Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Musikere i det københavnske musikmiljø chikaneres af politiske årsager

Koncerter er blevet aflyst, og musikere chikaneret af aktivister, der er utilfredse med musikernes politiske meninger. Forsker understreger, at det er stærkt problematisk, hvis kun de »rigtige« holdninger har adgang til kulturlivet.

Andreas Villumsen er en af flere musikere, der har oplevet chikane, fordi de bliver sammenlignet med den yderste højrefløj. Andreas Villumsen er dog ikke politisk. Han har bare skrevet nogle »dumme ting på Facebook« efter terrorangrebet i København.
Andreas Villumsen er en af flere musikere, der har oplevet chikane, fordi de bliver sammenlignet med den yderste højrefløj. Andreas Villumsen er dog ikke politisk. Han har bare skrevet nogle »dumme ting på Facebook« efter terrorangrebet i København.

I 2005 var Søren Larsen til to møder i Dansk Front. I dag er han medlem af Alternativet og lever et helt andet liv.

Henrik Rune Jakobsen er musiker, aktiv i Danmarks Nationale Front og har deltaget ved en Pegida-demonstration. Alligevel er han lige droppet ud af sit band.

Det samme gælder Andreas Villumsen. Han er ikke politisk aktiv. Han kan bare godt lide nordiske symboler. Sit arbejde som musiker har han dog lagt på hylden. De tre mænd er helt forskellige. Alligevel er deres historier næsten ens.

Både Søren Larsen, Henrik Rune Jakobsen og Andreas Villumsen er musikere, og de har oplevet, at deres koncerter er blevet enten aflyst eller ødelagt af aktivister fra den yderste venstrefløj.

E-mails og Facebook-opdateringer, som Berlingske har samlet, viser, hvordan personer med tilknytning til Ungdomshuset har kontaktet københavnske spillesteder og opfordret dem til at droppe de planlagte koncerter med direkte henvisning til musikernes politiske overbevisning.

For to år siden aflyste det københavnske spillested KB18 for eksempel en koncert med metalbandet Betrayer of Light, efter at man blev gjort opmærksom på, at bandets guitarist Henrik Rune Jakobsen havde været aktiv i Danmarks Nationale Front. Senere blev en anden af bandets planlagte koncerter, denne gang på det kommunale kulturhus Underwerket, aflyst efter en tilsvarende henvendelse fra Ungdomshusets bookinggruppe.

I april sidste år blev en koncert med metalbandet Fjorsvartnir afbrudt på Underwerket, fordi frontfiguren, Andreas Villumsen, fejlagtigt blev sat i forbindelse med det yderste højre. Og Søren Larsens band blev afvist i Ungdomshuset, da man opdagede at han i sin ungdom havde deltaget ved Dansk Fronts møder.

»Jeg bliver chikaneret af folk, der vil bestemme over musikmiljøet,« siger Henrik Rune Jacobsen, der har været guitarist i Betrayer of Light. Han står gerne ved, at han er medlem af Danmarks Nationale Front, men understreger at han hverken er nazist eller imod demokrati.

Desuden er bandet apolitisk, og hans egne holdninger har aldrig påvirket hans job som musiker, siger han:

»Det er korrekt, at jeg er stærkt højreorienteret, og at jeg har deltaget i en Pegida-demonstration. Det er vist ikke ulovligt, og jeg fremsætter aldrig politiske paroler fra scenen,« siger Henrik Rune Jakobsen, der netop har forladt bandet, da han ikke vil ødelægge de andre medlemmers spillemuligheder.

Også Andreas Villumsen har oplevet problemet. Som frontfigur i metalbandet Fjorsvartnir, der spillede på Underwerket sidste år, blev han truet af folk, der kaldte ham nazist. Han mener, at truslerne kom fra de samme personer, som forsøgte at afbryde koncerten, og som fik afspillet hvid støj henover musikken.

»Men jeg er hverken racist eller fascist. Jeg holder mig generelt ude af al politik,« siger Andreas Villumsen, der gætter på, at chikanen skyldes, at hans band anvender runer og andre nordiske symboler.

»Derudover lavede jeg et par halvracistiske opslag på min private Facebook efter terrorangrebet på København. Men de blev slettet igen med det samme.«

Ligesom for Henrik Rune Jakobsen har chikanen fået Andreas Villumsen til at forlade musiklivet.

