Der er nok at holde styr på i gæstespillet på Københavns Musikteater.

Lars Kaalund skyr ingen midler for at fortælle på stadig nye måder, Peter Laugesen er som vanligt digterisk anarkist i omgangen med det danske sprog, og der er intet mindre end fire grænsesøgende, nordiske komponister i spil.

Og så er myten i sig selv ret vild. Men tillader man sig at læne sig tilbage og nyde den heftige, nyskrevne musik og de gode yngre sangere – og bare lade nogle af de mest tænkte mytefortolkningsbolde suse forbi hovedet – er der mange store øjeblikke.

Fire nedslag i historien
De fire vinkler er ikke bare forskellige bud på, hvad myten handler om, men også fire nedslag i historien fortalt som selvstændige kapitler på 20 minutter med fire temmelig forskellige dramatiske ideer som motor.

Norske Henrik Hellsteinus’ insisterende, kantede musik danner ramme om Medea og Jasons indledende erobring af det gyldne skind med en noget nær traditionel moderne operaiscenesættelse med slidte militæruniformer, overdimensionerede fugleskikkelser og overgjorte bevægelser.

Overraskende godt
I anden akt skildrer islandsk-tyske Steingrimur Rohloffs mestendels elektroniske musik de tos bryllup som et langt hårdtpumpet tvangsritual i jakkesæt og slips med vild, strengt koreograferet dans for de fire sangere og de tre musikere.

Det gør de overraskende godt, og med de dybt poetiske for- og bagkanter af luftlette, glasklare toner og en ultratæt videoprojektion af Medeas syngende ansigt, er det en ren fornøjelse.

Rohloff er huskomponist hos ensemblet de næste par år. Deres første samarbejde gav en Reumert for ’Historien om en mor’ og med hans rigtig tjekkede bidrag til Medea virker det til at være en gevinst for begge parter.

Et genialt mobilt køkken
Bryllupsdansen er hård som svinetræning, så tredje akt klipper til det svedende ægtepar i træningstøj, mens de skændes om Medeas magi.

Det får Helene Gjerris – der som resten af Figura håndterer musik og sang med overbevisende autoritet – ud på en længere præfilmet tur i det københavnske aftenliv, hvor en tur i Fakta forsyner hende med de nødvendige kemikalier til magisk foryngelse af Jasons far.

Hele den proces foregår ret genialt i et mobilt køkken med musikerne som kokke, der producerer både kemi og inciterende percussion-lydside på et batteri af køkkenredskaber.

’Det er ikke mord, men et folk, der myrder sig selv’, får en godt syngende Jason i skikkelse af Jakob Bloch Jespersen afleveret som en central, men lidt svær pointe om vesteuropæisk kultur, mens han manisk tager opvasken efter magien.

Svenske Malin Bång er ophavskvinde til seancen, der bedst i forestillingen udnytter Figura-medlemmernes dobbelte evner som musikere og performere.

Roadmovie i widescreen
Den sidste vinkel er skåret fra et sted, der ligner et gammeldags sindssygehospital med danske Nicolai Worsaaes fintmærkende lydkunst som kulisse til mytens afsluttende myrderier.

Scenisk fungerer det hele glimrende, fordi et enkelt greb har forvandlet salen i Københavns Musikteaters tidligere så snævre rammer – da stedet hed Plex eller Den Anden Opera – til en roadmovie i widescreen.

Scenen er vendt på langs i rummet med en fast kulissevæg sat ind med en stor knirkende port i. Derinde bagved foregår det meste af det magiske og makabre, så publikum slipper for det meste af den side af sagen.

Til gengæld får man en del af Peter Laugesens opklippede tekst vist som løbeskrift på skillevæggen. De er stærk benzin til tanker om fremmedhed, kultur som knuder af neuroser og andet aktuelt stof, som dog indimellem får lov at blafre vel meget i vinden i forhold til det, der udspiller sig på scenen.

Et dreamteam i genren
Trods et par uregelmæssigheder teknisk og dramatisk er det en sanselig og tankevækkende forestilling. Det burde det snart sagt også være med det hold.

Kaalund gav smukt liv til Henzes ’El Cimmaron’ på Gamle Scene før jul, Laugesen producerede rablende avantgarde med Odin Teatret på Takkelloftet i efteråret, Figura er ganske enkelt landets specialensemble for ny musikdramatik, og de tre unge sangere har succes med det meste, de laver.

Med andre ord et dreamteam i genren. I virkeligheden kunne man godt forvente endnu mere.