Lenin og Luxemburg - det er ikke enten-eller

Enhedslisten-strateg bag ny bog om den fremtrædende marxistiske teoretiker og revolutionære leder Rosa Luxemburg.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Forfatteren er Per Clausen, fhv. formand for partiets folketingsgruppe og nuværende byrådsmedlem i Aalborg, der supplerer sin gennemgang af Luxemburgs liv og værk med personlige anekdoter.

Desværre mest med polemiske udfald mod andre dele af venstrefløjen, der sjældent sættes navn på, hvorfor det mest minder om skyggeboksning.

Per gentager Luxemburgs kritik fra 1904 af Lenins “ultra-centralistiske” partiteori, men overser bl.a. Hal Drapers påvisning af den som en fejludlægning af Lenins synspunkter.

Paul Le Blanc har desuden vist, at det socialdemokratiske parti i Polen-Litauen (hvis ledelse Luxemburg var et fremtrædende medlem af) ikke var mindre “centralistisk” end Lenins bolsjevikker. I begge tilfælde fordi partierne måtte arbejde illegalt under det russiske zarregime.

“Rigtig linje findes ikke”
Det sås også, da Lenin efter 1905-revolutionen og dens langt bedre muligheder for at arbejde i åbenhed, talte for at “åbne portene” for nye partimedlemmer.

Per fremstiller Luxemburg som “spontanist”, men hun understregede netop i sin pjece om massestrejken, at socialister ikke med “korslagte arme” skal vente på en revolutionær situation, men må give bevægelsen politisk ledelse for at sikre en sejrrig revolution.

Alligevel forsøger Per at bruge Luxemburg til et opgør med forestillingen om en “korrekt” og “forkert” politisk linje. Han hævder, at reformismen er noget, “vi alle” er underlagt, men nævner ikke, at Luxemburg specifikt forbinder den med “borgerlig parlamentarisme”.

Det stinkende lig
Der er al mulig grund til at læse eller genlæse Rosa Luxemburg i dag.

Langt klarere end f.eks. Lenin beskrev hun massestrejkens dynamik og dens rolle som forløber for en revolutionær opstand. Lige som hun leverede en uovertruffen analyse af reformismen, dvs. den traditionelle socialdemokratiske idé om, at man gradvist kan reformere kapitalisme til socialisme.

Men at se disse to giganter i arbejderbevægelsens historie som modsætninger giver ingen mening. Tværtimod supplererer de hinanden.

Per henviser til det tyske Socialdemokrati anno 1910 og erklærer sig smigret over sammenligninger med Enhedslisten.

Men han glemmer, for det første, at Luxemburg få år senere karakteriserede det som “et stinkende lig”, især på grund af dets støtte til den imperialistiske 1. verdenskrig.

For det andet glemmer han, at da revolutionen kom – i både Rusland og Tyskland – så havde en Lenin en organisation, der kunne levere det politisk lederskab, både Luxemburg og Lenin mente var nødvendigt for at vinde.

Det havde Luxemburg ikke i den tyske revolution. Det betød både revolutionens nederlag – og at Luxemburg og mange af hendes kampfæller blev dræbt. Det er den vigtigste lære for socialister i dag.

Per Clausen: Rosa Luxemburg, Forlaget Solidaritet, 70 sider, 20 kr.

Arbejderhistoriefestival 2016 – en godbid for socialister

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Arbejderhistoriefestival 2016 giver en oplagt mulighed for socialister til at blive klogere på arbejderbevægelsens historie og tidligere generationers kamperfaringer. Her er der f.eks. foredrag om den revolutionære socialist Clara Zetkin, Påskestrejkerne 1985, Økonomisk Demokrati (ØD), fagbevægelsen under den kolde krig, Chile-kuppet 1973, tjenestepigernes kampe, frivillige under den spanske borgerkrig og elev- og studenteroprør i Danmark. Desuden bl.a. paneldebat om ”Vækst, klima og venstrefløjen” og bogmarked. Arrangør er Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, der bl.a. udgiver det glimrende tidsskrift Arbejderhistorie og bøger om samme emne.

21. maj kl. 9-17, Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, Rømersgade 22, 1362 København. For yderligere information, find Arbejderhistoriefestival 2016 på Facebook.

