Ukraine
 | Denne artikel kan blive påvirket af en aktuel begivenhed Informationerne i artiklen kan blive ændret hurtigt, som begivenheden skrider frem. Indledende nyhedsrapporter kan være upålidelige. De seneste ændringer på denne artikel reflekterer muligvis ikke den mest aktuelle information. |
Ukraine | |
|---|---|
 Nationalvåben
| |
|
Nationalmelodi: Ще не вмерла України і слава, і воля (tr. Sjtje ne vmerla Ukrainy i slava, i volia) (dansk: ~ Ukraines ære er ej tabt, ej heller dets vilje.) | |
.svg) Ukraines placering i Europa (mørkegrøn) med russisk besatte områder (lysegrøn) | |
| Hovedstad |
Kyiv 50°27′N 30°30′Ø / 50.450°N 30.500°Ø |
| Officielle sprog | Ukrainsk |
| Etnicitet |
77,8% ukrainere 17,3% russere andre 4,9% uoplyst[1] |
| Demonym | Ukrainer |
| Regeringsform | Semi-præsidentiel republik |
| Volodymyr Zelenskyj[2] | |
| Denys Sjmyhal | |
| Lovgivende forsamling | Verkhovna Rada |
| Areal | |
• Total | 603.628 km2 (nr. 46) |
| 7 | |
| Indbyggertal og befolkning | |
• Anslået 2021 | 44.573.205[3] |
• Folketælling | 41,167,336[1] |
| Valuta |
Ukrainske hryvnia (UHA) |
| Tidszone | UTC+2 (EET) |
• Sommer (DST) | UTC+3 (EEST) |
| Kendings- bogstaver (bil) | UA |
| Luftfartøjs- registreringskode | UR |
| Internetdomæne |
.ua |
| Telefonkode |
+380 |
| ISO 3166-kode | UA, UKR, 804 |
Ukraine (Ukrajina) er et land i Østeuropa.[4] Det grænser op til Rusland mod øst, Belarus (Hviderusland) mod nordvest, Polen, Ungarn og Slovakiet mod vest, Rumænien og Moldova mod sydvest, og Sortehavet og Det Azovske Hav mod henholdsvis syd og sydøst. Ukraine er i øjeblikket – ud over nedennævnte russiske invasion af de østlige republikker – involveret i en territorialstridighed med Rusland over Krimhalvøen, som Rusland besatte i 2014, men som Ukraine samt hovedparten af det International samfund anerkender som ukrainsk.[5]
Ukraine er verdens 46. største land. Ukraine har et indbyggertal på 44,13 millioner. Det er dermed det 32. folkerigeste land i verden.[6]
Ukraine er en enhedsstat med et semipræsidentielt styre. Magten er adskilt i en lovgivende, udøvende og dømmende instans. Ukraines hovedstad og største by er Kijev. Medregnet paramilitære grupper har Ukraine, næst efter Rusland, den største hær i Europa.[7] Landet er hjemsted for 41,5 millioner indbyggere (2021), hvoraf 77,8 procent er etniske ukrainere, [6], men anslået over 2 millioner ukrainske statsborgere befinder sig i udlandet på mere eller mindre permanent ophold. De største etniske minoriteter i landet er russere (17,3 procent), rumænere/moldovere, hviderussere, krimtatarer, bulgarere, ungarere, albanere og gagauzer. Landets officielle sprog er ukrainsk, og dets alfabet er kyrillisk. Langt størstedelen af ukrainerne tilhører den den ortodokse tro, hvilket i høj grad har påvirket ukrainsk arkitektur, litteratur og musik. Ukraine er medlem af FN, Europarådet, Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa, GUAM og indtil 2014 også SNG.
Etymologi
Betegnelsen Ukraine er afledt af fællesslavisk краj (tr. kraj[8]), "egn", "område", "(ud-)kant", omtrent svarende til udkant under henvisning til territoriets historiske rolle i 1200-1700-tallet i periferien af stærkere statsdannelser som Rusland og Polen-Litauen.
