Først til verdens ende

De kom først til verdens ende – siden er der sket meget i vinderparrets liv

Vinderparret var i tvivl om, hvorvidt de skulle blive ved med at være kærester, men en drøm var med til at ændre alting.

I maj 2020 blev det offentliggjort, at Stephanie Schwartzbach og Nicolaj Halberg havde vundet programmet ’Først til verdens ende’ og 250.000 kroner i præmiepenge.

Imens programmet kørte over skærmen, blev det tydeligt for seerne, at kæresteparret ikke var helt afklaret om, hvorvidt de skulle fortsætte med at være kærester.

Stephanie var klar til børn, det var Nicolaj ikke. Derfor var de draget afsted på rejsen sammen i programmet for at finde ud af, om de havde en fremtid sammen.

Snart to år senere fanger TV2.dk dem på en videoforbindelse fra den anden side af Atlanterhavet, og det viser sig, at der er sket mange ting i deres liv, siden de vandt.

Følg fem nye par, når de tager på deres livs eventyr i 'Først til verdens ende'

Drømmen om en datter

Kort tid efter deres sejr i ’Først til verdens ende’ rejste Stephanie Schwartzbach og Nicolaj Halberg først til Norge og derefter til Portugal.

Her blev det stadigvæk mere tydeligt for dem, at de er bedst sammen, når de rejser. Når de kan skrælle helt ind til benet og gøre sig fri af hverdagens trivielle gøremål.

Derhjemme forsøgte de samtidig at eliminere nogle forstyrrende elementer – som eksempelvis Nicolaj Halbergs transporttid til arbejde. Derfor valgte han at skifte arbejde.

Langsomt faldt noget på plads inden i Nicolaj Halberg, og en nat i september havde han en meget virkelighedstro drøm.

Han og Stephanie havde fået en datter i drømmen, og det føltes helt rigtigt, forklarer Nicolaj Halberg.

- Jeg havde aldrig haft det sådan før. Det var med til at skubbe mig i en retning, hvor jeg var klar til at få børn. Måske var det kulminationen af det hele med ’Først til verdens ende’, nyt job og at vi kom på flere rejser sammen, at jeg følte mig klar, siger han.

Overrasket over at mavefornemmelsen pludselig var der, fortalte Nicolaj Halberg om drømmen til Stephanie Schwartzbach, og at han følte sig klar.

På sin fødselsdag 10. juni 2021 cirka ni måneder efter drømmen fik Nicolaj Halberg sig en fødselsdagsgave af den helt særlige slags, da Stephanie Scwartzbach fødte datteren Agnes.

Drømmer om flere børn

Nogle uger inden Agnes blev født, blev Stephanie Schwartzbach og Nicolaj Halberg borgerligt viet.

Det skete ved en lille ceremoni ved Esrum Sø på Sjælland med den nærmeste familie omkring dem.

Ved Esrum Sø har de en lille båd, og det er et frirum for dem at være der. I et lille bådhus inviterede de deres gæster på klapsammenmadder og champagne.

Inden længe kan de fejre Agnes 1-års fødselsdag, og Nicolaj Halberg drømmer om, at parret snart skal have barn nummer to.

Denne gang er det Stephanie Schwartzbach, der hænger lidt i bremsen. Parret er dog enige om, at de gerne vil have et barn mere – måske endda to.

For tiden nyder den lille familie hinanden i de rammer, som de trives allerbedst i. De er nemlig på en seks ugers rejse igennem USA, hvor de lever i en autocamper. Et rejseliv, de deler flittigt ud af på deres instagram.

Planlægger stor rejse om ti år

Hvis bare de kunne rejse rundt hele livet, så gjorde de gerne det.

Men regningerne skal betales, og arbejdet skal passes. Derfor øremærker Stephanie Schwartzbach og Nicolaj Halberg en stor del af deres indkomst til fremtidige rejser i budgettet.

Og så ser de fremad i tiden. Ti år for at være nogenlunde præcis. Til den tid kunne de godt tænke sig at sælge huset i Hillerød, købe en stor sejlbåd og stikke til søs i tre år.

- I løbet af de næste ti år skal vi så finde ud af, om det er realistisk for os at leve på den måde. Vi skal have en lidt større båd og tage nogle længere ture, siger Nicolaj Halberg.

- Jeg tror, det er godt, at man prøver det gradvist af i lidt længere tid end bare 14 dage. Måske nogle måneder i Danmark for at se, om drømmen er vedvarende, supplerer Stephanie Schwartzbach, der må indrømme, at hun ikke er så søstærk.

Alternativt kan det være, at de tager på landevejen fra Canada til Argentina.

