Om Redox

Historie

Researchkollektivet Redox blev stiftet i vinteren 2005-2006. Navnet Redox er en sammentrækning af ordene research og dokumentation. Hjemmesiden redox.dk blev i første omgang lanceret i februar 2006. I sommeren 2006 fik vi vores første store rubrikker, da vi hjalp Ekstra Bladet med at afsløre Dansk Fronts ledelse. I 2007 udgav vi bogen 'Postboks 38' om den nazistiske produktion af musik, tøj og merchandise i Nordeuropa. Bogen blev til i samarbejde med researchgrupper i Norge, Sverige og Tyskland og står i dag på 76 folkebiblioteker landet over. Året efter udgav vi rapporten 'Århus '08' om den yderste højrefløj i Århus. Det ledte igen til massiv medieomtale. I 2010 fulgte vi med fra sidelinien, da Charlotte Johannsens bog 'Forklædt som nazist' udkom. I 2011 afbrød vi alt hvad der hed sommerferie, da Anders Behring Breivik myrdede 77 mennesker i Norge. I ugerne efter kæmpede vi med at besvare alle pressehenvendelser, samtidig med at vi færdiggjorde rapporten om den hemmelige loge ORG. En måned efter at ORG-rapporten udkom, lukkede Datatilsynet vores hjemmeside, fordi vi ikke var tilmeldt Pressenævnet. I 2013 vendte vi så tilbage med både ansvarshavende redaktør og Pressenævnstilmelding.

Kilder

Researchkollektivet Redox bruger en bred vifte af kilder i vores researcharbejde. Mange af dem tør ikke stå frem med navn, og du kan derfor opleve, at vi i vores artikler henviser til anonyme kilder på den yderste højrefløj. Vi synes ikke at dette er optimalt, men det er præmissen for at lave undersøgende journalistik i voldsberedte miljøer.

Grundlag

Redox er en venstreorienteret, antifascistisk researchgruppe. Vi graver i den yderste højrefløjs aktiviteter og strukturer, og derefter publicerer vi vores resultater. Vores journalistiske research har mange facetter: Vi opsøger og taler med tidligere og nuværende aktive fascister, deres skolekammerater, ekskærester, kollegaer og mange andre, der har eller har haft kontakt med fascisterne. Vi fotograferer fascisternes møder og demonstrationer, læser deres nyhedsbreve og hjemmesider. Vi overværer retsmøder. Vi snakker med researchere fra andre medier og andre lande. Og vigtigst af alt, så modtager vi tips fra rigtigt mange mennesker, der gerne vil dele deres viden med os. Det har konsekvenser for fascisterne at blive trukket frem i lyset. Når en mor finder ud af, at hendes søn bruger søndag på at slås side om side med White Pride, så får det følger. Nogen gange trækker sønnen sig derefter fra sine nazistiske kammerater – andre gange gør han ikke. Det samme gælder, når klassekammerater, lærere, kollegaer, bedsteforældre eller alle mulige andre finder ud af, at en de kender er aktiv på den yderste højrefløj. Vores journalistik giver folk mulighed for at sige fra overfor fascisterne. Samtidig giver vores dokumentations- og analysearbejde venstrefløjen mulighed for at styrke det antifascistiske arbejde. Hvis ikke man ved hvem fjenden er, og hvad de laver, kan det være svært at imødegå den fascistiske trussel. Vores mål er at sørge for, at venstrefløjen har den nødvendige viden til at kunne forsvare sig mod fascistiske overgreb. Vores viden står til rådighed for alle progressive organisationer, netværk og initiativer. Researchkollektivet Redox er en demokratisk organisation. Vi er venstreorienterede og kæmper for et demokratisk samfund, både hvad gælder organisering, rettigheder og økonomi. I vores konkrete politiske praksis betyder det, at vi kæmper for en udvidelse af de demokratiske frihedsrettigheder. Konkret kæmper vi for, at minoritetsgrupper ikke skal frygte overgreb fra fascistiske strømninger. Det betyder også at venstrefløjen, arbejderbevægelsen og andre progressive skal kunne arbejde politisk uden at frygte at blive angrebet af fascister. For os handler demokrati om at give plads til alle, der giver plads til alle. Vi er venstreorienterede, og det tvinger os til også at være antifascister. Fordi vi er demokrater, tror vi ikke på statslig indgriben overfor fascismen. De konkrete erfaringer, der foreligger fra f.eks. Sverige og Tyskland, viser, at statslig indgriben i form af forbud eller begrænsninger på fascistiske aktiviteter er med til at radikalisere og militarisere fascistiske grupper og individer. Derudover må det aldrig blive en statslig opgave at bekæmpe politiske strømninger. Det må til enhver tid være civilsamfundet, og ikke myndighederne, der modarbejder fascistiske strømninger. Det er vigtigt at pointere, at fascismen ikke kun er en trussel for venstrefløjen og forskellige minoritetsgrupper. Det er godt nok disse grupper, der først og fremmest er mål for den fascistiske vold, men for det omkringliggende samfund er volden også et problem. Godt nok på et mere principielt, idealistisk plan: Hvilket samfund, der kalder sig demokratisk, kan acceptere, at politisk aktive og minoritetsgrupper chikaneres, trues, tæskes og terroriseres? Når vi kalder os et researchkollektiv, så er det for at markere, at vi er et fællesskab. For os er kollektivet i centrum. Når vi researcher i fællesskab, kan vi supplere hinanden, undervise og oplære hinanden, støtte hinanden og blive inspireret af hinanden. Fællesskabet er stærkere end summen af individer. For os er fascismen ikke blot en fjern historisk periode i fx Italien, Tyskland eller Chile. Fascismen er en politisk strømning, der kommer i mange afskygninger. Antallet af fascister, der selv definerer sig som fascister, er meget lavt, især i Vesteuropa. Nogle definerer sig som nationalsocialister, andre som etnopluralister, nationaldemokrater, nationalkonservative eller slet og ret patrioter. Uanset de mange forskellige etiketter er der mere der samler dem end der skiller dem: En racistisk verdensopfattelse, tanken om nationen som verdens omdrejningspunkt, en antidemokratisk voldsberedthed og en fjendlig linie overfor venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Vi bliver tit spurgt hvorfor vi er så hemmelige. Den altovervejende årsag til at Redox kun har én offentlig person, nemlig den ansvarshavende redaktør, er at anonymiteten er essentiel i vores arbejde. Nogen gange skal vi kunne tage billeder af et fascistisk møde uden at blive opdaget. Det kan man ikke, hvis man først er stået offentligt frem. Andre gange skal vi kunne sidde i en bus med en gruppe nazister og høre hvad de taler om. Det kan man heller ikke, hvis de ved hvordan man ser ud. Så simpelt er det.

