Man kan ikke andet end at beundre et projekt som dette: En skuespiller insisterer på at opføre en beretning om Auschwitz.

I en time – mere er det ikke – står Jens Albinus på Lille Scene i Skuespilhuset og insisterer på dette: at tale om det, vi ikke kan tale om. Selv om det på den anden side er lettere sagt end gjort.

Sidste år udkom Primo Levis tre bøger om Auschwitz i ét bind med titlen ’Vidnesbyrd’. Den første af teksterne er ’Hvis dette er et menneske’, som Jens Albinus har valgt som sit manuskript.

LÆS OGSÅ Primo Levi omsætter smerte til kunst og sort humor

Men ét er jo at læse en beretning. De fleste, der møder op til Jens Albinus’ insisterende forestilling, har uden tvivl allerede læst Primo Levi; genudgivelsen sidste år var – og er – endnu en chance til at gøre det.

Dumdristigt projekt
Den italienske forfatter blev i 1944 deporteret til Auschwitz – og overlevede.

Allerede i 1947 udkom ’Hvis dette er et menneske’. Primo Levis bog er på én gang rapport og erindring – eller netop: et vidnesbyrd om det umenneskelige. Nøgternt, ja, nøgent, i sit sprog, og så meget mere bevægende.

Som sådan kan man heller ikke andet end at frygte for et projekt som dette: En skuespiller blander sig i de ord, der hverken behøver spil eller pynt. Men Jens Albinus insisterer altså – lige så beundringsværdigt som dumdristigt.

Det kunne med en anden skuespiller godt være gået rigtig galt: en overdramatisering – eller endnu værre: en sentimentalisering – af teksten. Albinus har gjort noget andet.

Tænketid i helvedet
Det lyder som og ligner som udgangspunkt en oplæsningsaften – uden bog: Jens Albinus står i et pænt jakkesæt på en lille træpalle i Lille Scenes afklædte rum og fortæller. Ikke mere, men heller ikke mindre.

Med pallen som vidneskranke. Fortrolig med Primo Levis tekst, som han bruger i uddrag, og så fortrolig med det indhold, man nu som menneske kan blive: at fortælle det ufattelige. Jens Albinus har taget Levis stil og udsagn til sig, i den forstand at det nøgterne forbliver nøgternt, det nøgne nøgent:

»Det er helvede. I dag, i vor tid, må helvede være sådan. Et stort tomt rum«, skriver Levi.

Vi sidder, kort sagt, lige midt i helvede, mens vi lytter. Vi griner også en gang imellem – ad den fantastiske organisator Templer, der også er en usædvanlig suppespiser. Og vi sidder vel også med mellemrum og tænker:

Måske på det berygtede jernskilt over Auschwitz – ’Arbeit macht frei’ – der af nogle afstumpede idioter blev stjålet for nylig.

På det essay, som den svenske forfatter Jonas Gardell skrev til Politiken i julen – om den anonymisering af mennesket på nettet, der så let fører til en afhumanisering. På Michael Hanekes aktuelle film ’Det hvide bånd’, som man afgjort må ind og se ...

Sjostakovitj og et glas vand
Primo Levis tekst står ikke alene i tiden, ja, faktisk står den og kalder på at blive læst – og læst op. Selv om Jens Albinus gør langt mere end det, men igen: vel at mærke uden at overspille teksten, endsige sig selv.

For i spil kommer teksten: med den orkestrering af ordene, som Jens Albinus med diverse tempi, forceringer og pauser har lagt ind. Med eller uden Sjostakovitj til hjælp. Og med det glas vand, som han med mellemrum og som eneste rekvisit griber til.

Sjældent har et glas vand givet bedre mening: I dette helvede er vi alle ved at dø af tørst. Samtidig har det en vis rensende effekt – netop set i forhold til det, der er hele forestillingens raison d’être: den menneskelige stemme.