Laks

Laks ?
Bevaringsstatus
Ikke truet (IUCN 2.3)
Sårbar (DKRL)
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia Række: Chordata Klasse: Actinopterygii Orden: Salmoniformes Familie: Salmonidae Underfamilie: Salmoninae Slægt: Salmo Art: S. salar
Videnskabeligt artsnavn
Salmo salar Linnaeus 1758

Laks eller atlantisk laks (Salmo salar) er en anadrom fiskeart, der lever i vandløb og floder mundende ud i Atlanterhavet. Med laks kan også menes slægten Salmo, der omfatter knap 50 arter, heriblandt ørred (Salmo trutta). Endvidere findes forskellige laksearter i slægten stillehavslaks.

Laks opdrættes intensivt i akvakulturer i mange dele af verden og i Skandinavien regnes laks af lystfiskere for en af de fornemste byttefisk.

Udseende

Laks er en sølvskinnende slank fisk. Den kan kendes fra den meget lignende ørred på den slankere halerod, de færre pletter under sidelinien og på, at gællegitterstavene på den forreste gællebue er stavformede, ikke knudeformede. I forbindelse med gydningen bliver den mørkere, og hannen udvikler en tydelig kæbekrog og kroppen får et rødligt skær med sorte og røde pletter. Laksen bliver normalt op til 120 cm.

Levevis

Laks er en anadrom fisk. Det vil sige, at den vandrer fra havet til ferskvand for at gyde. Laksen vender normalt tilbage til det vandløb, hvor den er klækket. Det har vist sig at være laksens evne til at huske lugten af det vandløb, hvor den levede som ung, der gør den i stand til at vende tilbage. Derfor er laksene i de enkelte vandløb tilnærmelsesvis genetisk isolerede, fordi en laks fra et vandløb sjældent parrer sig med en fra et andet. Der findes derfor forskellige stammer af laks, der gennem tiden har tilpasset sig de specielle forhold, der findes i forskellige vandløb.

Når en laks vandrer op ad en elv eller flod, kan den møde forhindringer som vandfald, men den er i stand til at springe op af vandet, for på den måde at forcere forhindringen. I nogle tilfælde kan laksen springe op til tre meter op af vandet og endda svømme videre nogle meter opad vandstrålen.

Udbredelse

Laks er udbredt fra Portugal til Hvidehavet, Island, Sydgrønland og det nordøstlige Nordamerika med sydgrænse ved New York.

Tidligere var laksen udbredt i mange europæiske floder og man fiskede laks i Seinen og Rhinen. Men laksen forsvandt gradvist under industrialiseringen i det 19. århundrede på grund af forringet vandkvalitet fra forurening og opførelse af dæmninger til vandkraftværker. Overfiskeri med drivnet har også haft en stor effekt på betandene. I de seneste årtier har man søgt via naturgenopretningprojekter og etablering af fisketrapper ved vandkraftværker at hjælpe bestandende og der er aftalt begrænsninger på fiskeriet. Såleders er laksebestanden i for eksempel Skjern Å vendt kraftigt tilbage.

I Danmark findes blot fire gydelokaliteter/bestande for laks, nemlig i Storå, Skjern Å, Varde Å og Ribe Å. Arten vurderes derfor i den danske rødliste til at være sårbar (VU).

Forplantning

Laks gyder i vandløb af passende størrelse og med dybder på 0,5-2 m. Der skal være frisk til rivende strøm og bunden skal bestå af grus og sten. Desuden skal vandet være rent og iltrigt. Æggene gydes i en gydegravning, som laksehunnen graver i vandløbsbunden. Samtidig med at hunnen gyder æggene, gyder hannen sæden, og befrugtningen finder sted i vandfasen. Herefter dækker hunnen æggene med grus og sten, så de befrugtede æg ligger 10-50 cm nede i vandløbsbunden i en såkaldt gydebanke. En laksehun gyder mellem 2500 til 10000 æg alt efter størrelse. Gydningen finder sted om efteråret eller vinteren, alt efter hvilken laksestamme der er tale om. Hen på foråret klækker æggene.

Den nyklækkede lakselarve har på bugen en stor blommesæk. Blommesækken er en slags madpakke, som lakselarven lever af de første uger efter klækning. Når blommesækken er ved at være opbrugt, begynder lakselarverne at bevæge sig op gennem gruset, og når vandtemperaturen er ca. 8 ° C, dukker lakseynglen frem af gydebanken.

Opvækst i ferskvand og smoltifikation

Når lakseynglen har forladt gydebanken, finder den et passende sted i vandløbet, hvor der er skjul og gode muligheder for at finde føde. Lakseynglen er territoriehævdende og de vil forsøge at jage artsfæller væk, der kommer inden for synsvidde. Derfor spredes lakseynglen fra en gydebanke over store områder i vandløbet, hvor der er egnede opvækstpladser. I det første stykke tid lever lakseynglen af vandlopper og små insektlarver. Senere består føden af større insektlarver, krebsdyr og mindre fisk. Alt efter stamme og opvækstvilkår lever lakseynglen 1-6 år i vandløbet, før den vandrer i havet. Før nedvandringen til havet, der typisk foregår fra april til juni, gennemgår laksen en del fysiologiske, morfologiske og adfærdsmæssige forandringer, den såkaldte smoltifikation. Når disse forandringer er indtruffet, kaldes den unge laks for en smolt, og den er nu klar til livet i havet. De morfologiske forandringer består i at laksen, fra at være godt camoufleret til livet nær vandløbsbunden, bliver slank og sølvblank, og skællene bliver løse. Fysiologisk bliver laksen i stand til at osmoregulere i saltvand. Dvs. at den som smolt kan udskille overskydende salt fra kroppen. Adfærdsmæssigt skifter laksen levevis fra at være bundlevende til at søge op i vandsøjlen, og fra at være territorial til at være en stimefisk. Alle disse forandringer er hormonelt styrede og sættes i gang allerede om efteråret, før den egentlige smoltifikation. Tidspunktet for nedvandringen mod havet styres af vandtemperatur og daglængde. Når de rette forhold er til stede, samles laksesmoltene i stimer og lader sig mere eller mindre passivt drive med strømmen mod havet. For at undgå rovfisk og fiskeædende fugle foregår nedvandringen primært om natten.

