"Den diskrimination, vi ser, gør mig vred"

Af Lars Henrik Carlskov

Det fortæller Jonathan Zacho Bruun, som i Aalborg er medarrangør af den internationale aktionsdag mod racisme 16. marts.

Han er 30 år, underviser på den lokale pædagoguddannelse og aktiv i netværket Stay Human, som på landsplan indgår i Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination.

”Størstedelen af det etablerede danske politiske system har valgt at sætte en dagsorden, som ikke stemmer overens med mange almindelige danskeres forhold til både flygtninge og indvandrere. Den diskrimination, vi ser til daglig, gør mig vred. Og den skal vi lave om på”, forklarer han til Socialistisk Arbejderavis.

I Aalborg har man da også allerede planlagt næste aktivitet, så demonstrationen 16. marts ”ikke bare bliver en engangsforestilling”, fortæller han. ”Ugen efter inviterer vi til et åbent aktivismemøde, så de mennesker, der kommer til demonstrationen, også kan se, at der fortsat sker noget.” Om kort tid er der valg til både Folketinget og EU, og også derfor er det ifølge Jonathan Zacho Bruun vigtigt at forsætte aktiviteterne:

”Vi skal have et andet paradigmeskift, og det er nu, vi skal i gang, for vi er oppe imod nogle store kræfter i det danske samfund, som ændrer måden, man må snakke om tingene på, så det bliver okay at diskriminere.”

Nidkær jagt på de små fisk, mens de store går fri

Ressourcerne bruges på at jagte små millionbeløb, der i det store billede er peanuts.

Af Lars Henrik Carlskov

I forbindelse med de hyppige skandaler om overklassesvindel i form af bl.a. hvidvask, udbytteskat og brug af skattely, hører vi om manglende ressourcer hos staten til at forhindre disse forbrydelser. Men i virkeligheden er det ikke manglende ressourcer, men manglende vilje hos ledende politikere og embedsmænd, der er problemet.

F.eks. blev der i januar måned indsat intet mindre end 130 ansatte fra Skat, Arbejdstilsynet, Fødevarestyrelsen og politiet i en samlet aktion i Bazar Vest i Aarhus-bydelen Gellerup. Det skyldtes angiveligt mistanke om bl.a. socialt bedrageri og sort arbejde hos stedets mange små forretninger (hvis ejere og ansatte oftest har etnisk minoritetsbaggrund). Alle indgange blev spærret for at sikre, at ingen ”forbrydere” undslap.

Men hvis du venter på, at der vil blive indsat en mindre hær på 130 ansatte fra forskellige statslige myndigheder i en samtidig aktion mod Danske Bank og resten af overklassens svindel for milliarder og atter milliarder af kroner, kommer du til at vente længe.

Socialt oprør eller system-administration?

Enhedslisten forsøger i stigende grad at positionere sig som ”regeringsdueligt” parti. Men uden et revolutionært brud får vi business as usual.

Af Lars Henrik Carlskov

”Jeg ser håb. Og jeg tror, at de opbrudstider vi lever i nu, vil blive set tilbage på som årene for generationen, der lagde stenene til en ny radikal, progressiv og solidarisk forandring", skrev Enhedslistens Pernille Skipper for nylig i en kronik i Dagbladet Information. Bl.a. med henvisning til de senere års fremgang for europæiske venstrefløjskræfter som SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien og Corbyns Labour i Storbritannien.

Hun fremhævede desuden den samlede opbakning fra 1/5 af befolkningen til Enhedslisten, Alternativet og SF og "et stort ønske om forandring". Det ser hun bl.a. i den seneste overenskomstkamp, unge, som "engagerer sig forbilledligt i klimakampen" og "flere og flere, der siger klart fra over for både den stigende ulighed og den umenneskelige flygtningepolitik." Og Skipper understregede regerings-ambitionerne med henvisning til partiets nye plan "100 dage med Enhedslisten – på vej mod et grønt og solidarisk Danmark".

Til højre for Labour og løsninger via markedet
Her findes 100 forslag, som skal gennemføres de første 100 dage i en regering, hvor partiet har "magt, som vi har agt." Planens indtægter på 58,4 mia. kr. er dog primært "tilbagerulninger" af f.eks. skattelettelser til de rigeste og de store virksomheder. Modsat hos det britiske socialdemokrati (fra hvis manifest, man bl.a. har kopieret layout og slogans som "for de mange, ikke for de få"), er der ingen krav om nationalisering af virksomheder. Blot stop for privatisering og udlicitering og en "arbejdsgruppe", der skal "undersøge mulighederne" for gen-nationalisering at f.eks. DONG, telenettet, Københavns Lufthavn og Statens Serum Instituts vaccineproduktion.

Nationaliserings-spørgsmålet forsøges omgået med en ”almennyttig offentlig bank”, som skal konkurrere på markedet mod de eksisterende finansielle virksomheder. Samt generelt via ”erhvervsstøtteordningerne, skatterne og afgifterne, den offentlige indkøbspolitik og den offentlige kreditgivning” at øge incitamentet til såkaldt ”samfundsgavnlig adfærd” fra erhvervslivet. Forslag fra planen såsom skattelettelser for de laveste indkomster, gratis tandlæge og billigere offentlig transport er selvsagt fornuftige. Det egentlige spørgsmål er imidlertid realismen i Enhedslistens forestilling om planens gennemførelse gennem opnåelse af 50%+1 af folketingstaburetterne.

