Anti-kapitalistisk modstand i Trumps æra

Aktuelle bøger af Naomi Klein og Mikkel Bolt analyserer Trump-fænomenet og potentialet for kampen mod de højrepopulistiske kræfter.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Her anvender Kleins ”No is not Enough” de analyser og begreber, hun har udviklet i tidligere værker såsom ”No Logo”, ”Chokdoktrinen” og ”Intet bliver som før” til at forstå årsagerne til hans sejr. Således beskrives Trumps ”brand” (eller varemærke) og hans forsøg på at fusionere sidstnævnte med ”det ultimative symbol på magt og autoritet: Det Hvide Hus”. Samtidig repræsenterer han for Klein en ny form for nyliberal ”chok-politik”, der beskrives som en særlig ekstrem version af kapitalismen. Denne chok-metafor kan i nogle tilfælde være nyttig til at beskrive de ofte brutale metoder, gennemtvingelsen af nyliberale politikker om privatisering, udlicitering og angreb på velfærdsydelser, lønninger og arbejdsforhold har krævet i en række lande.

F.eks. Chile under Pinochets militærdiktatur, det tidligere Sovjetunionen efter murens fald eller Irak i kølvandet på 2003-invasionen. Men det afgørende skifte til nyliberalisme i f.eks. Storbritannien, USA, Danmark samt en række lande i den såkaldte ”tredje verden” skete ikke i kølvandet på noget tilsvarende ”chok”. Det afgørende var her oftest den svækkede selvtillid i arbejderklasen efter nederlag i afgørende konfrontationer med staten og kapitalen (f.eks. den britiske minearbejderstrejke eller flykontrollørernes tilsvarende i USA).

Identificering af fjenden
Sammen med en tendens til at fokusere på aktører og idéer på bekostning af, hvordan nutidens chok og kriser udspringer af kapitalismens grundlæggende strukturer, fører det til en tvetydighed, der også kendes fra Kleins tidligere værker: Er fjenden det kapitalistiske system som sådan eller blot en særlig (nyliberal) variant af samme? Således beskrives Trumps magtovertagelse som et ”kup” fra de store virksomheders side. I modsætning dertil understreges det senere, at der ikke er tale om et ”brud”, men en ”kulmination” på ”katastrofekapitalismens” politik.

Med en vis nostalgi beskrives f.eks. 1930'ernes amerikanske ”New Deal” under Roosevelt og efterkrigstidens "keynesianske" epoke i verdensøkonomien frem til 1970'ernes ”nyliberale revolution”. Men det var netop keynesianismens manglende evne til at løse den daværende profitabilitetskrise i de avancerede kapitalistiske økonomier, som skabte betingelserne for nyliberalismens fremmarch. En tilbagevenden til keynesianisme, heller ikke i en imaginær version med demokratisering, økologisk bæredygtighed og ligestilling af kvinder, LGBT+-personer og etniske mindretal, er derfor ikke et reelt svar.

I modsætning dertil tager Mikkel Bolts ”Trumps kontrarevolution” netop udgangspunkt i, hvordan rødderne til den nuværende globale fremgang for højrenationalistiske og fascistiske kræfter skal findes i kapitalismens strukturelle krise i 1970'erne og nyliberalismens indtog som konsekvens deraf. I den henseende ligger bogen i forlængelse af forfatterens ”Krise til opstand” fra 2013.

Trump som fascist
Ligesom Klein ser Bolt Trumps valgsejr som et oprør mod status quo og begge understreger, at den er led i en international trend. For Bolt er Trump udtryk for en ”antisystemisk protest fra højre” mod ”den såkaldte neoliberale globalisering” og et miskrediteret politisk system samt dets forvaltere. Men som følge af den etablerede venstrefløjs fallit, kommer i hvert fald dele af denne protest til udtryk i en forvrænget form med støtte til f.eks. racistiske kræfter, der ikke repræsenterer et reelt opgør med det nuværende system.

Trump repræsenter for Bolt ”senkapitalistisk fascisme” og en ”præventiv kontrarevolution” mod f.eks. ”de arabiske revolter, pladsbesættelsesbevægelserne og Black Lives Matter” og den ”begyndende afvisning af kapitalismen”, de repræsenterer. En korrekt sammenkædning af kapitalismens stadig mere autoritære tendenser med systemets stigende vanskeligheder ved at fungere på ”normal” vis som følge af bl.a. økonomisk svaghed og folkelige protester. Ikke desto mindre har disse protester på internationalt plan endnu ikke nået samme styrke, som f.eks. i slutningen af 1960'erne og 1970'erne. Og selv i denne situation kunne kapitalismen overleve uden at ty til sin fascistiske kriseløsning.

Derfor er beskrivelsen af Trump som fascist også misvisende, selvom der ligesom hos andre højrepopulister er fællestræk. Trump-regeringens politik har endnu ikke i praksis brudt afgørende med de republikanske og demokratiske forgængere. Modsat f.eks. den tyske og italienske fascisme er han heller ikke kommet til magten som et aktivt tilvalg fra den herskende klasse (hvis store flertal støttede Hillary Clinton) og ved forinden at have opbygge stormtropper på gadeplan, der kan bruges til at knuse arbejderbevægelsens og de øvrige demokratiske institutioner. Sidstnævnte er dog ikke nødvendigt ifølge Bolt pga. Trumps besiddelse af statsmagten. Men konsekvensen af dette er inflation i brugen af fascisme-begrebet, som ud fra samme logik kunne anvendes om et væld af højreorienterede regeringer, der enten har indskrænket demokratiet eller indført et decideret diktatur. Og som nævnt er denne fascistiske kriseløsning endnu ikke nødvendig for at sikre kapitalistklassens mulighed for fortsat at regere.

Menneskehedens fremtid på spil
Ikke desto mindre udgør Trump en alvorlig trussel, der har givet højreorienterede og egentlige fascistiske kræfter øget selvtillid. Som begge forfattere understreger befinder vi os i en nødsituation med en række overlappende kriser, som alle direkte eller indirekte udspringer af det nuværende profitsystem. Hurtige og radikale samfundsomvæltninger er derfor nødvendige, ikke mindst på grund af den truende klimakatatrofe. Med henvisning til intersektionalistisk feminisme understreger Klein, hvordan de forskellige kampe og former for undertrykkelse er gensidigt forbundne og advarer samtidig mod gøre oplistningen af forskellige former for privilegier til en intern konkurrence blandt de undertrykte.

Men for at forstå, hvorfor de forskellige former for undertrykkelse er opstået og derfor kan afskaffes, har vi brug for den marxistiske klasseanalyse. Denne peger samtidig på den afgørende strategiske rolle, arbejderklassen (det store flertal af befolkningen, der ikke ejer og kontrollerer produktionsmidlerne) spiller pga. sin evne til at stoppe kapitalismens drivkraft, profitten, ved at strejke. Dette element er dog desværre enten fraværende eller underprioriteret hos Klein og Bolt.

Intet af dette ændrer dog på, at såvel Bolt som Klein leverer væsentlige bidrag til forståelsen af betingelserne for kampen mod Trump og tilsvarende kræfter i andre lande. Og som begge forfattere understreger, afhænger en leveværdig fremtid for klodens befolkning bogstaveligt talt af et succesfuldt udfald af denne kamp.

Naomi Klein: No is Not Enough. Defeating the New Shock Politics. Allen Lane (UK), 2017 (dansk udgave: Nej er ikke nok. Modstand mod Trump og højrepopulismens chok-politik, Forlaget Klim, 2017). Mikkel Bolt: Trumps kontrarevolution, Forlaget Nemo, 2017.

Svømmeforbud er anti-muslimsk racisme

Alle partier i Aarhus Byråd (minus EL og R) stemte for forbuddet mod kvindesvømning i kommunalt regi. Det skal ”redde” kvinderne.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Den postkoloniale teoretiker Spivak beskrev med ordene ”hvide mænd redder brune kvinder fra brune mænd” idéerne bag forbuddet mod kvindesvømningen i Gellerupbadet. En populær fritidsaktivitet i et af landets fattigste boligområder, der i forvejen har færre fritidstilbud end resten af byen, og hvor hver 6. familie rammes af kontanthjælpsloftet.

Som Elsebeth Frederiksen, talsperson for Kvindesvømningens Venner, der bekæmper forbuddet, påpeger, ville ingen have anset svømningen for et problem i rigmandskvarteret Risskov. Iflg. borgmester Jacob Bundsgaard (S) er ”der en udfordring i nogle af de muslimske miljøer i Aarhus med kvindeundertrykkelse og formentlig også andre steder”.

Bundsgaard gør her kvindeundertrykkelse til et unikt problem for muslimer eller et problem primært dér. Dog mener en lige så stor andel (10 %) af Dansk Folkepartis vælgere som muslimer, at kvinders plads er i hjemmet. Byrådet har ikke iværksat initiativer mod dette ”parallelsamfund” eller rigmandsghettoer, hvor undersøgelser viser, at skattesvindel og sort arbejde er mest udbredt.

Del af en større kamp
Idéen om, at ”Vesten” med vold befrier muslimske kvinder er gammel. F.eks. invaderede og besatte Storbritannien i 1882 Egypten, og lederen af besættelsen, Lord Cromer, forsvarede den bl.a. med henvisning til kvinderettigheder. Samtidig var han i hjemlandet medstifter af en forening mod kvinders stemmeret. På samme måde hævdede George W. Bush, der bl.a. bekæmpede fri abort og prævention, at USA’s krig ville befri afghanske kvinder.

Muslimske kvinder ses her som passive ofre og ude af stand til at tale og handle på egne vegne. Kampen om kvindesvømning viser det modsatte. Demonstrationer, offentlige møder, læserbreve og en underskriftsindsamling vandt kampen om opinionen, så et stort flertal af byens borgere i en meningsmåling var imod forbud. Det handler bl.a. om kvindekampens krav om retten til selv at bestemme, hvor lidt – eller hvor meget – tøj, man bærer, og om at bestemme over egen krop. Men da forbuddet skyldes islamofobi, er det også nødvendigt med en bredere anti-racistisk kamp. Den internationale aktionsdag mod racisme 18/3 handler netop om det.

Følg ”Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet” på Facebook. Møderne er normalt søndag kl. 16 i Beboerhuset Yggdrasil, Dortesvej 35A, 8220 Brabrand.

Guide til Trumps rædselskabinet

Trumps udnævnelser afslører hans løfte om opgør med eliterne i Washington og på Wall Street som en grotesk løgn.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

De 17 personer, den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump i midten af december havde nomineret til de centrale regeringsposter, har iflg. business-mediet Quartz en samlet formue på 66,5 milliarder kr. Det gør dem rigere end de fattigste 43 millioner husstande i USA tilsammen, og Trumps regering til den klart rigeste i amerikansk historie.

Som ”chefstrateg” og toprådgiver har Trump udnævnt Stephen Bannon fra mediet Breitbart News, der har tråde til den yderste racistiske og nazistiske højrefløj. Tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke har kaldt denne udnævnelse ”en glimrende nyhed”. Som mange andre Trump-folk har Bannon desuden en fortid hos banken Goldman Sachs, hvilket bl.a. også gælder finansminister Steven Mnuchin.

Justitsminister Jeff Sessions er kendt som hardcore bekæmper af lovgivning mod diskrimination af sorte amerikanere og andre minoriteter og fik i 1986 sin udnævnelse til forbundsdommer blokeret pga. racistiske udtalelser. Forsvarsminister James Mattis stod som chef for marinekorpset i spidsen for USA's for drab på tusinder af civile og andre krigsforbrydelser under belejringen af Fallujah i Irak i 2004. National sikkerhedsrådgiver Mike Flynn har kaldt muslimer en ”ondartet kræftsygdom” og frygt for dem ”rationel”.

