Syv procents stigning, advarer det trekantede røde og hvide skilt i vejsiden, og så tænker man jo uvilkårligt Alpe d’Huez og knap så meget Nordvestjylland.

Men den er god nok. Vestbjerg, vejen fra sydvest ned mod downtown Lemvig, er mere end almindelig stejl, selv målt med jyske alen. Og festen stopper ikke her.

»Her er også hårnålesving«, siger Sinne Eeg og ganske rigtigt. Hun styrer rutineret bilen ned gennem sin fødebys skarpe kurver.

Hårnålesving? I Lemvig? Der er godt nok meget, en københavnersnude ikke ved.

Kaviar og stjerneskud
»Er du sulten?«, spørger hun, og det kan jo ikke nægtes efter fem timers tog- og rutebilsrejse vestover. Der er vist kommet en ny restaurant på havnen, tænker Sinne Eeg højt og triller ind på parkeringspladsen for enden af havnebassinet.

Fem minutter efter sidder vi ved et bord med den smukkeste udsigt til de få fiskekuttere, der endnu kæmper mod udviklingen, og ud over vigen, der har givet byen sit navn, og hvor de sidste isflager slås mod foråret.

Tjeneren er der som en mis med menukortet. Et kort øjeblik overvejer vi seriøst klassikeren ’Stjerneskud’. Så opdager Sinne Eeg, at der i restaurantens version indgår et produkt, der hedder ’kaviart’. Som ikke er en slåfejl, men ...

»... kunstig kaviar, vistnok lavet af tang. Jeg har smagt det«, siger hun.

Vi bestiller to burgere. I restaurantens højttalere tænder Alberte på et kys, men ikke højere end at almindelig samtale er mulig.

Seks hjerter
32-årige Sinne Eeg udgav sit første album i 2003, samme år hun blev færdig på musikkonservatoriet i Esbjerg. Albummet, som i øvrigt var nærmest identisk med hendes eksamensprojekt, blev pænt modtaget, men vakte ikke den helt store opmærksomhed udenfor Lemvig og familiekredsen.

Det kan man til gengæld roligt sige, at album nummer to gjorde. ’Waiting for Dawn’, som det hed, fik i september 2007 nærmest uhørt gode anmeldelser. Blandt andet maksimale seks hjerter af Politikens legendariske jazzanmelder Boris Rabinowitsch, der ellers ikke er kendt for at strø om sig med hverken hjerter eller superlativer, og som vistnok aldrig hverken før eller siden har været så uforbeholden i sin lovprisning af en ung dansk sangerinde.

LÆS ANMELDELSE Dansk sangerinde skaber uovertruffent mesterværk

»En varm, umådelig udtryksfuld stemme, der kan røbe et strejf af skrøbelighed, og hvis emotionelle register spænder fra sart tilbageholdende til det bristefærdige uden at falde for fristelsen til at overdramatisere«, skrev Rabinowitsch om Sinne Eeg.

Et halvt års tid senere udsendte sangerinden albummet ’Kun en drøm’, hvor hun fortolkede en stribe danske evergreens så overbevisende, at anmelderne igen greb dybt i skuffen med hjerter og stjerner.

LÆS ARTIKEL Dansk jazzdiva er på vej ud i verden

Og i den forgangne uge kom så det fjerde album ’Don’t be so Blue’ (som endnu ikke er blevet anmeldt af dagbladene, red.).

Talentrugekassen Lemvig
De seneste år har Sinne Eeg optrådt ganske meget i Sverige, Tyskland, Spanien og Fjernøsten, Og det er en ret risikofri betragtning, at hun meget vel kan blive det næste danske jazznavn, der for alvor slår igennem på verdensplan.

For, som Boris Rabinwitsch også skrev i 2007: »Nogle har det – og nogle har det ikke. (...) En, der har det i allerhøjeste grad, er Sinne Eeg«.

I dag bor hun i København og har gjort det i syv år. Men vi er blevet enige om at mødes i fødebyen Lemvig, som sin beskedne størrelse til trods – her bor cirka 7.000 mennesker – har fostret ganske mange af de talenter og etablerede kunstnere, der i dag folder sig ud på den danske jazzscene.

For også at få svar på, hvordan Lemvig bærer sig ad med det?

Fra et hjem med flygel
Burgerne ankommer. Et af tilværelsens store spørgsmål trænger sig på: Kniv og gaffel eller med hænderne. Kniv og gaffel, bliver vi enige om.

»Hov, de har da glemt pomfritterne. Nå, det er nok meget godt for os«, mener Sinne Eeg.

Nix. Det er skidt for os. Jeg får fat i tjeneren. Tilbage ved bordet spørger jeg til hendes musikalske baggrund, og hun fortæller, at hun i dén grad kommer fra et hjem med – ikke klaver, men flygel.

