Tunesien, Egypten, Algeriet, Jordan, Yemen…
Folkeslag i kamp for frihed og social retfærdighed!
Den bølge af protester, der opstod i Sidi Bouzid d. 17. december, bliver ved med at vokse. Det oprør, der startede med Mohamed Bouazizis desperate protesthandling, giver nu håb om om en bedre verden til millioner af folk i et stigende antal arabiske lande. Efter urolighederne i Algeriet og Libyen tidligere på måneden, er det nu Egypten, Jordan og Yemen, der oplever de sociale bevægelsers vidtrækkende fodfæste i befolkningerne. Dette er ikke overraskende, for ud over, at hvert land har sine egne forhold, har de en række grundlæggende ligheder: størstedelen af befolkningerne lever i fattigdom – den er tilmed er blevet alvorligt forværret af den økonomiske krise – og landene styres af autoritære regimer af mere eller mindre brutal natur, som altid har beslaglagt størstedelen af deres rigdomme.
I Tunesien er der ingen tegn på, at gademobiliseringen aftager. Efter tyrannens fald kunne folk være gået hjem, have sat sin lid til politikerne og afventet begivenhedernes gang foran TV-skærmene, men det var ikke, hvad der skete. At slippe af med Ben Alis mafia-vælde er ikke nok; hele det gamle regimes parti-stats-apparatur – Rassemblement Constitutionel Démocratique (RCD) – må smides på porten.
Indsættelsen af en national enhedsregering d. 17. januar viser, at pamperne i RCD klynger sig til magten. Den mest moderate fløj i revolutionen er parate til at acceptere et kompromis for at fremskynde den normalisering, som kræves af alle dem, som revolutionen truer med at ramme økonomisk: arbejdsgivere, udenlandske investorer, de algeriske og libyske regimer, Frankrig, Israel, USA osv.
De mest overbeviste revolutionære afviser halve løsninger, som ville tillade det gamle regime at forblive ved magten efter en ansigtsløftning. Deres vigtigste krav er, at RCD trækker sig: at de trækker sig fra regeringen, at de trækker sig fra embedsværket, fra virksomhederne, fra skolerne osv. Demonstrationerne mod regeringen fortsætter i hovedstaden samt i andre af revolutionens brændpunkter. Om aftenen søndag d. 23. januar slog hundredevis af personer fra den såkaldte Frihedskaravane fx lejr foran premiereministerens palads.
På initiativ fra den tunesiske fagbevægelse UGTT blev der indledt omfattende strejker rundt omkring, som onsdag d. 26. januar udviklede sig til en generalstrejke, der omfattede fem guvernementer, herunder bl.a. Sfax, landets andenstørste by. Nogle fagligt aktive har grebet til direkte aktion for at fjerne Ben Alis håndlangere, som stadig klynger sig til deres pladser i institutionerne, administrationen, de offentlige virksomheder og medierne. Generaldirektørerne for Tunesiens offentlige telekommunikationsvirksomhed, forsikringsvirksomhed og bankvirksomhed blev smidt på porten af firmaernes ansatte.
Stillet over for det folkelige pres trak premiereminister Mohammed Gannouchi sig skridt for skridt tilbage, medens han smed brødkrummer til folket i håb om, at det kunne få oprøret i gaderne til at lægge sig – men uden held. Endelig gav han om aftenen torsdag d. 27. januar en stor indrømmelse: gamle RCD-ministre, som havde siddet på nøglepositioner (forsvars-, indenrigs-, finans- og udenrigsministrene) blev afskediget og erstattet med embedsmænd; to af Ben Alis gamle ministre forblev på mindre vigtige poster, men meldte sig ud af RCD for at få pillen til at glide lettere ned.
Vil dette nye tilbagetog da bringe roen tilbage? Det er meget lidt sandsynligt. Folk i landets fattige indre egne, arbejdere og arbejdsløse unge vil ikke tillade pamperne at stjæle deres revolution uden egentlig at gøre noget. For det er dem, som har lidt mest under det gamle styre og dets accept af markedets diktatur, og det er dem, der er ophavet til revolutionen og som har betalt prisen. For de problemer, der fik dem til at gå på gaden, eksisterer stadigvæk: fattigdom, arbejdsløshed, korruption og kammerateri i statsapparaturet.
I Jordan var der efter Ben Alis fald tre dage med protester. På opfordring fra fagforeningerne, de islamistiske partier og venstrefløjspartierne gik tusindvis af folk på gaderne i hovedstaden Amman og andre byer i landet med råbene: “Nej til undertrykkelse, ja til forandring!” og “Vi vil have frihed og social retfærdighed!”.
I Yemen – et af de fattigste arabiske lande – krævede tusindvis af demonstranter, at præsident Ali Abdallah Saleh, der nu har siddet i 32 år, trådte tilbage.
I Egypten vakler præsident Hosni Mubarak – der har regeret i 30 år – på sin trone; efter adskillige dages uroligheder slår regimets sikkerhedsstyrker nu hårdt ned på demonstrationerne med snesevis af døde og tusindvis af sårede til følge i de sidste par dage. Efter at have afskåret befolkningen fra telefon- og internetforbindelser – og dermed forhindret adgang til fri information og til at planlægge protestaktioner – har Hosni Mubarak nu afskediget sin regering og lover demokratiske reformer. Men i Egypten – ligesom i Tunesien – vil de brødkrummer, som det truede regime smider til folket, ikke være tilstrækkeligt til at lægge en dæmper på den revolutionære iver i befolkningen, der fortsætter med at gå på gaden i Kairo for at kræve, at præsidenten går af.