Vicepræsident Mike Pence har som guvernør forsøgt at fjerne offentlig tilskud til organisationer, der hjælper kvinder med prævention og fri abort, gennemført en lov om tvungen begravelse af abort-fostre og støttet en lov, der giver arbejdsgivere ret til at diskriminere bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

Udenrigsminister Rex Tillerson fra oliegiganten ExxonMobil er såkaldt "klimaskeptiker", hvilket bl.a. også gælder miljøminister Scott Pruitt – og Trump selv. Dette var blot et lille udvalg af Trumps rædselskabinet, som Danmark iflg. Lars Løkke Rasmussen står "skulder til skulder" med.

Socialisme, pacifisme og krig

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Enhedslistens beslutning om at stemme for bombningen af Libyen rejser spørgsmålet om, hvordan vi som socialister forholder os til krig. Den revolutionære marxistiske tradition, som vi i Internationale Socialister betragter os selv som en del af, har udviklet en nyttig metode til at afgøre om en given krig fortjener vores støtte eller ej. Vi er nemlig ikke pacifister, da vi mener, at vold desværre kan være et nødvendigt onde. Alle historiske erfaringer viser således, at den herskende klasse ikke skyr nogen midler for at forsvare sin magt og rigdom.

Den herskende klasse, som har vist sig villig til den mest ekstreme vold i form af Irak-krigen og derigennem at ofre hundredtusinder af menneskeliv for at få kontrol over et andet land og dets olie, vil være så meget desto villigere til at bruge vold mod en socialistisk massebevægelse, der (modsat f.eks. Saddam Hussein-regimet) udgør en direkte trussel mod dens ejendom og privilegier. I sådanne situationer risikerer vi at blive slagtet, hvis vi udelukkende fokuserer på sit-down aktioner og andre former for ikke-voldelig civil ulydighed.

Krig som politikkens fortsættelse
I stedet for pacifistisk modstand mod enhver krig, har vi som nævnt en marxistisk analysemetode til afgøre vores stillingtagen. Denne metode er måske bedst af alle blevet beskrevet af den russiske socialist og revolutionære leder V.I. Lenin, der forklarede, at vi i hvert enkelt tilfælde konkret må undersøge ”krigens klassekarakter: Hvad er årsagen til denne krig, hvilke klasser fører den og hvilke historiske og historisk-økonomiske forhold banede vej for den”. Lenin forklarede desuden om ”dialektikken” (dvs. vores metode) at:

”Med hensyn til krig er dialektikkens hovedtese... at ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre [dvs. voldelige] midler”. Sådan lyder formlen hos Clausewitz, en af de største skribenter om krigens historie, hvis tænkning blev stimuleret af Hegel. Og dette var altid synspunktet hos Marx og Engels, der betragtede enhver krig som en fortsættelse af politikken hos de pågældende magter – og hos de forskellige klasser inden for disse lande – i en bestemt periode.”

Når ”krig blot er politikkens fortsættelse med andre midler”, betyder det, at de involverede stater og regeringer i sådanne situationer er drevet af de samme grundlæggende interesser og motiver, som driver deres politik på hjemmefronten og deres mere ”fredelige” udenrigspolitiske initiativer. Det forklarer også, hvorfor det er komplet absurd (som f.eks. Enhedslisten har gjort i forhold til Libyen) at forvente en ”humanitær aktion” fra en række regeringer, herunder den danske regering, der på hjemmefronten står for asocial nedskæringspolitik, forgyldning af millionærerne og milliardærerne og stribevis af racistiske love.

Forskellen mellem politisk og militær støtte
Som socialister betragter vi de imperialistiske stormagter som hovedfjenden. Derfor kan vi i nogle tilfælde, som f.eks. krigen 1980-1988 mellem Irak og Iran, finde på at støtte ”sub-imperialistiske” magter mod imperialismen. Sub-imperialistiske lande er placeret på et lavere trin i hierarkiet mellem verdens forskellige stater og er f.eks. blot regionale stormagter. I denne krig mellem to sub-imperialistiske lande smed USA sin vægt ind bag Irak. Derfor betød Iraks sejr også en sejr for imperialismen og dens muligheder for at intervenere i andre lande og et nederlag for de progressive kræfter overalt i verden, herunder også de folkelige forhåbninger og aktioner, der havde væltet Shahens styre i Iran i 1979 og trods det brutale præstestyre stadig prægede landet. Vi støtter desuden altid ubetinget, men kritisk nationale befrielseskrige mod imperialismen, som f.eks. tidligere i Algeriet, Vietnam og Sydafrika og i dag i bl.a. Palæstina, Irak og Afghanistan.

Vi skelner derudover mellem politisk og militær støtte. Politisk støtte giver vi kun til bevægelser, partier eller regeringer, der lige som os selv er revolutionære socialister. Selv om vi omvendt kan finde på at støtte militær sejr for kræfter, som vi i øvrigt er dybt uenige med, betyder det på ingen måde, at vi pludselig opgiver vores politiske kritik af dem. Militær støtte betyder støtte til militær sejr for den ene part i en krig. I praksis kan militær støtte betyde alt lige fra blot propaganda for den parts sejr i en krig, til våbenhjælp og i yderste konsekvens udsendelsen af uafhængige militære brigader af socialister på den ene side i en krig.

Men i alle tilfælde gælder det, at vi aldrig kan give hverken politisk eller militær støtte til verdens førende imperialistiske staters krige, som f.eks. NATO's bombning af Libyen.

Bragt i Socialistisk Arbejderavis nr. 308, 8. april 2011.

Verdensøkonomien foran afgrunden - interview med Robert Brenner

Den marxistiske økonomiske historiker Robert Brenner svarer i dette interview på spørgsmål om krisen og bl.a. finansialisering, Obama, regulering, USA’s hegemoni og Kinas situation.

De fleste medier og kommentatorer har betegnet den nuværende krise som en ”finansiel krise”. Er du enig i denne betegnelse?

Det er forståeligt nok, at analytikere af krisen har taget udgangspunkt i nedsmeltningen i bankverden og på værdipapirmarkederne. Men problemet er, at de ikke gået dybere end det. Anført af Henry Paulson og Ben Bernanke [hhv. Bushs finansminister og lederen af den amerikanske forbundsbank, red.], argumenterer de for, at man kan nøjes med at forklare krisen ud fra problemer i den finansielle sektor. Samtidig hævder de, at den underliggende realøkonomi er stærk, og at de såkaldte ”fundamentals” er sunde. Intet kunne være mere misvisende.

Den grundlæggende årsag til den nuværende krise er de avancerede økonomiers stigende svagelighed siden 1973, og særligt efter år 2000. Efter alle makroøkonomiske standardindikatorer – BNP, investeringer, reallønninger osv. – er den økonomiske præstation i USA, Vesteuropa og Japan blevet stadig værre, erhvervscyklus efter erhvervscyklus. Meget sigende var den netop afsluttede erhvervscyklus, fra 2001 til 2007, suverænt den svageste i efterkrigstiden, og det til trods for den største statsfinansierede økonomiske stimulans i amerikansk historie i fredstid.

Hvordan vil du forklare den langsigtede svækkelse af realøkonomien siden 1973, det du i dine bøger kalder for ”den lange tilbagegang”?

Den kan hovedsageligt forklares med det dybe og vedvarende fald i forrentningen på kapitalinvesteringer siden slutningen af 1960’erne. Den manglende genopretning af profitratens niveau er så meget desto mere bemærkelsesværdig i betragtning af det enorme fald i reallønningernes vækst, der er sket i samme periode.

Den primære årsag, skønt ikke den eneste, til profitratens fald har været en vedvarende tendens til overkapacitet i de globale fremstillingsindustrier. Der skete det, at den ene nye industrimagt efter den anden trådte ind på verdensmarkedet – Tyskland og Japan, de nordøstasiatiske, nyligt industrialiserede lande, de sydøstasiatiske tigre og til sidst den kinesiske leviathan [et gigantisk uhyre i Gamle Testamente, red.].

Disse senere-udviklede økonomier producerede de samme varer, som allerede blev fremstillet af de tidligere-udviklede lande, bare billigere. Resultatet var for stort udbud i forhold til efterspørgslen i den ene industri efter den anden, og dette pressede priserne og dermed profitten ned. Dertil kom, at de virksomheder, som oplevede dette pres på deres profitter, ikke forlod deres industrier uden kamp. De forsøgte at beholde deres position ved at falde tilbage på deres kapacitet for innovation og forøgelse af investeringerne i ny teknologi. Men dette gjorde naturligvis bare overkapacitetsproblemet værre.

På grund af faldet i forrentningen fik kapitalisterne mindre overskud på investeringer. De havde derfor ikke andet valg end at sænke væksten i fabrikker og maskineri og beskæftigelse. For at genoprette profitabiliteten blev de ansattes lønninger samtidig holdt nede, mens regeringerne reducerede væksten i de sociale udgifter. Men konsekvensen af disse beskæringer af udgifterne har været et langvarigt problem med den samlede efterspørgsel. Den vedvarende svaghed i den samlede efterspørgsel har været den umiddelbare årsag til økonomiens langvarige svaghed.

Krisen blev faktisk udløst af sprængningen af den historiske boligboble, som var vokset i et helt årti. Hvad er dit syn på denne bobles betydning?

Boligboblen må forstås i sammenhæng med den række af bobler på aktivpriser, som økonomien har oplevet siden midten af 1990’erne, og særligt den amerikanske forbundsbanks rolle i at opmuntre til disse bobler.

Lige siden begyndelsen på den lange tilbagegang har de statslige økonomiske myndigheder forsøgt at tackle problemet med manglende efterspørgsel ved at tilskynde til øget låntagning, både privat og offentlig. I starten tyede man til offentlige budgetunderskud, og på denne måde undgik man de virkeligt dybe recessioner. Men som efterhånden som tiden gik, fik regeringerne stadig mindre vækst ud af den samme mængde låntagning. For at afværge de dybe kriser, som historisk set har plaget det kapitalistiske system, måtte man i praksis acceptere en gradvis overgang til stagnation.

I starten af 1990’erne forsøgte USA og Europa, med Clinton-regeringen i spidsen, som bekendt at slippe ud af deres afhængighed af låntagning ved sammen at gå over til balancerede budgetter. Tanken var at lade det frie marked styre økonomien. Men fordi profitabiliteten stadig ikke var blevet genoprettet, lagde underskudsreduktionerne en stor dæmper på efterspørgslen, og bidrog til at fremkalde recessionerne og den langsomme vækst mellem 1991 og 1995.

For at få økonomien til at ekspandere igen, endte de amerikanske myndigheder med at overtage en fremgangsmåde, som først var blevet benyttet af Japan i slutningen af 1980’erne. Ved at holde rentesatserne nede, gjorde den amerikanske forbundsbank det let at låne penge for at opmuntre til investeringerne i finansielle aktiver. Aktivprisernes himmelflugt betød, at virksomhederne og husstandene oplevede enorme velstandsstigninger, i det mindste på papiret. De var derfor i stand til at låne i en titanisk målestok, forøge deres investeringer og forbrug voldsomt og på den måde drive økonomien fremad.

Altså blev offentlige underskud erstattet af private. Det, der kan kaldes ”aktivpris-keynesianisme” [asset price keynesianism, red.], erstattede traditionel keynesianisme. Vi har derfor i det sidste dusin år eller deromkring været vidne til en bemærkelsesværdig situation med en verdensøkonomi, hvor den fortsatte kapitalakkumulation er kommet til at afhænge af historiske bølger af spekulation, som omhyggeligt er blevet plejet og forsvaret af statslige myndigheder – og regulatorer! – først den historiske aktieboble i slutningen af 1990’erne, og dernæst boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i starten af årtusindet.

Finansialisering og nyliberalisme
Mange hævder at den nuværende krise er en typisk finansiel krise, ikke er en ”marxistisk” med overproduktion og faldende profit, og de argumenterer for, at den bristede finansielle spekulationsboble har spillet den centrale rolle i den her krise. Hvordan er dit syn på denne tese?

