Hvidvaskede milliarder - straffes med et ”fy"

Vi har to forskellige retssystemer: Èt for overklassen og ét for alle os andre.

Af Lars Henrik Carlskov

Det ses bl.a. i skandalen om Danske Banks hvidvask af astronomiske summer gennem sin estiske filial. Bl.a. 18 mia. kr. fra det korrupte regime i Aserbajdsjan samt 7 mia. kr. fra den russiske præsident Putins familie og landets efterretningstjeneste FSB. Bankens ansatte har endda hjulpet med at skjule kundernes identitet for myndighederne. Både i 2013 og 2014 blev banken advaret om ulovligheder, men iværksatte først i september sidste år en undersøgelse. Iflg. Finanstilsynet har banken i mindst 16 tilfælde brudt reglerne. Alligevel fører det hverken til politianmeldelse eller bøde.

På grund af den negative omtale har Danske Bank dog ofret en af sine direktører, Lars Mørch. Med sig ud af døren får han 15 mio. kr. og kan derfor formentlig lige akkurat holde den værste nød fra døren. De ansvarlige for kriminalitet i milliardklassen går altså fri og forgyldes endda. Til sammenligning indførtes for nylig bl.a. øget kontrol i lufthavne af arbejdsløse, som anklages for socialt bedrageri, hvis de tager på ferie uden at give kommunen besked.

Nu igen: Medier og politikere amok i roma-hetz

Mens milliarderne fosser i skattely, ønsker magthaverne fokus på flaskesamlere.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

”Jøderne har magtet at sætte et nyt lavmål for, hvor uciviliseret man kan opføre sig. Jeg vil gøre alt for at stoppe jøde-besættelsen. Det er på tide, at vi sætter ordentligt ind mod jøde-plagen. Et jøde-opgør er uundgåeligt.” Et udpluk af udtalelser fra Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth, hvis man udskifter ”roma” med ”jøde”.

Også romaerne blev under 2. verdenskrig udsat for et folkemord af nazismen, der udryddede mellem 250.000 og 1,5 millioner af dem. Herhjemme afvistes de ved grænsen og endte i kz-lejr. Racisme mod jøder regnes heldigvis ikke længere for acceptabelt i den offentlige debat. Det modsatte er desværre tilfældet, hvad angår romaer.

Det viser ikke kun førnævnte Knuths retorik, men også den hos andre ledende politikere og mainstream-medierne, som har stået i kø for at hælde benzin på roma-hadets bål. For at ”løse” påståede problemer med (et mindretal af) roma-hjemløse har regeringen samt DF og S indført 14 dages ubetinget fængsel for tiggeri. Inspireret deraf har et nazistisk tæskehold været på ”roma-jagt”.

Men som forskere og hjælpeorganisationer påpeger, er der tale om et fattigdomsproblem, som ikke løses med bøder og fængsel. Udover fattigdom, kommer hjemløse romaer til Danmark, fordi de også i deres hjemland rammes af systematisk diskrimination. Derfor holder mange velfungerende romaer i Danmark og andre lande ofte deres roma-baggrund skjult. Og mens medier og politikere – igen - spreder gift mod en forfulgt etnisk minoritet, griner overklassen hele vejen til skattely.

Er vi alle splittede af privilegier?

En indflydelsesrig teori, som opdeler folk efter en myriade af ”privilegier”, lader vores magthavere slippe af krogen – og står i vejen for sammenhold mod undertrykkelse, forklarer britisk socialist i denne artikel.

AF ESME CHOONARA

Verden er splittet af mange former for uretfærdighed og undertrykkelse – såsom racisme, sexisme og homofobi. For at kunne bekæmpe dem er det nyttigt at undersøge, hvem disse splittelser gavner og hvem, der har en interesse i at gøre op med dem.

Nogle argumenter kendt som "privilegieteori" har vundet indflydelse på det seneste. Grundlæggende er de baserede på den tanke, at undertrykkelse fungerer gennem en række ufortjente fordele.

Disse fordele stammer angiveligt fra at være mand i et sexistisk samfund, at være hvid i en racistisk verden osv.

Peggy McIntosh er en af pionererne bag denne teori. Hun beskrev "privilegier" som "lige som en usynlig vægtløs rygsæk indeholdende særlige forsyninger, forsikringer, redskaber, kort, rejsehåndbøger, lovbøger, pas, visa, tøj, kompas, nødhjælpsudstyr og blankochecks."

For mange mennesker er det at udtrykke støtte til disse idéer blot en måde at gøre opmærksom på, at der findes undertrykkelse og at den bør bekæmpes. Det er et godt udgangspunkt og mange af dem, der er enige i privilegieteori, vil være allierede i kampen.

Men denne teori er hverken tilstrækkelig til at forstå undertrykkelse eller at pege på en løsning. Hovedproblemet med privilegieteori er, at den overser, hvordan de splittelser, undertrykkelsen skaber, gavner den herskende klasse.

Det er ikke rigtigt, at racisme gavner alle hvide mennesker eller, at sexisme eller homofobi gavner alle mænd eller alle heteroseksuelle. Tag f.eks. racisme. Mange tilhængere af privilegieteori argumenterer for, at alle hvide mennesker er medskyldige i racisme alene fordi der findes racisme.

