Hej A-hold.
Super sårbart opslag. Jeg skal forsøge at fatte mig i korthed. Har desperat brug for råd eller høre om andres erfaringer, da jeg ikke ved hvordan jeg skal komme videre herfra.
Sagen er den, at jeg for nyligt blev mor for første gang. Et par uger efter fødslen viser det sig, at mit barn har klamydia. Det er sådan at jeg finder ud af, at min partner har haft et sidespring en enkelt nat.
Sidespringet fandt sted for lidt over et år siden, dagen før min fødselsdag, hvor vi skulle på et hotelophold. Han kom hjem kl. 05 om morgenen og lå og sov det meste af dagen på hotelværelset.
Han kan ingenting huske. Det skete i en kæmpe brandert og han har ikke haft kontakt med hende siden.
Min verden brød sammen da jeg fandt ud af det, og jeg er stadigvæk meget fortvivlet. Jeg vil gerne tilføje at han er en god mand. Vi har været sammen i mange år og jeg elsker ham. Jeg ønsker en kernefamilie. Det har altid været drømmen. Men jeg ved ikke om jeg kan tilgive utroskaben og især hans håndtering af hele situationen.
Han er en mand af (meget) få ord og har svært ved at give udtryk for hvad han både tænker og føler. Han var ulykkelig lige da jeg fandt ud af det, men da jeg bad ham om noget plads accepterede han, pakkede en taske og gik. Han sendte en mail til mig med ordene; “Jeg ved at det aldrig kommer til at blive det samme igen” og “Jeg kender dig nok til at vide, at det er noget du aldrig vil komme dig over”.
I min verden stak han halen mellem benene og orkede ikke at reparere det han havde ødelagt.
I tiden vi var fra hinanden, ved jeg, at hans omgivelser opfordrede ham til, ikke bare at give op. Jeg længtes efter at han bare gjorde sig lidt umage, for at samle mit hjerte igen, hvorfor jeg også måtte opfordre ham til at tage sig sammen og tage noget ansvar.
Vi prøver nu at bo sammen og være forældre. Det klarer vi godt. Men efter hans hjemkomst lader han som absolut intet er hændt.
Hans ønske er at vi kan få det til at fungere og vi er startet i parterapi. Problemet er dog, at jeg har brug for ord, hvilket han ikke rigtig evner. Parterapeuten har givet ham nogen korte sætninger til opgave, såsom "Jeg elsker dig", hvilket hans til dels også gør. Ofte bliver de meget korte sætninger sagt på en lidt henkastet måde, med et smil på læben uden så meget alvor, hvilket kan føles kunstigt, når det igen udspringer af en opfordring. Han er dog god til at være nærværende fysisk og f.eks. give mig et kram, men jeg kan have svært ved at tage imod det.
Jeg har brug for en eller anden form for længere snak og en anerkendelse af, hvor grotesk en situation det har været at stå i, som nybagt mor. Eller måske bare; “Shit, hvor er jeg ked af det jeg har budt dig, hvordan har du det?” eller “Du er kvinden i mit liv og jeg vil gøre alt for at du kan stole på mig igen”, men der kommer ingenting.
Ovenstående har desværre efterladt mig med en følelse af et forfærdeligt mindreværd. Tænk at det var så let for ham at gå og acceptere, at vi ikke skulle være en familie. Det piner mig. Og jeg er så ræd for at havne et dårligt sted mentalt, da jeg ikke føler at den smerte, jeg mærker, ikke bliver mødt eller anerkendt.
Jeg er kommet i tvivl om han oprigtigt elsker mig og jeg er så fortvivlet over, at han ikke gør sig mere umage, for at vinde min tillid igen. Jeg føler mig ikke vigtig, elsket, eller værd at kæmpe for.
Jeg oplever at den kløft der er kommet mellem os bliver større og større. Jeg mister løbende lidt af mig selv og noget for ham, når vi forbliver i status quo. Han afventer en beslutning fra mig og jeg afventer at han gør eller siger et eller andet. Og det er bare ikke holdbart for nogen af os.
Så hvad gør jeg?
Tror i at jeg har ret i min konklusion om, at jeg bare ikke er så vigtig for ham?
Kan man kræve ord af en mand, der aldrig har lært at sætte ord på sine tanker og følelser?
Har du lignende oplevelser? I så fald, hvordan kom i videre og hvordan har i det i dag? Fylder utroskaben stadigvæk?
Tak for at læse med så langt.