Forfatteren
Michael Asgaard Andersen fortæller om sin bog "
Jørn Utzon -- Arkitekturens tilblivelse og virke". Som titlen siger, handler bogen om tilblivelse og virke i Utzons arkitektur. Det er således hverken en skildring af hans liv eller en kronologisk gennemgang af hans samlede værk. Snarere går den bag om disse traditionelle fremstillingsformer og fokuserer tematisk på, hvordan projekter er blevet til, og hvordan de virker. Bogens seks hovedtemaer er sted, arbejdsmåde, byggekultur, konstruktion, materialitet og levevis. De går på tværs af projekter og kronologi. Hovedtemaerne er valgt på grundlag af Utzons arkitektur og dækker således alle væsentlige sider af den. Samtidig peger de på centrale arkitektoniske problemstillinger i dag.
Bogen giver for første gang på dansk en samlet fremstilling af Utzons arkitektur og en tematisk og sammenhængende skildring af Danmarks bedst kendte arkitekts værk for derigennem at udbrede viden om hans arkitektur, måden den er skabt på og den arkitekturopfattelse, der ligger bag. Der eksisterer i dag en række bøger om Jørn Utzon som person og om begrænsede dele af hans produktion (ofte projektbeskrivelser) på både dansk og engelsk. Der forefindes dog pt. ingen samlet fremstilling af hans værk på dansk. Det vil indeværende bog råde bod på.
Illustrationerne i bogen dokumenterer skabelsen af byggede og urealiserede projekter samt bygningerne efter ibrugtagning. Således er det traditionelle arkitekturfotografi, som ofte tages lige efter, bygningen står færdig, og lige inden den tages i anvendelse, kun i mindre grad inkluderet. Der er i stedet lagt vægt på at illustrere arkitekturens processer fra de første skitser til bygningernes patinering. Bogens gengiver derfor mange skitser, tegninger og modeller fra Utzons tegnestue samt fotografier fra byggepladser og bygninger såvel som fra rejser.
Utzon har skrevet en række tekster om egne projekter og sit syn på arkitektur. Flere af disse indgår i bogen og viser, hvordan egne og andres bygninger blev forstået, og antyder den refleksive arbejdsmåde, han havde.
I dag fremstår teksterne tillige som væsentlige udsagn om samtidens arkitekturopfattelse og bidrager herved til at belyse bogens temaer.
Bogen er skrevet i et let tilgængeligt sprog og henvender sig til alment interesserede læsere, men vil naturligvis også være af stor interesse for arkitekter og andre fagfolk, der er optagede af og arbejder med, hvordan vi lever og bor.
Michael Asgaard Andersen (f.
1973),
Arkitekt MAA,
Ph.d., er assisterende kurator på
Louisiana Museum for Moderne
Kunst.
Han er uddannet på
Columbia University (
M.Arch.,
1998) samt
Kunstakademiets Arkitektskole (Ph.d.,
2006) og har været visiting scholar på
University of Pennsylvania (2004-5). Han har skrevet talrige artikler i danske og internationale tidsskrifter, ligesom han har redigeret Nordic
Architects Write (Routledge, 2008) og medredigeret Paradoxes of Appearing (
Lars Müller Publishers, 2009).
- published: 01 Nov 2011
- views: 627