Danmarks største skirejsekoncern går konkurs

Coronakrisen har gjort ondt på koncernen Piste Group, der står bag flere af landets største skirejsefirmaer. Selskabet er nu begæret konkurs.

Normalt sender Piste Group, som står bag skirejsebureauer som Nortlander, Slopetrotter og Danski, 85.000 danskere på skiferie om året.

Men nu ser det ud til at være slut.

Piste Group, der er Danmarks største skirejsekoncern, er begæret konkurs. Det skriver branchemediet Standby.dk.

Rekonstruktion

Trods den just annoncerede konkurs, arbejdes der ”intenst” på en rekonstruktion, så virksomheden kan føres videre, lyder det fra selskabet.

- Det eneste lyspunkt i denne triste situation er, at vi kan se, at vores gæster rigtig gerne vil på skiferie, så snart forholdene tillader det. Så vi tror på, at der kommer gang i markedet igen på et tidspunkt, siger Casper Lykke Pedersen, der er formand for Piste Group, i pressemeddelelsen, ifølge Standby. Han fortællere videre, at firmaet arbejder på at kunne videreføre sine brands.

Alle gæster, der har købt en pakkerejse gennem et af Piste Groups datterselskaber, vil få refunderet deres penge.

Rødder til 1981

Selvom Piste Groups historie kun går tilbage til 2016, stammer virksomheden Danski helt tilbage fra 1981.

Nortlander blev skabt i 1990, og siden fulgte de andre datterselskaber. I 2015 blev koncernen Skinetworks dannet, og året efter blev den underlagt holdingsselskabet Piste Group.

Ifølge rejsekoncernens hjemmeside har de cirka 90 medarbejdere i Danmark og Sverige.

I seneste regnskabsår omsatte Piste Group for knap 700 millioner kroner. To år tidligere havde omsætningen dog været næsten dobbelt så stor.

Selvom holdingselskabet Piste Group næppe vil være kendt for de fleste, har datterselskaberne Nortlander og Danski hver mere end 60.000 følgere på Facebook. Slopetrotter har cirka det halve.