Faren spillede – og spiller – kontrabas, både klassisk og jazz. Moren, som ellers aldrig for alvor har dyrket et instrument, fik en klarinet til sin 50 års fødselsdag og øver nu flittigt.

Storebroren Lars’ instrument er saxofonen, og det var også en overgang Sinne Eegs.

Dårlig motorik
»Jeg efterabede min storebror, tror jeg. Jeg kunne spille efter noder og var med i byens bigband. Og saxofonen var også mit instrument på konservatoriet. Men jeg blev aldrig rigtig god på saxofonen«.

Imponerende at så lille en by har et bigband, tænker jeg.

Har du så holdt saxofonspillet ved lige?

»Nej, overhovedet ikke«. Sinne Eeg ryster på hovedet med munden fuld af burger.

»Faktisk spillede jeg mere klaver, indtil jeg begyndte på konservatoriet. Jeg troede, at jeg skulle være klassisk pianist. Men jeg har ikke motorik til det. Jeg øvede og øvede, men blev aldrig god nok. I hvert fald ikke på det niveau, jeg gerne ville spille på«.

Så du tilhørte ikke eliten af unge pianister?

»For søren nej. Og så er det sjovere at gøre noget, som falder en lidt nemmere«.

Saxofon?

»Nej da, sang«.

Eurithmics og Nancy Wilson
Eeg-familien har altid været musikalsk altædende. Den unge Sinne voksede op med Kim Larsen, Beatles, Shu-bi--dua, Bjarne Liller, Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan, Charlie Parker og klassisk musik i én pærevælling.

Som teenager forelskede hun sig Eurythmics og ikke mindst sangerinden Annie Lennox’ kølige, men også intense stemme – en kærlighed, der i øvrigt aldrig er rustet.

Men havde du allerede i barndommen et specielt forhold til jazzsangerinderne?

»Ja. Jeg tror faktisk, at Sara Vaughan var den første sangerinde, hvor jeg tænkte: Hold da op, det lyder fedt. Og det var altså før, jeg overhovedet var bevidst om, hvad der var jazz, og hvad der ikke var. Da jeg så senere selv begyndte at synge, faldt jeg pladask for Nancy Wilson. Til gengæld syntes jeg som lille, at Charlie Parker var enormt irriterende at høre på«.

Man behøver ikke forstå jazz
Altså bebop?

»Ja, jeg syntes bare, at det var en masse toner og en masse larm. Hø hø. Så det var ikke alt, der lige fangede mig. Men Oscar Petersons ’Night Train’ og Miles Davis’ ’Kind of Blue’ og sådan noget, det kunne jeg følge med til. Senere er jeg begyndt at sætte meget pris på Charlie Parker«.

Det er vel karakteristisk for jazz: At man skal lære at lytte, er det ikke?. Det er et specielt univers, som nogen aldrig finder ind i?

»Det er rigtigt. Men der er altså også meget jazz, du ikke behøver at lære at lytte til. Og du behøver ikke altid at forstå, hvad der foregår, for at kunne nyde det. Der er mange, som rigtig godt kan lide jazz og bebop og avanceret jazz, og som ikke aner, hvad der foregår, men der er et eller andet, de godt kan lide ...«.

Genkendelsens glæde
Jeg tænkte nu ikke så meget på det musikteoretiske, men at der er en tone i jazzen, man skal fange.

»Man skal i hvert fald lære at sætte pris på, at man ikke nødvendigvis kan klappe i takt og synge med. Og det er der mange mennesker, der har svært ved at acceptere. De vil gerne høre noget, de kender og kan følge med i«.

Og vil ikke overraskes?

»Det kender jeg da også fra mig selv. Jeg elsker at høre en sang, jeg kender ud og ind og har hørt tusind gange. Der er forskellige aspekter i musik, og genkendelsens glæde skal man bestemt ikke undervurdere«.

Genert
Da Sinne Eeg var blevet konfirmeret, begyndte hun at synge i kirkekor.

Var du dengang klar over, at du havde en stemme ud over det sædvanlige?

»Overhovedet ikke. Nej, jeg tror egentlig ikke, at jeg sang specielt godt. Jeg var faktisk ret genert over at synge. Det var først i slutningen af gymnasiet, at jeg begyndte at synge for folk. Jeg tror for eksempel ikke, at min mor og far nogensinde havde hørt mig synge solo, før jeg var næsten voksen«.

Naturtalent
For når man hører dig i dag, kunne man ellers godt tro, at du var et naturtalent.

»Det har jeg nok også været. Men jeg brugte det bare ikke«.

Det var ikke sådan, at når du hørte dig selv synge, så tænkte du: Hold da kæft, det lyder godt?

»Nej, ikke rigtig. Jeg tror, jeg syntes, at det var federe at have et instrument imellem mig og publikum«.

På grund af genertheden?

Sinne Eeg nikker.

