Spanien

Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

For alternative betydninger, se Spanien (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Spanien)

Reino de España
Flag
Motto: Plus Ultra
Nationalmelodi: Marcha Real
Hovedstad (og )		Madrid 40°25′N 03°43′W
Officielle sprog		Spansk1
Regeringsform		Konstitutionelt monarki
-	Konge	Felipe VI
-	Regeringspræsident	Mariano Rajoy
Statsdannelse
Areal
-	Total	504.782 km2 (nr. 52)
-	Vand (%)	1,04
Indbyggertal
-	Folketælling 2015	46.423.064
-	Tæthed	92/km2 (nr. 84)
BNP (nominelt)		Anslået 2009
-	Total	1.438,3 mia. USD (nr. 8)
-	Pr. indbygger	35.116 USD (nr. 28)
Valuta		Euro (EUR)
Tidszone		CET (UTC+1)
-	Sommer (DST)	CEST (UTC+2)
Kendings- bogstaver (bil)		E
Luftfartøjs- registreringskode		EC
Internetdomæne		.es
Telefonkode		+34
1 Catalansk, baskisk, galicisk og occitansk er også officielle sprog i visse dele af landet

Spanien (spansk: España) er et land i Europa, der mod nord grænser op til Atlanterhavet, Andorra og Frankrig, mod øst og syd til Middelhavet og Gibraltar og mod vest til Portugal. Spanien er det største land på Den Iberiske Halvø.

De to byer Ceuta og Melilla på den modsatte side af Middelhavet grænser op mod Marokko. Styreformen er monarkisk. Landets hovedstad er Madrid. Det højeste bjerg i Spanien er det vulkanske Teide (3.717 moh.), som ligger på Tenerife. Det spanske kongerige omfatter også øgruppen Balearerne (bl.a. Menorca, Mallorca og Ibiza (Eivissa) i Middelhavet), De Kanariske Øer (i Atlanterhavet) og Persilleøen (i Middelhavet). Spanien har også suverænitet over Llívia, som tilhører Catalonien, men ligger omsluttet af Frankrig, øst for Andorra.

Vigtige importvarer er maskiner, olie, jordbrugsprodukter og transportudstyr. Vigtige eksportvarer er blandt andet maskiner og transportudstyr. Vigtige handelspartnere er Italien, Frankrig og Tyskland.

Historie

Uddybende artikel: Spaniens historie

De første beboere på den Iberiske Halvø stammer helt tilbage fra ca. 33.000 f.Kr. Omkring år 1000 f.Kr. kom fønikerne til den østlige del af den Iberiske halvø og begyndte at handle med ibererne og begyndte så småt at kolonisere den del, der nu bliver kaldt for Valencia, Alicante, Murcia, Almeria og Malaga. Sammen med fønikerne kom også andre handelsfolk fra Middelhavet som grækere og karthaginesere, som også begyndte at bosætte sig i den østlige del af halvøen.

I år 217 f.Kr. blev den Iberiske Halvø invaderet af Romerriget. Imidlertid skulle det vise sig at blive en lang og sej kamp, da ibererne ikke ville overgive sig. Det var først i år 19 f.Kr. under kejser Augustus, at området endeligt var under romersk herredømme, selv om der stadig var visse modstandslommer i den nordlige zone i Asturien og Cantabrien.

I slutningen af det 4. århundrede e.Kr. blev Den Iberiske halvø, da også kaldet Hispania, erobret af det germanske folkeslag visigoterne. I år 711 e.Kr. havde Ummayadekalifatet, der strakte sig fra det nuværende Pakistan til den vestlige del af Saharaørkenen, nået helt til Marokko og var begyndt at krydse Gibraltarstrædet og besætte den sydlige zone af Den Iberiske Halvø. Næsten hele halvøen blev erobret af maurerne med kun nogle få modstandsdygtige områder i den nordlige del. Reconquistaen er historien om den langsomme generobring af Den Iberiske Halvø, som kristne kongeriger gennemførte i tidsrummet mellem 722 og 1492, og som medførte fordrivelsen af maurerne fra halvøen.

Med ægteskabet mellem Isabella 1. af Kastilien og Ferdinand 2. af Aragonien blev parrets to riger forenet, hvilket blev begyndelsen til en samling af Spanien, og man begyndte at bruge en moderniseret udgave af 'Hispania' i form af 'España' om det forenede rige. I 1492 skete der endvidere det afgørende i landets historie, at dronning Isabella støttede Christoffer Columbus' ekspedition for at finde en alternativ søvej til Indien. Dette lykkedes ikke for ham, men til gengæld fandt han den Nye Verden (Amerika).

Det spanske imperiums udbredelse

Samlingen af Spanien tog yderligere til, hvilket sammen med de store rigdomme, der blev hentet hjem fra Amerika, førte til, at det spanske imperium i det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede blev en stormagt på den europæiske scene. Toppen blev nået, da den spanske regent Karl 1. under navnet Karl 5. blev udråbt til kejser af det tysk-romerske rige. Spanien tilegnede sig besiddelser flere steder i Europa, Nordafrika, Stillehavet oven i, at store dele af Amerika var under landets herredømme. Det blev dermed det første land, om hvilket man sagde, at solen aldrig gik ned i det.

I slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede oplevede Spanien efterhånden mere modstand fra blandt andet det Osmanniske Rige samt protestantismen, der var slået igennem i Nordeuropa. Landet blev derfor tvunget til at investere større og større summer i sit militær, navnlig i flåden. I løbet af det 17. århundrede kunne man i stigende grad ikke opretholde magten over det store rige, og de fleste europæiske besiddelser måtte afstås; blandt andet måtte man endegyldigt anerkende Portugal som en selvstændig stat.

Nedgangen kulminerede i de første år i det 18. århundrede, hvor den Spanske Arvefølgekrig bølgede som såvel en international konflikt som en borgerkrig. Efter denne var det helt slut med spanske besiddelser i resten af Europa, men til gengæld medførte den også en endnu stærkere sammentømret nationalstat, hvor de gamle kongeriger endegyldigt blev sat ud af spillet. Denne indre styrke manifesterede sig gradvis i det 18. århundrede også i en modernisering af administration, lige som oplysningstidens ideer begyndte at vinde indpas i Spanien.

I forbindelse med den franske revolution kom landet i konflikt med Frankrig i slutningen af århundredet. Det blev en fiasko, og Spanien blev reelt en lydstat under Frankrig. Da franske tropper under dække af at skulle i kamp mod Portugal i begyndelsen af det 19. århundrede satte sig tungere på Spanien, og Napoleon 1. indsatte sin bror Joseph Bonaparte på kongetronen, blev det spanierne for meget. Der opstod revolter, og den tidligere spanske konge Ferdinand 7. kunne vende tilbage til magten. Intermezzoet med den franske besættelse havde imidlertid kostet dyrt, både økonomisk og politisk, og det var en stærkt splittet nation, der stod tilbage. Dette benyttede de amerikanske besiddelser af i stor stil og erklærede selvstændighed efter tur med få undtagelser.

Mod slutningen af det 19. århundrede var der igen blevet nogenlunde roligt på indenrigsfronten, men nu fik nogle af Spaniens sidste oversøiske besiddelser (blandt andet Cuba og Filippinerne) også smag for selvstændighed, hvilket den nye stormagt på den internationale scene, USA, støttede dem i. Der opstod en konflikt, der udviklede sig til den spansk-amerikanske krig, som blev en katastrofe for Spanien, der mistede stort set alle de tilbageværende besiddelser. Nederlaget kostede igen den politiske stabilitet, og i 1931 blev kongemagten afløst af den anden spanske republik (der havde kortvarigt været en periode med den første republik i 1870'erne). Under den centrum-venstreorienterede republik trådte en række reformer i kraft; blandt andet fik nogle af regionerne øget selvstyre, og kvinderne fik stemmeret.

Da reformerne efterhånden blev mere socialistiske i deres form, fik de nationalistiske kræfter nok, og under ledelse af general Francisco Franco gik de til angreb på regeringen under ledelse af Folkefronten. Den spanske borgerkrig rasede i tre år (1936-39), og nationalisterne fik støtte af de fascistiske regeringer i Nazityskland og Italien, mens regeringen fik støtte fra det kommunistiske Sovjetunionen og en international brigade af frivillige fra store dele af verden. Krigen kom til at koste omkring en halv million døde og tvang et tilsvarende antal på flugt.

Franco sammen med Dwight D. Eisenhower i Madrid, 1959

Udfaldet af krigen blev, at Francos nationalister vandt og indførte et diktatur med Franco i spidsen. Spanien blev i tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig isoleret af det internationale samfund og blev blandt andet ikke optaget i de Forenede Nationer. Under den kolde krig blev landet imidlertid af strategisk betydning for USA og dets allierede, og Spanien kom efterhånden inden i varmen igen. Med det økonomiske opsving i slutningen af 1950'erne og 1960'erne i den vestlige verden eksploderede den internationale turisme, og i Europa blev Spanien et meget populært rejsemål for turister fra nord. Indtægterne herfra gav landet et generelt løft, og man betegner begivenhederne i den spanske økonomi som det spanske mirakel.

I 1975 døde Franco, og kongedømmet blev genindført med indsættelsen af Juan Carlos. Landet blev snart et demokrati, der igen gav mere selvstyre til regionerne. Det har fået nogle bevægelser til at arbejde for selvstændighed af deres region, særligt i Baskerlandet, hvor ETA har søgt deres mål med blandt andet terrorvirksomhed.

