Pressemeddelelse ang. SFI’s ekstremismerapport

I sidste uge udgav SFI, der nu om dage kalder sig ”Det Nationale Forskningscenter for Velfærd”, en rapport med titlen ”Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark – en kortlægning”, hvori de bl.a. omtaler Libertære Socialister. I den forbindelse udsender vi denne pressemeddelelse:

Ekstremismerapport – et politisk bestillingsarbejde med dystre undertoner

Baggrund

I oktober 2011 overtog en regering bestående af S, SF og R regeringsmagten, og i den forbindelse fremlagde de 80 siders langt regeringsgrundlag som en slags hensigtserklæring for den kommende regeringsperiode. Heri finder man afsnit om kampen mod terror, hvori det bl.a. erklæres, at der skal igangsættes ”en kortlægning af grupperinger, som modarbejder det danske demokrati” (s. 61).

Socialministeriet tog hul på dette projekt i 2012, hvor man sendte opgaven med at udarbejde af en sådan kortlægning i udbud – et udbud, der i juni 2012 faldt til SFI. Forud for dette havde man bestilt en mindre statusrapport over området, som var udkommet i april 2012 med titlen ”Politisk ekstremisme i Danmark”, udarbejdet af ph.d.-studerende Chris Holmsted Larsen.

Denne foreløbige rapport mødte massiv kritik, da den udkom, og det kom også senere frem, bl.a. i Arbejderen, at rapporten som politisk bestillingsarbejde havde haft klare krav til, at alle ikke-parlamentariske grupper med en radikal samfundskritik skulle medtages, uanset om de måtte skønnes at udgøre en trussel eller ej.

SFI's nye projekt var dog fra starten ligeledes belastet, idet det forholdsvist hurtigt kom frem, at man til projektet havde ansat en forsker, Jacob Christiansen Senholt, der selv havde et længerevarende og ikke ubetydeligt engagement på den yderste højrefløj, i hvilken forbindelse han bl.a. har udtrykt sine sympatier for nationalsocialisme og det svenske Folkfronten, forgængerne for det nynazistiske Svenskernes Parti. Efter en del kritik valgte han at trække sig fra projektet, men dog ikke før han havde været med til at ansætte fem andre til at arbejde på projektet, hvorfor der allerede på denne baggrund er god grund til at være mistænksom ift. projektets bias. Det fremgår desværre ikke af rapporten, hvem der faktisk har udarbejdet den, ligesom SFI mod sædvanen på området har nægtet at oplyse, hvilke forskere der har været inde over projektet, der således fremstår som en anonym rapport udarbejdet for 6 millioner skattekroner.

Aktuelt

irsdag d. 9. september 2014 udgav SFI så efter to års forløb deres rapport om politisk ekstremisme i Danmark under titlen ”Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark – en kortlægning”. Rapporten er på 87 sider og minder hvad indholdet angår i påfaldende grad om den foreløbige rapport fra 2012, omend det grafiske indtryk er ændret en del. Rapporten er med sine egne ord ”den første samlede nationale kortlægning af dette område” og har haft til formål ”at tilvejebringe en viden om miljøerne, deres geografiske placering, deres organisering, aktiviteter, ideologi og rekrutteringsmetoder”.

For os, der kender hverdagen på den udenomsparlamentariske venstrefløj, frem,står rapporten dog mest af alt som et bestillingsarbejde med en klar politisk dagsorden, i hvilket mere eller mindre korrekte informationer (hvoraf de fleste kan være fundet på nettet) og halve sandheder er skrevet sammen på en sådan måde, at de tjener til at sende et budskab, som har været givet på forhånd: At der i Danmark er et reelt problem med farlige og anti-demokratiske ekstremister på yderfløjene, som driver krig mod hinanden til fare for samfundet og alle dem, der skulle komme i berøring med dem. Et sådant budskab tjener til at fremmale et skræmmebillede af en ”indre fjende”, som magtpolitikere kan bruge til at legitimere stadigt flere indskrænkelser i borgernes demokratiske friheder. Vi har som medlemmer af Libertære Socialister til stor overraskelse kunnet konstatere, at vi uden videre belæg kobles til politisk ekstremisme og sættes i bås med diverse voldsberedte og antidemokratiske højreekstremister.