Strukturelle grænser for reformer
Når venstre-orienterede regeringspartier som f.eks. SF under Thorning eller SYRIZA i Grækenland ender med at stå i spidsen for brutale nedskæringer, selv om de blev valgt på det modsatte, er forklaringen således ikke primært forræderi eller manglende politisk mod. Men i stedet, at enhver nok så ”rød” regering, som forsøger at administrere kapitalismen for at reformere den, må tage hensyn til systemets drivkraft: Profitten. Fører en regering ikke en såkaldt ”erhvervsvenlig” politik, der sikrer kapitalisterne tilstrækkelig profit, tilbageholdes investeringerne, hvilket i sidste ende udløser krise.

Faldende profitrater siden 1970'erne i den danske og de øvrige avancerede kapitalistiske økonomier var den dybereliggende årsag til ”den store recession”, dvs. den globale økonomiske krise, som brød ud 2007-2008. Det desperate forsøg på at genoprette den globale kapitalismes profitabilitet førte til verdens regeringers og arbejdsgiveres blodige offensiv mod lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Administration af nedskæringer
Det voldsomme økonomiske opsving i årene fra 2. verdenskrigs afslutning og frem til 1970'erne gjorde det i Danmark og andre lande muligt at opbygge den såkaldte ”velfærdsstat”. Men årsagerne til den langvarige højkonjunktur var den omfattende destruktion af kapital i såvel fysisk som værdimæssig forstand, som 1930'ernes økonomiske krise og 2. verdenskrig medførte, samt den kolde krigs militære oprustning. Disse betingelser for reformer inden for systemets rammer er ikke til stede i dag, hvor den danske og de øvrige vestlige kapitalistiske økonomier siden 1970'erne har oplevet relativ stagnation.

En Enhedslisten-regering vil derfor i bedste fald kunne levere bittesmå forbedringer. Og som SF's regeringstid demonstrerede, er selv disse forbedringer langt fra givet uden pres fra stærke folkelige bevægelser. Samtidig risikerer enhver reform, der rammer kapitalisternes profit, at forstærke systemets krisetendenser. Risikoen for, at Enhedslisten som regeringsparti deltager i store velfærdsnedskæringer vil derfor være overvældende. Til dem, der tror en parlamentarisk venstrefløjs-regering er vejen frem, bør vi derfor som revolutionære socialister sige (med den britiske marxist Chris Harmans ord): ”I tror, at en venstrefløjs-regering kan ændre samfundet i arbejderklassens interesse. Det gør vi ikke. Men vi vil kæmpe sammen med jer for at afprøve jeres synspunkt i praksis. Imidlertid gentager vi, at I bør stole på jeres egne kampe, ikke sætte jeres lid til jeres politiske ledere.”

En ekstraordinær præstation, der bør belønnes

Af Lars Henrik Carlskov

Jørgen Mads Clausen er en plaget mand.

Han er tvunget i knæ af en nådesløs tilværelse. Knockoutet af en hård og ubarmhjertig skæbne. Tildelt kort af livet, hvor han sad tilbage med sorteper. En brik i det store eksistentielle ludo, der brutalt blev slået hjem. Omstændigheder uden for hans kontrol rottede sig sammen mod ham. De gav ham aldrig en chance. Nu åbner han op om den familietragedie, som ramte hans søskendeflok: De arvede milliarder.

Ikke desto mindre rider tanken om, at formuen havde været større uden arveafgift stadig Danfoss' bestyrelsesformand som en mare. 7. maj lagde Berlingske Business spalter til denne lidelseshistorie. Fortalt af manden selv med al den sociale indignation, det er menneskeligt muligt at mobilisere som milliardær tronende på sit kontor i en zebra-stol og med en udstoppet løve ved sin side (naturligvis alt sammen arvet, som det fremgår af billedteksten). ”Den ulykkelige familie er altid på sin måde ulykkelig”, bemærkede Tolstoj i Anna Karenina. Og Jørgen Mads Clausens familie er tilsyneladende ulykkelig på den dér milliardær-i-zebrastol-med-udstoppet-løve-agtige måde.

Han forklarer, at uden arveafgift kan virksomhederne ”investere pengene i vækst og beskæftigelse frem for at frygte for, om man må lukke”. Med en familieformue på 13,1 mia. kr. og et Danfoss-overskud på 5,1 mia. kr. sidste år (700 mio. højere end året før), må man således forstå, at kampen mod arveafgiften er en desperat handling fra en desperat mand. Drevet helt ud til kanten af systemet. Det virker derfor småligt grænsende til det ondskabsfulde at påpege (som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har gjort), at flertallet af de afdøde danskere (55 %) sidste år efterlod sig gæld eller værdier under bundgrænsen for arveafgift på 289.000 kr.

Kun et menneske blottet for empati kan undgå at blive berørt af Mads Jørgen Clausens hjerteskærende beretning om sit livs jammerdal. Uvægerligt ser man for sit indre blik hans ansigt indsat på et af de malerier af grædende børn, som tidligere prydede væggene i landets hjem. Og vi skal huske at værdsætte dem, der gør en særlig indsats. Som udviser risikovillighed. Der iværksætter. F.eks. i dette tilfælde egen fødsel ind i en af landets rigeste familier. En ekstraordinær præstation, der bør belønnes med milliarder og forhåbentlig kan tjene som inspiration for andre ambitiøse fostre.