FAQ

Hvordan placerer I jer på venstrefløjen?

Vi placerer os ikke et bestemt sted på venstrefløjen. Vi kommer fra ret forskellige baggrunde og har ikke et detaljeret grundlag for hvilke samfundsforandringer vi ønsker. Vores fællesskab er baseret på vores antifascistiske arbejde. Man kan dog sige, at vi arbejder for en udvidelse af demokratiet i både økonomiske og sociale sammenhænge.

Bruger Redox vold?

Nej, det gør vi ikke.

Hvordan bruger I personoplysninger i jeres dokumentationsarbejde?

Vi er tilmeldt Pressenævnet og er dermed underlagt Medieansvarsloven. Det betyder, at vi skal foreligge oplysninger om en given person for vedkommende, før vi publicerer dem. Vi skelner mellem personlige og politiske oplysninger. For os er det ikke interessant om en nazist er uvenner med sin kæreste eller hvad han, eller hun, spiser til morgenmad. Vi fokuserer på organisatoriske og politiske informationer i vores researcharbejde.

Samarbejder I med politiet?

Nej. Vi er som udgangspunkt kritiske overfor politiets indsats overfor den yderste højrefløj. Vi oplever, at politiet, f.eks., ikke udviser den fornødne respekt eller seriøsitet, når aktivister fra venstrefløjen eller minoritetsgrupper bliver udsat for nazistisk vold. Ligeledes oplever vi at opklaringsarbejdet af overfald ofte forekommer meget overfladisk. Vi har dog ved flere lejligheder leveret informationer til politiet, for at hjælpe med at opklare konkrete forbrydelser. Det gjorde vi f.eks. efter, at en gruppe nazister i 2011 angreb en indisk familie på Knud Strand ved Skive, og da forsangeren i et nazistisk band havde et forhold til en 12-årig pige. Et forhold, der senere gav ham en fængselsstraf. Ligeledes har vi tippet politiet i adskillige tilfælde, hvor vi har haft informationer, om at nazister lå inde med våben. Dette har i flere tilfælde betydet, at politiet har ransaget lejligheder og beslaglagt våben.

Samarbejder I med AFA?

Ja. Vi samarbejder med alle antifascistiske organisationer, der har samme mål som os, nemlig at bekæmpe den yderste højrefløj til fordel for et solidarisk og demokratisk samfund. Det betyder, at vi samarbejder med brede dele af venstrefløjen.

Hvad er jeres holdning til ytringsfrihed?

Vi mener at ytringsfriheden skal udvides i forhold til i dag, hvor f.eks. whisteblowere bliver straffet hårdt. Til gengæld er vi modstandere af, at ytringsfriheden bruges til at drive hetz mod minoriteter. Ytringsfriheden bør bruges til at sparke opad, ikke nedad. Det betyder dog ikke, at vi går ind for statslig censur.

Hvordan forholder I jer til statslige exitprogrammer, SSP og lignende?

Vi stiller os meget kritiske overfor kommunale og statslige projekter, der har til formål at "afradikalisere", eller hjælpe folk fra politiske yderfløje til at forlade de respektive bevægelser. Det er en glidebane, når staten blander sig i hvilke holdninger, der er legitime og acceptable, og hvilke der ikke er. Vi anerkender dog, at det opsøgende arbejde, som f.eks. SSP laver, har en effekt på især unge nazisympatisørers familier og kan få de unge til at forlade miljøet.