Masseprotester ryster den franske regering

Vi kan lære af Frankrig, hvor velfærdsangreb er blevet mødt af en storm af protester, der også forbinder sig med kampen mod racisme.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Bevægelsen kaldes "Nuit debout" (oversættes normalt til "oppe hele natten") og består bl.a. af almindelige lønarbejdere, studerende og pensionster. Den er opstået pga. en lov fra landets socialdemokratiske regering, der vil hæve arbejdstiden, gøre det lettere at fyre ansatte og gøre det muligt for lokale aftaler at overtrumfe nationale aftaler og love, der beskytter lønmodtagernes rettigheder. Fra den centrale plads Place de la République i Paris, som blev besat af aktivister og brugt til at afholde natlige stormøder, har bevægelsen spredt sig til resten af Frankrig og andre lande.

Med sine pladsbesættelser og stormøder med en flad demokratisk struktur minder bevægelsen om f.eks. Indignados-bevægelsen i Spanien og Occupy Wall Street. På disse stormøder har tusinder af aktivister diskuteret alt lige fra den praktiske organisering af besættelserne til hvordan det nuværende samfundssystem fungerer, politiets rolle og spørgsmålet om vold samt nedsat komitér til planlægning af nye aktioner. Siden terrorangrebene mod Charlie Hebdo og 13. november i Paris har magthaverne forstærket den racistiske og islamofobiske hetz mod Frankrigs befolkning med immigrant- eller flygtningebaggrund. Nuit debout-bevægelsen har udbygget båndene til disse grupper, bl.a. via fælles aktioner med tusinder af deltagere.

Udfordrer systemets logik
Der har desuden været en række strejker samt demonstrationer med hundredtusinder af fremmødte. Bl.a. over en million 31. marts og op mod 200.000 9. april. Her er der blevet sunget sange fra de franske revolutioner og 2. verdenskrigs modstandsbevægelse og råbt slagord som "nej til arbejdsgivernes lov, ja til revolutionen". Denis Godard fra besættelsen på Place de la Républiques aktionskomité har beskrevet, hvordan bevægelsen kan vinde:

“Besættelserne giver bevægelsen en retning, stiller spørgsmål ved hele logikken i systemet og skaber mulighed for at samle de forskellige fronter i kampen. Det kan ikke fortsætte og udvikle sig uden at forbinde bevægelsen på pladserne med kampen på hver eneste arbejdsplads, alle universiteter og colleges og hver eneste boligkvarter. Grundloven for en ny verden vil ikke blive skrevet af tusinder, men af millioner. Og ikke bare ved at tale, men ved at angribe magtens højborge – og ved at vinde sejre startende med tilbagetrækning af arbejdsloven.”

”SF må være Danmarks mest overflødige parti"

I forbindelse med SF's landsmøde skruede formand Pia Olsen Dyhr kraftigt op for den DF-inspirerede retorik.

AF LARS HENRIK CARLSKOV

Hun talte bl.a. for at fratage ikke-vestlige kvinder kontanthjælp og udråbte dele af islam og asylansøgerne til ”nutidens største trussel”. I Politiken gav politisk kommentator Brian Esbensen 19. april SF tørt på: “... at udråbe flygtningstrømme og radikal islam til ’tidens største trussel’ i en kontekst, hvor flere europæiske demokratier degenererer indefra, hvor Trump har en reel mulighed for at blive præsident i USA, hvor det lige er blevet afsløret, at verdens rige skjuler 39.000.000.000.000 i skattely, og hvor klimakatastrofen er manifest og mere omfattende end selv pessimisterne forudsagde, er simpelthen vanvittigt.

SF kunne have gået forrest i kampen for et helt andet og mere solidarisk og bæredygtigt samfund, men i stedet forfalder man til at tale dels indbildte dels overdrevne problemer op i en desperat kamp for at undgå det, der ironisk nok - og forhåbentligt – bliver udfaldet af den skarpe højredrejning: vælgerfrafald og exit fra Folketinget.

Fremtiden, uanset hvor meget højrefløjen og andre reaktionære hopper og danser, er multikulturel.

Inden for den ramme er det venstrefløjens opgave at arbejde for fredelig sameksistens, økonomisk lighed, religionsfrihed og frihed til slet ikke at have nogen religion, solidaritet, grøn omstilling og bæredygtighed. I den ligning må SF være Danmarks mest overflødige parti.”

Vel skrevet af Esbensen - og skam over SF for at traske i højrefløjens fodspor.