Jeg mener ikke, at det er nyttigt på den måde at modstille krisens realøkonomiske og finansielle aspekter. Som jeg fremhævede, er der tale om en marxistisk krise i og med, at den udspringer af det langvarige fald i profitraten og det mislykkede forsøg på at genoprette den, hvilket er den grundlæggende årsag til kapitalakkumulationens markant langsommere tempo frem til i dag. I 2001 var de ikke-finansielle amerikanske virksomheders profitrate den laveste i efterkrigstiden, bortset fra i 1980. Virksomhederne havde derfor ikke andet valg end at være tilbageholdende med investeringer og ansættelser, hvilket yderligere forværrede forretningsklimaet.

Det er dette, som forklarer den ultra-langsomme vækst i den erhvervscyklus, som netop er sluttet. Ikke desto mindre må man for at forstå det nuværende sammenbrud påvise sammenhængen mellem realøkonomiens svaghed og den finansielle nedsmeltning. Den vigtigste forbindelse mellem disse to ting er økonomiens stadig større afhængighed af låntagning for at holde sig i gang, samt regeringernes stadig større afhængighed af run-ups på aktivpriser for at gøre det muligt for denne låntagning at fortsætte.

Den grundlæggende betingelse for boblerne på boligområdet og kreditmarkederne var opretholdelsen af lave udgifter til låntagning. Verdensøkonomiens svaghed, især efter kriserne 1997-1998 og 2001-2002, samt de østasiatiske regeringerne enorme opkøb af dollars for at holde deres valutaer nede og det amerikanske forbrug voksende, bidrog til at skabe usædvanligt lave satser på den lange rente. Samtidig holdte den amerikanske forbundsbank satserne på den korte rente lavere end på noget tidspunkt siden 1950’erne. Fordi de kunne låne så billigt, var bankerne villige til at give lån til spekulanter, hvis investeringer drev priserne på aktiver af enhver slags stadig højere op og afkastet på udlån (rentesatsen på obligationer) stadig længere ned.

Symptomatisk nok skød boligpriserne i vejret, mens afkastet i faste priser på obligationer fra det amerikanske finansministerium dykkede. Men fordi afkastet blev stadig lavere, fik de institutioner over hele verden, som var afhængig af afkastet på udlån, stadig vanskeligere ved at tjene nok profit. Pensionsfonde og forsikringsselskaber blev særligt hårdt ramt, men hedgefonde og investeringsbanker blev også påvirket.

Disse institutioner var derfor mere end villige til at foretage omfattende investeringer i værdipapirer, som blev bakket op af stærkt tvivlsomme sub-prime pantebreve, på grund af det usædvanligt høje afkast de tilbød, mens de ignorerede den usædvanligt høje risiko. Faktisk kunne de ikke få nok af dem. Deres køb af pantebreve-understøttede værdipapirer gjorde det muligt for pantudstederne at fortsætte med at låne til stadig dårligere låntagere. Boligboblen nåede historiske proportioner, og den økonomiske ekspansion fik lov at fortsætte. Naturligvis kunne dette ikke fortsætte særlig længe. Da boligpriserne faldt, kom realøkonomien i recession, og den finansielle sektor oplevede en nedsmeltning, fordi de begge havde fået deres dynamik fra boligboblen. I dag gør recessionen nedsmeltningen værre, fordi den uddyber boligkrisen. Nedsmeltningen intensiverer recessionen, fordi den gør adgangen til kredit så vanskelig. Det er den gensidigt forstærkende vekselvirkning mellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, som har gjort denne nedafgående bevægelse så uhåndterlig for politikere og embedsmænd og katastrofepotentialet så åbenlyst.

Selv hvis man medgiver, at efterkrigstidens kapitalisme trådte ind i en periode med en langvarig tilbagegang i 1970’erne, forekommer det ubestrideligt, at den nyliberale kapitalistiske offensiv siden 1980’erne har forhindret en forværring af nedturen.

Hvis du med nyliberalisme mener vendingen mod finans og deregulering, kan jeg ikke se, at det har hjulpet økonomien. Men hvis du mener arbejdsgivernes og regeringernes forstærkede angreb på arbejdernes lønninger, arbejdsforhold og velfærdsstaten, hersker der næppe nogen tvivl om, at det forhindrede en forværring af profitratens fald.

Imidlertid startede arbejdsgivernes offensiv før den såkaldte nyliberale æra i 1980’erne. Den begyndte i kølvandet på den faldende profitabilitet, der opstod i starten af 1970’erne, samtidig med keynesianismen. Dertil kommer, at den ikke førte til en genopretning af profitraten, og blot yderligere forværrede problemet med den samlede efterspørgsel. Svækkelsen af den samlede efterspørgsel tvang til sidst de økonomiske myndigheder til at gå over til kraftigere og farligere former for økonomisk stimulans, den ”aktivpris-keynesianisme”, som førte til den nuværende katastrofe.

Det er blevet hævdet, at et nyt paradigme med ”finansialisering” eller ”finansdrevet kapitalisme” har understøttet en såkaldt ”genopstanden kapital” (Gérard Duménil) fra 1980’erne og frem til i dag. Hvad mener du om denne tese?

Forestillingen om en finansdrevet kapitalisme er en selvmodsigelse, fordi generelt set – der findes vigtige undtagelser såsom forbrugerlån – er vedvarende finansiel profitindtjening afhængig af vedvarende profitindtjening i realøkonomien. Som modsvar på profitratens fald i realøkonomien opmuntrede nogle regeringer, med USA i spidsen, til en vending mod finans ved at deregulere den finansielle sektor. Men fordi realøkonomien fortsatte med at sygne hen, var det vigtigste resultat af dereguleringen en forstærket konkurrence i den finansielle sektor, hvilket gjort profitindtjeningen stadig vanskeligere og opmuntrede til stadig mere spekulation og stadig mere risikable investeringer.

Topcheferne i investeringsbankerne og hedgefondene var i stand til at tjene eventyrligt store formuer, fordi deres løn afhang af kortsigtet profit. De var midlertidigt i stand til at sikre høje afkast gennem en udvidelse af deres firmaers aktiver/udlån og øge risiciene. Men denne måde at drive forretning skete, i det lange løb, på bekostning af topchefernes egne virksomheders langsigtede økonomiske sundhed, hvoraf den mest spektakulære konsekvens var, at Wall Streets førende investeringsbanker brød sammen.

Hver eneste såkaldte finansielle ekspansion siden 1970’erne er meget hurtigt endt med en katastrofal finansiel krise og behovet for en omfattende redningsaktion fra staten. Dette var tilfældet med lånboomet til den tredje i 1970’erne og starten af 1980’erne, savings and loan run-up’et, den lånefinansierede opkøbsmani og boblen i erhvervsejendomme i 1980’erne, aktiemarkedsboblen i anden halvdel af 1990’erne, samt naturligvis boblerne på boligområdet og kreditmarkederne i 2000’erne. Den finansielle sektor forekom kun dynamisk, fordi regeringerne var villige til hvad som helst for at støtte den.

Statsregulering og det amerikanske præsidentvalg
Det synes givet at keynesianisme eller statsinterventionisme vil få et comeback som tidens ånd. Kan det bidrage til at løse eller i det mindste lindre krisen?

I dag har regeringerne i virkeligheden ikke andet valg end en vending mod keynesianismen og staten for at prøve at redde økonomien. Det frie marked har trods alt vist sig totalt ude af stand til at forhindre eller håndtere den økonomiske katastrofe, for ikke at tale om at sikre stabilitet og vækst. Det er grunden til, at verdens politiske eliter, som så sent som i går hyldede de deregulerede finansielle markeder, nu pludselig alle er keynesianister.

Men det er tvivlsomt om keynesianisme, forstået som store offentlige budgetunderskud og let kreditadgang for at pumpe efterspørgslen op, vil have den virkning som mange forventer. I de sidste syv år har vi, takket være den låntagning og det forbrug, som blev tilskyndet af den amerikanske forbundsbanks boligboble og Bush-regeringens budgetunderskud, trods alt været vidne til, hvad der i praksis sandsynligvis er den største form for keynesianistisk økonomiske stimulans i fredstidshistorie. Alligevel oplevede økonomien sin værste erhvervscyklus i efterkrigstiden.

I dag er udfordringen meget større. I takt med at boligboblen brister og det bliver sværere at få kredit, skærer husstandene ned på forbrug og investeringer i bolig. Som følge deraf oplever virksomhederne faldende profitter. De skærer derfor i lyntempo ned på lønninger og fyrer arbejdere, hvilket udløser en nedadgående spiral med faldende efterspørgsel og faldende profitabilitet.

Husstandene har længe været afhængige af stigende boligpriser, som gjorde dem i stand til at låne mere og kunne stå for deres opsparing. Men på grund af den opbyggede gæld vil de nu, hvor deres forbrug er mest nødvendigt for økonomien, blive nødt til at mindske låntagningen og øge opsparingen. Vi kan forvente, at en stor del af de penge, som den amerikanske regering giver dem i hænderne, vil blive opsparet i stedet for at blive brugt. I betragtning af at keynesianismen dårligt nok kunne holde økonomien i gang under ekspansionen, hvad kan vi så forvente af den under den værste recession siden 1930’erne?

For at have en effekt af betydning på økonomien, må Obama-regeringen sandsynligvis overveje en enorm bølge af direkte eller indirekte offentlige investeringer, i praksis en form for statskapitalisme. Den faktiske gennemførelse af dette vil imidlertid kræve en overvindelse af nogle gigantiske politiske og økonomiske forhindringer.

Den amerikanske politiske kultur er enormt fjendtlig over for statslig virksomhed. Samtidig ville det niveau af udgifter og statslig gældssætning, der ville være nødvendigt, kunne true dollaren. Indtil nu har de østasiatiske regeringer villigt finansieret det amerikanske underskud på handelsbalancen og budgettet, for at opretholde det amerikanske forbrug og deres egen eksport. Men nu, hvor krisen rammer selv Kina, vil disse regeringer muligvis miste evnen til at finansiere det amerikanske underskud, især i takt med at det når en størrelse uden fortilfælde. Det virkeligt skræmmende perspektiv med et stormløb mod dollaren toner frem i baggrunden.

Hvad er din generelle vurdering af Obamas sejr i det amerikanske præsidentvalg? Mange betragter Obama som det 21. århundredes Franklin D. Roosevelt, som vil skabe en ny ”New Deal”. Kan antikapitalistiske og progressive kræfter give kritisk støtte til dele af hans politik?

Obamas valgsejr bør bydes velkommen. En sejr til McCain ville have været en sejr for det republikanske parti og givet et enormt boost til de mest reaktionære kræfter på den politiske scene i USA. Det ville blive set som en blåstempling af Bush-regeringens hyper-militarisme og imperialisme, samt dens eksplicitte dagsorden om at eliminere det, der er tilbage af fagforeninger, velfærdsstat og miljøbeskyttelse.

Når det er sagt, er Obama ligesom Roosevelt en midtersøgende Demokrat, som ikke af sig selv kan forventes at gøre meget for at forsvare det store flertal af arbejderes interesser, som vil blive underkastet et voksende angreb fra virksomheder, der forsøger kompensere for deres svindende profitter ved at beskære antallet af ansatte, løn osv.

Obama støttede den gigantiske redningspakke til den finansielle sektor, som måske udgør det største røveri af amerikanske skatteyderes penge i USA’s historie, især fordi der ikke blev stillet nogen betingelser til bankerne. Han støttede også redningspakken til bilindustrien, selvom den bygger på omfattende beskæringer i bilarbejdernes løn.

Det korte af det lange er, at Obama, ligesom Roosevelt, kun kan forventes at tage skridt af betydning til forsvar for arbejderklassen, hvis han presses til det af organiseret direkte aktion fra neden. Roosevelt-regeringen gennemførte først New Deals vigtigste progressive lovtiltag, såsom The Wagner Act [gav bl.a. arbejderne ret til at organisere sig, red.] og Social Security, efter at være blevet presset til det af store bølger af massestrejker. Vi kan forvente det samme af Obama.