Opvækst i havet

I havet forbliver laksen i stimer og fortsætter vandringen mod ædepladser i Nordatlanten. Disse ædepladser er tilsyneladende afhængige af forekomsten af egnede fødedyr som rejer, sild og tobis. Især områder omkring Færøerne, Island og Grønland tiltrækker laks på ædevandring. Laks fra vandløb, der udmunder i Østersøen, forbliver i Østersøen på deres ædevandringer og kaldes for baltiske laks eller Østersø-laks. Efter 1-4 år i havet begynder laksens vandring tilbage til det vandløb, som den forlod som smolt. Det er delvist uvist, hvordan laksen er i stand til at finde tilbage til det specifikke vandløb, men jordens magnetfelt, havstrømme og laksens lugte- og smagssans er tilsyneladende de vigtigste faktorer. På et tidspunkt under vandringen tilbage mod "barndomsvandløbet" stopper laksen med at tage føde til sig.

Vandring mod gydesteder

De voksne laks vandrer op i vandløbet fra februar til oktober og kan derfor opholde sig i vandløbet i flere måneder uden at tage føde til sig, inden gydningen finder sted. Tilbage i vandløbet skifter laksen atter udseende. Hunnen bliver gråbrun til sort, mens hannen antager rødlige farvenuancer og udvikler en karakteristisk kæbekrog. Desuden indlejres skællene i et kraftigt slimlag. Under selve gydningen har den voksne laksehan ofte travlt med at jage rivaler væk, og derfor kan små tidligt kønsmodne hanner, der endnu ikke har været i havet, snige sig til at befrugte en vis andel af hunnens æg. Efter gydningen vil de voksne laks begynde vandringen tilbage mod havet. Men de fleste er så afkræftede efter det lange ophold i vandløbet uden føde og efter gydningens strabadser, at de omkommer inden de når havet, hvor de kan genvinde deres energireserver. Det er derfor meget få laks, der gyder mere end én gang.

Vänernlaks

Vänern har laks kendt som vänernlaks. Vänernlaks lever hele deres liv i ferskvand. De vokser op i Vänern og yngler i de tilstødende vandløb. Der findes to undergrupper af vänernlaks. Den ene undergruppe er opkaldt efter den østlige elv Gullspångsälven og kaldes gullspånglaks. Den anden er Klarälvlaksen, som hovedsagelig yngler i Klarälven. Man mener, at laksen har udviklet sig i Vänern gennem 9.000 år.

Mennesket og laksen

Akvakultur

Laks opdrættes stort set med de samme metoder som opdræt af ørreder. Æg og sæd stryges af gydenmodne fisk og blandes omhyggeligt. De befrugtede æg klækkes i klæknings beholdere eller sliptanke med rindende ferskvand. De unge laks opdrættes med tørfoder i tanke eller damme til den alder, hvor de konverterer til livet i saltvand. Herefter opdrættes fiskene normalt i netbure i fjorde eller ud for kysten indtil de er store nok til at sælges. Norge er den største producent af opdrættede laks, efterfulgt af Chile. Færøerne er også en stor producent af opdrættet laks, og knap halvdelen af Færøernes eksport i værdi kommer fra opdrættet lask.

Lakseopdræt mødes med stærk kritik. En af grundene er at nogle steder fanges vilde fisk, og opfodres.^{[Kilde mangler]} En anden grund er at opdrættede laks fra tid til anden bryder ud af netburene og nogle steder fortrænger de vilde laks, der så kommer til at mangle i floderne, fordi de opdrættede laks ikke på samme måde vandrer op i floderne.

Laks som fødevare

Laks er en af de mest værdsatte spisefisk. Det orange- til mørkerøde kød er rig på omega-3-fedtsyrer. Det kan spises rå, kogt, stegt og røget.

Indtil det 19. århundrede blev laks ikke betragtet som en delikatesse, da den var rigelig og billig tilgængelig. Der findes beretninger om, at ansatte på gårde protesterede til arbejdsgiveren over, at der alt for ofte blev serveret laks og at man visse steder vedtog love, der regulerede andelen af laks i kosten. . Siden starten af det 20. århundrede ændrede situationen sig, på grund af overfiskning, vandforurening og opbygning af kanaler og vandkraftværker, der gjorde det sværere eller forhindrede opgangen til gydepladserne.

Fiskeri

Laksen er udsat for et værdifuldt fiskeri. Den tages i havet i ruser og bundgarn under sine vandringerne langs kysterne. I Østersøen tages den med flydende langliner, kaldet lakselænker, eller med drivgarn. I ferskvand fanges laksen under opgangen med alle mulige faststående redskaber.

Den totale globale fangst var i 1999 over 4.200 tons. Lande med størst fiskeri var Finland (914 tons) og Irland (511 tons).

Lystfiskeri efter laks er især udbredt ved islandske, norske og svenske elve.

Se også

• Stillehavslaks
• Lakseslægten

Kilder/Henvisninger

• www.fiskepleje.dk Fiskebiologi: Laks
• C. V. Otterstrøm (1881-1962). Danmarks Fauna. Fisk II. Blødfinnefisk. G.E.C. Gads Forlag. København 1914.