”Rapporten er ikke bare fuld af direkte faktuelle fejl, men indeholder også insinuationer, som hverken er begrundede eller underbygget med kildehenvisninger”, udtaler Edin Janković Šumar fra Libertære Socialister.

Vi noterer os også med en vis tilfredsstillelse, at rapporten er blevet mødt med heftig kritik af bl.a. førende danske forskere hos DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier – der bl.a. siger, at rapporten ikke opfylder "kriterierne for at være god forskning" og er "komplet ubrugeligt" samt hæfter sig ved såvel det demokratisk problematiske som det uhensigtsmæssige i at sætte lighedstegn mellem radikale kritikker af samfundet og voldelig adfærd og dermed gøre førstnævnte til en art tankeforbrydelser.

Ukendskab eller mangel på reelle antidemokrater?

Når rapporten anfører Libertære Socialister i en kontekst af venstreekstremisme og som et udtryk for anti-demokratisk og dermed problematisk radikalisme, må det bero på et decideret ukendskab til vores organisation og ideologi, og evt. på, at forfatterne har manglet reelle eksempler på anti-demokratiske grupperinger på venstrefløjen.

”Vi lægger stor vægt på åbenhed og er stærke tilhængere af et omfattende og gennemsigtigt direkte demokrati, ligesom vi vender os imod brug af vold som et politisk middel. Når menneskerettigheder bliver brudt, er vi da om nogen dem, der træder til først. Når demokratiet skal forsvares eller udvides, er vi da om nogen dem, der støtter op”, udtaler Henrik Hansen fra Libertære Socialister.

For at koble vores organisation til venstre-ekstremisme benytter rapporten sig af en lemfældig omgang med begreber som ”anarkisme” og ”militans”, idet disse fremmanes som begrebsmæssige bussemænd, der spiller på diverse fordomme for at skabe et diffust skræmmebillede, uden at der dog anføres nogen konkrete eksempler på ekstremisme. Faktisk er det tætteste, som rapporten kommer på at anføre et konkret grundlag for vores ”ekstremisme”, at vi i januar 2012 afholdt et oplæg om, ”hvordan civil ulydighed kan bruges til at agitere for gratis offentlig transport, fx ved at køre uden billet og i den forbindelse lave en bødeforsikring”.

”At vi på dette grundlag skal anføres som en venstrefløjspendant til voldsberedte fascistiske grupperinger på højrefløjen, der står bag talrige overfald på såvel minoritetsgrupper som politiske modstandere, er decideret grinagtigt”, tilføjer Edin Janković Šumar.

Det nævnes i rapporten, at Libertære Socialister har afholdt ”en foredragsrække om militans”:

”Det lyder givetvis hårdt og farligt i manges øren, men rapporten undlader at nævne, at vi med militans forstår aktionsformer som fx civil ulydighed, strejker og blokader – metoder, der såvel historisk som aktuelt nyder bred opbakning blandt fagforeninger og venstrefløjens partier, uden at disse af den grund klassificeres som ekstremister”, tilføjer Henrik Hansen.

Til rapportens lemfældige omgang med begreber bør også nævnes dens redegørelse for demokratibegrebet: Normalt taler man i politisk teori om "liberalt demokrati", når man mener et system, der ikke alene er kendetegnet ved flertalsvalg, men hvor der også er grundlæggende sikringer af individers og minoriteters rettigheder, frie valg, retssikkerhed og lighed for loven – principper som vi Libertære Socialister er store fortalere for. Men i rapporten er dette begreb erstattet med det noget usædvanligere "liberalistisk demokrati", hvilket vel må betyde et demokrati karakteriseret ikke alene ved frisind og de ovennævnte principper, men også ved liberalismen som grundlæggende politisk-økonomisk ideologi, der ganske vist også efterhånden er altdominerende herhjemme. Det står ikke klart, om dette besynderlige ordvalg er et udslag af usikkerhed i begreberne hos rapportens forfattere, eller om det er en art freudiansk fortalelse, der afslører en grundlæggende opfattelse af, at kun (økonomiske) liberalister er rigtige demokrater, således at andre bud på en økonomisk indretning af samfundet i sig selv er suspekte.

