Højdramatisk afslutning på tv – så tæt var parrene på hinanden

Efter 50 dage blev det hele afgjort med en margin på 0,2 procent.

Første udgave af rejseprogrammet ’Først til verdens ende’ sluttede på TV 2 tirsdag aften.

I en højdramatisk afslutning lykkedes det kæresteparret Stephanie Schwartzbach og Nicolaj Halberg at komme i mål foran soldaterkammeraterne Kim Thygesen og Carsten Christophersen.

Dermed vandt de konkurrencen og 250.000 kroner.

På sidste etape var de to førende par helt tæt. Og de sad begge i den samme bus i Thailand mod Singapore, indtil kæresteparret tog en chance under et stop og i stedet skiftede fra bus til en taxa. Det viste sig at blive den afgørende forskel.

Problemer på grænsen

Men hvor lang tid vandt de med? Og hvor mange penge havde de enkelte hold tilbage?

De svar fik vi aldrig på tv. Men nu afslører holdet bag, hvor tæt det egentlig var.

- De to par var fuldstændig side om side helt frem til grænsen til Singapore. Men fordi det er så svært at komme igennem og videre herfra, så var det også her, drengene begyndte at komme bagud, forklarer Louise Runge Erichsen, producent hos Strong Productions, der har produceret programmet for TV 2.

Stephanie og Nicolaj kom i mål i den danske sømandskirke i Singapore klokken 14:22.

På grund af problemerne ved grænsen blev soldaterkammeraterne forsinkede – og nåede først frem godt to timer senere, nemlig klokken 16:26.

Først dagen efter, om aftenen, kom det sidste par i det afsluttende race, far og søn Claus og Marco Bentsen, i mål.

Havde stadig penge tilbage

Parrene var afsted i 50 dage. På den tid rejse de fra Odense til Singapore via syv checkpoints undervejs.

I alt var de afsted i cirka 1200 timer. Af den tid udgør tidsforskellen blot 0,2 procent.

- Det var intenst helt op til de sidste kilometer. Og selvom der ender med at være to timer imellem dem, så er det jo faktisk også vanvittigt tæt, når man tænker på, at de har krydset en stor del af verden, fortæller Louise Runge Erichsen.

Med på turen havde hvert par 10.859 kroner i kontanter per person. Undervejs kunne der optjenes flere penge ved at tage udvalgt arbejde. Og for alle par holdt sig indenfor budgettet hele vejen.

Både Stephanie og Nicolaj og Kim og Carsten fire procent af deres rejsebudget tilbage. Claus og Marco havde brugt flere penge og havde blot en procent tilbage.

Se 'Først til verdens ende' på TV 2 PLAY.