Store ændringer i nyhedsudsendelserne på TV 2 og TV 2 News

TV 2 kommer med et nyt stort nyhedsprogram om aftenen. Samtidig skifter alle de store TV 2-nyhedsudsendelser navn.

TV 2 Nyhederne er i gang med store forandringer, fordi seerne i stigende grad streamer nyheder.

Fra næste uge betyder det synlige ændringer for seerne af TV 2 News og TV 2.

De store nyhedsudsendelser på TV 2 får nyt navn fra mandag 2. oktober:

  • ’18 Nyhederne’ bliver til ’18 News’
  • ’19 Nyhederne’ til ’19 News’
  • ’21.30 Nyhederne’ til ’21.30 News’

Navneskiftet skyldes, at nyhedsudsendelserne rykker ind under TV 2 News som én samlet tv-afdeling. Hidtil har TV 2 og TV 2 News lavet hver deres nyhedsproduktion.

Nyt nyhedsprogram

Forandringerne betyder også, at TV 2 News i starten af oktober sender fra Odense om aftenen, mens morgen-, dag- og News-magasiner fortsat sendes fra København.

Senere på ugen lanceres et nyt stort nyhedsprogram, der hedder ’Newsroom’.

Ambitionen med 'Newsroom' er at behandle dagens vigtigste nyhedshistorier i berigende selskab og fortælle dem med et nyt og originalt perspektiv sidst på dagen, forklarer Anne Mette Svane, chefredaktør på TV 2 News.

- Vi skal udvikle og forny nyhedstilbud, der passer ind i danskernes døgnrytme. Når du står op om morgenen med TV 2 News, bliver du hurtigt opdateret. Om aftenen vil du have tempoet ned og blive klogere på dagens største historier med nye indsigter fortalt på en original måde, siger hun.

Værter skal være på en ny måde

Cecilie Beck, Miriam Zesler, Troels Mylenberg og Søren Lippert står i spidsen som værter for 'Newsroom'. Programmet varer en time, og sendes fra mandag til torsdag fra klokken 22 til 23 på TV 2 News og TV 2 Play, mens det også sendes på TV 2 fra klokken 22.20 efter nyhederne fra regionerne.

- Seerne kommer til at opleve værterne på en ny måde, fordi de har noget på hjerte og tager dagens største historier under kærlig behandling. De får mere tid til at komme i dybden med deres interview og få flere nuancer og perspektiver frem, siger Anne Mette Svane.

- Det bliver mere personligt, at vi kan få lov til at undre os sammen med seerne. At man ikke er en ren nyhedsmaskine, men at vi simpelthen også er personlige og på den måde kan vise seerne og brugerne, hvorfor et emne er interessant, og hvorfor du bør interessere dig for det, siger Miriam Zesler.

Vært vil undre sig, men ikke farve indholdet

Selvom at værterne engagerer sig mere og bruger mere af sig selv i 'Newsroom', er det ikke ensbetydende med, at de kommer til at farve indholdet med deres egne meninger. Tværtimod, mener en af værterne Søren Lippert.

- Det er fuldstændig uinteressant for andre end mig, hvad jeg måtte mene om et givent emne. Men det, der ikke er uinteressant, er, hvordan jeg med min erfaring og viden ser på samfundet og tænker: 'Det dér er mærkeligt. Det vil jeg gerne blive klogere på'. Det deler jeg med hundredtusindvis af danskere, som også sidder og siger: 'Det er egentlig mærkeligt'. Jeg har så det privilegie, at jeg møder hovedpersonerne og magthaverne, og kan stille dem spørgsmål, forklarer Søren Lippert.

Sporten bliver en fast del af nyhedsudsendelserne og kommer dermed ud til flere seere på TV 2 og TV 2 Play. Ændringerne betyder, at Sporten ikke længere vil have en selvstændig udsendelse klokken 22.10 på TV 2.