'Mean to me'
Hvordan kom du så i gang med at synge for alvor?

»Det var min far, der lokkede mig til det. Han havde et lille band sammen med nogle venner, og en dag prøvede jeg at synge et par numre sammen med dem. De første sange, jeg sang, var to Sarah Vaughan-klassikere, ’Lover Man’ og ’Mean to Me’«.

Og så kunne din far godt høre, at: Hov, der er et eller andet der, vi ikke lige har været opmærksomme på?

»Ja, det tror jeg. Men altså, jeg havde ikke en særlig god stemme«.

Rent teknisk, nej. Men der må da for pokker have været et råmateriale ..?

»Jahhh ...«.

Sinne Eeg trækker på det.

Musikpædagog
»Men det var svært at høre. Jeg kom jo faktisk ikke ind på MGK (et forberedelseskursus til konservatorieuddannelsen, red.) i første hug på at synge. Fordi jeg var så utrænet, tror jeg. Jeg ville gerne ind i kategorien ’Rytmisk sang’, og jeg søgte også ind i ’Klassisk klaver’, fordi jeg lige så gerne ville være pianist. Men jeg kom faktisk ikke ind i hverken sang eller klaver«.

»Måske fordi jeg kunne begge dele, må nogen alligevel have tænkt, at der var et eller andet. Så de tog mig ind på en almen musiklinje. Måske har de tænkt: Hun kan sikkert blive en fin allround musiker eller musikpædagog eller et eller andet. Så det var ikke helt åbenlyst, at jeg skulle synge, når man hørte mig. Det kommer selvfølgelig også an på, hvad man lyttede efter. For jeg har altid kunnet swinge og frasere godt. Men hvis man kun kan komme herop med sin stemme ...«

»Det meste lærer man af sig selv«
Hun markerer med et par hæse kvæk, hvor hendes stemmemæssige begrænsning lå dengang.

»... og klangen ikke er særlig god, så kan det godt snyde«.

Men da først der kom struktur på undervisningen, gik det stærkt.

»Og bare det at synge en masse. Meget kan man lære af sanglærere, men det meste lærer man af sig selv«.

Vigtigt at jamme
Sinne Eeg lærte så meget på MGK, at hun uden problemer blev optaget på musikkonservatoriet i Esbjerg. I 2003 blev hun færdig med uddannelsen og flyttede til København.

»Og så brugte jeg et par år på komme ind i musikmiljøet«.

Hvordan gør man det?

»Man sætter sig ind på La Fontaine og Blågårds Apotek de aftener, der er jam, og drikker en hulens masse øl. Og så stiller man sig op og synger nogle numre. Det er noget med at komme ud og jamme og lade folk vide, at man er der. Og der er kun en vej frem«.

La Fontaine
Havde du efterladt genertheden i Esbjerg?

»Ja. Da jeg først begyndte at synge for alvor, kunne jeg godt mærke, at det var det, jeg kunne«.

Selvtilliden voksede?

»Ja, ret hurtigt. Jeg havde ret nemt ved det, og jeg kunne godt få det til at lyde godt. Så jeg har sådan set ikke været så bekymret for, om folk syntes, det var okay, det jeg lavede, for jeg havde selv en ret god ide om, at det var det«.

På den faste jam-søndagaften på La Fontaine i det indre København optrådte Sinne Eeg regelmæssigt sammen med organisten Kjeld Lauritsen, trommeslageren Ole Streenberg og guitaristen Jacob Fischer.

Repertoiret var alle de klassiske jazz-standards.

Mainstream
»Det var jo det, jeg havde specialiseret mig i. Det er først senere, at jeg er begyndt at skrive mine egne numre. Det der kæmperepertoire af standards var min force – der hvor jeg adskilte mig fra mange andre.

Jeg kunne byde ind med en klar jazzfrasering, og det faldt i rigtig god jord. For det er ikke så tit, der kommer sangere på markedet, som er så rendyrkede jazzsangere, som jeg er«.

Var du aldrig bange for ikke at slå igennem, når du kun sang standards? Fordi branchen altid jagter det skæve og det, der stritter?

»Det har helt klart altid været mit problem, at jeg var for mainstream. Men det kan jeg bare ikke tage mig af. For man skal lave det, man er god til og det, man kan lide at lave. Nu synes jeg også, det er sjovt at lave mine egne numre, men jeg vil faktisk insistere på at gøre begge dele, også at synge noget medium swing«.

Hun griner.

»Det er så heldigt, at jeg har fundet ud af, at det også virker skidegodt til koncerter. For mange af de numre, jeg skriver, ligger ret langt fra medium swing, så det giver en god bredde. Hvilket er godt, hvis man gerne vil holde publikum vågent. Og det vil man jo gerne, ikke«.

Op ad bakke
Så du gik ikke på kompromis med det, du kunne lide – bare for at bryde igennem?