F.eks. hævder forfatteren Frances Kendall: ”Alle de af os, som har et raceprivilegium, er per definition racister.”

Mange aktivister, især i USA, er holdt op med overhovedet at diskutere racisme. De taler i stedet om ”white supremacy” [hvidt overherredømme, red.], hvilket indirekte siger, at alle hvide mennesker er en del af problemet.

På overfladen kan privilegieteori forekomme at give en vis mening. Hvis man er sort eller asiat oplever man primært racisme fra hvide enkeltpersoner, ikke ”det kapitalistiske system”. Nogle af disse enkeltpersoner er en del af arbejderklassen.

Og racisme betyder, at sorte og asiatiske mennesker kommer bag i køen – i forhold til uddannelse, jobs og retssystemet.

Men at sige, at sorte mennesker kommer bag i køen betyder ikke, at det gavner alle hvide mennesker. Hvide mennesker fra arbejderklassen har ikke gavn af racisme – tværtimod. Racistiske splittelser i arbejdsstyrken presser alles lønninger og arbejdsforhold nedad og gør kampen for højere levestandard sværere for alle.

De amerikanske sociologer Michael Reich og Al Syzmanski undersøgte specifikt dette ved at sammenligne graden af racisme på arbejdspladser og i landsdele forskellige steder i USA.

Racisme giver lavere lønninger og velfærd til alle arbejdere
De konkluderede begge, at jo større kløften var mellem sortes og hvides lønninger – eller jo højere en grad af racisme – jo lavere var lønningerne for alle.

Så selv om sorte arbejdere kommer længere bag i køen, taber hvide arbejdere også på racisme på arbejdspladsen. Den eneste vinder var arbejdsgiveren.

Reich påviste også, hvordan velfærdsydelser såsom uddannelse var dårligere i områder med mere racisme – eftersom racistiske splittelser gjorde det sværere at forsvare dem effektivt.

Racisme opstod på grund af behovet for at retfærdiggøre slavehandelens barbari. Den har overlevet, fordi den er så nyttig for vores magthavere til at levere syndebukke og splitte mennesker fra arbejderklassen.

Politikerne, medierne og resten af den herskende klasse må arbejde hårdt for at oppiske racismen, fordi mange hvide mennesker er modstandere af den.

Der findes en meget lang tradition for, at hvide mennesker fra arbejderklassen udviser solidaritet med dem, der lider under slaveri og kolonial undertrykkelse.

F.eks. under den amerikanske borgerkrig, hvor tusindvis af arbejdere i Manchester og Sheffield førte en kampagne for at stoppe Storbritanniens støtte til de slaveejende Sydstater. Dette satte deres eget levebrød på spil, eftersom slaveejere sluttede sig sammen for at stoppe råbomulds-eksporten til Europa.

Men arbejderne gjorde fælles sag med de udbyttede og undertrykte i udlandet. Den revolutionære socialist Karl Marx hyldede senere ”den engelske arbejderklasses heltemodige modstand”, som medvirkede til at stoppe slaveriet i USA.

Racisme gavner ikke hvide arbejdere – i stedet har de en interesse i at deltage i kampen mod den.

På samme måde har mænd fra arbejderklassen ikke gavn af, at kvinder tvinges til at tage en større byrde i forhold til omsorgsopgaver på grund af nedskæringer på velfærdsstaten. Lige som de heller ikke har gavn af den forvrængning af seksualiteten, som finder sted i en sexistisk og homofobisk verden.

Privilegieteori har en tendens til at fokusere på at udfordre og ændre enkeltpersoner. Men som har vi set med hensyn til racisme, fungerer undertrykkelsen ikke blot gennem en række individuelle forhold.

Den er intimt forbundet med kapitalismen og spredes og fremmes af statens og mediernes institutioner.

Der er intet i galt i, at enkeltpersoner er selvkritiske. Og det er vigtigt at udfordre sexistiske, racistiske og homofobiske personer.

Nogle mennesker argumenterer for, at vi må fjerne menneskers fordomme før de på meningsfuld vis kan blive en del af kampen. Men det forsøger at løse problemet på en omvendt måde. Ofte er det kamp, som åbner folks øjne for, hvordan verden fungerer og udfordrer deres fordomme.

F.eks. deltog kvindelige asiatiske arbejdere i en række strejker i 1970'erne [dvs. i Storbritannien, red.], hvoraf den mest kendte var den på fotoforarbejdnings-fabrikken Grunwick i London.

Disse kampe medvirkede til for en generation af britiske fagforeningsaktivister at tilintetgøre myten om den passive asiatiske kvinde. Disse kampe bidrog til at forene arbejderne. Privilegieteori splitter dem.

Hvis man ser undertrykkelse som fungerende gennem ufortjente fordele, er det muligt at identificere mange kilder til ”privilegier”.

Er det et privilegium ikke at sidde i fængsel?
The Transformative Justice Law Project of Illinois har udarbejdet en liste over et væld af forskellige privilegier. Deriblandt et uddannelses-privilegium, et kropsstørrelses-privilegium og et ”livet uden for tremmerne”-privilegium – hvor det er et privilegium ikke at sidde i fængsel!

Der er også et privilegium baseret på at være i stand til ”at gå for at være” del af mere privilegerede grupper. Der er adskillige problemer i dette. For det første forveksler det symptomer med årsager.