Navnet forekommer for første gang i Nestorkrøniken fra 1189. I middelalderen blev betegnelsen Ukraine specielt brugt om områderne omkring Kyiv.
Befolkningen i Kiev-området fik efterhånden betegnelsen «lillerussere» for at skelne dem fra befolkningen i Moskva-området («storrussere»). Efter at Ukraine kom under russisk kontrol, gik ordet Ukraine ud af brug til fordel for betegnelsen Lillerusland. Ukraine gennemgik en national opvågning i anden halvdel af det 19. århundrede, og ved indgangen til det 19. århundrede var Ukraine igen den almindelige benævnelse. Begrebet omfattede da omtrent det som er nutidens ukrainske stat med undtagelse af Krim.
Geografi
Uddybende artikel: Ukraines geografi
Ukraine er Europas næststørste land efter den europæiske del af Rusland. Landet har et areal på 603.700 km² og en kystlinje på 2.782 km.
Landskabet i Ukraine består hovedsagelig af frugtbare sletter eller stepper, hvoraf den største er den Pontisk-Kaspiske slette, samt højsletter. Gennem disse løber floder som bl.a. Dnepr, Dnestr og sydlige Bug. Alle disse løber ud i Sortehavet eller det mindre Azovske Hav. I sydvest danner Donau-deltaet grænsen mod Rumænien. Landets eneste bjergområde er Karpaterne i vest, hvor man finder Ukraines højeste bjerg Hoverla (2061 moh.).
De fem største ukrainske byer er hhv. Kijev (hovedstad), Kharkiv, Donetsk, Dnipropetrovsk og Odessa, hver med mere end 1.000.000 indbyggere.
Ved en reform den 17. juli 2020 blev antallet af rajoner (regioner) mindsket fra 490 til 136.
I 1800-tallet var Odessa en af Ruslands vigtigste byer og en vigtig havneby med trafik fra hele verden. Odessa var sammen med Sankt Petersborg og Moskva de mest internationale byer. Odessa er Ukraines vigtigste havneby.
Det østlige Ukraine har kulturelt og demografisk meget til fælles med Rusland. Det vestlige Ukraine minder mere om Centraleuropa. De historiske områder Volhynien og Øst-Galicien indgik i lange perioder i Den polsk-litauiske realunion. Galicien tilhørte senere Østrig-Ungarn. Hovedstaden Kiev er landets industri-uddannelses- og kulturcenter. Kharkiv er Ukraines anden største by og ligger i den nordøstligste del, nær grænsen til Rusland.
Klima
Ukraine har hovedsagelig et tempereret klima. På Krim er klimaet mere lig det man finder i kystområderne i Middelhavet. Der kommer mest nedbør i vest og nord og mindre i øst og sydøst. Vinterklimaet varierer fra forholdsvis køligt langs kysten af Sortehavet til koldere i indlandet. Generelt er der høje sommertemperaturer i landet. Der er moderat nedbør og en stor fordampning i lavlandet, hvorved næringsstofferne i markerne ikke så let udvaskes.
Efter alvorlige miljøkatastrofer såsom Tjernobyl-atomulykken har regeringen sat sig som mål at gennemføre reformer for naturbeskyttelse. Der er 18 nationalparker i Ukraine, såvel som det ukrainske samfund for naturbevarelse.
Grænser
Ukraines landegrænser følger skabte naturskabte skillelinjer bortset fra langs Sortehavskysten. Landets kerneområde er skovløst sletteland, og det ukrainske lavland indgår i en stor steppe der strækker sig fra den ungarske puszta til Sibirien. Nær Dnestr grænser Ukraine til den ikke anerkendte republik Transnistrien (regnet som del af Moldova på den anden side af Dnestr). Moldova ligger på samme slette som Ukraine.
Historie
Uddybende artikel: Ukraines historieDer har boet mennesker i Ukraine siden 32.000 f.Kr. I middelalderen var området centrum for østslavisk kultur, da det magtfulde Kijevrige lagde fundamentet for ukrainsk identitet.
Efter Kijevrigets opløsning i 1200-tallet blev det nuværende Ukraine involveret i territoriale stridigheder. Området indgik således i talrige statsdannelser som Storfyrstendømmet Litauen, Den polsk-litauiske realunion, Det Osmanniske Rige, Østrig-Ungarn og Rusland. I det 17. og 18. århundrede opstod og blomstrede en regional kosakrepublik, men dens territorium blev med tiden delt mellem Polen og Det Russiske Kejserrige, indtil området til sidst blev fuldstændigt indlemmet i Rusland.
I 800-1200-tallet var dele af nutidens Ukraine, Hviderusland og Rusland samlet i Kijevriget, der var grundlagt af Rurikslægten fra Skandinavien. Blandt andet handledes med Konstantinopel. I 988 blev kristendommen indført med Vladimir den Store, den daværende regents konvertering. Kijevriget blev efterhånden opsplittet i flere fyrstendømmer, og Ukraines område blev i 1240 bytte for mongolernes invasioner.[kilde mangler] De første mongolske angreb i det ukrainske område var kommet i 1222 og 1223.[9] I 1200- og 1300-tallet lykkedes det Storfyrstendømmet Litauen at forene flere af de tidligere russiske fyrstedømmer vest for Dnepr.[kilde mangler]
1362 kom også Kijev under litauisk kontrol. Litauen indgik efter en række nederlag til Storfyrstendømmet Moskva i 1569 i Den polsk-litauiske realunion med Polen. Områderne øst for Dnepr var i 1686 en del af Zar-Rusland og blev gradvist russificeret. Områderne vest for Dnepr var en del af den polsk-litauiske realunion og blev i 1795 en del af de Habsburgske Arvelande og kom under vestlig indflydelse. I denne periode blev grunden lagt til de nuværende modsætninger mellem det vestlige og det østlige Ukraine.
I det 19. århundrede begyndte en national bevægelse at udvikle sig i det nuværende Ukraine. Det afviste ideen om det treenige russiske folk af storrussere, lillerussere og hviderussere, som blev foretrukket af tsarregeringen, og stræbte efter dannelsen af en "ukrainsk" nation og som det endelige mål en nationalstat. Vigtige nationale pionerer var nationaldigteren Taras Shevchenko samt historikerne Mykola (Nikolai) Kostomarov og Mychajlo Hruschewskyj. I anden halvdel af det 19. århundrede blev den ukrainske nationale bevægelse undertrykt af myndighederne ved at man forbød skoler og visse politiske publikationer på det ukrainske sprog (dengang kendt som den lillerussiske dialekt). Derfor flyttede den nationale bevægelses fokus til det østrigske Galicien, hvor ukrainerne (ruthenerne) i modsætning til Rusland blev anerkendt som nationalitet. I konkurrence med den "ukrainske" identitet var en "lillerussisk" identitet, der var mere orienteret mod Rusland.
I 1922 oprettede Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik sammen med de russiske, hviderussiske og transkaukasiske sovjetrepublikker Sovjetunionen. Op til 2. verdenskrig undergik den østlige del af Ukraine en kraftig industriel udvikling. Industrialiseringen havde omkostninger for landbefolkningen, specielt kulakkerne. For at opfylde statens behov for øgede fødevareforsyninger indførtes et program for kollektivisering af landbruget, hvor bøndernes jord og trækdyr overgik til kollektivbrugets ejendom.
Tørke i 1931, dårligt vejr i 1932, utilsigtede resultater af kollektiviseringen, manglende sædskifte og den hurtige industrialisering førte til hungersnød i 1932-1933, hvor mellem 2,2[10] og 2,4 millioner ukrainere døde.[11]
1939 blev de østslavisk befolkede vestlige dele af Ukraine, der var blevet indtaget af Polen under den polsk-sovjetiske krig efter afslutningen af 1. verdenskrig som følge af ikke-angrebs-pagten mellem Tyskland og Sovjetunionen, en del af Ukrainske SSR og dermed en del af Sovjetunionen.
1941 angreb Nazityskland Sovjetunionen og indledte en storstilet forfølgelse af jøder og tvangsrekruttering af "Ostarbeiter" — østarbejdere.