Det kan i øvrigt undre, at rapporten går til sådanne komiske længder for at finde "ekstremister" på venstrefløjen, når man samtidig udelader nogle af de helt store aktører på den ekstreme højrefløj. Ikke mindst glimrer det altid voldsberedte White Pride ved deres fravær, ligesom det nynazistiske Danskernes Parti glimrer ved deres fravær på trods af deres ellers klare højreekstreme og antidemokratiske karakter, i hvilken forbindelse det er svært ikke at minde om, at en af forskerne bag projektet som tidligere nævnt har udtrykt personlig sympati for Danskernes Partis svenske modstykke.

Ekstremisme-stempling er udemokratisk

Overordnet set må denne nylige fokus på ”politisk ekstremisme” ses som et forsøg på at udgrænse en helt legitim og demokratisk nødvendig politisk kritik af uretfærdigheder i det bestående system og at fjerne fokus derfra ved at underkende den som relevant kritik og i stedet gøre den til et spørgsmål om et manglende demokratisk sindelag hos afsenderen. Men det er netop i forlængelse af demokratiets principper, at en sådan kritik må fremmes og tages alvorligt i stedet for at udgrænses som en art farlig ”tankekriminalitet”, der hjemler særlige retspolitiske tiltag.

Den megen snak om farlige ekstremister er spin, der skal få de etablerede politiske partier fra SF til de Konservative til at fremstå som det eneste normale og acceptable. Sådanne skræmmebilleder tjener til at udelukke bestemte politiske idéer fra samfundsdebatten, sætte grænser for den frie meningsudveksling og give danske skolebørn en bestemt politisk opdragelse – alt sammen finansieret af skattepenge.

”At delegitimere sine politiske modstandere ved at pakke falske påstande og bagvaskelse ind i noget, der skal ligne seriøs forskning, er ikke bare fejt, men også direkte skadeligt for demokratiet og debatten. Vi håber, at selvstændigt tænkende folk ser dette som det makværk, det er, og putter det direkte i makulatoren”, udtaler Karsten Brandt-Knudsen fra Libertære Socialister.

Dertil kommer, at denne iver efter at ”kortlægge ekstremister” og skabe et billede af, at folk, der holder oplæg om gratis offentlig transport, udgør en trussel for samfundet, fremstår stadig mere som en politisk motiveret kætterjagt, der skal levere skyts til ”krigen mod terror” og således tjene til at legitimere politikernes angreb på almindelige menneskers retssikkerhed og demokratiske rettigheder. Dét er om noget anti-demokratisk.

”Danmarks politikere har sendt Danmark i krig som besættelsesmagt, på en grundlag, som var både falskt og moralsk afskyeligt. Dette har ført til mange afghaneres, irakeres og danskeres unødvendige og alt for tidlige død. De danske politikere indskrænker gang på gang borgernes friheder og rettigheder med oppustede trusselsbilleder som begrundelse. Et bredt flertal i Folketinget stemte således for den såkaldte lømmelpakke, som førte til brutale fængslinger af tusindvis af borgere under klimatopmødet, i direkte strid med den europæiske menneskerettighedskonvention. Deres eneste forbrydelse var, at de ville deltage i demokratiet”, siger Edin Janković Šumar fra Libertære Socialister.

Det virkeligt farlige er ikke demokrater som Libertære Socialister – det er de danske politikere og deres militarisme, glidende indskrænkning af demokratiet og tiltagende angreb på en solidarisk samfundsorden.

Udsendt af Libertære Socialister, mandag d. 15. september 2014