F.eks. er kropsstørrelse ikke en form for undertrykkelse i sig selv. Årsagen til skadelige idéer om kropsstørrelse er sexistiske idéer om normale eller ideelle kropstyper.

For det andet hjælper blot dette at identificere mange forskellige udtryk for ulighed os ikke med at forstå, hvorfor de eksisterer og hvordan vi bekæmper dem.

Mange tilhængere af privilegieteori behandler spørgsmålet om de mange forskellige undertrykkelsesformer ved at tale om ”intersektionalitet”. Dette anerkender, at forskellige undertrykkelsesformer gensidigt påvirker hinanden og ikke blot kan forstås hver for sig.

Idéen trækker især på sorte kvindeaktivisters kritik af en stor del af mainstream-feminismen for at hævde at tale på alle kvinders vegne og for at ignorere racisme.

Mange aktivister bruger også denne teoretiske ramme til anerkende, at der findes klasseforskelle både i de undertrykte og i de angiveligt ”privilegerede” grupper.

Dette kan være et fremskridt, da det anerkender, at de forskellige undertrykkelsesformer er gensidigt forbundne. Det kan dog også føre til en fragmentering af kampene.

Det understreger de undertrykte menneskers forskellige erfaringer i stedet for at forsøge at forene de bredest mulige kræfter i en fælles kamp.

Denne tilgang kan også, lige som privilegieteori, reducere klasse til blot at være en form for ulighed blandt en række forskellige andre former for ulighed. Imidlertid er klasse det grundlæggende forhold, som er systemets drivkraft – og nøglen til at ændre det.

Hvis undertrykkelse fungerer gennem række ufortjente fordele, så må den logiske konklusion da være, at de ”privilegerede” giver afkald på deres fordele.

Adskillige kommentatorer har f.eks. foreslået, at vi bør holde op med at sige, at kvinder er underbetalte i forhold til mænd og i stedet sige, at mænd er overbetalte. Betyder det, at vi skal kæmpe for lønnedgang til alle mænd?

Udryddelsen af undertrykkelse vil ikke ske automatisk – der må være en politisk kamp for at sætte en stopper for den. Men det kræver mere end progressive enkeltpersoners forbedring.

Det kræver brede kampe såsom dem, der gentagne gange har slået nazisterne tilbage i Storbritannien eller som dem, der har tilkæmpet og forsvaret abortrettigheder. Det virkelige spørgsmål er, hvorvidt enhed er mulig – kan sorte og hvide, LGBT-personer [dvs. bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, red.] og heteroseksuelle kvinder og mænd forene sig?

Sådan en enhed er mulig baseret på klasse, fordi mennesker fra arbejderklassen har en fælles interesse i at tilintetgøre undertrykkelsen og det system, der frembringer den.

Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Socialist Worker (UK), nr. 2366, 13. august 2013.

Forudsigelig fiasko: SF's vej til regering

Jo nærmere ministerposter, jo større har SF's kriser altid været.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

SF blev dannet i kølvandet på den sovjetiske leder Khrustjovs tale på kommunistpartiets kongres i 1956, hvor nogle af stalinismens værste forbrydelser indrømmedes. Samme år nedkæmpede tropper fra Warszawa-pagten – med opbakning fra DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) - arbejderopstanden i Ungarn.

Med stiftelsen af SF i 1959 opstod et parti til venstre for Socialdemokratiet uden DKP's afhængighed af Sovjetunionen og med plads til intern opposition. Imidlertid var SF aldrig i nærheden af DKP's faglige styrke blandt tillidsfolk osv. Og langt klarere end DKP, som siden ”folkefrontsperioden” fra 1935 delvist var slået ind på samme kurs, understregede SF, at socialismen skulle gennemføres ad parlamentarisk vej.

Første gang under åget
"Den parlamentariske vej til socialismen” bygger på, at nogle få lederes forhandlinger med arbejdsgivere og politikere er vigtigere end arbejdernes egen aktivitet såsom strejker og demonstrationer. Da S-SF under ”det røde kabinet” 1966-1967 får flertal i Folketinget indføres momsen (dengang 10 %), der vender den tunge ende nedad, således med SF's og de faglige toplederes støtte af hensyn til det parlamentariske ”arbejderflertals” beståen.

S-regeringen under Krag var mere optaget af at splitte SF, end at forhandle sig frem til forbedringer for arbejderklassen. Med socialdemokraten Per Hækkerups ord skulle SF ”under åget” ved at stemme imod egen politik. Det kom SF ved, ud over bl.a. ”den lede moms”, i 1967 for første gang at stemme for finansloven med bevillingerne til kongehus, politi og militær. Da Socialdemokratiet vil indfryse to dyrtidsportioner (der skulle modvirke inflationens udhuling af lønninger og overførselsindkomster), har et mindretal i SF's folketingsgruppe fået nok - og vælter regeringen.

Fra hængekøje til Søvndal
Derefter splittes SF og Venstresocialisterne dannes, og det tog nu SF næsten 15 år at genvinde sit mandattal. 1980'erne er dog den borgerlige Schlüter-regerings tid, hvor SF's manglende parlamentariske indflydelse gør, at der tales om et ”hængekøje-parti”. Alternativet til dette sås under massestrejkerne påsken 1985, som SF's daværende formand Gert Petersen, tro mod ”den parlamentariske vej til socialismen”, imidlertid afviste skulle ”ryste samfundet i sin grundvold”.