Under den tyske besættelse mistede Ukraine en sjettedel af befolkningen. Der blev udført massemord på jøder, polakker og sovjetiske krigsfanger. Mere end to millioner ukrainere blev deporteret til Tyskland som arbejdere fra øst. 2. verdenskrig krævede omkring fire millioner civile liv i Ukraine, herunder omkring halvanden million jødiske ukrainere. Næsten hele den jødiske befolkning, undtagen dem der flygtede, blev udslettet. Landsbyer og byer blev ødelagt ved hjælp af den brændte jords taktik, først af den røde hær og derefter af de tyske besættere, da de trak sig tilbage. Der var omkring ti millioner hjemløse i Ukraine i 1945.
Efter 2. verdenskrig blev Ukraine en af de største og mest velstående Socialistiske Sovjetrepublikker (SSRS). 1954, under Khrusjtjovs regeringstid, blev Krim-halvøen overført fra Russiske SFSR til Ukrainske SSR.
Efterkrigstiden i Ukraine var præget af genopbygning og stærk industrialisering samt hurtig befolkningstilvækst. Befolkningen i den ukrainske SSR steg fra omkring 36,5 millioner i 1950 til 51,7 millioner i 1989.[12]
Den 26. april 1986 indtraf der en atomulykke i Tjernobyl på Tjernobyl-atomkraftværket
I forbindelse med Sovjetunionens opløsning opnåede Ukraine sin statsuafhængighed i december 1991 efter en folkeafstemning med 90,3 % godkendelse. Kvinders valgret blev bekræftet. Siden uafhængigheden har Ukraine søgt sin nationale identitet og internationale rolle mellem en vestlig orientering, såsom integration i Den Europæiske Union, og en østlig orientering, det vil sige en politisk orientering mod Rusland. Siden uafhængigheden har Ukraine lidt under alvorlige økonomiske og demografiske problemer. Siden uafhængigheden er befolkningen faldet med mere end 6,25 millioner mennesker.[12]Siden da har det ikke været i stand til at opnå det økonomiske præstationsniveau, som det nød under Sovjetunionen. Ukraines bruttonationalprodukt nåede i 2012 kun 69,3 % af 1990-værdien.[13]
1994 afleverede Ukraine sine atomvåben til Rusland mod forsikringer om sikkerhed i Budapest-memorandummet.
Efter murens fald
Efter uafhængigheden erklærede Ukraine sig neutral i udenrigspolitiske anliggender.[14] Landet indgik dog et begrænset militært partnerskab med Rusland såvel som de andre SNG-lande, og i 1994 indgik den ukrainske regering et partnerskab med NATO. I 2000'erne udbyggede det ukrainske styre sit diplomatiske samarbejde med NATO. I denne periode bekendtgjorde man bl.a., at et fremtidigt medlemskab af NATO skulle sættes til folkeafstemning.[15] Krigen i Georgien i 2008 fik en frygt skabt i Ukraine for at Rusland også ville foretage en militær indgriben i Ukraine.[16] Den daværende præsident Viktor Jusjtjenko ønskede da et medlemskab af NATO, men dele af befolkningen var skeptiske, særligt russere i det østlige Ukraine og på Krim.[16] Op til det Ukrainske præsidentvalg i januar og februar 2010 havde den mere russisk-orienterede Viktor Janukovitj sagt at han ville holde Ukraine uden for NATO.[17] Han vandt valget. I april 2010 og han fandt at det daværende samarbejde mellem Ukraine og NATO var tilstrækkeligt.[18]
2013 suspenderede præsident Viktor Janukovitjs regering Ukraines samarbejdsaftale med EU og besluttede i stedet for at styrke de økonomiske bånd til Rusland. Det udløste en flere måneder lang bølge af demonstrationer og optøjer over hele Ukraine, der kaldes for Euromajdan. Demonstrationerne kulminerede i 2014 i Den Ukrainske Revolution, der førte til at præsident Janukovitj og hans regering blev afsat. Disse begivenheder førte i foråret 2014 til den russiske annektering af Krim samt krigen i Donbass. Den 1. januar 2016 indgik Ukraine en frihandelsaftale med EU.[19]
Sovjetunionens ledelse, med Nikita Khrusjtsjov i spidsen, vedtog i 1954 at overføre halvøen Krim fra den russiske til den ukrainske republik. Etniske russere udgjorde flertallet på Krim og ved opløsningen af Sovjetunionen krævede de selvstyre eller forening med Rusland. Tatarerne på Krim støttede Ukraine i striden om Krims status.
