
Der kan være overordnede ledere, som grundet deres ledelsesansvar kan pålægges at udføre konfliktramt arbejde, men det vil ikke være medlemmer af PROSA, der kan komme i den situation.
Hvis du ikke er udtaget til konflikt
Hvis man ikke er udtaget til konflikt, skal man gå på arbejde helt som normalt. Man møder til normal arbejdstid, afholder ferie, fleks m.v. som normalt. Da det at være i konflikt kan være en lidt anspændt situation, er det en god ide at kunne dokumentere, at man har fået lov til at holde fri.
Hvis konfliktende medarbejdere etablerer en blokade udenfor arbejdspladsen, skal man med det samme, når man møder blokaden kontakte sin chef og gøre opmærksom på, at man ikke kan komme ind grundet blokade.
Kan man møde på arbejdspladsen, udfører man sine egne normale opgaver. Hvis opgaverne, også uden der er konflikt, medfører merarbejde, kan man godt udføre merarbejde under en konflikt, men det er vigtigt at merarbejdet ikke er opstået i som følge af konflikten på virksomheden, eller en konflikt på en anden arbejdsplads som ens egen virksomhed samarbejder med.
Ledelsen må ikke omfordele opgaver a la den måde ledelsen kan ved ferie og sygdom, hvis det resulterer i, at nogen kommer til at udføre konfliktramt arbejde.
Lockout fra arbejdspladsen
Som udgangspunkt kan medarbejdere kun lockoutes, hvis lockouten er rettet mod deres egen fagforening. Det betyder, at PROSA medlemmer kun kan lockoutes på de arbejdspladser, hvor det er PROSA overenskomsten der er konflikt om. Hvis PROSA medlemmer sympatikonflikter med et andet fagforbunds konflikt, vil arbejdsgiver også kunne lockoute alle PROSA medlemmer på arbejdspladsen.
Kontakt PROSA
Da det, som nævnt, er PROSA'S holdning, at medlemmer ikke skal modarbejde, hverken egne eller andre fagforbunds konflikter, er det vigtigt, at du straks henvender dig til PROSA, hvis du ved eller har mistanke om, at noget af det arbejde, du bliver bedt om at udføre, kan være konfliktramt.
LÆS OGSÅ:
PROSA til ITWatch: Risiko for konflikt i 2023 er større end normalt