Det statskapitalistiske systems kollaps i Østeuropa 1989-1991 får SF til at opgive idéen om demokratisk planlægning af økonomien til fordel for ”socialistisk markedsøkonomi”. Pga. regeringsambitionerne er SF under Holger K. Nielsen med til at få ændret nej'et ved folkeafstemningen om EF i 1992 til et ja ved afstemningen om ”de fire forbehold” året efter. Belønningen for forræderiet mod EF-modstanden er en kold skulder fra Socialdemokratiet, og at Enhedslisten i 1994 kommer i Folketinget. Ved samtlige folketingsvalg 1988-2005 går SF tilbage.

Protester giver medvind
I 2005 overtager Søvndal, og SF går oprindeligt kraftigt frem. Det opsamler en stor del af den folkelige utilfredshed, der bl.a. ses ved de omfattende velfærdsprotester 2006, overenskomst-konflikten 2008 og i modstanden mod Irak-krigen. Ønsket om ministerposter medfører dog en u-vending, hvor SF i regering vil videreføre både skattestop og 24-års regel. SF forråder velfærdsprotesterne ved nu at tilslutte sig VK's efterlønsforringelser, der i 2006 udløste protesterne.

Søvndal laver sit berygtede udfald mod Hizb-ut-Tahrir og vil ”tage et slagsmål med indvandrerne” (ikke bare ”nogle”) om ligestilling, SF støtter øget udvisning af kriminelle ”udlændinge”, brug af rockerlov og mere politi i ”ghettoer”, minimumsstraffe og et ”rødt” pointsystem. Partiet vil nu stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer, og bliver – i lodret modstrid med en af partiets oprindelige grundpiller - tilhænger af NATO.

Fra kapitalistisk krise til SF-krise
Partidemokratiet indskrænkes ved at indføre en landsledelse med mindre magt over folketingsgruppen, og i det nye principprogram tales der ikke længere om ”en revolutionær proces”, som ”gradvist afskaffer kapitalismen”. Regningen for den kapitalistiske systemkrise efter 2008 vil S-SF sende videre til arbejderklassen. Arbejdstiden skal hæves med en time pr. uge (12 minutter dagligt). Ellers vil S-SF afskaffe efterlønnen. Med de to partiers ”millionærskat” slipper de rige billigere end før VK's skattelettelser.

Mangemillionæren Steen Riisgaard fra Novozymes taler på SF's landsmøde, og der holdes hemmelige møder med erhvervslivets topchefer, som da også roser partiets vækstplan. S-SF forklarer flere gange, at de vil skære i velfærden, hvis ikke den private vækst øges. Da det er kapitalisterne, der kontrollerer investeringerne, og en parlamentarisk regering, trods nok så stor en charmeoffensiv, ikke kan få dem til at investere, hvis de forventer større profit ved at vente, var spørgsmålet før regeringsskiftet blot, hvor dybt SF ville være villigt til at skære i velfærden. Partiet var atter under åget.

SF's retspolitik - et overraskende skridt til venstre?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Retspolitikken er et af de områder, hvor SF er blevet kritiseret mest for at dreje til højre. Alligevel har højtstående SF'ere ved flere lejligheder hævdet, at den nye linje faktisk er mere venstreorienteret og “klassebevidst”. Deres argument lyder, at kriminalitet også rammer “almindelige mennesker”, og at disse mennesker har krav på tryghed. Derfor skal venstrefløjen være klar til at kræve hårdere straffe, fordi den ellers risikerer at beskytte forbryderen på offerets bekostning. Ingen har dog kunnet forklare, hvordan højere straffe gavner offeret, når gerningsmanden i fængslet ofte bliver mere kriminel end før. Desuden er kriminaliteten ikke steget i de sidste 25 år. Når politikerne alligevel igen og igen kræver hårdere straffe, skaber det derfor ikke større tryghed, men blot øget frygt for kriminalitet.

En mere klassebevidst politik?
I virkeligheden afslører SF's nye politiske linje en total blindhed over for retssystemet som en grundpille for det kapitalistiske klassesamfund. Som man kan læse i Grundloven, bygger retssystemet på den private ejendomsret, dvs. kapitalismen. Den skaber social, økonomisk og kulturel ulighed, og derfor kan der ikke være lighed for loven i det nuværende kapitalistiske samfund. F.eks. straffes milliardæren og den fattige formelt set ens for tyveri, selvom deres handlemuligheder har været ekstremt ulige fordelt. Det betyder i praksis, at den fattige relativt set straffes hårdere. Desuden har milliardæren råd til en dyrere advokat, ligesom dommerne, der oftest er født som en del af borgerskabet, aldrig har stået i en situation som den fattige, der “vælger” kriminalitet. Når SF fremover vil fokusere mere på forbryderens “personlige valg”, er det derfor ikke en mere “klassebevidst” politik. Samtidig forstærker hårdere straffe den klasseundertrykkelse, som er indbygget i selve det juridiske system.