Efter demonstrationer i vinteren 2014 annekterede Rusland den 18. marts Krim-halvøen efter at have indsat militære styrker. EU-landene og USA iværksatte flere sanktioner rettet mod russiske magtpersoner og økonomi.
7. april 2014 overtog flere hundrede aktivister den regionale administrationsbygning i byen Donetsk og udråbte den selverklærede statsdannelse Folkerepublikken Donetsk.
Efter Euromajdanprotestbevægelsen og omstyrtelsen af Ukraines præsident Viktor Janukovitj under den ukrainske revolution i 2014, øgede lokale Antimaidan og pro-russiske protester i området, og kulminerede i proklamationen af Folkerepublikken Lugansk den 27. april 2014
Den 24. maj 2014 enedes folkerepublikken Lugansks regering med lederne af Folkerepublikken Donetsk om at skabe en føderation, kendt som Novorossiya, Den Føderative stat Nyrusland.
En stor russisk troppekoncentration langs Ukraines grænse og faren for en russisk invasion blev fornyet i slutningen af 2021.[20] I denne forbindelse underskrev den russiske præsident Vladimir Putin den 21. februar 2022 et dekret, der anerkendte uafhængigheden af de pro-russiske separatistområder.
Den 24. februar 2022 kulminerede konflikten. Rusland, som separatisterne anmodede om militær støtte, angreb Ukraines luftbaser med "præcisionsvåben". Det oplyser øjenvidner og det russiske forsvarsministerium. Grænsen til Ukraine blev også angrebet fra hviderussisk og russisk territorium. Der er oplysninger om detonationer i flere byer, herunder Kijev. Som følge af angrebene erklærede den ukrainske præsident krigstilstand i landet. Se Ruslands invasion af Ukraine 2022
Politik
Uddybende artikel: Parlamentsvalget i Ukraine 2014
Ukraine er en demokratisk republik, hvor den lovgivende, udøvende og dømmende magt er adskilt. Præsidenten vælges ved flertalsvalg for femårsperioder og nominerer premierministeren. Nationalforsamlingen, Verkhovna Rada, må så bekræfte dette valg.
Krim har en speciel politisk status med eget parlament. Vedtagelser af dette parlament kan alligevel forkastes af den ukrainske forfatningsdomstol, hvis de skulle stride mod den ukrainske grundlov. Krims stilling i Ukraine er efter Ruslands de facto annektering af området i 2014 uafklaret.
De enkelte regioner og administrative enheder i Ukraine har udstrakt lokalt selvstyre. Kommunale styrelser og borgmestre i byerne bliver valgt ved direkte valg og har kontrol over egne budgetter.
Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991 domineres politikken i Ukraine fortsat af en omfattende statslig og bureaukratisk kontrol. Landet er præget af omfattende korruption, hvilket staten ikke har kunnet styre.
Ukraine har efter selvstændigheden fra Sovjetunionen været præget af en række indre spændinger, der i 2005 førte til Den Orange Revolution. Demonstrationerne medførte præsident Viktor Janukovitjs fald og bragte Viktor Jusjtjenko, der er provestlig og er tilhænger af medlemskab i NATO og EU, til magten. Julia Timosjenko, der var premierminister under Viktor Jusjtjenko, var ligeledes tilhænger af medlemskab såvel af NATO som EU men har vendt i spørgsmålet om NATO.