Men det vigtigste for dem lige nu og her er at finde balancen imellem arbejde og følelsen af stadigvæk at være uafhængige.

Mandag aften klokken 20.00 vender 'Først til verdens ende' tilbage på TV 2.

Herunder kan du møde de fem par, der uden moderne hjælpemidler såsom kreditkort og smartphone, skal forsøge at komme først rundt i Europa og tilbage til Danmark.

Disse par er med i ny sæson af 'Først til verdens ende'

  • Mariam og Jasmin

    Holdfarve: Lilla. 

    Relation: Søstrene Mariam og Jasmin Azzam er den yngste og den ældste i en søskendeflok på fem. Dog har deres opvækst betydet, at 32-årige Jasmin i mange år har følt sig nødsaget til at "agere mor" for sin ti år yngre lillesøster, Mariam, hvilket har haft konsekvenser for dem begge.

    Motivation: På rejsen håber søstrene at se nye sider af hinanden – og ikke mindst håber de, at rejsen kan give dem en mere ligeværdig relation som søstre. 

    Til daglig: Begge søstre bor i Tilst ved Aarhus. Jasmin er uddannet social- og sundhedsassistent, mens Mariam er hf-student og har en drøm om at blive socialrådgiver. 

  • René og Michael

    Holdfarve: Gul.

    Relation: Som børn har tvillingebrødrene René og Michael Mallin altid holdt sammen og været hinandens bedste venner. Men da René som 18-årig fik en kæreste og flyttede hjemmefra, skabte det en kløft mellem de to brødre.  

    Motivation: De seneste 15-20 år er de 36-årige tvillinger kommet længere og længere fra hinanden. De har hverken kunnet give hinanden et varmt kram eller kigge hinanden i øjnene. Derfor ser de også denne rejse som nøglen til at finde ind til hinanden igen. 

    Til daglig: Begge brødre er forlovet og har to børn. René og familien bor i Vestbjerg nord for Aalborg, hvor han arbejder som selvstændig bygningskonstruktør og har egen tegnestue. Michael bor i Kolding med sin familie og arbejder som el-installatør hos Rambøll. 

  • Marianne og Lars

    Holdfarve: Rød. 

    Relation: Ægteparret Lars og Marianne Mortensen har været gift i 24 år. De sidste mange år har det dog handlet mest om deres to voksne sønner på 16 og 21 år. Og hvad skal der ske nu, når børnene er blevet store, og weekenderne ikke længere skal bruges på sidelinjen i en sportshal?

    Motivation: På rejsen håber parret at genfinde hinanden som voksne – og ikke mindst gnisten i deres forhold. For skal de næste 25 år leves hånd i hånd, eller er de simpelthen vokset fra hinanden? 

    Til daglig: Parret bor i Holstebro. Her arbejder 52-årige Lars som trykketeknikner, mens 49-årige Marianne er bankrådgiver. 

  • Nikolaj og Jeppe

    Holdfarve: Blå.

    Relation: Brødrene Nikolaj og Jeppe Saabye er vokset op i en kernefamilie i Albertslund, men som voksne er de gledet fra hinanden. 40-årige Nikolaj forstår ikke, at Jeppe har trukket sig fra familien, men 31-årige Jeppe føler sig anderledes. Han sprang ud som homoseksuel, da han var 25 og står et andet sted i livet sammenlignet med sin bror. 

    Motivation: På rejsen drømmer de to brødre om at komme tættere på hinanden og få en større forståelse for hinandens forskelligheder og valg. 

    Til daglig: Nikolaj bor i Vallensbæk med sin kone og to børn. Han arbejder som selvstændig og er futsallandstræner i DBU. Jeppe bor på Frederiksberg og arbejder som folkeskolelærer. Dog drømmer han om at flytte til Barcelona. 

  • Mikkel og Rakel

    Holdfarve: Grøn.

    Relation: Kæresteparret Mikkel Luffe Andersen og Rakel Mai Nielsen mødte hinanden i begyndelsen af 2020. 37-årige Rakel drømmer om at blive gift – og vil gerne være sikker på, at hun har fundet den rette i 29-årige Mikkel. Han vil omvendt gerne blive bedre til at sige fra og udfordre hende.

    Motivation: På rejsen håber de at få en masse oplevelser sammen. Derudover ønsker de at stressteste deres forhold og blive klogere på hinanden. 

    Til daglig: Parret bor sammen i København. Mikkel studerer til katastofe- og risikomanager og er trommeslager i et metalband, mens Rakel er fotograf.

Se den nye sæson af 'Først til verdens ende' på TV 2 mandag klokken 20.00 og på TV 2 PLAY.