Ny indsats skal forebygge overvægt hos små børn

1600 børn og deres forældre skal deltage i ny indsats, der skal hjælpe med at fremme sund vægtudvikling.

En ny forskningsbaseret indsats skal give førstegangsforældre og deres små børn en sund start på livet, hvor de undgår overvægt.

Det skriver Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

1600 børn og deres forældre i ti forskellige kommuner skal deltage i indsatsen.

Det er en gruppe forskere på Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, der i samarbejde med sundhedsplejersker samt nationale og internationale eksperter har udviklet indsatsen.

Indsatsen har fokus på at fremme sund vægtudvikling og trivsel blandt spædbørn og små børn, lyder det.

Ifølge Lene Kierkegaard, der er daglig projektleder på den nye indsats og ph.d.-studerende, er den nye indsats nødvendig idet, der allerede ses en høj forekomst af børn med overvægt, når de starter i indskolingen.

- Vi mener, at det er bedre at forebygge og fremme sund vægtudvikling end at skulle behandle overvægt senere i livet, siger hun.

14 procent af alle børn har overvægt

I Danmark har 14 procent af alle børn overvægt eller svær overvægt, allerede inden de starter i skole, fremgår det.

Hovedaspektet i indsatsen bliver at intensivere og kvalificere sundhedsplejerskernes arbejde med at guide forældrene.

Ifølge seniorforsker Trine Pagh Pedersen vil familierne blive fulgt fra graviditet, til barnet er omkring tre år gammel.

- De vil få vejledning og støtte af sundhedsplejersken i meget tidligt at etablere sunde vaner og rammer, siger hun i pressemeddelelsen.

- Denne indsats adskiller sig fra allerede eksisterende tiltag og indsatser til at fremme sund vægtudvikling ved blandt andet at have fokus på skærmbrug og tryghed i familien samt søvnmønstre, og hvordan forældre reagerer på deres børns signaler i forhold til eksempelvis søvn, siger Lene Kierkegaard til Ritzau.

Forældrene vil blandt andet få ekstra besøg og telefonopkald fra sundhedsplejersken og adgang til videoer, der kan guide forældre i forskellige situationer.

Statens Institut for Folkesundhed har modtaget en bevilling på over 40 millioner kroner fra Center for Sundt Liv og Trivsel til projektet.