Systemrensende kriser
Ifølge Rosa Luxemburg, og senest David Harvey, overvinder kapitalismen sine krisetendenser gennem geografisk ekspansion. I følge Harvey bliver dette ofte hjulpet på vej af omfattende statslige investeringer i infrastruktur, der skal støtte private kapitalinvesteringer, ofte udenlandske direkte investeringer. Kan kapitalismen finde en udvej fra den nuværende krise gennem det, Harvey kalder et ”temporalt-spatialt” fix?

Det er et komplekst spørgsmål. Først og fremmest mener jeg, at det korrekt og væsentligt at sige, at geografisk ekspansion har været en uundværlig del af hver eneste store bølge af kapitalakkumulation. Man kan måske sige, at vækst i arbejdsstyrken og vækst i systemets geografiske rum er en uundværlig del af kapitalistisk vækst. Efterkrigstidens boom er et godt eksempel, med en bemærkelsesværdig kapitalekspansion ind i USA’s sydlige og sydvestlige stater og ind i det krigshærgede Vesteuropa og Japan.

De amerikanske virksomheders investeringer spillede en afgørende rolle i denne periode, ikke bare i USA, men også i Vesteuropa. Der hersker ingen tvivl om, at denne udvidelse af arbejdsstyrken og af kapitalismens geografiske område var en uundværlig del af de høje profitrater, som gjorde efterkrigstidens boom så dynamisk. Fra et marxistisk synspunkt var det en klassisk bølge af kapitalakkumulation og indebar nødvendigvis både en indsugning af enorme mængder arbejdskraft udenfor systemet, især fra de prækapitalistiske landområder i Tyskland og Japan, og en massiv indlemmelse eller genindlemmelse af ekstra geografisk rum.

Ikke desto mindre mener jeg, at mønstret for den lange tilbagegang, siden slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, i det store og hele har været anderledes. Det er korrekt, at kapitalen svarede igen på faldende profitabilitet med yderligere ekstern ekspansion, hvor den forsøgte at kombinere avanceret teknologi med billig arbejdskraft. Østasien er selvfølgelig det klassiske eksempel, og har utvivlsomt verdenshistorisk betydning, som en grundlæggende transformation, for kapitalismen.

Selvom ekspansionen ind i Østasien var et svar på den faldende profitabilitet, mener jeg ikke, at den har skabt en tilfredsstillende løsning. Når alt kommer til alt duplikerer den nye fremstillingsvirksomhed, der på så bemærkelsesværdig vis opstod i Østasien, i vid udstrækning den fremstillingsvirksomhed, som allerede findes andetsteds, bare billigere. Efter systemets målestok løser den ikke, men udvider overkapacitetsproblemet.

Med andre ord har globaliseringen været et svar på faldende profitabilitet, men fordi de nye industrier grundlæggende set ikke supplerer den globale arbejdsdeling, men er overflødige, har vi set en fortsættelse af profitabilitetsproblemet.

For faktisk at løse det profitabilitetsproblem, der så længe har pint systemet – og ført til langsommere kapitalakkumulation og fremkaldt større mængder gældsstiftelse for at opretholde stabiliteten – har systemet brug for den krise, som så længe er blevet udskudt. Fordi problemet er overkapacitet, som er blevet massivt forværret af opbygningen af gæld, er der ligesom i det klassiske perspektiv brug for en rensning af systemet for firmaer med høje omkostninger og lave profitter, den efterfølgende billiggørelse af produktionsmidler samt nedsættelse af prisen på arbejdskraft.

Det er gennem kriserne, at kapitalismen historisk set har genoprettet profitraten og etableret de nødvendige betingelser for mere dynamisk kapitalakkumulation. I efterkrigstiden er kriserne blevet afværget, men prisen har været en manglende evne til at genoplive profitabiliteten, hvilket har ført til en forværret stagnation. Den nuværende krise handler om den udrensning, der aldrig fandt sted.

Du mener altså at kun krisen kan løse krisen? Det er et klassisk marxistisk svar.

Jeg mener, at det sandsynligvis er tilfældet. Analogien ville lyde sådan her: Til at begynde med, i starten af 1930’erne, var New Deal og keynesianismen ineffektive. Faktisk lykkedes det ikke gennem det meste af 1930’erne at skabe betingelser for et nyt boom, hvilket blev demonstreret da økonomien faldt tilbage i den dybe recession 1937-1938. Men efterhånden, som følge af den lange krise i 1930’erne, blev de produktionsmidler med høje omkostninger og lave profitter udrenset, hvilket skabte de grundlæggende betingelser for høje profitrater.

Man kan sige, at ved slutningen af 1930’erne var der potentiale for høje profitrater, og at det eneste der manglede var et stød til efterspørgslen. Denne efterspørgsel blev selvfølgelig tilvejebragt af de enorme udgifter til oprustning i forbindelse med 2. verdenskrig. Altså var der under krigen høje profitrater, og disse høje profitrater skabte de nødvendige betingelser for efterkrigstidens boom. Men selv hvis de keynesianistiske budgetunderskud var blevet afprøvet i 1933, mener jeg ikke, at det ville have virket, fordi der først, i marxistisk forstand, var brug for en systemrensende krise.

Udfordringer til USA’s hegemoni
Vil den nuværende krise føre til en til udfordring af USA’s hegemoni? Verdenssystem-teoretikere som Immanuel Wallerstein argumenterer for, at den amerikanske imperialismes hegemoni er i tilbagegang.

Det er igen et meget komplekst spørgsmål. Måske tager jeg fejl, men jeg mener, at mange af dem, der anser det amerikanske hegemoni for at være i tilbagegang, i bund og grund ser USA’s dominans primært som udtryk for geopolitisk magt og, i sidste ende, tvang. Ifølge dette synspunkt er det primært amerikansk dominans, der skaber dets lederskab, det er amerikansk magt over og i modsætning til andre lande, som bevarer USA’s førerposition.

Jeg ser USA’s hegemoni på den måde. Jeg anser verdens elite, især eliterne i den kapitalistiske kerne i bred forstand, for at være meget glade for det amerikanske hegemoni, fordi det for dem betyder, at USA påtager sig rollen som global politibetjent og de udgifter, som er forbundet med det. Dette tror jeg gælder selv for eliterne i de fleste fattige lande.

Hvad er den globale amerikanske politimands rolle? Ikke at angribe andre lande – den er primært at bevare den sociale ro, at skabe stabile betingelser for global kapitalakkumulation. Dens hovedformål er at udslette enhver folkelig udfordring mod kapitalismen, at støtte de eksisterende klasseforholds strukturer.

Gennem det meste af efterkrigstiden var der nationalistiske, statsinterventionistiske udfordringer, især fra neden, mod kapitalens frie herredømme. De blev uden tvivl mødt af den mest brutale amerikanske magt, de mest åbne udtryk for amerikansk dominans. Selvom der i systemets centrum herskede hegemoni [her forstået som en generel konsensus, som kun i sidste ende håndhæves af truslen om militær magt, red.], skete dominansen andre steder gennem vold.

Men med Sovjetunionens sammenbrud, den kapitalistiske udvikling i Kina og Vietnam og de nationale befrielsesbevægelsers nederlag steder som det sydlige Afrika og Centralamerika, blev modstanden mod kapitalen i udviklingslandene stærkt svækket, i hvert fald for en tid. Derfor vil regeringerne ikke bare i Vest- og Østeuropa, Japan og Korea, men også i Brasilien, Indien og Kina – de fleste steder der kan nævnes – foretrække, at USA’s hegemoni fortsætter.

Det amerikanske hegemoni vil ikke forsvinde ved, at der opstår en anden stormagt, som er i stand til at konkurrere om det globale herredømme. Frem for alt foretrækker Kina amerikansk hegemoni. USA har ingen planer om at angribe Kina og har, indtil videre, holdt sine markeder vidt åbne for kinesisk eksport. På grund af den globale amerikanske politimand, som har sikret stadig friere handel og kapitalbevægelser, har Kina fået lov til at konkurrere på produktionsomkostninger, på lige betingelser, og dette har været ekstremt fordelagtigt for Kina – det kunne ikke være bedre.

Kan det amerikanske hegemoni fortsætte under den nuværende krise? Dette er et meget sværere spørgsmål. Men jeg tror, at svaret, i første omgang, er ja. Verdens eliter ønsker frem for alt at bevare den nuværende, globaliserende orden, og her spiller USA en afgørende rolle. Ingen af verdens eliter forsøger at udnytte krisen eller USA’s enorme økonomiske problemer til at udfordre hegemoniet.

Kina siger hele tiden: ”Vi vil ikke blive ved med at betale for, at USA kan fortsætte sin udsvævende facon”, med henvisning til Kinas dækning af USA’s rekordstore betalingsbalanceunderskud det sidste årti og de gigantiske budgetunderskud, som for tiden bliver skabt. Tror du, at Kina har smækket kassen i over for USA? Overhovedet ikke. Kina fortsætter med at hælde så mange penge som muligt i at holde den amerikanske økonomi kørende og dermed sikre, at Kina fortsat kan udvikle sig som hidtil.

Selvfølgelig er det ønskværdige ikke altid muligt. Kinas krise kan være så dyb, at der ikke længere er råd til at finansiere det amerikanske underskud – eller også kan dette underskuds opsvulmning og USA’s forbundsbanks trykning af penge føre til dollarens sammenbrud, hvilket ville udløse en sand katastrofe.

Hvis dette skete, måtte der skabes en ny orden. Men i en situation med en dyb krise ville dette være ekstremt vanskeligt. Faktisk kunne USA og andre stater under sådanne omstændigheder sagtens finde på at gå over til økonomisk protektionisme, nationalisme og endda krig. Jeg tror at, i øjeblikket, forsøger verdens eliter stadig at undgå dette – de er ikke klar til det. De ønsker at holde markederne åbne og holde handelen åben.

De forstår, at sidste gang staterne greb til protektionisme for at løse problemerne var under den store depression, og dette gjorde depression langt værre, for da nogle stater gik i protektionistisk retning, fulgte alle de andre hurtigt efter, og verdensmarkedet blev lukket ned. Bagefter fulgte selvfølgelig militarisme og krig. Lukningen af verdensmarkedet ville naturligvis være katastrofal i dag, og derfor gør eliterne og regeringerne deres ypperste for at forhindre et protektionistisk, statsinterventionistisk, nationalistisk og militaristisk scenario.

Men politik er ikke kun et udtryk for hvad eliterne ønsker, og hvad eliterne ønsker ændrer sig over tid. Eliterne er desuden generelt splittede, og politik har autonomi. Derfor kan det f.eks. næppe udelukkes, at hvis krisen bliver virkelig slem – hvilket på nuværende tidspunkt ikke ville være nogen stor overraskelse – kan vi blive vidne til en tilbagevenden til højreradikal politik med protektionisme, militarisme, udlændingefjendskhed og nationalisme.

Denne type politik kunne ikke blot have bred folkelig appel. Stigende dele af erhvervslivet ville måske se det som den eneste udvej, i takt med at de ser deres markeder bryde sammen, ser systemet i depression, ser et behov for beskyttelse mod konkurrence og statslig støtte til efterspørgslen gennem militæroprustning. Dette var naturligvis i mellemkrigstiden det almindelige svar i store dele af Europa og i Japan. I dag er højrefløjen på hælene, på grund af Bush-regeringens fiasko og på grund af krisen. Men hvis Obama-regeringen ikke er i stand til at modvirke det økonomiske sammenbrud, ville højrefløjen sagtens kunne komme igen…især fordi Demokraterne i realiteten ikke tilbyder noget ideologisk alternativ.

Den kinesiske krise
Du talte om en potentiel krise i Kina. Hvordan vurderer du den kinesiske økonomis nuværende tilstand?

Der er to hovedårsager til, at jeg mener, at den kinesiske krise vil blive meget værre end folk forventede. Den første er, at den amerikanske krise, og mere generelt den globale krise, er langt mere alvorlig end folk forventede, og sidste ende er den kinesiske økonomis skæbne uløseligt forbundet med den amerikanske og den globale økonomis skæbne. Dette skyldes ikke kun, at Kina har været så afhængig af eksport til det amerikanske marked. Det meste af resten af verden er også afhængig af USA, og dette gælder særligt Europa.

Hvis jeg ikke tager fejl, blev Europa for nylig Kinas største eksportmarked. Men efterhånden som den krise, der udsprang i USA, trækker Europa ned, vil Europas marked for kinesiske varer også blive indskrænket. Derfor er Kinas situation langt værre end folk forventede, fordi den økonomiske krise er langt værre end folk forventede.

For det andet har folk i deres begejstring over Kinas i sandhed spektakulære økonomiske vækst overset boblernes rolle i at drive den kinesiske økonomi fremad. Kina har grundlæggende set haft vækst gennem eksport, især via et voksende handelsoverskud i forhold til USA. På grund af dette overskud har den kinesiske regering indført politiske foranstaltninger, som skal holde den kinesiske valuta nede og holde den kinesiske fremstillingsindustri konkurrencedygtig. Mere specifikt har den kinesiske regering foretaget gigantiske opkøb af omsættelige aktiver i dollars ved at trykke enorme mængder af renminbi, den kinesiske valuta. Men resultatet har været at sprøjte store mængder af penge ind i den kinesiske økonomi, hvilket i en lang periode har betydet stadig lettere kreditadgang.

På den ene side har virksomheder og lokalregeringer brugt denne lette kreditadgang til at finansiere massive investeringer. Men dette har ført til stadig større overkapacitet. På den anden side har de brugt den lette kreditadgang til at opkøbe jord, boliger, aktier og andre typer finansielle aktiver. Men dette har medført omfattende bobler på aktivpriserne, der ligesom i USA har bidraget til at muliggøre mere låntagning og forbrug.

I takt med at de kinesiske bobler brister, vil niveauet af overkapacitet blive tydeligt. Efterhånden som de kinesiske bobler brister, vil man – ligesom i en stor del af resten af verden – se en stor dæmper på forbrugerefterspørgslen og en ødelæggende finansiel krise. Så det korte af det lange er, at den kinesiske krise er meget alvorlig og kan gøre den globale krise langt voldsommere.

Vil nyliberalismens fiasko skabe en åbning for verdens progressive kræfter?

Nyliberalismens nederlag skaber bestemt store muligheder, som venstrefløjen ikke havde før. Nyliberalismen havde aldrig rigtig appel til store dele af befolkningen. Arbejderklassen identificerede sig aldrig med frie markeder, fri finans og alt det der. Men jeg tror, at store dele af befolkning var overbevist om TINA, ”There is No Alternative”.

Men nu har krisen afsløret den nyliberale økonomiske organisationsforms totale bankerot, og man kan allerede se ændringen komme meget kraftigt til udtryk i de amerikanske arbejderes modstand mod redningsaktionerne for bankerne og den finansielle sektor.

Folk siger i dag: ”Vi får at vide, at nøglen til at genoprette økonomien og velstanden er at redde de finansielle institutioner og finansmarkederne. Men det tror vi ikke på. Vi vil ikke give flere penge til disse mennesker, som bare stjæler fra os.”

Der er et ideologisk tomrum, og som følge deraf er en åbning for venstrefløjens idéer. Problemet er, at der ikke er meget organisation af arbejderklassen, for ikke at tale om politiske udtryk. Man kan sige, at der med ændringen af det politiske miljø, af det ideologiske klima, er blevet skabt en stor mulighed, men at det i sig selv ikke vil skabe et progressivt resultat.

Derfor er hovedprioriteten for progressive kræfter – for alle venstrefløjsaktivister – at være aktive i at forsøge at genoplive arbejderklassens organisationer.

Uden en genskabelse af arbejderklassemagt vil kun få progressive ændringer være mulige, og den eneste måde at genskabe denne magt er gennem mobiliseringer for direkte aktion. Kun hvis arbejderklassen laver kollektive masseaktioner vil den være i stand til at skabe den organisation og magt, som er nødvendig for at skabe den sociale basis for en transformation af deres egen bevidsthed og for politisk radikalisering.

Robert Brenner er professor i historie ved UCLA (University of California, Los Angeles) og forfatter til bl.a. The Boom and the Bubble og The Economics of Global Turbulence. Oversat og forkortet af Lars Henrik Carlskov fra Against the Current, nr. 139, March-April 2009.

Bag om Kosovos selvstændighed

Kosovo erklærede sig i januar selvstændigt og blev hurtigt anerkendt af en række lande, herunder USA og Danmark. Lee Sustar ser her på den rolle, som diverse stormagtsinterventioner har spillet i dannelsen af den nye stat.

AF LEE SUSTAR

Kosovos erklæring om uafhængighed fra Serbien markerer det seneste – men ikke sidste – imperialistiske magtspil på Balkan.

Kosovo-albanernes legitime kamp for selvbestemmelse er blevet forvandlet til et redskab for stormagtspolitik – og det passer ind i et mønster, som tidligere har ført til megen blodudgydelse i regionen.

Kosovos uafhængighed kommer ni år efter den amerikansk-ledede NATO-krig mod Serbien, der dengang var den dominerende magt i det tidligere Jugoslavien, efter at Serbien slog hårdt ned på det etnisk albanske flertal i sin sydlige provins.

Siden da er Kosovo blevet administreret af FN og afpatruljeret af NATO-tropper, hvilket har skabt en kvasi-stat under vestligt formynderskab. I dag er kun et lille antal serbere tilbage i Kosovo, og de er truet af det albanske flertal.

Kosovo lå i hjertet af middelalderens serbiske kongerige, men det har været befolket af et albansk flertal i mindst 300 år. På den tid, da NAT0’s 1999-krig fandt sted, var omkring 90 procent af Kosovos befolkning på 2 millioner albanere.

Efter oprettelsen af Jugoslavien var kosovo-albanerne udsat for den værste fattigdom og underudvikling i landet og oplevede diskrimination i uddannelses-, arbejds- og boligmæssig diskrimination.

Den jugoslaviske forfatningsreform i 1974 førte til en vis styrkelse af Kosovos autonomi. Men disse reformer blev rullet tilbage efter 1989, da den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic, en serber, brugte Kosovo-spørgsmålet til at genoplive serbisk nationalisme. 

Milosevic valgte at begynde denne kampagne på årsdagen for et historisk slag i middelalderen mellem serberne og det tyrkiske osmanniske imperium, som endte med at sætte en stor del af nutidens Serbien under osmannisk herredømme.

Både på den kosovo-albanske og serbiske side fremsætter nationalistiske historikere stridende påstande om, hvilken gruppe der oprindelig udgjorde befolkningsflertallet. I virkeligheden levede de to gruppe side om side i århundreder, og både albanere og serbere gjorde oprindelig modstand mod osmannerne.

Ikke desto mindre blev Kosovo et afgørende symbol for serbisk nationalisme i det 19. århundrede, da serberne optrappede deres kamp mod det osmanniske styre – og, senere, det østrigsk-ungarske imperiums herredømme.

For Milosevic var serbisk nationalisme og en opfordring til en ”tilbagevenden” til Kosovo en velkommen erstatning for den miskrediterede stalinistiske politik, som styrede Jugoslavien helt frem til omvæltningerne i Østeuropa i 1989.

Milosevics nationalistiske vending blev matchet af lederne for de andre etniske gruppe i Jugoslaviens føderal struktur af ”republikker” – Franjo Tudjman, som blev præsident for Kroatien og Milan Kucan, som blev Sloveniens leder. Begge lande erklærede sig uafhængige af Jugoslavien og løsrev sig efter kortvarige militære konflikter med den serbisk-dominerede resterende del af Jugoslavien. Desuden rev også Makedonien sig løs.

Denne nationalistiske dynamik førte til en rædselsvækkende borgerkrig i den jugoslaviske republik Bosnien, som blev opdelt mellem serbere, kroater og muslimer. Fra 1992 til 1995 blev titusinder dræbt og mindst 2 millioner fordrevet.

Vestens rolle

 Krigen i Bosnien og den øvrige vold på Balkan blev fremstillet i mainstream-medierne som en fortsættelse af ældgammelt ”etnisk had”. I virkeligheden satte de store europæiske lande og USA deres fingeraftryk overalt på 1990’ernes Balkan-krige.

I starten reagerede Vesten på spændingerne i Jugoslavien ved at give Milosevic grønt lys til at holde landet sammen under serbisk dominans. Men da landet alligevel brød sammen, gik det nyligt genforenede Tyskland enegang ved at anerkende Kroatien, som havde været en lydstat under 2. verdenskrigs nazistiske besættelse.

Dette optrappede krisen – og førte blandt andet til en uafhængighedserklæring fra det serbiske mindretal i Krajina-regionen i Kroatien. ”Etnisk udrensning” – tvangsflytningen af mennesker på grund af deres nationalitet, sprog eller religion – blev en del af verdens ordforråd.

I 1994 truede blodbadet i Bosnien med at komme ud af kontrol. To af regionens NATO-partnere overvejede at intervenere – på hver sin side, da Grækenland støttede serberne og Tyrkiet bakkede op om de bosniske muslimer.

Til sidst pressede Bill Clinton Frankrig og Storbritannien til at opgive deres pro-serbiske position og til at intervenere for at inddæmme Milosevic og forhindre krisen i at sprede sig. Dette gav sig udtryk i skabelsen af en alliance mellem de bosniske kroater og muslimer mod serberne, som blev fuldendt ved at arrangere våben og penge fra Iran og arabiske og muslimske lande.

Det var Clintons centrale udsending i regionen Peter Galbraith, som organiserede krigen efter Washingtons målsætninger. Galbraith samarbejdede med ”pensionerede” amerikanske militærofficerer om at opbygge Kroatiens væbnede styrker som modvægt til Serbien, selvom den kroatiske præsident Tudjman var nøjagtig lige så stor en autoritær nationalist som Milosevic.

Den 4. august 1995 fejede den kroatiske hær under Operation Storm ind over det serbiske territorium i Krajina. ”Det var den første etape i det, der i løbet af de næste par dage skulle blive den største tvangsflytning af mennesker i Europa siden 2. verdenskrig”, skrev journalisterne Laura Silber og Allan Little. I sidste ende blev omkring 200.000 serbere tvunget til at flygte fra Krajina, hvor de havde boet i århundreder.

Krigen sluttede efter at amerikanske krigsfly havde bombet serbiske mål i Bosnien. På det tidspunkt så Milosevic at styrkeforholdene havde vendt sig imod ham og slog hånden af de bosniske serbere og underskrev en fredsaftale på en amerikansk luftbase uden for Dayton i Ohio. Kort tid efter strømmede 60.000 NATO-tropper ind i Bosnien som ”fredsbevarere” – dvs. ordenshåndhævere for en FN-kommissær der besad den reelle politiske magt i Bosnien, som forblev etnisk opdelt.

Milosevic var svækket, men holdt fast ved magten som leder af Jugoslavien – som på det tidspunkt var reduceret til Serbien, Montenegro og Kosovo, en autonom serbisk provins.

Der blev slået hårdt ned på en ikke-voldelig borgerrettighedsbevægelse blandt albanerne. 

Unge kosovo-albanere sluttede i stigende grad op om Kosovos Befrielseshær (UCK), der oprindelig havde været en venstreorienteret og maoistisk gruppe, men havde udviklet sig til en nationalistisk styrke under beskyldning for indblanding i narkosmugling.

Fra 1998 optrappede UCK de militære angreb på serbiske mål. Milosevic svarede igen med endnu en bølge af arrestationer og undertrykkelse. Endnu en gang så Balkan ud til at befinde sig på randen af en større krig, hvor Tyrkiet og Grækenland støttede hver sin side.