Censur og boykot har ved flere lejligheder været diskuteret i det danske musikmiljø. Blandt andet vakte det stor opsigt, da Kenneth Hansen, der leder den københavnske jazzfestival, tidligere på året afviste den israelske jazzmusiker Alon Farber af »politiske årsager«.

Sagen fik Københavns Kommune til at true med at fjerne sit årlige tilskud, men det gik i sig selv, da Kenneth Hansen beklagede udtalelsen.

At der er foregået boycot og chikane på de kommunalt støttede spillesteder KB18 og Underwerket provokerer Københavns kulturborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), der ikke mener, at hverken Ungdomshuset eller spillestederne skal »agere politiets efterretningstjeneste«.

»Det er selvfølgelig helt uhørt, hvis der sidder folk og udøver hetz mod bestemte musikere. Vi lever i et retssamfund, og så længe folk holder sig inden for lovens rammer, skal de have lov til at gøre hvad de gør,« siger Carl Christian Ebbesen.

Han suppleres af Sune Lægaard, viceinstitutleder på Institut for kommunikation og humanistisk videnskab på Roskilde Universitet. »Hvis vi ikke engang taler om musikere, der lader deres politiske overbevisning komme til udtryk i musikken, så er det ret problematisk.

Hvis man kun kan komme ind i kulturlivet med de »rigtige« holdninger, kan vi få et meget snævert kulturudbud,« siger Sune Lægaard, der dog ikke mener, at der er tale om en ytringsfrihedsdiskussion:

»Spillestederne er i deres gode ret til at hyre, hvem de vil, og derfor kan vi ikke tale om, at musikerne får knægtet deres ytringsfrihed. Men det er problematisk i en bred forstand, fordi det måske kan føre til selvcensur blandt folk, der måtte have særlige politiske holdninger.«

Det er Søren Larsen et godt eksempel på. Gennem flere år har han været forsanger i et københavnsk metalband. For over ti år siden deltog han i to møder i Dansk Front, men droppede hurtigt ud, da han fandt ud af. at bevægelsen var langt mere radikal, end han selv var. I dag er Søren Larsen, der udtaler sig under dæknavn, medlem af Alternativet. Alligevel har han oplevet, at hans korte flirt med højrefløjen førte til, at en koncert med hans band blev aflyst. Han vil derfor kun udtale sig anonymt.

»Jeg var snæversynet og ung, og jeg har ændret mig meget siden hen, men alligevel er det, som om at jeg ikke kan slippe væk fra min fortid,« siger Søren Larsen. Det er ret ubehagligt.«

Grænser for rummeligheden

KB18s leder, Peter Johns, indrømmer, at det kan virke problematisk, at han aflyste koncerten med Betrayer of Light efter henvendelse fra Antifascistisk Aktion i 2015, men han synes også, at der må være grænser for spillestedernes rummelighed.

»Hvis det er en venstreorienteret vanetænkning, der sætter sig på spillestederne, er det meget trist. Men jeg vil altså ikke helt ud i at booke naziorkestre. Og slet ikke på en dato der markerer Danmarks befrielse,« siger Peter Johns.

»Jeg kan godt se, at man kan anklage os for at bedrive politisk censur, men man må også se på, hvad den nazistiske tankegang står for. Flere af dem opfordrer direkte til vold. Det mener jeg ikke, at vi skal acceptere,« forklarer Peter Johns.

Han synes dog ikke, at miljøets største problem er de bands, der markerer sig med yderligtgående holdninger, men snarere at spillestederne ikke rammer bredt nok.

» Håndværkerne, DFerne og de tunge drenge fra Amager skal også føle sig velkomne. Og det er vi ikke gode nok til,« siger Peter Johns, der gerne så, at Dansk Live diskuterede sagen på deres kommende årsmøde. Også booker Jasper Jensen fra spillestedet Loppen medgiver, at der er en overvægt af venstreorienterede værdier i musikmiljøet. Men han mener dog ikke, at problemet er så stort.

»Det er kun sket et par gange, at vi har fravalgt et band på grund af politiske overvejelser – primært i forbindelse med dancehall-koncerter, hvor kunstnerne har været kendt for at sprede meget homofobiske eller racistiske budskaber.«

Dansk Live, der repræsenterer de danske spillesteder, ønsker ikke at stille op til interview. I en mail skriver talsmand Maren Astrup, at organisationen er »tilhænger af mangfoldighed og diversitet i musiklivet. Af samme grund går vi naturligvis ikke ind for, at man boycotter artister af eventuelle politiske årsager.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ungdomshuset.

saal@berlingske

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.