I 1982 blev Spanien medlem af NATO og i 1986 af EF, der få år senere blev til EU. I samme periode var socialdemokraterne kommet til magten og dannede for første gang siden borgerkrigen en socialistisk regering. I de seneste år har Spanien på linje med de fleste EU-lande indført euroen som valuta og har i en periode oplevet en økonomisk vækst, der har overgået EU's gennemsnit i betydelig grad. Væksten blev dog i lighed med de øvrige vestlige lande bremset af finanskrisen i 2000'erne.

Geografi

Byer i Spanien

Puerta del Sol Madrid

Gran Via Madrid

Følgende er en liste over større og betydningsfulde byer i Spanien sammen med indbyggertal i alfabetisk rækkefølge:

• Alicante 322.673
• Barcelona 1.603.889
• Bilbao 353.173
• Cordoba 321.164
• Gijón 280.560
• A Coruña 255.320
• Madrid 3.155.350
• Malaga 558.287
• Murcia 409.810
• Palma de Mallorca 375.773
• Las Palmas de Gran Canaria 378.628
• Sevilla 704.154
• Toledo 75.578.
• Valencia 796.549
• Valladolid 321.001
• Vigo 300.035
• Zaragoza 647.373

Regioner i Spanien

Uddybende artikel: Spaniens autonome regioner

Spaniens 17 regioner (spansk: comunidades autónomas) og deres hovedstæder i alfabetisk rækkefølge:

Escorial

Escorial

• Andalusien (Sevilla)
• Aragonien (Zaragoza)
• Asturien (Oviedo)
• Baleariske Øer (Palma de Mallorca)
• Baskerlandet (Vitoria)
• Cantabrien (Santander)
• Castilla-La Mancha (Toledo)
• Castilla y León (Valladolid)
• Catalonien (Barcelona)
• Extremadura (Mérida)
• Galicien (Santiago de Compostela)
• Kanariske Øer (Santa Cruz de Tenerife og Las Palmas de Gran Canaria)
• La Rioja (Logroño)
• Madrid (Madrid)
• Murcia (Murcia)
• Navarra (Pamplona)
• Valencia (Valencia)

Infrastruktur

Energiforsyning

Elektricitet

Elproduktionen fordelte sig i 2013 således:

• Vindkraft 20,9%
• Atomkraft 20,8%
• Kulkraft 14,6%
• Vandkraft 14,4 %
• Andre 9,6%
• Solceller 3,1%

Politik

Se også: Valg i Spanien.

Spaniens formelle statsoverhoved er kong Felipe VI. Han har i dag en ceremoniel rolle.

Det spanske parlament kaldes Cortes Generales og har to kamre, Congreso de los Diputados med 350 medlemmer og Senatet med 259 medlemmer. Parlamentet er den lovgivende magt og godkender regeringen.

Den spanske regering kaldes Consejo de Ministros, og ledes af en regeringspræsident. Ministerpræsidenten udpeges af parlamentets flertal, men udnævnes formelt set af kongen. Siden 2011 har Mariano Rajoy Brey fra Partido Popular været ministerpræsident.

Abortlovgivning

20. december 2013 vedtog det borgerligt dominerede Cortes en stramning af den abortlovgivning, som den socialistiske regering havde gennemført i 2010. Efter den nye lov kan der kun bevilges abort, hvis graviditeten truer moderens liv eller er en følge af voldtægt, og den skal foretages indenfor de første 12 uger af graviditeten. Loven fjernede således retten til abort af misdannede fostre.

Høflighed i Spanien

Høfligheden i Spanien er på visse punkter noget anderledes end i Danmark.

Forretningsmæssig sammenhæng

I forretningsmæssig sammenhænge er personlig kontakt en vigtig del, da man i Spanien bruger tid på at pleje ens kontakter for at styrke ens professionelle relationer. Det er også derfor ofte, at diverse forhandlinger trækker ud og man derved kommer for sent til en anden aftale. Dette er helt i orden og ses ikke som uhøflig - tværtimod. Idet man i Spanien fortrækker personlig kontakt burdes telefon oftere end e-mails, da dette sjældent resulterer i særlig meget. Desuden ses det som en selvfølge at i forretningsmæssig sammenhænge altid har korrekt og formelt tøj på.[1][2] Spanien har en overvejende patriarkalsk ledelsesform, hvilket vil sige at mændene ofte er de dominoerne. [3]

I det daglige

I Spanien er omgangstone ofte formel. I det daglige bruges der overvejende ”usted” i stedet for “tú” ved fremmende - især ved ældre.[4] Desuden bliver der sjældent brugt please og tak, da det ikke har nogen særlig stor betydning for spaniolerne. Derudover bliver “undskyld mig” heller ikke særlig ofte brugt. Det er ikke usædvanligt, at man taler i munden på hinanden, men en måde at komme den talende i møde på. Derudover er man mere direkte, især inden for familien, hvor tingene ofte bliver sagt som de er, da det er normalt at sige ”han/hun er vidst blevet lidt fed” eller kalde deres partner for gordi (kort for gordita), hvilket betyder “little fattie.” [5]

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Spanien

Stub Denne artikel om Spaniens geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.