Efter en række konflikter med Julia Timosjenko fik Viktor Jusjtjenko kun 5.45% af stemmerne ved præsidentvalget i 2010, mod Viktor Janukovitjs 48.95% og Julia Timosjenkos 45.47%. Viktor Janukovitj er prorussisk. Han er modstander af medlemskab af NATO og EU.
Præsidentvalget i 2010 medførte dog ikke en afklaring af landets indre spændinger, der atter blussede op i forbindelse med omfattende uroligheder i hovedstaden Kijev fra november 2013. I dagene 18.-21. februar 2014 var der omfattende gadekampe i Kijev, hvor mindst 75 mennesker omkom.[21]
Den 22. februar 2014 afsatte det ukrainske parlament, Verkhovna Rada, med stemmetallene 328-0 regeringen og præsident Viktor Janukovitj[22], den 23. februar udnævnte parlamentet Oleksandr Turtjinov til fungerende præsident[23] frem til nyt præsidentvalg den 25. maj 2014.[22]
Efter indsættelsen som fungerende præsident udtalte Oleksandr Turtjinov:
|
"We are ready for a dialogue with Russia... that takes into account Ukraine's European choice, which I hope will be confirmed in (presidential) elections."[24] | 
|
Afsættelsen af præsident Janukovitj og Ruslands annektering af Krim medførte yderligere uroligheder i den østlige del af landet vendt mod den nye regering i Kijev. I oblasterne Donetsk og Luhansk tog bevæbnede militser kontrol over regeringsbygninger og militære anlæg og erklærede i april 2014 løsrivelse af Ukraine i form af Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk. Militserne støttes åbent af Rusland, der fra flere sider hævdes at støtte militserne militært. Urolighederne har medført adskillige dræbte på begge sider af konflikten og har medført en større flygtningestrøm: ca. 110.000 anslås at være flygtet til Rusland og ca. 54.000 til det vestlige Ukraine.[25]
Økonomi
Uddybende artikel: Parlamentsvalget i Ukraine 2014
Ukraines bruttonationalprodukt per indbygger er ca. en femtedel af gennemsnittet for EU[26]. Landet har siden år 2000 vist store vækstrater på op til 12.1%, men økonomien led et væsentligt tilbageslag i 2009.
Ukraine forhandlede en associeringsaftale med EU i 2013, men disse forhandlinger brød sammen da præsident Janukovitj nægtede at underskrive aftalen. Janukovitj indgik i stedet en aftale om hjælpepakke med Rusland på 15 milliarder dollars i form af lån og lavere gaspriser. Den efterfølgende politiske uro i landet og afsættelsen af Janukovitj har dog medført at den russiske hjælpepakke ikke er sendt.
Ukraines vigtigste eksportartikler er militærudstyr, metaller, rør, maskiner, benzinprodukter, tekstiler og landbrugsvarer.[27] Energiforsyningen er afhængig af olie og gas fra Rusland, hvilket gentagne gange har skabt uoverensstemmelser med nabolandet.
Blandt store virksomheder i landet er Naftogaz, som er Ukraines statsejede olie- og gasselskab. Selskabet havde omkring 175.000 ansatte i 2014.
.jpg)
Religion
Ukraine er et religiøst blandet land. Omkring 75% af ukrainerne tilhører den ortodokse kirke. Indtil 2018 var der en bitter strid mellem de to fraktioner af den ortodokse kirke. I oktober 2018 anerkendte det økumeniske patriark modstanden fra den russisk-ortodokse kirke, anerkendte kirkerne som kanoniske og satte Ukraines territorium under dets direkte jurisdiktion med det formål at forene de tre kirker. Den 15. december 2018 fusionerede den ukrainske ortodokse kirke i Kijev-patriarkatet med den ukrainske ortodokse kirke for at danne den ortodokse kirke i Ukraine.
Derudover er der omkring 2 millioner muslimer (4 %, hvoraf 1,7 % er tatarer), 1,1 millioner romersk-katolske kristne (2,4%, hovedsageligt polakker og tyskere ) og 1,2 millioner evangeliske kristne (2,7 %), derunder den største protestantiske gruppe og omkring 300.000 jøder.[28]
Litteratur
- M. Ehrenpreis och A. Jensen (red.): Nationernas Bibliotek: Ukrainarna; Stockholm 1921
Referencer
- ^ a b "Population by ethnic nationality, 1 January, year". ukrcensus.gov.ua. Ukrainian Office of Statistics. Arkiveret fra originalen 2008-03-23. Hentet 17. april 2010.