Et resultat af parlamentsfiksering
SF's højredrejning, f.eks. i retspolitikken, er et resultat af partiets grundlæggende strategi. SF har altid forestillet sig, at socialismen kunne gennemføres gennem Folketinget, hvor kapitalisterne fredeligt ville acceptere at få frataget deres virksomheder. Som følge af denne parlamentsfiksering har SF altid betragtet det som utænkeligt, at socialismen kunne gennemføres uden Socialdemokraterne. Men siden starten af 1970'erne har den kapitalistiske verdensøkonomi været inde i en relativ nedgang, som de gentagne finansielle bobler ikke har kunnet ændre grundlæggende ved. De socialdemokratiske partier ønsker ikke at bryde med kapitalismen, og derfor har de haft sværere ved at skaffe befolkningen økonomiske forbedringer. De er derfor rykket til højre, og SF er langsomt, men sikkert, fulgt med de danske socialdemokrater i deres vandring mod midten. Heldigvis behøver venstrefløjen ikke rykke til højre for at få magten. Det 20. århundredes historie giver utallige eksempler på, at der kan opbygges udenomsparlamentariske bevægelser, med deres egne demokratiske institutioner, som potentielt kan erstatte kapitalismen, dens parlament og stat med et socialistisk samfund. Det sås bl.a. i Rusland 1917, Spanien 1936-37, Ungarn 1956, Frankrig 1968, Portugal 1974-75 og Polen 1980-81. Senest så vi det i i Bolivia i 2006, hvor en folkelig opstand tvang den borgerlige præsident Mesa fra magten. Der er absolut ingen grund til at tro, at det samme ikke kan lade sig gøre i Danmark. Men det kræver, at venstrefløjen opgiver sin parlamentsfiksering.

Fra Socialistisk Arbejderavis nr. 297, 30. april 2010.

Dansk Folkeparti og forklaringens problem

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Det er næppe nødvendigt over for dette blads læsere at begrunde, hvorfor forklaringen af Dansk Folkepartis succes udgør en central opgave for venstrefløjen. For et par måneder siden udkom en antologi, der leverer vigtige brikker til en sådan forklaring, nemlig Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi, som er redigeret af Anne Jessen fra Demos.

Enhver analyse af Dansk Folkeparti må nødvendigvis forholde sig til, om partiets politik kan karakteriseres som racistisk. I sit bidrag til bogen fremhæver Ole Krarup den højesteretsdom, som netop konkluderede, at Pia Kjærsgaards synspunkter kan beskrives som racistiske. Dommen påpegede, at racisme ikke kun er betegnelsen for teorier om visse ”racers” biologiske underlegenhed, men også for fjendtlighed over for mennesker med anden etnisk eller national baggrund. F.eks. hævder DF, at muslimers ”underlegenhed” er religiøst og kulturelt funderet, ikke biologisk. Partiet gør her islam til den mono-kausale forklaring på adfærdsformer – virkelige såvel som indbildte – som påstås at stride mod danske ”værdier”. Denne islamofobi dokumenteres i bogen af Rune Engelbreth Larsen, der konkluderer, at DF ikke skelner mellem muslimer, islam og islamisme, men ser muslimer som en forskelsløs masse, ”islamificerer” de fleste samfundsproblemer og freder konservative og fundamentalistiske retninger inden for andre kulturer og religioner. Faktisk har en lutheransk fundamentalist spillet en hovedrolle for DF's politiske gennembrud, nemlig Søren Krarup. Dels med kampagnen mod udlændingeloven fra 1983 og stiftelsen af Den Danske Forening. Dels ved at sidde i Folketinget og sammen med fætteren Langballe i Trykkefrihedsselskabet og Tidehverv at have samlet store dele af den intellektuelle højrefløj. Krarups ekstremisme udstilles i Christian Braad Thomsen overordentligt velskrevne artikel, som påviser DF-præstens systematiske sammenblanding af politik og teologi. 

Et andet vigtigt element i partiets ideologiske univers, er forestillingen om en særlig ”danskhed”, og her demonstrerer Henrik Jøker Bjerre overbevisende, at dette begrebs elasticitet gør DF i stand til at hævde, at ”danskhed” er lig med partiets til enhver tid førte politik. Fordi det traditionelle nationale fællesskab undermineres af globalisering og økonomisk liberalisering, søger DF's vælgere tilflugt i et fællesskab baseret på forestillingen om en fælles opfattelse af danskhed, ”den partikulære etniske substans”, der ifølge Jøker Bjerre er lig med samfundets uskrevne regler eller ”vaner”. Han mener, at svaret derpå er, at venstrefløjen, i stedet for at gentage tidens populære floskler om netværksøkonomi og selvrealisering gennem et kreativt arbejdsliv, opstiller et alternativt fællesskab.  På lignende vis beskriver Mikkel Thorup i sit indlæg, hvordan højrepopulismes internationale fremmarch skyldes, at det politiske systems selvfortælling og legitimitet er under pres, og at disse partier har taget patent på systemkritikken. Den generelt afideologiserede venstrefløj har også i forhold til migrationsdebatten accepteret modstanderens ”grundfortælling”, nemlig at den har undertrykt udlændingedebatten og været blind for problemerne. Thorup begår dog selv en lignende fejltagelse ved at hævde, at VKO-alliancen bygger på en arbejdsdeling, hvor VK forsvarer overklassens økonomiske interesser og DF varetager underklassens. 

