Faustas perler’ er noget så sjældent som en peruansk film i de danske biografer, og alene sjældenheden vækker nysgerrigheden, ligesom filmens første scene lover godt.

Det hele begynder med et mørklagt billede tilsat lyden af en sprød kvindestemme, der synger om sine ubarmhjertigt barske oplevelser. Så blændes der op for billedet, der hører til sangen:

En ældre kvinde ligger i sin seng og synger om dengang, hun blev massevoldtaget og tvunget til at gøre unævnelige ting under borgerkrigen, mens hendes ufødte datter lå inde i maven.

Splittelsen mellem den sarte lyd, den døende kvindes skrøbelige fremtræden og sangens brutale indhold er foruroligende og dybt usædvanlig – og netop kontrasten mellem skønhed og skrappe livsvilkår er det stærkeste ved den ellers lidt langsommelige og uligevægtige ’Faustas perler’.

Kartoffel i underlivet
Filmen handler om den unge pige Fausta (Magaly Solier), der lider af ’la teta asustada’ (det frygtfulde bryst – filmens originaltitel) – som ifølge lokal overtro er et udtryk for, at børn undfanget under voldtægt og terror får deres mors frygt ind med modermælken.

Fausta er ganske rigtigt en særdeles frygtfuld ung kvinde, hvis liv er lammet af hendes mors barske skæbne, og da hun en dag besvimer og bringes på hospitalet, får vi at vide, at hun går rundt med en kartoffel i sit underliv – tilsyneladende for at beskytte sig selv mod den (ikke særlig nærværende, synes det) trussel om voldtægt.

Og hvad værre er: Kartoflen er begyndt at slå rødder og skabe infektioner i Faustas indre. Det er da en metafor, der er til at forstå!

Bizar næsten-realisme
Men det bizarre og næsten magisk-realistiske bliver aldrig en homogen del af fortællingen om en pige, der sørger over sin mors død.

Og da Fausta for at tjene penge til sin mors begravelse tager et job hos en kvindelig komponist og pianist, introduceres endnu et lag i filmen; nemlig fortællingen om mødet mellem to kvinder fra forskellige klasser i millionbyen Lima.

Det kunne der være kommet en spændende film ud af, men heller ikke denne handlingstråd integreres med resten af ’Faustas perler’.

Visuelle sammenstød
Derimod fremstår billedsiden helstøbt med de kontrastfyldte billeder af Limas slum, hvor Fausta bor, og hvor drømmene lever i bedste velgående, illustreret ved de farverige bryllupper, Faustas sympatiske onkel og tante lever af at planlægge – med hæmningsløse mængder tyl, overdimensionerede lagkager og kulørte lamper i stærk kontrast til de grå og trøstesløse omgivelser.

Det er den slags visuelle sammenstød, der forbliver på nethinden, når filmen er forbi – ligesom scenen, hvor Fausta kommer hjem fra arbejde og ser, at hendes onkel har gravet et dybt hul i haven.

Hun tror straks, at han vil forbigå hendes ønske om at bringe den afdøde mor til sin hjemby for at begrave hende, men da hun løber hen til hullet, opdager hun i stedet, at det er fyldt med vand og legende børn. Døden og frygten afløses af latter og livsglæde, og liv og død støder visuelt sammen.

Langsomt tempo
Men overordnet set er tempoet for langsomt og fortællingen for usammenhængende til at overbevise, og ligesom kartoflen spirer også kedsommeligheden under overfladen, selv om den smukke Magaly Solier er glimrende aparte i rollen som den forsagte Fausta.

Det virker simpelthen, som om instruktøren Claudia Llosa – barnebarn af den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa – har villet for meget og derfor når for lidt.

Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.