Hvilke arbejdsmetoder benytter I jer af?

Vi får tips fra personer i og omkring den nazistiske bevægelse, søger aktindsigt i dokumenter, gennemlæser højrefløjens hjemmesider og andre udgivelser, søger information i offentlige registre, taler med afhoppere, fotograferer ved højrefløjens arrangementer og meget andet.

Hvorfor foreholder I nazister jeres informationer inden de publiceres?

Vi er underlagt Medieansvarsloven og de presse-etiske retningslinier. Det betyder, at vi skal foreligge konkrete informationer for den, som informationerne handler om, og give vedkommende mulighed for at kommentere på dem før publicerer.

Hvorfor skriver I ikke om religiøse fanatikere?

Vi beskæftiger os med truslen fra racister og fascister. Religiøs fanatisme er udenfor vores arbejdsområde.

Hvor holder I til rent geografisk?

Vi opererer i hele Nordeuropa, dog primært i Danmark, og de fleste af vores aktiviteter udgår fra København.

Hvordan finansierer I jeres arbejde?

Vi får ofte private donationer fra sympatisører. Derudover får vi, fra tid til anden, større donationer fra fonde og progressive fagforeninger. Ydermere sælger vi fotos til aviserne, ligesom vi sælger vores udgivelser til boghandlere og biblioteker. Du kan støtte os økonomisk på reg: 8401 konto: 0001155573.

Hvorfor er der ikke flere offentlige medlemmer af Redox?

For at kunne udføre vores arbejde bedst muligt, er det en fordel at nogle af vores medlemmer kan være anonyme. Hvis vi f.eks. vil køre i bus med en gruppe nazister og høre hvad de taler om, så går det ikke, at vi allesammen er offentligt kendte.

Er I journalister?

Ja, flere af vores medlemmer er journalister.

Hvad laver Redox' medlemmer ellers politisk?

Som organisation laver vi kun researcharbejde. Som privatpersoner er mange af os involveret i en bred vifte af venstrefløjs- og græsrodsprojekter.

Hvilke aktiviteter har Redox?

Først og fremmest driver vi hjemmesiden redox.dk. Derudover leverer vi baggrundsviden til journalister ved andre medier. Vi holder foredrag og oplæg for venstrefløjsgrupper og andre interesserede. Vi indgår derudover i et nordeuropæisk researchnetværk, med researchere fra Tyskland og de skandinaviske lande.

Laver I andet end researcharbejde?

Nej, vi beskæftiger os udelukkende med research, dokumentation og formidler vores viden om højrefløjens aktiviteter.

Jeg vil gerne støtte jer økonomisk, hvordan gør jeg det?

Du kan støtte os økonomisk på reg: 8401 konto: 0001155573. Vi sætter stor pris på alle donationer, uanset størrelse.

Jeg vil gerne være en del af Redox, hvordan bliver jeg det?

Redox er ikke en åben politisk forening, hvor man kan melde sig ind. Som udgangspunkt optager vi ikke nye medlemmer, men hvis du har nogle konkrete kompetencer, som du tror vil kunne hjælpe os, er du velkommen til at kontakte os.

Jeg har informationer som måske er relevante for jer, hvordan kontakter jeg jer?

Du kan sende os en email på redox@redox.dk. Vores PGP-nøgle kan hentes her.

Hvordan får jeg informationer fra jer?

Vi kommer gerne ud og holder foredrag for lokale venstrefløjsgrupper. Hvis der er noget specifikt du/I er interesserede i, send os da en email og så ser vi på hvad der kan lade sig gøre.

Hvordan får jeg korrigeret informationer på jeres hjemmeside?

Hvis du opdager, at vi har urigtige oplysninger på vores hjemmeside, så hører vi gerne fra dig på redox@redox.dk.

Jeg skriver eksamensopgave om den yderste højrefløj, kan I hjælpe mig?

Du kan finde en masse viden i vores baggrundssektion. Hvis du har uddybende spørgsmål er du velkommen til at henvende dig, men vi får rigtig mange henvendelser fra studerende og skoleelever, og kan derfor ikke nå at svare på dem alle.

Jeg vil gerne have et foredrag om den yderste højrefløj, kan I gøre det?

Ja, det kan vi godt. Send en email på redox@redox.dk.

Hvordan beskytter I jeres kilder?

Da Redox.dk er omfattet af Medieansvarsloven er du, som kilde, beskyttet. Det betyder, at journalisterne bag Redox.dk ikke kan pålægges at oplyse identiteten på en kilde til, f.eks., politiet eller retten. Det kan du læse mere om i retsplejelovens §172. Derudover gør vi selvfølgelig vores yderste for at beskytte dig som kilde, hvilket blandt andet betyder at vi ikke opbevarer dit navn og kontaktoplysninger sammen med de informationer du leverer. Hvis den information du har er følsom, så anbefaler vi at du bruger PGP-kryptering i mailen.