Offentliggjort26.04.10kl.21:11
Verdens længste insekt og en ninja-snegl er blandt de nye arter, der er blevet opdaget på Borneo.
Forskere har gennem de seneste tre år fundet 123 nye, forskellige arter på verdens tredjestørste ø, Borneo.
Og der er ikke kun tale om kedelige sorte biller og fluer. Mange af de nye arter er nemlig særdeles spektakulære - det gælder bl.a. den lungeløse frø, verdens længste insekt og en ninja-snegl, der skyder elskovspile efter sin mage.
De nye arter er fundet i forbindelse med et naturbevarelsesprojekt, som blev søsat i 2007 mellem Brunei, Indonesien og Malaysia. De tre lande, som deler øen mellem sig, forpligtede sig til at bevare 220.000 km2 af øens tropiske regnskov i projektet, der blev kaldt 'Heart of Borneo'.
Selvom øen er blevet besøgt af opdagelsesrejsende og forskere gennem århundreder, er store dele af øens indre slet ikke undersøgt endnu, oplyser Verdensnaturfonden (WWF)
Verdens længste insekt er én af de nye opdagelser på Borneo. Den er 56,7 cm lang, og beskrives af forskere som en slags bambuspind. Arten hedder Phobaeticus chani eller 'Chans megakæp', og den er i familie med en vandrende pind.
Den grøn-gule ninja-snegl må også siges at være et specielt fund. Den har en lang hale, som den snor rundt om sig, når den sover. Sneglen formerer sig ved, at han-sneglen skyder kalkholdige pile efter hunnen, når de skal parre sig. Det øger nemlig chancen for befrugtning, forklarer forskerne. Sneglen har desuden en meget speciel grøn-gul farve.
Den lungeløse frø er en anden art, som er blevet opdaget på Borneo. Frøen er syv centimeter lang og er forholdvis flad. I 2008 fandt forskerne ud af, at frøen ikke havde lunger, og at den trak vejret gennem huden. Det betyder også, at frøen er ret flad, men den har til gengæld let ved at trække vejret i de kolde regnskovsbække, som den lever i.
En flyvende frø er også blevet fundet på Borneo. Den skifter farve, så den om dagen er grøn, men om natten skifter den til en mere brunlig nuance. Den lever typisk i træer, og den kan flyve op til 15 meter med sine aerodynamiske hudflapper på arme og ben. Der er opdaget tre arter af flyvende frøer på Borneo.
WWF har indvilget i at hjælpe de tre lande med det store projekt på Borneo. Der bliver i gennemsnit opdaget tre nye arter om måneden på Borneo, hvilket WWF ser positivt på.
"Som de sidste tre års videnskabelige opdagelser viser, bliver der hele tiden fundet nye arter i hjertet af Borneo,” siger Adam Tomasek, der er leder af WWF’s Borneo-initiativ.
Læs hele rapporten om de nye arter her
Annonce:
Annonce:
Annonce: