Til trods for at det er årtier siden, at en nigeriansk film har gjort sig bemærket internationalt, rangerer landets filmindustri blandt verdens største, og som eneste seriøse konkurrent til Hollywood og Bollywood har industrien naturligvis fået navnet Nollywood.

Når vi sjældent møder nigerianske film på festivaler, hænger det sammen med, at Nollywood hverken leverer kvalitet eller universel appel. De fleste af de over 1.500 spillefilm, der hvert år indspilles i Nigeria, er lavet på en uge eller mindre.

Der er ingen offentlige tilskud til filmproduktion, så pengene kommer fra lokale investorer. Tid er penge, udstyret simpelt. Men publikum er taknemmelige.

Hul i markedet
Vigtigere end kvaliteten er nemlig et andet parameter: genkendelighed.

»Alle kender Hollywoodfilm. De er præget af sex og vold. Sådan laver vi ikke film. Vi laver film baseret på ægte menneskelige følelser – respekt for forældre, kærlighed, imødekommenhed«, siger Nollywoodproduceren Charles Igwe og påpeger, at nigerianerne udgør den største afrikanske befolkningsgruppe – og den største sorte gruppe på verdensplan.

»Med så stor en population er det logisk at have en udtryksform, der er deres egen. Der var simpelthen et hul i markedet«.

»Nollywood er blevet voldtaget«
Udviklingen af dette kommercielle eldorado har selvfølgelig sine kritikere. Den mest åbenmundede og vedholdende er Eddie Ugbomah, der selv er instruktør og var med, længe før nigeriansk film boomede kommercielt.

Ugbomah lavede i 1979 med ’The Mask’ en af de film, der faktisk vakte opmærksomhed uden for afrikanske kredse. Han efterlyser den statsligt understøttede og styrede filmproduktion og kalder polemisk filmindustrien for ’hjemmevideo-industrien’.

»Vores smukke Nollywood er blevet voldtaget, misbrugt og kørt i sænk. Nu er det en rent kommerciel affære. Folk vågner om morgenen og kalder sig filmmagere«, skrev Ugbomah i den nigerianske avis Daily Independent i januar 2009.

Men det er svært at forandre en filmkultur, der er så solidt forankret i genkendelige fortællinger og hurtige produktioner. Og så ligger der en udfordring i, at filmenes indhold og form fastsættes af de forretningsfolk, der lever af at sælge filmene.

De kan sætte skuespillerholdet og ændre det, som de har lyst, siger Ikechukwu Obiaya, der forsker i massemedier og kommunikation ved universitetet i Lagos.

Værdsat
»Distributørerne har støttet industrien som forretningsmænd, og de har langt hen ad vejen været ligeglade med den kreative side af filmprocessen«, siger han i januarudgaven af det danske magasin My World Images.

»Men de har samtidig været de eneste til at skyde penge i industrien, hvor eksempelvis bankerne ikke har turdet give lån på grund af de manglende strukturer og retningslinjer, som har gjort investeringerne for risikofyldte«.

Ikechukwu Obiaya påpeger dog, at publikum ikke brokker sig:

»Folk både i Nigeria og i andre afrikanske lande har kunnet se sig selv i filmene. Kvaliteten i Nollywoodfilm er ofte ret dårlig, og historierne er også ofte noget, andre kulturer ikke er interesserede i, men de fortæller afrikanske historier, som folk sætter pris på«.

Filmpirateri
Et andet særkende ved Nigerias blomstrende filmkultur er, at den har hjemme et andet sted end i biografmørket. Lagos, Nigerias største by med officielt over 17 mio. indbyggere, har kun tre biografer.

Markedet er overtaget af dvd’er og video-cd’er. Skiverne rammer markedet til en så lav pris, at piratkopiering dårligt kan betale sig, og filmpremierer finder reelt sted i mylderet på Lagos’ markedspladser.

Som det fremgår af den danske dokumentarfilm ’Good Copy, Bad Copy’ (2007), har man i Nigeria prøvet at tackle piratkopieringsproblemet konstruktivt.

Hvorfor belemre staten med fængselsudgifter til filmpirater, når samme pirater i virkeligheden arbejder for det samme som filmproducenterne: at få udbredt filmene?

Filmindustriens aids
Denne positive strategi er selvfølgelig kun muligt at håndhæve, fordi omkostningerne ved at producere en film er så lave.

Den gordiske knude er så, at den nigerianske filmkulturens trivsel på den måde er bundet op på en nedprioritering af kvalitetsfilm – eller i hvert fald film med anstændige budgetter.

»Video er filmindustriens aids«, sagde den franske antropolog og filmmager Jean Rouch. I en ny bog om Nollywoodfænomenet peger forfatteren Pierre Barrot på, at hvis video virkelig er en virus, så synes dens ofre at tage imod den med kyshånd.