Med udsigt til en konflikt, der kunne komme ud af kontrol, gik Clinton-regeringen i gang med at organisere en Kosovo-krig på sine betingelser. Den beskyldte Milosevic for at planlægge et folkemord på albanerne, og udenrigsminister Madeleine Albright kom på banen for at lave et ”kompromis” i den franske by Rambouillet.

Der var tale om et tilbud, som Milosevic måtte afvise – aftalen ville have tilladt NATO-tropper fuldstændig bevægelsesfrihed over hele Jugoslavien. Milosevic havde tilbudt en ny aftale om Kosovos autonomi; Albright svarede igen ved at kræve at Jugoslavien accepterede en reel invasion.

En brik i et større spil

Da Milosevic nægtede, påbegyndte NATO en tre måneder lang bombning af Jugoslavien, hvor civile mål blev angrebet og skønsmæssigt 2.000 serbere blev dræbt.

Men krigen forværrede forholdene for de 850.000 kosovo-albanere, som allerede havde var flygtet fra deres hjem i kølvandet på den serbiske undertrykkelse. Omkring 10.000 albanere blev dræbt af de serbiske styrker i denne periode.

NATO’s luftkrig blev komplementeret på landjorden af UCK, som foretog mindre angreb på Jugoslaviens serbisk-dominerede hær. Milosevic kapitulerede – igen, for at overleve.

Efter endelig at blive tvunget fra magten i 2000, blev Milosevic til sidst tilfangetaget af NATO-styrker og fængslet i Haag for krigsforbrydelser, men han døde før retssagen var færdig.

Ligesom i Bosnien har NATO-styrker og en FN-kommissær haft den reelle politiske magt i Kosovo, hvor tidligere UCK-leder Hashim Thaci nu er premierminister. Ved nærmere eftersyn er Kosovos selvstændighed efter uafhængighedserklæringen dog begrænset.

EU vil stadig spille en stor rolle i det, FN kalder en ”overvåget uafhængighed”, og NATO-tropperne vil blive i landet på ubestemt tid. Sigende nok blev der dannet en ny nationalistisk kosovo-albansk gruppe, kendt som Selvbestemmelse, i protest mod FN’s koloni-agtige administration – og to af dens medlemmer er blevet dræbt af FN-politi og dens leder er blevet fængslet. Camp Bondsteel, som før invasionen af Irak var den største nye amerikanske militærbase siden Vietnam-krigen, vil fortsat være i Kosovo.

I praksis forsøger USA og dets allierede at manipulere kosovo-albanernes kamp for selvbestemmelse efter deres egne formål – ligesom USA har gjort med kurderne i Irak.  

USA møder en vis modstand, da Rusland – Serbiens traditionelle støtte – modsætter sig Kosovos uafhængighed, ligesom det er tilfældet med andre stater, såsom Kina og Spanien, der selv udfordres af nationalistiske bevægelser.

Imod nationalisme og imperialisme

Men disse imperialistiske manøvrer betyder ikke at Kosovos selvstændighed ikke er et legitimt politisk mål. Som en gruppe serbiske socialister for nylig formulerede det, spiller serbiske ”nationalistiske krav på Kosovo en afgørende rolle i at ”legitimere” Serbiens herskende klasse. Og truslen fra Serbien ligger til grund for den kosovo-albanske støtte til USA, som har planer om en olierørledning på Balkan (...) Nationalisme og imperialisme er på farlig vis sammenvævet i Kosovo. Det er grunden til at serbiske revolutionære socialister både må være anti-nationalistiske og anti-imperialistiske (...) Vi mener at serbiske revolutionære socialister bør respektere Kosovos ret til selvbestemmelse. Ved at gøre det trækker vi en klar skillelinie mellem os selv og vores herskende klasse. Vi argumenterer for at ved at række en internationalistisk og venskabelig hånd til kosovo-albanerne, findes der en måde at løse vores problemer uden at blive til skakbrikker for hverken østlig eller vestlig imperialisme.”

Oversat og redigeret af Lars Henrik Carlskov fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker 9. marts 2008.

En ødelæggende krise udfolder sig

Den førende marxistiske økonom og historiker Robert Brenner analyserer her den økonomiske krise. Regeringerne står nu over for vanskeligheder af et uhørt omfang, skriver Brenner.

Den nuværende krise kan godt vise sig at være den mest ødelæggende siden den store depression. Den åbenbarer dybe og uløste problemer i realøkonomien, der i årtier – bogstaveligt talt – er blevet dækket til med papir af gæld samt en mere kortsigtet kreditstramning af et omfang, som ikke er set siden 2. verdenskrig. Kombinationen af den underliggende kapitalakkumulations svaghed og banksystemets nedsmeltning er det, der har gjort den nedadgående spiral så svær at håndtere for de politiske planlæggere og dens katastrofepotentiale så alvorligt. En pest bestående af tvangssolgte og forladte huse – som ofte har været udsat for indbrud og rippet for alt, inklusive kobberwirer – hærger Detroit i særdeleshed samt andre byer i Midtvesten.

Den menneskelige katastrofe, det betyder for hundredtusinder af familier og deres samfund, er måske kun det første tegn på hvad sådan en kapitalistisk krise indebærer. De finansielle markeders historiske bull runs [betegnelse for et hurtigt stigende aktiemarked, red.] i 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne – med deres skelsættende overførsel af indkomst og rigdom til den rigeste 1 % af befolkningen – har bortledt opmærksomheden fra den faktiske langtidssvækkelse af de avancerede kapitalistiske økonomier. Den økonomiske præstation i USA, Vesteuropa og Japan er efter praktisk talt alle standardindikatorer – væksten i output, investeringer, beskæftigelse og lønninger – blevet forringet årti for årti, konjunkturcyklus for konjunkturcyklus, siden 1973.

Årene siden begyndelsen på den nuværende cyklus, som går tilbage til starten af 2001, har været de værste af dem alle. Væksten i USA’s BNP (Bruttonationalprodukt) har været den langsomste i noget sammenligneligt interval siden slutningen af 1940’erne, mens stigningen i nyt maskineri og udstyr og jobskabelse har været henholdsvis 1/3 og 2/3 under efterkrigstidens gennemsnit. Realtimelønningerne for arbejdere i produktionen eller uden ledelsesmæssige funktioner, omkring 80 % af arbejdsstyrken, har stort ikke rokket sig ud af stedet og hensygner omkring deres 1979-niveau.

Heller ikke den økonomiske ekspansion i hverken Vesteuropa eller Japan har været signifikant stærkere. Den aftagende økonomiske dynamik i den kapitalistiske verden udspringer af et større fald i profitabiliteten, som primært skyldes en kronisk tendens til overkapacitet i verdens fremstillingssektor, der går tilbage til slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. I år 2000 havde profitraten i den private økonomi i USA, Japan og Tyskland ikke fået noget comeback og steg ikke højere i 1990’ernes cyklus end i 1970’ernes.

Med lavere profitabilitet havde firmaerne mindre profitter at tilføje deres maskineri og udstyr samt mindre incitament til at ekspandere. Det vedvarende fald i profitabiliteten siden 1970’erne førte til en stadig formindskelse af investeringernes andel af BNP i de avancerede kapitalistiske økonomier, samt trinvise reduktioner af væksten i output, produktionsmidler og beskæftigelse.

Det lange fald i kapitalakkumulationens tempo og virksomhedernes undertrykkelse af lønningerne for at genoprette forrentningen har sammen med regeringernes beskæring af sociale udgifter for at opretholde kapitalistiske profitter resulteret i en sænkning af væksten i investeringer, forbrugernes og den offentlige efterspørgsel og følgelig i efterspørgslens vækst som helhed. Svagheden i den samlede efterspørgsel, i sidste ende konsekvensen af den reducerede profitabilitet, har længe udgjort den væsentligste hindring for vækst i de avancerede kapitalistiske økonomier.

For at modvirke den vedvarende svaghed i den samlede efterspørgsel har regeringerne, med USA i spidsen, haft svært ved at se anden mulighed end at stifte gæld i stadig større mængder, gennem stadig mere forskelligartede og barokke kanaler, for at holde økonomien i svingninger. Oprindelig, i 1970’erne og 1980’erne, var staterne nødsaget til at pådrage sig stadig større offentlige underskud for at opretholde væksten. Men selvom disse underskud sikrede en relativt stabil økonomi, gjorde de den også mere og mere stillestående: Med den tids sprogbrug fik regeringerne mindre og mindre smæk for skillingen, mindre vækst i BNP for en hvilken som helst stigning i låntagningen.

Fra budgetnedskæringer til bubblenomics

I starten af 1990’erne forsøgte regeringerne, både i USA og Europa, der bevægede sig til højre og fulgte neoliberal tænkning (privatisering og beskæring af sociale programmer), med Bill Clinton, Robert Rubin og Alan Greenspan [tidligere ledere af den amerikanske forbundsbank, red.] i spidsen at overvinde stagnationen ved at prøve at gå over til balancerede budgetter. Men selvom denne kendsgerning ikke fylder meget i de fleste skildringer af perioden, gav denne dramatiske kursændring et voldsomt bagslag.

Da profitabiliteten stadig ikke var blevet genoprettet førte de underskudsreduktioner, som fulgte af balancerede budgetter, til et enormt slag mod den samlede efterspørgsel, hvilket medførte at både Europa og Japan i første halvdel af 1990’erne oplevede ødelæggende recessioner, de værste i efterkrigstiden, og at den amerikanske økonomi oplevede det såkaldte jobløse opsving. Siden midten af 1990’erne har USA som følge deraf måtte gribe til kraftigere og mere risikable former for stimulanter for at modvirke tendensen til stagnation. Man har især erstattet den traditionelle keynesianismes offentlige underskud med private underskud og asset [aktiver, red.] inflation i det, der kan kaldes asset price keynesianisme, eller bare bubblenomics.

Under 1990’ernes store boble på aktiemarkedet oplevede virksomhederne og de velhavende husstande at deres rigdom på papiret blev voldsomt forøget. De blev derfor i stand til at indlade sig på en rekordhøj stigning i låntagningen, og på basis deraf, at opretholde en kraftig udvidelse af investeringerne og forbruget. Det boom, der var forbundet med den såkaldte Ny Økonomi, var det direkte udtryk for den historiske aktiepris-boble i årene 1995-2000. Men eftersom aktiepriserne steg til trods for faldende profitrater og eftersom nyinvesteringerne forværrede den industrielle overkapacitet, fulgte hurtigt derefter børskrakket og recessionen 2000-2001, som trykkede profitabiliteten i den ikke-finansielle sektor ned til det laveste niveau siden 1980.

Greenspan og den amerikanske forbundsband lod sig ikke afskrække og modvirkede, støttet af andre større nationalbanker, den nye cykliske nedgang med endnu en runde af asset price inflation, og dette har i bund og grund bragt os hvor vi er i dag. Ved at sænke rentefoden for kortvarige lån til nul i tre år banede de vej for en eksplosion i husstandenes låntagning uden historisk fortilfælde, der bidrog til og fik næring af at huspriserne og husstandenes rigdom røg i vejret.

I følge The Economist var den globale boligboble mellem 2000 og 2005 den største nogensinde, større end selv den i 1929. Den muliggjorde en vedvarende stigning i husstandenes forbrug og ejendomsinvesteringer, som tilsammen drev ekspansionen fremad. Personligt forbrug plus boligbygning stod i de første fem år af den nuværende konjunkturcyklus for 90-100 % af væksten i det amerikanske BNP. I løbet af det samme interval stod boligsektoren, i følge Moody’s Economy.com, alene for at øge væksten i BNP med næsten 50 % mere end den ellers ville have været – 2,3 % i stedet for 1,6 %.

