Det er jo vanvittigt, siger ekspert om touchdown

Diggs’ touchdown på 55 yards er Bills’ længste offensive spil i hele sæsonen.

Stefon Diggs over for upåagtede Kader Kahou? Det er et matchup, som Bills ville vælge alle ugens dage, hvis de kunne.

Heldigvis for Super Bowl-bejlerne blev netop dét matchup en realitet mod slutningen af andet quarter i topkampen mod Miami Dolphins søndag. Og resultatet? Ja, det viste også den store niveauforskel.

Stjernereceiveren satte nemlig ret hurtigt Kahou, der begik illegal touching, inden han forsøgte at tackle Diggs ved egen 42 yard-linje. Den opgave lykkedes han ikke med, og derfor måtte safety Brandon Jones støde til, men heller ikke han havde held med at stoppe Diggs.

Den tidligere Vikings-spiller formåede nemlig at vriste sig fri og kunne derefter løbe i endzone og score touchdown.

Diggs' touchdown fangede også TV 2 Sports NFL-ekspert Anton Bodilsen på det forkerte ben.

- Nej, hvor er det sindssygt. Jeg sidder bare her og plaprer løs og tænker, at spillet er dødt. Jeg gør mig skyldig i det samme som Dolphins’ forsvar. Hold da op. Det er jo vanvittigt, siger Bodilsen, der roser Diggs’ instinkt i situationen:

- Det her er et spørgsmål om vilje, og Stefon Diggs tror aldrig, han er nede, siger eksperten om situationen, hvor Dolphins' forsvar så noget vattede ud.

- Diggs er utrolig

Den tidligere Cowboys-quarterback og nuværende NFL-ekspert Tony Romo hos amerikanske CBS har også kun pæne ord at sige om Bills-receiverens touchdown.

- Vi talte om, at Kahou skulle stå overfor Diggs, og at de ville udnytte det. Det er godt arbejde af McDermott (Bills' cheftræner, red.), at de får isoleret ham over for Kahou.

- Vi ser, at han (Kahou, red.) laver illegal touching, og Diggs følger op med en god finte og snyder ham. Diggs er simpelthen utrolig. Han har spillet på et vanvittigt niveau de sidste fem til seks år, siger Tony Romo.

Eksperten mener dog også, at Dolphins’ safety Brandon Jones kunne have hjulpet Kahou i situationen.

Pæn dag på kontoret

Hvis man spiller fantasy og er indehaver Stefon Diggs på sit hold, så er man nok svært tilfreds med den 29-åriges præstation.

I hvert fald kunne han ved slutfløjt tegne sig for disse imponerende stats:

  • Tre touchdowns ✅
  • 120 yards ✅
  • Seks grebne bolde ✅

Bills havde generelt en god dag på begge sider af bolden, og derfor vandt de også til slut med 48-20 over Miami Dolphins. Dermed sendte Bills et kraftigt signal til det øvrige NFL-landskab.

De er nu 3-1 for sæsonen, og det samme er Dolphins, der ellers var ubesejrede inden kampen.