Ler

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Ler er en finkornet jordtype, som vægtmæssigt består af mere end 15 procent partikler med en diameter på mindre end 0,002 mm. Ved teksturanalyser af jordtyper er lerfraktionen den mest finkornede. Når ler optager vand, svulmer det op, det kvælder siger man. Samtidig sker der en omfordeling af elektroner på lerpartiklernes overflade, sådan at hver partikel får en ladningssum, der er negativ. Dette forhold gør, at ler kan fastholde alle kationer på overfladen. Man taler i den forbindelse om lerets kationadsorptionskapacitet (= lerets evne til at påklistre +ioner).

Hvis leret bliver pakket ind i et stort antal monovalente kationer, bliver partiklerne skubbet fra hinanden, der opstår dispergering. Hvis leret bliver iklædt di- eller polyvalente kationer, vil der i stedet ske en samling af partiklerne i større fnug, der opstår flokkulering. I det sidste tilfælde danner leret basis for den meget gavnlige jordstruktur, som kaldes krummestruktur.

Ler er det sidste produkt, der kommer ud af nedbrydningen af bjergarterne (se erosion). Det næste, der sker, er at leret nedbrydes i sine kemiske bestanddele. Da ler indeholder ret betydelige mængder af kalium, magnesium og jern vil en lerjord – via sine nedbrydningsrester – altid fra naturens hånd være mere frugtbar end en sandjord. I den forbindelse taler man om jordtypens bonitet.

Ler kan aflejres af vind, hvorved der dannes den meget frugtbare löss. Hvis leret aflejres af vand, vil det med tiden kunne omdannes til skifer.

Visse lertyper er vigtige råstoffer selv i dag. Ler anvendes bl.a. til: