Ikke et ord mere om de mere eller mindre fejlslagne stilistiske afsøgninger, Thomas Vinterberg har forsøgt sig med i det seneste tiår.

Med ’Submarino’ er en mand i sandhed vendt hjem – hjem til den hverdagsnære socialrealisme og til de fortællinger, han er bedst til, om store og små drenge i en voksen verden.

Fejlplaceret ansvar
’Submarino’, der er en fri filmatisering af Jonas T. Bengtssons roman af samme navn, er fortællingen om Nik og hans lillebror, der som barn overlades ansvaret for deres navnløse babylillebror.

De sørger for mad, mens deres mor går på druk, og de prøver at tage sig af den lille, som de døber under et hvidt lagen i filmens fine og barske prologscene.

Den lille baby griber med sine buttede fingre om sin storebrors hånd, men skønt brødrekærligheden er stor, er selv de store drenge små og kommer i et letsindigt øjeblik til at glemme det ansvar, der ikke burde være deres.

Ulykker på stribe
Da vi møder Nik (Jakob Cedergren) mange år senere, står det klart, at barndommens tragedie blot har været den første af mange skelsættende ulykker i et hårdt liv.

Han er lige kommet ud fra fængslet og lever nu en trøstesløs og fordrukken tilværelse på et herberg i Københavns Nordvestkvarter mellem sutter og stofmisbrugere.

Hans barndoms knubs har lært ham at sky kærligheden og de venskaber, som ellers tilbyder sig i skikkelse af vennen Ivan (Morten Rose) og Sofie (Patricia Schumann), der også bor på herberget.

I stedet raser han ud mod sig selv og banker sin højre hånd til en blodig bylt i destruktivt selvhad og frustration over sine manglende evner til at række ud.

Parallelle historier
Filmen følger Nik frem til endnu et determinerende dødsfald, hvorpå den dramaturgisk ’spoler tilbage’ og følger den ligeledes voksne lillebror (Peter Plaugborg) gennem de samme uger.

Den parallelle fortælling betyder, at vi i glimt fornemmer, hvor tæt brødrene kunne være på hinanden.

Når Nik ringer til sin bror fra mønttelefonen uden at give sig til kende, står han forfrossen i snevejret foran en tv-forretning, hvor den tankeløse underholdning fra et eller andet ligegyldigt quizshow anes bag duggede ruder.

Skæbner mødes
I fortællingen om lillebroderen ses det samme klip, og filmen kobler dermed de to skæbner sammen, samtidig med at det kulørte quizshow tjener som påmindelse om det ’andet’ Danmark, der lever et liv i lyksalig tossedumhed uden tanke for tabere som Nik og hans bror.

Lillebroderen, der forbliver navnløs gennem filmen, lever alene med sin søn Martin. Han har holdt sig fra flasken, men kan ikke holde sig fra heroinen, som han dagligt skyder ude på badeværelset, mens sønnen ser fjernsyn i stuen.

Moderen, der også var stofmisbruger, blev kørt ned for to år siden.

Mønstret gentages
Også her har barndommens svigt sat kursen for voksenlivet, og nu truer mønsteret med at gentage sig i næste generation.

Spillet mellem Peter Plaugborg og den fremragende Gustav Fischer Kjærulff er hjerteskærende i sin ømhed og lurende katastrofe, og særligt Kjærulffs øjne, når han kigger på sin far, der endnu en gang kommer lidt for sent til børnehaven og ligner et spøgelse med sine indfaldne øjne i det lyse ansigt, gør indtryk.

Her er et barn, der allerede har set alt for meget og klog af skade har skruet forventningerne til de voksne ned.

Den daglige madpakke er normalitetens sidste, trygge holdepunkt for barnet, der for længst er holdt op med at stille spørgsmål, når far igen dratter omkuld i komatøs søvn på gulvet og glemmer at lave aftensmad.

Velkendt tematik
I skildringen af denne dreng, Martin, og af de to brødres barndomssvigt er Thomas Vinterberg tilbage ved en tematik, han behandlede i sin smukke novellefilm ’Drengen der gik baglæns’ fra 1994.

Her forsøgte drengen Andreas at skabe et fantasiunivers, hvorigennem han kunne bearbejde sin sorg over storebroderens død.

Barndommens uskyldstab og særligt drengebørns drømme i en verden af vold, skyld og tung social arv er en kunstnerisk hovedstol for Vinterberg, og det er en fornøjelse at gense hans gode personinstruktion og fokus på fortællingen her i ’Submarino’, der nok er et dystert danmarksportræt, men også en fortælling om, hvor stærk overlevelsestrangen er, selv når man er ved at drukne.