Et åbenlyst eksempel på overtagelse af modstanderens præmisser er naturligvis Villy Søvndals påstand om, at ligestilling er et spørgsmål, som venstrefløjen ”i langt højere grad” fremover ”skal turde tage et slagsmål med indvandrerne om.” Som Rikke Andreassens artikel påpeger, generaliseres indvandrerne, ved således at tale om dem i bestemt form og flertal, til en homogen og patriarkalsk masse, hvilket fører til en opdeling i et farvet ”dem” uden ligestilling og et hvidt ”os” med ligestilling. Andreassens fokus er dog påvisningen af, at DF ikke har nogen egentlig ligestillingspolitik, men i stedet instrumentaliserer både feminisme og kampen for seksuelle mindretals rettigheder til en kritik af etniske minoriteter. Og når partiet f.eks. vil bestemme muslimske kvinders tøjvalg, indskriver det sig i en lang tradition, hvor andre forsøger at diktere kvinders påklædning. Også retspolitik er i dag omdannet til et våben vendt mod muslimerne, hvilket er emnet for Preben Wilhjelms artikel, som dokumenterer DF's magt over regeringens politik på dette område og fremhæver, at store dele af oppositionen ofte passivt tilslutter sig denne udvikling. Vi kan for egen regning tilføje, at det desværre er en generel international tendens, at centrum-venstre partierne overtager denne (neo)konservative ”lov og orden”-agenda.

Som det gerne skulle fremgå, byder bogen på mange gode argumenter og vigtige elementer til en forklaring af højrepopulismens fremvækst. Man savner dog ofte, at de forskellige indsigter sættes ind i en større social og historisk helhed. Der findes næppe bedre kvalificerede til denne opgave end Curt Sørensen, der bidrager til bogen med artiklen ”Samfundskrise, demokratikrise og højrepopulisme”, som indledningsvis kritiserer en række fashionable teorier om disse nye højrepartier. F.eks. formår den politologiske mainstream med sine ”spørgeskemaundersøgelser og statistiske korrelationer” kun at udvikle partielle teorier, som blot viser behovet for ”endnu mere omfattende teorier og forståelse af historiske sammenhænge og lange udviklingstendenser”. Desuden kritiseres de teorier, der –  i forlængelse politologen Inglehart – forklarer højrepopulismens fremvækst på baggrund af en udvikling fra industrisamfund med materiel interessekamp til postindustrielt samfund og værdikamp. 

Teorien om overgang til postindustrielle samfund domineret af værdikampe overser nemlig, at konflikterne i det såkaldte industrisamfund langt fra kun var snævre økonomiske kampe. F.eks. handlede arbejderbevægelsens projekt ikke kun om økonomiske forbedringer, men også om politiske spørgsmål som valgret og og ”stats- og nationsbygningsproblemer” såvel som ”kulturel selvhævdelse”. Omvendt er den nuværende økonomiske krise blot det tydeligste eksempel på, at de materielle interessekampe overhovedet ikke er forsvundet i dag. I det hele taget er det problematisk at se politik, økonomi og kultur som isolerede fra hinanden. Disse faktorer er tværtimod ”sammenfiltrede” ifølge Sørensen, der som eksempel giver den globale kapitalisme, hvis udbredelse også har omfattende politiske og kulturelle konsekvenser. Teorien om postindustrielt samfund og værdikamp kritiseres ydermere for at være evolutionistisk og teknologisk deterministisk. 

Ingleharts teori skinner også igennem i den meget omtalte og roste bog ”Kampen om sandhederne”, skrevet af Rune Lykkeberg fra Dagbladet Information. Bogen beskriver DF's fremgang som et underklasseoprør mod en ”kulturel overklasse”. Udover den allerede beskrevne kritik af forestillingen om ”postindustrielt samfund” og ”værdikampe”, argumenterer Sørensen for, at tesen om en ”kulturel overklasse” overtager vigtige dele af DF's selvforståelse, ”blokerer for en erkendelse og adækvat analyse” af de vigtigste samfundsproblemer, tillægger kulturarbejdere en magt på linie med lederne af ”de store politiske, økonomiske og militære institutioner”, hvortil skal føjes ”den komparative analytiske brist” ved at se partiet som et isoleret dansk fænomen. 

I Sørensens egen ”skitse til en generel og kompleks forklaringskonstruktion” ses de højrepopulistiske og højreradikale partiers fremgang på baggrund af processer af stats- og nationsbygning, kapitalistisk udvikling og globalisering, der har skabt en alvorlig ”solidaritets- og identitetskrise”, hvor den sociale ordens sammenhængskraft krakelerer og demokratiet nedbrydes, hvilket forstærkes af arbejderbevægelsens svækkelse. På baggrund af denne generelle og alvorlige samfundskrise, frygter han hvilke kræfter, en langvarig og dyb økonomisk krise eller et terrorangreb (her bør også en økologisk katastrofe nævnes) kan slippe løs. I en sådan situation udgør højrepopulismen en potentiel fascisme-model for det 21. århundrede. Selvom et parti som DF ikke er fascistisk, da det bekender sig til demokrati (forstået som majoritetsvælde) og ikke har stormtropper på gaden, repræsenterer højrepopulismen ikke desto mindre en mulig proto-fascisme. 

