Retningslinjer for retshåndhævelse

Hvad er Twitter?

Twitter er et globalt informationsnetværk, der giver brugerne mulighed for at udvikle idéer og dele disse og informationer med det samme. Enkeltpersoner og organisationer sender beskeder på 140 tegn via vores websted og mobilwebsted, klientprogrammer (f.eks. Twitter til Android, Twitter til iOS), sms eller en række forskellige tredjepartsprogrammer.

Du kan få flere oplysninger ved at besøge about.twitter.com. De seneste oplysninger om Twitters funktioner findes i vores hjælpecenter.

Til personer med bopæl i USA leveres Twitter af virksomheden Twitter, Inc., som er hjemmehørende i San Francisco, Californien. Til personer med bopæl uden for USA leveres Twitter af virksomheden Twitter International Company, som er hjemmehørende i Dublin, Irland.

Hvilke kontooplysninger ligger Twitter inde med?

De fleste Twitter-kontooplysninger er offentlige, så alle har adgang til dem. En kontoprofil på Twitter indeholder et profilbillede, et sidehovedbillede, et baggrundsbillede og statusopdateringer, som kaldes Tweets. Kontohaveren har desuden mulighed for at føje en lokalitet (f.eks. San Francisco), en URL-adresse (f.eks. twitter.com) og en kort "biografi" til kontoen, som vises på vedkommendes offentlige profil. I vores privatlivspolitik kan du finde yderligere oplysninger om de data, vi indsamler fra og om brugerne.

Har Twitter adgang til brugergenererede billeder eller videoer?

Twitter hoster visse uploadede billeder (dvs. billederne på pic.twitter.com) samt Twitter-kontienes profilbilleder, sidehovedbilleder og baggrundsbilleder. Twitter hoster imidlertid ikke alle de billeder, der kan vises på Twitter-platformen. Du kan læse mere om posting af billeder på Twitter her.

Twitter hoster nogle af de videoer, der uploades til Twitter (dvs. videoerne på pic.twitter.com), samt de videoer, der lægges ud på Periscope.

Bemærk, at Twitter ikke hoster alle de videoer, der kan vises på Twitter-platformen. Links, der deles på Twitter, herunder i direkte beskeder, behandles og forkortes automatisk til et http://t.co-link. Når du ser et http://t.co-link, er det ikke en indikation på, at videoen eller billedet hostes af Twitter.

Hvad er Periscope?

Periscope er en separat mobiltjeneste, der giver brugerne mulighed for at oprette og dele videoudsendelser i realtid. I fortrolighedserklæringen for Periscope kan du finde yderligere oplysninger om de data, vi indsamler fra og om Periscope-brugerne, og i Periscopes hjælpecenter kan du få mere at vide om Periscope. En bruger kan godt oprette en Periscope-konto uden at have eller tilknytte en tilsvarende Twitter-konto.

Hvad er Vine?

Vi meddelte i oktober 2016, at mobilapplikationen Vine ville blive lukket ned. Vi lavede Vine-appen om til det mindre funktionsrige Vine-kamera. Brugerne kan nu generere seks sekunder lange videoloops med denne app og poste dem direkte på deres Twitter-konto eller gemme dem på deres telefon. 

Oplysninger om dataopbevaring

Twitter

Twitter opbevarer forskellige typer oplysninger i forskellige perioder og i overensstemmelse med vores vilkår for anvendelse og privatlivspolitik. Da Twitter er en realtidstjeneste, kan det forekomme, at visse oplysninger (f.eks. IP-logger) kun opbevares i en ganske kort periode.

Nogle oplysninger indsamles automatisk, mens andre afgives efter behag af brugeren. Vi kan imidlertid ikke garantere de opbevarede oplysningers nøjagtighed. Eksempelvis kan brugeren have oprettet en falsk eller anonym profil. Twitter stiller ikke krav om brug af døbenavn, bekræftelse af e-mailadresse eller identitetsgodkendelse. Du kan finde yderligere oplysninger om Twitters opbevaringspolitikker i vores privatlivspolitik.

BEMÆRK: Når en konto er blevet deaktiveret, vil der være et meget kort tidsrum, hvor vi muligvis kan få adgang til kontooplysningerne, herunder Tweets. Du kan finde yderligere oplysninger om deaktiverede konti her. Indhold, der slettes af kontohaveren (såsom Tweets), er som udgangspunkt ikke tilgængeligt.

Periscope

Periscope opbevarer forskellige typer oplysninger i forskellige perioder. Udsendelser og udsendelsesoplysninger opbevares muligvis kun i en kort periode. Du kan finde oplysninger om tilgængeligheden af udsendelser i Periscopes hjælpecenter. Du kan finde yderligere oplysninger om vores opbevaringspolitikker i Periscopes privatlivspolitik.

Sådan finder du et Twitter-UID, et Periscope-brugernavn eller en Periscope-udsendelse

Finde et Twitter-UID

Finde et Periscope-brugernavn eller en Periscope-udsendelse

Du kan finde instruktioner til, hvordan du finder et Periscope-brugernavn, i artiklen i vores hjælpecenter.

Anmodninger om bevaring

Vi modtager anmodninger fra retshåndhævende myndigheder om bevaring af data, der kan udgøre relevant bevismateriale i en retssag. Vi bevarer, men udleverer ikke, et midlertidigt øjebliksbillede af de relevante kontooplysninger i 90 dage i afventen på et eventuelt retsskridt.

Anmodninger om bevaring skal i overensstemmelse med gældende lov:

  • underskrives af den anmodende embedsmand
  • være forsynet med den retshåndhævende myndigheds brevhoved
  • indeholde en officiel e-mailreturadresse
  • indeholde brugernavnet og URL-adressen til den pågældende Twitter-profil (f.eks. https://twitter.com/twittersafety (@twittersafety) og/eller Twitter-kontoens entydige, offentlige brugeridentifikationsnummer eller UID eller et Periscope-brugernavn og URL-adresse (f.eks. @twittersafety og https://periscope.tv/twittersafety). Her kan du læse, hvordan du finder et Twitter-UID, og her kan du se, hvordan du finder et Periscope-brugernavn.

Vi kan imødekomme et ønske om at forlænge en bevaringsanmodning, men opfordrer generelt retshåndhævende myndigheder til at indhente data i god tid via de relevante kanaler, da vi ikke kan garantere tilgængeligheden af de ønskede oplysninger.

Retshåndhævende og andre myndigheders anmodninger om bevaring af brugeroplysninger indsendes via webstedet Legal Request Submissions (t.co/lr eller http://legalrequests.twitter.com). Du kan finde yderligere instruktioner nedenfor.

Anmodninger om oplysninger fra Twitter-konti

Anmodninger fra retshåndhævende myndigheder om udlevering af kontooplysninger rettes til Twitter, Inc. i San Francisco, Californien, eller Twitter International Company i Dublin, Irland. Twitter besvarer retsgyldige anmodninger, som er udstedt i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Private oplysninger kræver en stævning eller retskendelse

Ikke-offentlige oplysninger om Twitter-brugere udleveres kun til retshåndhævende myndigheder på baggrund af et retsgyldigt krav, såsom en stævning, en retskendelse eller lignende, eller i de nedenfor beskrevne nødstilfælde.

Kommunikationsindhold kræver en ransagningskendelse

Anmodninger om kommunikationsindhold (f.eks. Tweets, direkte beskeder, billeder) kræver en gyldig ransagningskendelse eller tilsvarende udstedt af en myndighed med fuld kompetence over for Twitter.

Underretter Twitter brugerne om anmodninger om kontooplysninger?

Ja. Det er Twitters politik at underrette brugeren, hvis oplysninger fra dennes Twitter- eller Periscope-konto begæres udleveret. Brugeren får så tidligt som muligt (f.eks. før eller efter udleveringen af kontooplysninger) en kopi af anmodningen, medmindre vi er forhindret heri (f.eks. efter en kendelse i henhold til 18 U.S.C. § 2705(b)). Vi anmoder om, at eventuelle hemmeligholdelsesbestemmelser omfatter en nærmere angivet periode (f.eks. 90 dage), i hvilken Twitter ikke har lov at underrette brugeren. Underretning af brugeren kan fraviges under presserende omstændigheder, eller hvor det måtte virke mod hensigten, såsom nødsituationer, hvor der er overhængende risiko for død, seksuel udnyttelse af børn eller terrorisme.

Hvad skal være indeholdt i en anmodning om kontooplysninger?

Anmodninger om brugerkontooplysninger i overensstemmelse med gældende lov skal indeholde følgende oplysninger:

  • Brugernavnet på Twitter og URL-adressen til den pågældende Twitter-konto (f.eks. https://twitter.com/twittersafety (@twittersafety) eller en kontos entydige, offentlige brugeridentifikationsnummer eller UID. Du kan se, hvordan du finder et Twitter-UID, her.
  • Og/eller det gyldige Periscope-brugernavn og den relevante URL-adresse (f.eks. @twittersafety og https://periscope.tv/twittersafety). Du kan se, hvordan du finder et Periscope-brugernavn, her.
  • En specificering af, hvilke oplysninger der begæres udleveret (f.eks. grundlæggende abonnentoplysninger), og disses efterforskningsmæssige relevans.
    • BEMÆRK: Kontrollér først, at de ønskede oplysninger ikke er offentligt tilgængelige (f.eks. Tweets, som ikke er beskyttede). Vi har ikke mulighed for at behandle anmodninger, der er meget omfattende eller uklare.
  • En gyldig, officiel e-mailadresse (f.eks. name@agency.gov), så vi kan kontakte dig efter at have modtaget din retsgyldige anmodning.
  • Være forsynet med den retshåndhævende myndigheds brevhoved.

Retshåndhævende og andre myndigheders anmodninger om brugeroplysninger kan indsendes via webstedet Legal Request Submissions (t.co/lr eller http://legalrequests.twitter.com). Du kan finde yderligere instruktioner nedenfor.

Produktion af data

Med mindre andet er aftalt, leverer vi dataene i elektronisk format (dvs. tekstfiler, der kan åbnes med et hvilket som helst tekstbehandlingsprogram, såsom Word eller TextEdit).

Datagodkendelse

De data, vi producerer, er selvgodkendende. Derudover signeres dataene elektronisk med henblik på at sikre integriteten deraf på produktionstidspunktet. Hvis du har brug for en erklæring, skal dette fremgå af din anmodning.

Omkostningsgodtgørelse

Twitter kan anmode om godtgørelse af omkostninger, der er opstået som følge af behandlingen af anmodningen, i det omfang lovgivningen giver mulighed for det (f.eks. i henhold til 18 U.S.C. § 2706).

Anmodninger om oplysninger i nødstilfælde

I overensstemmelse med vores privatlivspolitik kan vi udlevere kontooplysninger til retshåndhævende myndigheder på baggrund af en gyldig anmodning om oplysninger i nødstilfælde.

Twitter vurderer sådanne anmodninger fra sag til sag i overensstemmelse med relevant lovgivning (f.eks. 18 U.S.C. § 2702(b)(8) og afsnit 8 i den irske databeskyttelseslovgivning af 1988 og 2003). Hvis vi modtager oplysninger, der giver os en begrundet god tro om, at der er opstået en presserende nødsituation, hvor der er risiko for dødsfald eller alvorlig fysisk personskade, kan vi udlevere oplysninger, som er nødvendige for at forhindre skaden, hvis vi har sådanne oplysninger.

Sådan indgiver du en anmodning om oplysninger i nødstilfælde

Hvis der opstår en presserende nødsituation, hvor der er risiko for dødsfald eller alvorlig fysisk personskade, og hvis Twitter kan have oplysninger, der er nødvendige for at afhjælpe risikoen, kan retshåndhævende myndigheder indsende en anmodning om oplysninger i nødstilfælde via vores websted Legal Request Submissions (som er den hurtigste og mest effektive metode).

BEMÆRK: Svaret kan blive forsinket, hvis anmodningen sendes pr. fax (415-222-9958). Du bedes medtage følgende oplysninger:

  • En angivelse på forbladet, som skal være forsynet med den retshåndhævende myndigheds brevhoved, af, at du indsender en anmodning om oplysninger i nødstilfælde.
  • Identiteten på den person, der er i fare for at dø eller lide alvorlig fysisk skade.
  • Karakteren af nødsituationen (f.eks. rapport om selvmord, bombetrussel mv.).
  • Brugernavnet på Twitter og URL-adressen (f.eks. https://twitter.com/TwitterSafety (@twittersafety) til den eller de pågældende Twitter-konti, som indeholder oplysninger, der er nødvendige for at afhjælpe nødsituationen.
  • Eventuelle specifikke Tweets, du vil have os til at gennemgå.
  • De specifikke oplysninger, der ønskes, og hvorfor oplysningerne er nødvendige for at afhjælpe nødsituationen.
  • Den retshåndhævende embedsmands underskrift.
  • Alle øvrige tilgængelige oplysninger om eller baggrund for de særlige omstændigheder.

Aftaler om gensidig retshjælp

Det er Twitters politik omgående at besvare anmodninger, der er udstedt efter en aftale om gensidig retshjælp ("MLAT") eller en retsanmodning, efter at stævningen er blevet behørigt forkyndt. Når du indsender en anmodning via en MLAT-procedure, skal det klart fremgå, at den indgives i henhold til MLAT, ligesom den skal indeholde navnet på oprindelseslandet.

Anmodninger om fjernelse af indhold

Sådan anmoder du om en gennemgang iht. vilkårene for anvendelse

Hvis du repræsenterer en retshåndhævende eller anden myndighed og ønsker potentielt ulovligt indhold fjernet fra Twitter, fordi det overtræder lokal lovgivning, skal du først læse Twitter-reglerne og om nødvendigt indsende en anmodning om at få indholdet gennemgået for mulige overtrædelser af vores vilkår for anvendelse. Du kan læse, hvordan du indberetter potentielle overtrædelser af Twitter-reglerne og Twitters vilkår for anvendelse her. Når du indberetter mulige overtrædelser af vores vilkår for anvendelse, sendes anmodningen til det rette team og behandles hurtigt.

Sådan indsender du en juridisk anmodning om tilbageholdelse af indhold

Hvis du allerede har indsendt en anmodning om at få indhold gennemgået for mulige overtrædelser af vores vilkår for anvendelse og efterfølgende har fået oplyst, at indholdet efter Twitters vurdering ikke overtræder vilkårene, kan du indsende en fuldstændig og gyldig juridisk anmodning om tilbageholdelse af indhold via webstedet Legal Request Submissions. Det er den hurtigste og mest effektive metode til at indsende en anmodning om tilbageholdelse af indhold baseret på lokal lovgivning.

Du bedes angive det/de Tweets eller den/de konti, det drejer sig om, samt den eller de lokale love, som det indberettede indhold anses for at have overtrådt. Når du sender anmodningen, skal du vedhæfte en kopi af en eventuel retskendelse eller anden relevant juridisk dokumentation (se afsnittet "File attachments" (vedhæftede filer)). Medsend også gerne andre relevante oplysninger, der kan fremme gennemgangen af din anmodning. Vi skal desuden bruge en officiel e-mailadresse til den retshåndhævende eller anden myndighed (f.eks. name@agency.gov), så det relevante team har mulighed for at kontakte dig. Vi behandler din anmodning hurtigst muligt.

Twitter underretter straks den berørte bruger om juridiske anmodninger om tilbageholdelse af indhold. Brugeren får en kopi af den originale anmodning, medmindre vi er forhindret heri. Hvis du mener, at Twitter har forbud mod at underrette brugeren, skal du angive årsagen dertil i din anmodning. Du skal henvise direkte til den relevante lov (hvis en sådan findes) og/eller uploade eventuelle dokumenter, der støtter forbuddet, i afsnittet "File attachments" (vedhæftede filer). Du kan til orienteringsformål fremsende en redigeret kopi af anmodningen, hvor personlige oplysninger er udeladt.

Retshåndhævende og andre myndigheder kan også anmode om tilbageholdelse af indhold, der vurderes at være ulovligt i deres jurisdiktion, ved at sende en anmodning pr. fax eller brev til det nummer eller den adresse, der er anført nedenfor. Hvis du befinder dig uden for USA, skal du sende anmodningen til Twitter International Company i Irland (se afsnittet "Kontaktoplysninger" nedenfor).

Du kan finde yderligere oplysninger om vores politik for landespecifik tilbageholdelse af indhold her.

Hjælp til Twitter-brugere

Enhver registreret Twitter-bruger kan downloade de Tweets, der er lagt op på vedkommendes Twitter-konto. I vores hjælpecenter er der anvisninger til, hvordan en bruger kan anmode om disse oplysninger.

Brugeren kan også indhente IP-logger og andre data direkte via sin Twitter-konto som forklaret i vores hjælpecenter. Hvis en Twitter-bruger ønsker yderligere ikke-offentlige oplysninger om sin Twitter-konto, skal vedkommende sende en anmodning til Twitter via vores privatlivsformular. Vi vender tilbage med yderligere anvisninger.

Andre problemer

De fleste problemer kan løses ved, at indehaveren af en Twitter-konto henvender sig direkte til os via vores hjælpecenter. Du kan finde yderligere oplysninger om indberetning af overtrædelser her.

Generelle henvendelser

Andre generelle henvendelser fra retshåndhævende og andre myndigheder kan sendes via vores webformular.

Anmodninger sendes hertil

Alle juridiske anmodninger, herunder om bevaring, anmodninger om kontooplysninger (rutinemæssige og i nødstilfælde) og anmodninger om fjernelse af indhold kan indsendes via Twitters websted Legal Request Submissions på: t.co/lr eller legalrequests.twitter.com.

Hvis du oplever problemer på Legal Request Submissions-webstedet, kan du bede om hjælp via vores webformular.

Modtagelse af korrespondance via denne metode har alene til formål at gøre det så nemt som muligt og indebærer ikke afkald på indsigelser, herunder vedrørende manglende kompetence eller gyldig forkyndelse.

Anmodninger, der ikke har forbindelse til retshåndhævelse, skal indsendes via vores hjælpecenter.

Kontaktoplysninger

Vores adresser og faxnummer:

Twitter, Inc.
c/o Trust & Safety - Legal Policy
1355 Market Street, Suite 900
San Francisco, CA 94103
Fax: 1-415-222-9958 (attn: Trust & Safety - Legal Policy)

Twitter International Company
c/o Trust & Safety - Legal Policy
One Cumberland Place
Fenian Street
Dublin 2
D02 AX07
Irland

Fax: 1-415-222-9958 (attn: Trust & Safety - Legal Policy)

Modtagelse af korrespondance via disse metoder har alene til formål at gøre det så nemt som muligt og indebærer ikke afkald på indsigelser, herunder vedrørende manglende kompetence eller gyldig forkyndelse.

Send