Forskere mener at have fundet forklaring på stor coronatragedie i Bergamo

Nu ser det ud til, at man skal 50.000 år tilbage i tiden for at finde forklaringen hos vores forfædre.

Karavanen af italienske militærkøretøjer på vej ud af Bergamo tungt lastet med lig er i Italien blevet symbolet på den tragedie, som ramte landet i coronaepidemiens første år.

Så mange af provinsens borgere døde med covid-19 over så kort en periode, at der simpelthen ikke var mere plads på byens krematorier.

Det er det største traume for italienerne fra den tid

Eva Ravnbøl, TV 2-korrespondent

På kun en måned døde 4500 smittede borgere i den norditalienske bjergprovins. Da smitten var på sit højeste, lå mere end 500 alvorligt smittede indlagt på Bergamos hospital – mange af dem stuvet sammen på gangene.

Siden da har man ledt efter en forklaring på, hvordan Bergamo-provinsen blev Italiens epicenter for epidemien.

Alt fra borgernes hygiejne til deres vaner med offentlig transport har været mistænkt for at stå bag.

Men nu ser det ud til, at man skal 50.000 år tilbage i tiden for at finde forklaringen.

Det er nemlig gener fundet i både neandertalere og borgerne i Bergamo, der er skyld i massedøden i byen, konkluderer forskere nu.

Arvemasse fra neandertalere

Et hold forskere fra Mario Negri Instituttet i Milano har over to år analyseret data fra 9773 indbyggere i området. Her har de undersøgt sammenhængen mellem genetiske faktorer og alvorsgraden af sygdomsforløb med covid-19.

Fredag morgen fremlagde de resultaterne på et pressemøde:

Forklaringen på de mange dødsfald findes i Bergamo-borgernes arvemasse – nærmere bestemt tre nedarvede neandertal-gener fundet på kromosom 3.

Engang beskyttede to af generne neandertalere mod infektioner, men nu forårsager de et overskud af immunrespons, som udsætter bæreren for mere alvorlig sygdom, lyder det.

Et tredje gen gør, at risikoen for at udvikle lungebetændelse er langt højere hos bærere af genet end hos mennesker uden.

Generne giver ifølge undersøgelsen smittede personer en dobbelt så høj risiko for at udvikle alvorlige covid-forløb som mennesker uden generne.

Risikoen for at ende på intensiv med sygdommen er også tre gange højere for mennesker, der bærer generne, lyder konklusionen

Lederen af instituttet bag undersøgelsen, Giuseppe Remuzzi, vurderer, at de forhistoriske gener på verdensplan kan have kostet en million menneskeliv blandt smittede uden andre risikofaktorer.

Det største traume

Det betyder, at der ikke er tale om en nyhed, som blot har betydning for Bergamo-provinsen eller for Italien.

Den bør faktisk vække genlyd i hele resten af verden.

Det mener TV 2s korrespondent Eva Ravnbøl, som er bosat i Rom.

- I starten troede man, at italienerne var utjekkede, eller at den massive smitte var deres egen skyld, men Bergamos hospital (Papa Giovanni XXIII-hospitalet, red.) var på listen over de bedste hospitaler i verden. Det giver mening, at der var noget andet i vejen, siger hun.

Hun fortæller, at det norditalienske område har været dybt traumatiseret siden epidemien, for der findes ikke mange i området, som ikke mistede nogen, de kendte til sygdommen.

- Det er det største traume for italienerne fra den tid, det løber en koldt ned ad ryggen. Bergamo var virkelig hårdt ramt, fortæller Eva Ravnbøl.

De tre neandertaler-gener skal dog ikke ses som den eneste forklaring på, hvorfor det gik så galt, understreger hun.

En supersprederbegivenhed, en tøven med at lukke ned og mangel på tests var også medvirkende til tragedien.