Britisk premierminister trækker i land efter opsigtsvækkende Ukraine-melding

Forsvarministeren, der i et interview lørdag talte over sig, har bestredet sin post i en måned.

Det vakte opsigt, da Storbritanniens forsvarsminister, Grant Shapps, lørdag i et interview med Sunday Telegraph luftede muligheden for at sende britiske tropper til Ukraine for at træne militærpersonel.

Men nu er den britiske premierminister, Rishi Sunak, gået i rette med sin forsvarsminister og har trukket meldingen i land: Der er lige nu ingen planer om at sende britiske soldater til Ukraine.

- Det, som forsvarsministeren sagde, var, at det meget vel kan blive muligt for os en dag at lave noget af træningen i Ukraine, siger Rishi Sunak ifølge Reuters.

- Men det er på længere sigt. Ikke her og nu. Der er ingen britiske soldater, som vil blive sendt ud for at kæmpe i den nuværende konflikt.

Vil have våben og tropper til Ukraine

For at mindske risikoen for at komme i direkte konflikt med Rusland har lande allieret med Ukraine undgået formel militær tilstedeværelse i Ukraine for i stedet at sende våben og anden økonomisk støtte.

Men i interviewet lørdag fik den britiske pibe en lidt anden lyd, da forsvarsministeren fortalte om et møde, han havde haft med den britiske militære ledelse.

- Jeg talte i dag om at bringe træningen tættere på og faktisk ind i Ukraine. Nærmere bestemt i den vestlige del af landet. Jeg tror, at muligheden er der for at bringe mere ind i landet, sagde Shapps til Sunday Telegraph.

Desuden luftede han forhåbninger om, at britiske våbenproducenter ville åbne fabrikker i Ukraine.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, udtalte lørdag, at han ønsker at omdanne Ukraines forsvarsindustri til et "stort militært knudepunkt" ved at samarbejde med vestlige våbenproducenter.

Det skal ske som et led i at øge forsyningen af våben til Ukraine i landets modoffensiv mod den russiske invasion.

Mest omfattende træningsprogram

I det forgangne år har Storbritannien sørget for militære træningskurser af 5 ugers varighed til flere end 23.500 ukrainske soldater. Træningen, der har fundet sted på militærbaser over hele Storbritannien, har inkluderet instruktion i færdigheder såsom våbenhåndtering og førstehjælp på slagmarken.

Tidligere på året forpligtede de sig til at træne yderligere 20.000 soldater, hvilket ifølge briterne selv vil gøre træningsprogrammet til det mest omfattende globalt set.

Og det var i den kontekst, at forsvarsministeren lørdag nævnte muligheden for at rykke træningen ind i Ukraine.

Den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev har sagt, at britiske soldater, som træner ukrainere i Ukraine, ville være et legitimt mål for russiske styrker.

Soldater fra Storbritannien – eller andre allierede lande – i Ukraine kan altså risikere at opildne konflikten.

Grant Shapps, der har bestredet stillingen som forsvarsminister i en måned, overtog posten fra sin forgænger Ben Wallace 1. september.