Anders Aagaard har vokseværk. Ganske vist har madklubdrengene lukket Den Anden lige rundt om hjørnet fra den nyåbnede Allo-Allo, men i mellemtiden er der også kommet den italienskinspirerede restaurant Tony’s.

LÆS ANMELDELSE Tony's: Konceptdrenge flirter med italiensk velsmag og charme

Det nye skud på stammen, Allo-Allo, benytter mange elementer fra ’koncernens’ andre steder så som effektivitet og prisoverkommelig mad samt meget lave avancer på vinene.

Allo-Allo udmærker sig ved, at konceptet fornyr sig i en endnu mere gennemført (på godt og ondt) fransk bistrostil, end de tidligere steder har haft, og valgmulighederne er flere, da man kan bestille mange krydskombinationer og a la carte-muligheder.

LÆS ARTIKEL Byens nye bistro hedder Allo-Allo

Fransk bistrostil
Stedet ligner Madklubbens andre steder ved at være velbesøgt og ved at have et relativt højt lydniveau.

Den flinke og superopmærksomme betjening fortalte, at der fortsat bliver arbejdet med akustikken, ligesom udsmykningen endnu ikke er færdig. Stilen tilstræbes at være ’Moulin Rouge’, fransk bistrostil, men derhen er man ikke nået endnu.

Dækkeservietten er som vanligt menukortet, og her bydes på en treretters menu med to valg i hver kategori til 200 kr. Det er mere end billigt for det, man får.

Som en ægte bistro er her østers – 6 styk fine de claire no. 2, der, som der rigtigt skrives, er en god begynderøsters. Og da prisen er 120 kr. for 6 styk, er det værd at prøve, eller hvis man som min ene medspiser er passioneret østersspiser og derfor bare kaster sig ud i enhver anledning til at spise østers.

Muslinger i tre varianter
Muslinger er også et must, og på kortet findes intet mindre end tre forskellige varianter (75 kr.): den klassiske marinières med hvidvin og hvidløg, basquaise med safran og krydret chorizo og endelig en indochine med ingefær, chili og koriander.

Min anden medspiser valgte den sidstnævnte variant og var begejstret, selv om den herlige asiatiske sky nok havde fået lige rigeligt med salt.

Selv havde jeg snuppet menuen og her valgt den klassiske skaldyrsbisque, der blev serveret rygende varm i kande og hældt op ved bordet i en skål med frisk kørvel og ristede brødskiver.

Suppen var, som den skulle være – ikke uforglemmelig, men korrekt med smagen af brændte skaller og afstemt flødemængde, så hver en dråbe blev søbet op med det fremragende brød, vi indledningsvis havde fået stillet på bordet sammen med en hvidløgstapenade.

Ratatouille med solskin
Vinpolitikken er kundevenlig. God, lidt bedre og noget af det bedste. Vi valgte fra henholdsvis den billige (glasvis) og den dyre (hele flasker, kun!) ende.

Et glas Crémant de Bourgogne (50 kr.), et glas Pouilly Fumé 2008 (75 kr.) fra Domaine Dagueneau, der trods lidt afdæmpethed gik fint med den blide suppe, og et glas Pinot Gris 2007 fra Josmeyer i Alsace (65 kr.), der gør sig ganske godt til asiatiske smagsnuancer.

Vi kunne jo ikke smage det hele, men forretterne byder på andre herligheder som chèvre chaud, charcuteri, krabbeklør og foie gras (50-125 kr.).

Jeg fortsatte menuen med braiseret svinenakke og ratatouille. En fyldig landkøkkenservering, men svinenakken var for gennemstegt og dermed for tør. Jeg tror heller ikke, at nakken sidder så langt nede på grisen, som dette stykke kød havde gjort, for den manglede den kødstruktur, der netop gør svinenakke til en udsøgt saftig og smagfuld spise.

Ratatouillen var rustik og fuld af det solskin, vi mangler for tiden. Rent guf med masser af rosmarin.

Tryghedsskabende tyk bernaise
Medspiserne delte sig og valgte henholdsvis steak frites med bearnaise og små haricots verts pakket i bacon (250 kr.) og rødtunge grenobloise (175 kr.).

Entrecoten var upåklagelig i sin servering. Mør med gode varme sprøde salte fritter og en tryghedsskabende herlig tyk bearnaise lavet efter bogen, og selv de små bønnepakker var sprøde og velsmagende. Fisken kom hel og flot med brunet smør, kaperspesto, persille, sprøde æblebåde og en cremet selleripuré. Eneste problem med en sådan servering er, at man får spist alt tilbehøret, mens fisken ligger på den ene side. Men fisk skal steges på ben for smagens skyld, så der blev arbejdet for sagen.

Rødtunge er en god og relativt billig fisk, men den er hulens svær at styre med varmen, og her havde den fået lige i overkanten af varme eller tid, så den var en smule tør, men stadig med god smag, der blev fulgt op af det klassiske og smagfulde tilbehør.

Godt vinudbud
Vi ville gerne smage noget af det bedste fra vinkortet, og da fiskespiseren var til kraftig rødvin uanset hvad, blev valget en flaske fra Pomerol – en la Croix du Gay 2006, et lille chateau, som med sine få hektarer formår at fremstille endda meget store vine.

Denne flaske dog i den lidt mere betalelige ende til 550 kr., men der er heller ikke så stor avance på den fra restaurantens side. Fin vinpolitik og et godt lille udvalg, hvor druer og smagsudbud er bredt, selv om vinene naturligvis holder sig inden for den franske grænse.

Stedet definerer ikke for intet sig selv som fransk bistro.

Value for money
Nu var bunden mildest talt lagt, for portionerne er rigelige.

Så vi nød de sidste glas af vinen til en ostetallerken med gode velmodnede rundhåndede stykker ost: fourme d’ambert, comté og valancay, der netop er noget af det bedste klassiske inden for blå ost, fast ost og frisk gedeost serveret med oliven, chutney og kommenkiks.

Kommen er nu godt nok ikke så fransk, men mere nordisk i sin oprindelse, men der kom også mere af det gode flute.

I min menu indgik en dessert, hvor valget var comté (ost) eller crème brûlée, men da vi havde delt en a la carte-ost, fik jeg at vide, jeg bare kunne vælge blandt alle desserterne. Så vi bad om en mont ventoux og mulighed for at dele her også.

Mont ventoux er en omskrivning af desserten mont blanc, men meget lig i velsmag. Kastanjecreme, chokolade, vaniljeis og chantilly ligner et bjerg med sne på og smager sødt og intenst.

Vi fordøjede med en enkelt espresso og kunne konstatere, at vi faktisk kun havde snoldet tre mand høj for 1.725 kroner. To personer kan spise tre retter og dele en god flaske vin for 600 kr.

Det er good value for money og giver plads til lidt støj og lidt for meget varme både i lokalet og til kødet og fisken, så vi ender på fire tilfredse og mætte huer.