Tip Tjek!
Er der noget du synes vi skal kigge nærmere på? Har du gode idéer til sitet? Eller er du blevet snydt? - Så send os en mail på


3. apr 2010 kl. 11:00

»Der skal være lidt komfort, ellers vil ingen komme her«

Dagligliv  

Husene bliver større og nåletræerne færre i sommerhusbyen Kaldred.

Birthe og Richard Falkenlund var blandt de første, der byggede sommerhus i Kaldred i 1967, og parret har boet fast i huset, siden de blev pensionister. Trods sin høje alder og hustruens sygdom insisterer Richard Falkenlund på at holde hus og have i fineste orden. Foto: Niels Christensen - Se stort billede
På et lidt skævt tørrestativ foran et brunt sommerhus af træ får et par noble herrebukser selskab af en rosa bluse.

Vaskemesteren er 83-årige Richard Falkenlund. Hans kone, Birthe, har haft to blodpropper, så efter mere end 60 års ægteskab er det ham, der må stå for det meste.

Diamantbryllupsparret var blandt de første, der købte en grund i Kaldred ved Sejerøbugten, da den magre landbrugsjord blev udstykket til sommerhusområde tilbage i 1967.

LÆS ARTIKEL Sommerhus-Danmark er ved at blive seniorland

Dengang boede de i København. Hver weekend tog de turen op til sommerhuset sammen med deres to døtre. Det samme gjorde mange af deres sommerhusnaboer.

Der var ikke samme komfort
»Det var skønt at komme ud i den friske luft, selv om husene var mindre dengang. Der var ikke samme komfort. Vi byggede først badeværelset til, da vi gik på pension og flyttede fast herop«, fortæller Richard.

LÆS ARTIKEL Sommerhusejere får sort skærm i påsken

Det er 22 år siden. I årene, der er gået, har Birthe og Richard fulgt udviklingen i deres weekendparadis hver dag året rundt fra sommerhusets lyse udestue.

En del af deres gamle naboer er døde og borte, det samme er mange af de oprindelige sommerhuse. Det er fint, at sommerhusene bliver skiftet ud, synes Richard. I hvert fald i de fleste tilfælde.

Hellere nyt end gammelt
»Det er dejligt, at standarden på sommerhusene er blevet bedre, men der var også gode huse, der blev pandet ned, fordi de var for små. Det er billigere at få et helt nyt hus leveret end at bygge badeværelse til et gammelt træhus«, konstaterer han med et træk på skuldrene.

LÆS ARTIKEL Sommerhusområderne mister deres særpræg

Tendensen i området er, at nye ejere river de små gamle træhuse ned og får plantet større, mere moderne typehuse. I samme ombæring får mange af naturgrundene en kærlig overhaling.

Bedene i haven omkring ægteparret Falkenlunds træhus er også sirligt velholdte. Det er Richards værk.

Det hele skal holdes
»Man skal holde sin have og sit hus. Det går ikke med forfald. Det er et stort arbejde, men det bliver flot til sommer,« siger han.

Før i tiden var Richard formand for grundejerforeningen. I dag hedder formanden Peter Danielsen og næstformanden Erling Pedersen, men Richard holder dem i ørerne.

»Er I ved at lave de veje?«, råber Richard efter formanden og næstformanden, da de går forbi ude på grusvejen. Det er de.

Ikke Klondike
Formanden for grundejerforeningen er også ved at gøre sit eget sommerhus forårsklart. Huset har stået tomt vinteren over, så han har travlt med at gøre haven præsentabel. Men han har rutinen. Det er 32 år siden, Peter Danielsen fik nøgle til sit sommerhus i Kaldred.

Peter Danielsen er langtfra den eneste, der har gang i sav og trillebør i Kaldred sommerhusområde.

En gåtur afslører nyfældede træer og afklippede grene foran mange af husene. Klassiske naturgrunde blander sig med mere trimmede parceller bag snorlige bøgehække. Der kommer flere og flere af den sidste type. Her går man op i, at der skal være præsentabelt.

Orden tiltrækker ordentlige folk
»Hvis det ligner klondike, så udvikler det sig i den retning. Når vi holder husene pæne, vil nye også passe på stedet. Det tiltrækker de rigtige mennesker«, siger Peter Danielsen.

På deres tur gennem sommerhusområdet går grundejerforeningens formand og næstformand forbi et hus, hvor fældede træer, uordentlige bunker af fliser og en enkelt slidt havenisse ligger strøet over grunden.

»Det er en skændsel. Den slags trækker hele området ned,« konstaterer formanden.

Moderne tider
Ikke langt fra huset med den rodede have ligger en grund, der dårligt kunne være mere anderledes. Her er hverken hæk eller træer. På den nøgne plæne står en kvindestatue og ser ind over den brede fliseterrasse. Minipool og udendørsbruser er der også blevet plads til.

Næstformanden for grundejerforeningen, Erling Pedersen, har ikke megen forståelse for dem, der begræder, at sommerhusene bliver større og mere moderne på bekostning af de gamle idylliske træhuse.

»Det ville også være hyggeligt, hvis landmændene stadig brugte heste i marken, men det går jo ikke. Der skal være lidt komfort, ellers vil ingen komme her«, konstaterer han.

Annonce
 
Find artikler
Mest læste på Tjek
Annonce
Annoncer
Dagens tjek: Grensakse
Billig grensaks scorer højst i test
Annonce
Flere tjek...
Flere guider...
Tjek og læserne tjekker...
Seneste nyt på Tjek