På denne måde lykkedes det for en rekordhøj gæld hos husstandene, sammen med G.W. Bush’s Reagan-agtige budgetunderskud, at tilsløre præcis hvor svagt det underliggende økonomiske opsving faktisk var. Stigningen i gældsunderstøttet forbrugerefterspørgsel, samt den superbillige kredit i almindelighed, genoplivede ikke bare den amerikanske økonomi, men drev også – især ved at føre til en ny importbølge og den rekordhøje stigning i underskuddet på betalingsbalancens løbende poster (balancen mellem afbetaling og handel) – hvad der har forekommet at være en imponerende global økonomisk ekspansion fremad.

Brutal offensiv fra virksomhederne

Men hvis forbrugerne gjorde deres del, kan det samme ikke siges om det private erhvervsliv, på trods af den rekordstore økonomiske stimulans. Greenspan og forbundsbanken havde pustet boligboblen op for at give virksomhederne tid til at afsætte deres overskydende kapital og at genoptage investeringerne. Men i stedet indledte virksomhederne, der fokuserede på at genoprette deres profitrater, en brutal offensiv mod arbejderne. Virksomhederne hævede produktivitetsvæksten, ikke så meget ved at øge investeringerne i avanceret maskineri og udstyr som ved radikale beskæringer af arbejdspladser og ved at tvinge de tilbageværende ansatte til at øge tempoet. Ved at holde lønningerne nede mens de pressede mere output pr. person ud, tilegnede de sig i form af profit en historisk stor andel af den stigning, der skete i det ikke-finansielle BNP.

De ikke-finansielle virksomheder har under denne ekspansion hævet deres profitrater betydeligt, men stadig ikke op til det i forvejen lavere niveau i 1990’erne. Desuden har der i lyset af i hvor høj grad profitratens stigning blev opnået ved blot at hæve udbytningsgraden – ved at få arbejderne til at arbejde mere og betale dem mindre pr. time – været grund til at tvivle på hvor længe det kunne fortsætte. Men frem for alt har det amerikanske erhvervsliv, ved at øge profitabiliteten ved at holde jobskabelse, investeringer og lønninger nede, holdt væksten i den samlede efterspørgsel nede og dermed undergravet deres eget incitament til at ekspandere.

Samtidig har firmaerne, i stedet for at øge investeringerne, produktiviteten og beskæftigelse for at øge profitterne, forsøgt at udnytte de ultra-lave låneomkostninger til at forbedre deres egen og deres aktionærers position ved hjælp af finansiel manipulation – ved at afbetale deres gæld, udbetale dividender og opkøb af egne aktier for at drive deres værdi op, især i form af en enorm bølge af fusioner og virksomhedsopkøb. I USA er både dividenders og tilbagekøb af aktiers andel af overskudshenlæggelsen eksploderet til det højeste niveau i efterkrigstiden. Det samme er sket over hele verdensøkonomien – i Europa, Japan og Korea.

Boblerne brister

Sagens kerne er at vi siden år 2000 har været vidne til den langsomste vækst i realøkonomien i USA og resten af den avancerede kapitalistiske verden siden 2. verdenskrig og den største udvidelse af den finansielle økonomi eller papirøkonomien i amerikansk historie. Man behøver ikke en marxist til at fortælle, at det ikke kan fortsætte.

Ligesom 1990’ernes boble på aktiemarkedet til sidst bristede, styrtede boligboblen selvfølgelig til sidst sammen. Som følge deraf kører den film med en ekspansion drevet af boligsektoren, som vi så under det cykliske opsving, nu baglæns. I dag er huspriserne allerede faldet med 5 % i forhold til deres højdepunkt i 2005, men dette er kun begyndelsen. Moody’s vurderer at når boligboblen er faldet helt sammen i starten af 2009, vil huspriserne nominelt være faldet med 20 % - og endnu mere i realpriser – klart det største fald i amerikansk efterkrigshistorie.

Ligesom den positive velstandseffekt af boligboblen drev økonomien fremad, driver den negative effekt af boligkrakket den tilbage. Når værdien af deres boliger falder, kan husstandene ikke længere betragte deres huse som kontantautomater, husstandes lån bryder sammen, og følgelig bliver husstandene nødt til at forbruge mindre.

Den underliggende fare er at de amerikanske husstande, der ikke længere kan lave en såkaldt opsparing gennem deres stigende boligværdier, pludselig vil begynde en reel opsparing, og hæve niveauet af den personlige opsparing, som nu er historisk lav, og trække forbruget ned. Firmaerne, der forstod hvordan enden på boligboblen ville påvirke forbrugernes købekraft, skar ned på nyansættelserne, hvilket førte til at beskæftigelsesvæksten faldt betydeligt fra starten af 2007.

Takket være den voksende boligkrise og beskæftigelsens lavere tempo var den reale pengestrøm ind i husstandene, som var steget med omkring 4,4 % i 2005 og 2006, allerede i anden kvartal af 2007 faldet til næsten nul. Med andre ord, hvis man lægger husstandenes reale disponible indkomst sammen med hævningen af deres friværdi, plus deres forbrugerkreditlån plus kapitalgevinstrealisationer, kommer man frem til at de penge, som husstandene faktisk havde at bruge, var holdt op med at vokse. Længe før den finansielle krise brød ud sidste sommer sang ekspansionen på sidste vers.

Det der gør nedturen så uhyre kompliceret og gør den så utrolig farlig er selvfølgelig subprime-sammenbruddet, som opstod som en direkte forlængelse af boligboblen. De mekanismer, som forbinder skrupelløs pantebelåning i titanisk målestok, massive boligtvangsauktioner, sammenbruddet for et værdipapirmarked som blev holdt oppe af subprime-lån [en særlig risikabel type lån til husstande med dårlig økonomi, red.] med krisen for de store banker, som direkte besad store mængder af disse værdipapirer, kræver en særskilt diskussion.

Man kan ganske enkelt konkluderende sige at økonomien, fordi bankernes tab er så alvorlige, allerede enorme, og sandsynligvis vil vokse sig meget større mens nedturen forværres, står med udsigten til en udtømning af kreditmulighederne i selv samme øjeblik som den glider ind i en recession, hvilket er uden fortilfælde i efterkrigstiden – og at regeringerne for at forhindre dette resultat står med et problem af et omfang uden sidestykke.

Robert Brenner er professor i historie ved UCLA (University of California, Los Angeles) og forfatter til bl.a. The Economics of Global Turbulence og The Boom and the Bubble. Oversat af Lars Henrik Carlskov fra Against the Current, nr. 132 (January/February 2008).

Dræningen af Afrikas rigdomme

Patrick Bond, der er økonom ved KwaZulu Natal University i Sydafrika og forfatter til en række bøger om Afrika, fortæller i dette interview om imperialisme og modstand på det afrikanske kontinent i dag.

Hvad er dynamikken i plyndringen af Afrika?

Lad os begynde med den proces, hvor den nye imperialisme er afhængig af udvindingen af ressourcer til stadig lavere priser.

Vi befinder os i en meget forvirret periode, for siden 2002 er varepriserne - mineraler, energi, selv salgsafgrøder – steget. Men der er mange mennesker, som vil erklære sig enige, at der er tale om en lille fremgang i en varepriscyklus, som siden 1970’erne har været ude for en dramatisk tilbagegang. Det er i den forstand, at de multinationale selskabers magt, og de afrikanske eliters lydighed over for denne magt, nu har nået enestående højder.

Det er blevet så ekstremt, at selv Verdensbanken har erkendt, at der ikke er noget grundlag for økonomisk udvikling baseret på den nuværende styreforms udvinding af ressourcer. En ret ukendt rapport fra Verdensbanken, Where is the Wealth of Nations?, som blev offentliggjort på dens hjemmeside i 2005, har erkendt denne dræning af rigdom.

For eksempel var Gabons bruttonationalprodukt (BNP) per capita i 2002 på 3370 dollars, hvilket er relativt højt på grund af olierigdommene. Men nettoopsparingen per capita var på minus 1183 dollars. Det er det mest ekstreme tilfælde. Men mønsteret går igen i stort set alle de afrikanske økonomier, der er baseret på udvinding af ressourcer. I øvrigt er de to mest intensive tilfælde, Angola og Den Demokratiske Republik Congo (DRC), ikke engang talt med, fordi de ikke har tilstrækkelige data.

Her kan man se processen med udvinding af Afrikas rigdomme uden geninvesteringer. Dette bliver kombineret med de afrikanske eliters kapitalflugt – samt den ufatteligt høje GINI-koefficient [statistisk redskab til at måle ulighed, red.]. Disse lande er virkelig de værste i verden med hensyn til ulighed, til relativ kapitalflugt og til udvinding af ressourcer uden geninvestering.

I den henseende er Sudan et mere ekstremt tilfælde, men stadig en del af den overordnede proces, hvor den multinationale kapital i stedet for at flyde til Afrika hopper fra det ene mineraludvindingssted til det næste. Det er den måde, hvorpå Afrika er integreret.
Der er to andre faktorer, der skal nævnes. Den ene er den amerikanske imperialisme og den anden er den kinesiske faktor.

Udover den amerikanske imperialisme har vi har også fået en sydafrikansk sub-imperialisme, og USA og Sydafrika opererer – bortset fra nogle få retoriske forskelle i ny og næ – i temmelig stor overensstemmelse om at etablere strukturerne til at dræne Afrika for rigdom. En af disse strukturer er New Partnership for Africa’s Development – NEPAD – hvis filosofi beskrives præcist det amerikanske udenrigsministeriums navnevalg, fordi den udvider det nyliberale projekt.

Den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld bekendtgjorde i 2005, at der skulle være en ny Afrika-kommando. Indtil for nylig er Afrika blevet afpatruljeret af Middelhavs-kommandoen, Europas sydlige kommando.

Den anden faktor, Kina, er afgørende på grund af det nye handelsregime, der er kommet med Kinas indtræden i WTO. Før i tiden var der en form for minimal fordel i at have fremstillingsvirksomhed i Afrika på grund af den amerikanske lov ved navn Africa Growth and Opportunity Act (AGOA), som tillod nogle få lande, som f.eks. Lesotho, at eksportere nogle få fremstillingsvarer, især beklædningstekstiler, ind i USA.

Det er nu en saga blot, og den store historie er, at praktisk talt hele Afrikas tøj- og tekstilkapacitet bliver tilintetgjort af importvarer. Det gælder også for fodtøj og elektronik i et utal af sektorer. Den kinesiske importbølge har simpelt hen tilintetgjort en stor del af Afrikas kapacitet.

Hvad er den kinesiske regerings politik i Afrika?

Den ser ud til at være et forhold baseret på opportunisme og klientelisme.

I 2005 gav den kinesiske regering et lån på 200 millioner dollars til Zimbabwes regering. Dette skete mere eller mindre præcis et år efter, at Zimbabwe havde afslået et lån på 500 millioner dollars fra den sydafrikanske regering på grund af betingelser, som efter sigende ville kunne give mere plads til opposition og konfrontationer med regimet. Derudover ville det have indebåret en større liberalisering af Zimbabwes økonomi i forhold til Sydafrikas.

Hvad kineserne har gjort, ved vi ikke i detaljer. Men det kan sammenlignes med et andet arrangement, som blev lavet i 2005, hvor Kina kautionerede for Angolas regering, der, selvom den har meget store olieindtægter, havde kraftigt brug for to milliarder dollars.
Angolas regering henvendt sig til Den Internationale Valutafond, og IMF havde et utal af betingelser. Kineserne gav lånet, formodentlig til samme eller næsten samme udlånsrente – jeg har ikke de detaljer – men uden disse betingelser.

Og på samme måde er der i Sudan masser af kinesiske investeringer i infrastrukturen for at støtte olieudvindingen – i omegnen af otte milliarder dollars, har jeg hørt.

I disse tre tilfælde, plus mange flere, hvor vi nu kender detaljerne, ser Kina ud til at udvide sine relationer med undertrykkende afrikanske regimer, og det ser ud til at ske uden nogen indflydelse fra progressive, som på den ene eller den anden måde ønsker at stille betingelser for disse relationer.

For lige at illustrere det: Græsrodsbevægelsen i Zimbabwe opfordrer til intelligente sanktioner mod Robert Mugabe. Sydafrikas forhold til Zimbabwe er også frygteligt vigtigt, fordi så stor del af de materielle ressourcer og den ideologiske støtte til Mugabe-regimet kan findes hos det officielle Sydafrika.

I Zimbabwe forekom der i september en forfærdelig tortur af fagforeningsaktivister, fængslinger af kvindeaktivister og tæv og fortsat undertrykkelse. Det er virkelig vigtigt at forstærke de progressives stemme i Zimbabwe for at få den internationale solidaritet op at køre. Pambazuka, den førende progressive afrikanske hjemmeside, er kommet med en større udgivelse om Kina, Afrika og alternativer fra neden, i stedet for de elitære, klientbaserede systemer, som ser ud til at have fundet fodfæste fra oven.

Hvordan er den politiske situation i Sydafrika?

Efter en meget forvirrende periode gav fagforeningerne, der mødtes på en konference i 2005, igen deres støtte til Jacob Zumas kandidatur i det kommende ledervalg i African National Congress (ANC).

Zuma måtte også undskylde for en ufattelig homofobisk bemærkning, han kom med til en traditionel Zulu-forsamling. Men han blev også noteret for at sige, at hvis han bliver præsident, ville han genudnævne den nyliberale finansminister, Trevor Manuel, og at det går helt fint med den økonomiske politik.

Den måde, som Zuma er blevet omfavnet af COSATU – Congress of South African Trade Unions – og det sydafrikanske kommunistparti (SACP), SACP’s ungdomsforbund og ANC’s ungdomsforbund, giver grund til en vis bekymring. Der er ingen venstrefløjskandidat.

Hvori består Zumas bagland?

Han har et mærkværdigt bagland, som det sydafrikanske kommunistpartis strateg Jeremy Cronin beskriver som dem med noget at klage over. Præsident Thabo Mbeki har optrådt så arrogant og egenrådigt, centraliseret magten, og påtvunget partistrukturen – selv byråd - sine håndplukkede bureaukrater og politikere fra oven. Et omfattende oprør har vundet fodfæste. Selvom ANC stadig er et populært parti, og Mbeki klarer sig overraskende godt i meningsmålingerne, afspejler den faktiske gensidigt ødelæggende dynamik en dyb splittelse.

Zumas bagland er til den største etniske gruppe, zulu-folket, som har haft en etnisk-baseret bekymring for, at deres underudvikling i en af de tre fattigste provinser, KwaZulu Natal, kan have noget at gøre med etnisk frygt. Jeg ved ikke om der er nogen sandhed i det, men den etniske chauvinisme er bestemt i fremgang, fordi Zuma bruger zulu-kortet så meget som muligt.

”One hundred percent Zulu boy” er en af de måder, det er kommet til udtryk som slogan. Det har optrådt på plakater og i nogle etnisk-baserede angreb på ham som zulu i nogle falske e-mails, der cirkulerede i de ledende kredse i ANC i slutningen af 2005.

Det andet, og langt vigtigere, er, at fagforeningernes ledelse – eller i det mindste den største fraktion – støttede op om Zuma. Det skyldes efter min mening til dels frustration over Mbeki og den nyliberale klike omkring ham – især Manuel, finansministeren, og Alec Erwin, minister for offentlige virksomheder.

Disse fagforeningsledere er på fortvivlelsens rand efter, at de har arbejdet for en social kontrakt mellem arbejderbevægelsen og regeringen. Den er ikke blevet opfyldt, eftersom regeringen har brudt praktisk talt alle sine løfter til dem, særligt med hensyn til den økonomiske politik.

Derfor har fagforeningslederne, der også har følge af det meste af kommunistpartiets ledelse – selvom der er nogle vigtige undtagelser – følt, at Zuma udgør en bedre vej til ANC’s ledelse.

Der er altid snak om, at med Zuma som præsident vil der måske være ministerposter, og den såkaldte stige mellem fagforeningerne og regeringen har været et meget stærkt incitament. En række af de øverste fagforeningsledere er gået fra COSATU eller beslægtede organisationer til ministerposter i regeringen.

Dette er altid en faktor – den måde som den tredelte alliance mellem ANC, SACP og COSATU reproducerer sin egen ledelsesmæssige og politiske elite uden, at der nødvendig er nogen ideologisk ramme. Zuma udgør en bedre rute for den proces end nogen, der er tættere på Mbeki.

Der er en sidste faktor, som er en ægte følelse af, at Zuma blev gjort fortræd [ved at blive tiltalt for voldtægt], og at de statslige organer blev brugt på ulovlig vis til at prøve at knuse ham.

En anden alvorlig beskyldning er, at Zuma fjernede en stor del af presset fra en parlamentarisk undersøgelse af våbenhandel, især fordi han skrev et brev til parlamentet, der lukkede et af parlamentets store undersøgelsesorganer.

Det havde angiveligt noget at gøre med en bestikkelse på 70.000 dollars, som Zuma skulle have fået af et fransk våbenfirma, Thint.

Det forlyder, at brevet var forfattet af Mbeki og blot underskrevet af Zuma. Denne våbenhandel, til en værdi af omkring én milliard dollars i angrebsvåben, placerede Sydafrika i en meget stærk sub-imperialistisk position til at foretage alle mulige slags aktiviteter over hele kontinentet.

Denne våbenhandel – som et parlamentsmedlem allerede er blevet sendt i fængsel for – kendetegner også den måde, som Zuma er blevet gjort til syndebuk for et meget bredere fænomen.

Så dette er et meget kringlet tidspunkt, hvor hæderlige mennesker sikkert støtter Zuma af nogle af disse årsager.

Selvom Zuma for nylig blev renset for anklagerne om voldtægt, findes der alle mulige beviser, som tyder på, at det han gjorde var, som Ærkebiskop Desmond Tutu sagde, at udnytte en kvinde han var dobbelt så gammel som – en HIV-positiv kvinde, som han risikerede at smitte igen, og for at beskytte sig selv mod at blive smittet, tog han sig et bad. På den måde er Zuma blevet til grin.

Der en blok i ANC, som bakker kraftigt op om Mbeki. Der er en blok i ANC og blandt fagforeningsfolkene, som bakker kraftigt op om Zuma. Og der er en uafhængig venstrefløj, som væmmes over dem begge. Hvem kender disse blokkes indbyrdes styrkeforhold? Vi kender de første tos, når Mbeki offentliggør sin egen kandidat til at erstatte sig som præsident for ANC og senere, i 2009, som landets præsident.

Hvilke sociale bevægelser er de vigtigste i Afrika i dag?

De fleste af de kampagner, som har en form for progressiv eller antikapitalistisk fokus, har været begrænset til enkelte af den nyliberale trussels projekter eller sektorer. Der er syv eller otte kampe, som er værd at holde øje med.

Der er kampen for adgang til anti-retroviral medicin [lægemiddel der forhindrer HIV-smitten i at udvikle sig yderligere, red.]. AIDS-behandlingsaktivister har brudt medicinalfirmaernes greb om deres patenterede medicin, så der nu findes mere kopimedicin i Afrika, selv om det er noget der må holdes nøje øje med.

En anden vigtig kamp er den mod presset for genmodificering – især fra Monsanto, der 
bruger Sydafrika og Kenya som affyringsrampe for GMO-afgrøder.

En tredje ville være bloddiamant-ofrenes kampe, deriblandt en i Kimberly, Sydafrika, hjemsted for en af de største diamantminer, hvor De Beers [verdens største diamantkoncern, red.] havde hovedkvarter. En anden beslægtet kamp er om diamanter og andre mineraler i Botswana, hvor Basarwa San buskmændene i Kalahari-ørkenen har kæmpet meget indædt mod De Beers og Verdensbanken for at undgå at blive tvangsforflyttet.

Dertil kommer, at Lesothos bønder gør modstand mod store vandkraft-projekter og projekter for omlægning af vandløb. Bujugali-vandkraftdæmningen nær Kampala, Uganda, møder også modstand blandt de lokale. Det er nogle meget effektive kampe, som kæder kampe for de indfødtes rettigheder og jord sammen med bekymringer over de måder vandkraft fortsat bliver fremmet gennem prestigeprojekter for dæmninger, især af Verdensbanken.

Og så har vi de olie- og energi-relaterede kampe i Tchad og Cameroun, som skyldes en stor rørledning, som er blevet bekæmpet af miljøaktivister, indfødte der er blevet fordrevet fra deres jord og menneskerettighedsaktivister, som er bekymret over, at diktaturet i Tchad får adgang til våben på grund af tilstrømningen af ressourcer.

Der har fundet en lille dans sted mellem diktaturet i Tchad og Verdensbanken om korruptionsspørgsmålet, og den endte for nylig med, at Verdensbankens præsident Paul Wolfowitz godkendte den tchadiske regerings misbrug af midler, der stammer fra nye olieindtægter.

På samme måde i Niger-deltatet, hvor den måske mægtigste kamp i Afrika mod kapitalen finder sted – især guerillagruppers skridt med at kidnappe oliearbejdere, hvilket afspejler præcis hvor håbløst og vanskeligt, det er blevet at udføre noget legalt arbejde.

Vi har set, at kvinder har ført an i dette arbejde, og besat olievirksomhedernes anlæg for at opnå miljømæssig retfærdighed og få ressourcerne til at flyde tilbage til Niger-deltaet. Det er ikke lykkedes, så nu er der grupper, som skrider til kidnapning af oliearbejdere – der så vidt jeg kan se får en anstændig behandling og er kommet ud af oplevelsen, i nogle offentligt kendte tilfælde, som tilhængere af aktivisternes krav.

Endelig vil jeg pege på de ghanesiske og sydafrikanske aktivister, der kæmper imod privatisering, især vandprivatisering. Et sydafrikansk firma er involveret i det ghanesiske projekt i hovedstaden Accra, hvilket har ført til højere priser og dårligere service.

I Sydafrika har kampen for vandet nået et punkt, hvor store retslige søgsmål bliver indgivet af venstreorienterede kræfter, som The Anti-Privatization Forum, for at forsøge at forhindre vandmålere med forudbetaling. Det viser i hvilket omfang,varegørelsen breder sig til hvert eneste aspekt af livet – selv luften, med Kyoto-aftalens handel med CO₂.

De sydafrikanske aktivister gør – selvom der er splittelser i bevægelsen undervejs – et storslået arbejde med at gøre opmærksom på alle den slags problemer, som opstår ved privatisering. De fremsætter også en socialistisk strategi med ophævelse af varegørelsen gennem gennationalisering af vand, telekommunikation, elektricitet og sundhedssystemet, og virkelig gøre det langt bedre i stand til at tjene fattige mennesker, som en meget udtalt krav.

Den kortsigtede strategi indebærer, hvad nogen autonomister vil kalde en selvaktivitet bestående af gentilslutning. Efter afbrydninger af elektricitet eller vand har Soweto Electricity Crisis Committee fået hold af blikkenslagere og elektrikere fra townshipsene til ulovligt at slutte det til igen.

I hvor stor udstrækning, at det kan fortsætte, afhænger af disse bevægelsers styrke, som indtil videre er ganske imponerende. Men det der vil ske på længere sigt, er tydeligvis udviklingen af et mere omfattende venstrefløjsprogram.

Forhåbentlig vil det i løbet af de kommende fem år få tilslutning fra fagforeninger, der har brudt med ANC – og måske vil kommunistpartiet slutte sig til dem, i et nyt venstrefløjsparti, et arbejderparti. Men det ligger et par år ude i fremtiden.

Patrick Bonds forfatterskab tæller bøger som Looting Africa: The Economics of Exploitation (2006), Talk Left, Walk Right: South Africa’s Frustrated Global Reform (2004) og Elite Transition: From Apartheid to Neoliberalism in South Africa (2000). Bond blev interviewet af Lee Sustar fra den amerikanske ugeavis Socialist Worker, hvor interviewet blev bragt 19. januar 2007. Oversættelse og noter af Lars Henrik Carlskov.