Den af Sørensen skitserede forklaringskonstruktion er et ambitiøst og vægtigt bidrag til at løse det, han selv kalder ”forklaringens problem”. Efter undertegnedes mening kan analysen dog med fordel inddrage den profitabilitets- og overakkumulationskrise, som Robert Brenner og andre påpeger har kendetegnet de avancerede kapitalistiske økonomier siden slutningen af 1960'erne. Dette ”long downturn” er med til at forklare, hvorfor de socialdemokratiske partier, som har bundet sig op på kapitalismens evne til at skabe økonomisk vækst, har haft stadig sværere ved at gennemføre reformer til fordel for sine traditionelle vælgergrupper, hvilket har skabt plads til partier som Dansk Folkeparti. 

En præcis forklaring af højrepopulismens fremvækst giver os vigtige hints om, hvordan venstrefløjen kommer i offensiven. Denne anmeldelse vil dog allerede nu tillade sig at drage visse konklusioner: Hvis en stor del af højrepopulismens appel skyldes, at den har fået lov at tage patent på systemkritikken, kan svaret ikke være den udbredte tendens til, at venstrefløjen søger mod midten. Omvendt kræver genopbygningen af arbejderbevægelsen et fokus på, hvor bevægelsen selv opstod: på arbejdspladserne. Hvis det er selve den kapitalistiske udviklingstendens, der har undergravet det traditionelle fællesskab og dets værdier, er partielle reformer ikke nok i selv. Der er derfor brug for et kvalitativt andet system. Og det burde forklare, hvorfor f.eks. appel til humanistiske værdier eller opfordringer til sproglig kamp mod hegemoniske diskurser (som er det indtryk, man får af hhv. Rune Engelbreth Larsens og Rikke Andreassens i øvrigt glimrende indlæg) ikke kan stå alene.    

Trods enkelte sjuskefejl (f.eks. artikler med henvisninger til litteraturlister, der er forsvundet), kan Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi anbefales som den måske hidtil bedste bog om emnet.

Anne Jessen (red.): Stuerent? Dansk Folkeparti, populisme, antimuslimsk retorik og offermytologi. 147 sider. Frydenlund. 199 kr. Udkom 9. november.

SF's fremgang - en styrkelse af venstrefløjen?

Opinionstallene har på det seneste været usædvanlig gode for SF. Men hvilken dagsorden fremmer SF og Villy Søvndal med de voldsomme angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund – og er SF's fremgang udtryk for et reelt venstreskred i befolkningen?

AF LARS HENRIK CARLSKOV

I de seneste måneder er SF stormet frem i opinionsmålingerne, efter i forvejen at være gået markant frem ved sidste års folketingsvalg. I enkelte målinger har partiet tilmed overhalet det traditionelle storebroderparti, Socialdemokraterne. Udover store vælgervandringer fra S til SF, viser flere målinger også en mandatfremgang for den samlede oppositionsblok. Det kunne således umiddelbart ligne et klart venstreskred blandt vælgerne, men er det rimeligt at tolke SF’s fremgang som en reel styrkelse af venstrefløjen?

En politisk kolbøtte

Hvis Villy Søvndal er så fladpandet, at han virkelig ønsker socialismen indført, så er han kommet til det forkerte land... Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden, som er tættere på denne tosses våde drøm. Så hvis ønsket er socialisme – så er potentialet meget, meget større i lande som f.eks. Nordkorea og i Cuba. Så herfra en klar opfordring: Du må videre – og det kan kun gå for langsomt!

Sådan lyder Villy Søvndal nu berømte udfald mod Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund, hvis man bytter ordene ”kalifat” og ”sharia” ud med ”socialisme”, landene ”Iran” og ”Saudi Arabien” ud med ”Nordkorea” og ”Cuba” osv. I Morgenavisen Jyllands-Posten uddybede Søvndal budskabet til en opfordring om at ”skride ad helvede til”. Som enhver kan se er det en type retorik, som hørte til den kolde krig – og som Dansk Folkeparti har gjort til sit varemærke i dag. Ekstern lektor i strategisk og politisk kommunikation ved Københavns Universitet Mads Christian Esbensen betegnede da også i Nyhedsavisen udtalelserne som ”klassisk DF-retorik”.

Den konkrete anledning til denne bandbule fra Søvndals side var en demonstration mod JP’s berygtede tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen. Oprindelig havde Søvndal kaldt disse tegninger ”befriende”, men da vreden spredte sig til den muslimske verden og skabte en krise for Fogh-regeringen, foretog han en decideret kovending og kaldte nu karikaturerne for ”stupide” og ”ondskabsfulde”. Forståeligt nok vakte det derfor en vis undren, at protester mod de selv samme tegninger kunne få SF’s formand til at lyde som en kopi af Dansk Folkeparti. Villy Søvndal fornemmede hvilken vej vinden blæste og fuldendte sin politiske kolbøtte ved i et interview med netavisen Altinget at kalde karikaturerne for ”nødvendige”. Han begrundede her sin oprindelige holdningsændring med, at Jyllands-Postens Flemming Rose havde luftet tanker om et samarbejde med iranske medier om Holocaust-karikaturer. Imidlertid glemmer Villy Søvndal i sin populistiske bersærkergang, at han allerede 31. januar 2006 kritiserede Anders Fogh for ikke før at have taget afstand fra tegningerne – hvorimod det først var 8. februar at Rose fremsatte ideen om Holocaust-samarbejdet med de iranske medier.

