Lyden af stilhed bliver for flere og flere danskere afløst af en hyletone eller en susen for ørerne. Mere end hver 10. dansker er plaget af tinnitus.
Fra 2010 til 2013 er antallet af tinnitusramte steget med 20 procent, viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
Læs også: Tinnitus lyder som monstre i hovedet
Tinnitusramt: Det hyler hele tiden
Keld Nielsen fra Viborg er en af dem. Siden 1994 har han haft tinnitus.
- I mit tilfælde er det ligesom prøvebilledet ved Danmarks Radio, der står i baggrunden og hyler hele tiden, siger Keld Nielsen.
Hvis man for mange timer om dagen går med for høj musik i sine ører, så kommer tinnitussen helt af sig selv
Keld Nielsen, tinnitusramt
Keld Nielsen er formand for høreforeningen i Viborg og han tror, at når så mange rammes af susen eller hylen for ørerne, skyldes det for meget lyd.
- Det er blevet en vane at gå med sin telefon og ørepropper i, og hvis man for mange timer om dagen går med for høj musik i sine ører, så kommer tinnitussen helt af sig selv, siger Keld Nielsen.
Høreforeningen: Tinnitus har store konsekvenser
Det er næsten hver tiende kvinde og hver syvende mand fra 16 år og op, der har tinnitus.
Læs også: Mange musikere får dårlig hørelse
En lidelse som har store konsekvenser både for den enkelte og for samfundet. Det siger Anne Mette Kristensen, der er hørekonsulent i Høreforeningen.
- Vi har flere her i Høreforeningen, som har svært ved jobfastholdelse, fordi det er så psykisk belastende for dem, at have denne her tinnitus, siger Anne Mette Kristensen, der tilføjer, at Høreforeningen får rigtig mange henvendelser om tinnitus og det er fra alle grupper.
Det er især mænd, der lider af tinnitus
15 pct. af mændene og 9 pct. af kvinderne i undersøgelsen har tinnitus
Forekomsten af tinnitus stiger med alderen
Mere end 162.000 danskere har deltaget i undersøgelsen
(Kilde: Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og Statens Institut for Folkesundhed )
Man kan lære at leve fornuftigt med tinnitus
Keld Nielsen fra Viborg lever i dag fornuftigt med tinnitussen, men den giver stadig gener.
- De første 5-6 år var det ikke til at holde ud. Nu har jeg efterhånden vænnet mig til tinnitussen, men når den, som her for en uges tid siden, er ekstrem høj, så har man det skidt. Så vil man hellere sove end være sammen med andre mennesker, siger Keld Nielsen.
Læs også: GODE RÅD: Sådan passer du på din hørelse
Mere end 162.000 danskere har deltaget i undersøgelsen om tinnitus, som er gennemført af de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed, SDU.