- ^ Ukraines Centrale Valgkommission: [1] Arkiveret 21. april 2019 hos Wayback Machine Протокол Центральної виборчої комісії про результати повторного голосування з виборів Президента України (dansk: ~ Den centrale valgkommissions protokol for resultatet af anden runde af Ukraines præsidentvalg) Hentet 2. maj 2019.
- ^ "People and Society: Ukraine". CIA World Factbook. Hentet 21. februar 2014.
- ^ "The World Factbook – Ukraine". Central Intelligence Agency. 7 January 2014. Retrieved 23 January 2014.
- ^ Simpson, John (19 March 2014). "Russia's Crimea plan detailed, secret and successful" – via www.bbc.com.
- ^ a b "Population (by estimate) as of 1 April, 2016". State Statistics Service of Ukraine. Archived from the original on 8 August 2016. Retrieved 1 April 2016.
- ^ IISS 2010, pp. 195–197.
- ^ Kyrillisk → Translit.
- ^ Ib Faurby (1. maj 2014), "Krims historie: Fra Djengish Kahn til Putin", Udenrigs (1): 61-70, doi:10.7146/UDENRIGS.V0I1.118495, Wikidata Q110749921
- ^ Jacques Vallin, France Meslé, Serguei Adamets and Serhii Pyrozhkov: Ukrainian Population Losses during the Crises of the 1930s and 1940s (engelsk)
Jacques Vallin opgiver i sin bog dødstallet til omkring 2,2 millioner. - ^ Timothy Snyder: Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin(engelsk)
Snyder opgiver i sin bog dødstallet til omkring 2,4 millioner. - ^ a b Einwohnerzahlen auf Demoscope Weekly.
- ^ ВВП Украины достиг лишь 69 % от уровня 1990 года, lb.ua.
- ^ "Declaration of State Sovereignty of Ukraine". Verkhovna Rada of Ukraine. Archived from the originalon 27 September 2007. Retrieved 24 December 2007.
- ^ "White Book 2006" (PDF). Ministry of Defence of Ukraine. Archived from the original (PDF) on 8 November 2007. Retrieved 24 December 2007.
- ^ a b Vibeke Sperling (1. december 2008), "Er Ukraine næste offer?", Udenrigs (4): 31-39, doi:10.7146/UDENRIGS.V0I4.119411, Wikidata Q110749497
- ^ Richard Balmforth (7. januar 2010), "Yanukovich vows to keep Ukraine out of NATO", reuters.com, Wikidata Q111059398
- ^ "NATO confirms readiness for Ukraine's joining organization". Kyiv Post. 13 April 2010. Archived from the original on 16 April 2010.
- ^ "Ukraine – Trade – European Commission".
- ^ Was Moskaus Truppenaufmarsch bezweckt
- ^ tv2.dk 21. februar 2014
- ^ a b Parliament votes 328-0 to impeach Yanukovych on Feb. 22; sets May 25 for new election; Tymoshenko free (LIVE UPDATES, VIDEO)
- ^ New York Times, netudgaven:Ukraine Parliament Moves Swiftly to Dismantle President’s Government besøgt 23. februar
- ^ aljazeera.com: Ukraine president announces early elections (engelsk)
- ^ Thousands of Ukrainian Refugees Flee to Russia for an Uncertain Future, wsj.com, 2. juli 2014
- ^ Baseret på tal fra CIA World Factbook 2013: EU 34.500$, Ukraine 7.400$
- ^ "Udenrigsministeriet – Landefakta Ukraine". Arkiveret fra originalen 2007-08-09. Hentet 2007-08-09.
- ^ worldjewishcongress.org
Eksterne henvisninger
| ||||||||||||||||||
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| ||||||||||||||||
|