Til gavn for?

Et oplagt spørgsmål er hvilken dagsorden – en progressiv eller reaktionær – disse angreb på Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund egentlig fremmer. I forhold til at bekæmpe Hizb ut-Tahrir er det højst tvivlsomt om de har en positiv effekt. Således siger Kirstine Sinclair, der er medforfatter til bogen ”Hizb ut-Tahrir i Danmark”, at foreningen kan bruge ”Villy Søvndals udfald... til at sige til andre muslimer at de alle sammen er uønskede i det danske samfund”. Angrebene på Islamisk Trossamfund er til gengæld i en kategori for sig. Søvndal vurderer selv på sin weblog at denne forening repræsenterer omkring 1/5 af landets muslimer, hvilket i realiteten vil sige at han beder 20 % af landets muslimer om at rejse. Er det virkelig meningen at vi skal acceptere dette som en progressiv dagsorden?

Et andet spørgsmål er hvordan Søvndals ”værdi- og kulturkamp” på afgørende vis adskiller sig fra den ”kulturkampens nye front”, vendt imod ”middelalderlig muslimsk kultur”, som kulturminister Brian Mikkelsen proklamerede i 2005? Det er formentlig også en overvejelse værd, hvad der får ærkereaktionære aviser som Berlingske Tidende og Jyllands-Posten til at rydde forsiden på grund af Villy Søvndal - næppe for at fremme en specielt venstreorienteret dagsorden.

Et opgør med slaphed

Sideløbende med denne ”værdi- og kulturkamp” udbrød der rundt omkring i landet uroligheder i bydele med en høj koncentration af etniske minoriteter. En gruppe, der underskrev sig som ”Drengene fra Indre Nørrebro”, offentliggjorde en erklæring, der om optøjerne forklarede:

”I bund og grund handler urolighederne om måden vi bliver mødt af politiet, som både er brutale, racistiske og fuldstændigt uacceptabelt krænkende... Der bliver blandt andet snakket grimt til os, og vi bliver visiteret flere gange om dagen af samme betjent, og disse visitationer er meget æreskrænkende, fordi de vil have os til at smide tøjet, og de lyser med deres lygter i vores private dele offentligt... Det der fik os til at reagere på den måde er, at en ældre og respekteret mand fra lokalområdet fra lokalområdet blev skubbet omkuld, og derefter slået med knipler af politiet.”

Det er langt fra noget nyt problem, de unge påpeger i deres erklæring. Allerede i 1998 måtte Københavns Politi i et internt nyhedsbrev erkende at have et problem med fordomme over for etniske minoriteter. Imidlertid afviste SF fuldstændigt denne vinkel på urolighederne og beskrev dem i stedet som et ”opgør om narkomarkedet”. Integrationsordfører Astrid Krag kritiserede såvel regering som politi for ”slaphed”, og SF lancerede en såkaldt ”akutplan mod nye uroligheder”, som bl.a. indeholdt brug af rockerloven, ”mandsopdækning” af ballademagere, øget brug af tvangsfjernelser og tvungen forældreopdragelse (”familie-coaching”).

Den fremadskridende socialdemokratisering

I de seneste årtier har verdens socialdemokratiske partier alle gennemløbet en parallel udvikling, hvor enhver tanke om socialisme er blevet erstattet af en neoliberal økonomisk politik, en konservativ lov og orden-politik på retsområdet, kombineret med stribevis af stramninger af udlændingelovgivningen og en ofte fremmedfjendsk retorik.

I den henseende har det danske socialdemokrati været klassens duks. Eksempelvis privatiserede Nyrup-regeringen otte gange så meget som den foregående borgerlige regering, foretog op imod 40 stramninger af udlændingelovgivningen og indførte den berygtede rockerlov sammen en lang række andre markante stramninger på retspolitiske område. Som den konservative tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung bemærkede i februar 2000 i forbindelse med den diplomatiske krise som følge af Jörg Haiders regeringsdeltagelse i Østrig: ”Haiders teser er regeringspolitik i Danmark”.

Et centralt element i SF’s strategi har alle dage været at fungere som ”katalysator” for en venstredrejning af Socialdemokraterne, eksempelvis gennem et regeringssamarbejde. Men da SF i årene 1988 og 2005 gik tilbage ved samtlige folketingsvalg, og S altid har hældt mere mod midten end mod venstre, er det snarere Socialdemokraterne, der har fungeret som katalysator for en højredrejning af SF end omvendt.

I et interview med Weekendavisen fra november sidste år fortalte Villy Søvndal, at SF’s projekt er, ikke at erstatte kapitalismen, men at ”tøjle” kapitalen, dvs. et klassisk socialdemokratisk projekt. De seneste måneders udvikling viser at den fremadskridende socialdemokratisering af SF ikke kun foregår på det økonomiske område, men nu også på det retslige og udlændingepolitiske område.

Så selvom SF i de seneste måneder har kunnet sole sig i gode i meningsmålinger, ville det være absurd at tolke det som en styrkelse af venstrefløjen, når fremgangen er foregået på baggrund af en entydig højredrejning.