»Det der med at bryde igennem ... Hvis jeg gerne ville have brudt igennem og tjent ordentlige penge, skulle jeg nok finde på noget andet at lave end at synge jazz. For det er fandme op ad bakke, altså. Nu kører det meget godt, men det lå da ikke i kortene, overhovedet. Det ligger ikke i kortene, når man søger ind på musikkonservatoriet, at man materielt set skal leve et nogenlunde normalt liv. Det er ikke det, der er visionen, når man søger ind«.

Hvad er så visionen?

»Måske har man ikke nogen. Måske er man bare glad for at synge og spille musik. Jeg tror ikke, jeg havde nogen. Synes bare, at det var fedt at blive bedre og bedre til at spille musik. Og jeg tror også … altså, når du begynder at læse litteratur på universitetet, er det så, fordi du vil være gymnasielærer? Det tror jeg da ikke. Man læser, fordi man gerne vil blive dygtig. Sådan er det også for de fleste, der søger ind på konservatoriet. Og når folk så spørger: »Hva’, skal du så have et rigtigt arbejde engang«, så kan man ikke lige forholde sig til det. Selv om man har ikke udsigt til det helt store. I hvert fald ikke, hvis man vælger at spille jazz«.

Vildt heldig
Så har man valgt det materielle fra?

»Ja, i princippet«.

Det lyder jo fint og romantisk, men kan man også blive lidt nervøs over det?

»Njah, man er jo meget ... man gør jo det, man gør. Man tilpasser sig forholdene«.

Og hvis man skal gøre rent i en uge for at kunne synge i to uger, så gør man det?

»Ja. Heldigvis har jeg jo kunnet leve af det i nogle år, og det er super. Men jeg tager det bestemt ikke som en selvfølge. Det har været vildt heldigt«.

Bange for Boris
Hvad var dit held?

»At jeg ramte ind i en periode, hvor folk var modtagelige for en sangerinde, som fik seks hjerter i Politiken for sin plade. Det kunne sagtens have endt med: Nå, det var da fint – og så ellers videre. Men nu begyndte alle at skrive om mig. Så tusind tak, Boris, hvor var det heldigt, at du var i godt humør den dag«.

Sinne Eeg ler højt.

Da du læste anmeldelsen, hvad tænkte du?

»På vej hen til kiosken for at købe avisen, tænkte jeg: Han har godt nok lige givet mig en god koncertanmeldelse, men jeg er glad, hvis jeg får fire hjerter for pladen. Fem, det er helt umuligt, det tør jeg slet ikke håbe på. Og seks – det får man bare ikke. Og jeg var egentlig ikke særlig glad for den plade, lige da jeg havde lavet den, for den var meget atypisk for mig. Jeg var vant til at synge swing, og her havde jeg rodet mig ud i noget med en mere nordisk klang, hvor jeg ikke var på hjemmebane. Så jeg var overrasket over, at den faldt i så god jord«.

LÆS ANMELDELSE Dansk sangerinde forfører med imponerende dejligt album

»Når man så har fået den opmærksomhed, så kommer der en anmelder eller to, næste gang man synger på JazzHouse. Og når man bliver anmeldt, kommer der også flere mennesker til koncerterne. Og så bliver koncerterne bedre. For det er da fedt at vide, at folk har stået i kø, det er inspirerende. Og folk synes, de er heldige, fordi de fik billet. Så er man foran på point fra start. Det bliver en positiv spiral«.

Hun læner sig tilbage.

»Det er det, jeg mener med at være heldig. For der er så mange jazzmusikere, der laver helt vanvittigt gode koncerter, hvor der bare ikke kommer anmeldere. Så der er ingen, der finder ud af det. Jeg ved ikke, om det kun var den anmeldelse. Men den har helt sikkert betydet meget«.

Jazztalenternes by
Og nu skal vi en tur rundt i Lemvig for at besøge de steder, der har betydet noget for Sinne Eegs musikalske opvækst. Og for at finde en forklaring på, at byen er en veritabel rugekasse for jazztalent.

Det får måske ikke alverdens klokker til at ringe i den brede befolkning, men altså: Foruden Sinne Eeg har Kresten Osgood, Jacob Anderskov, Søren Kjærgaard og Jeppe Skovbakke deres rødder her, og så vil alle jazzinteresserede nikke anerkendende.

Jeg beder om regningen.

Musikskolen
Første stop er Lemvig Gymnasium, der ligger i udkanten af byen. Er det et musikgymnasium, spørger jeg. Næ, det er helt almindeligt, siger Sinne Eeg, men med gode faciliteter og mange instrumenter.

»Musik har altid været in i Lemvig. Der er god respekt om dem, der spiller musik. Foruden bigbandet er der også et symfoniorkester i byen. Altså ikke med fuld besætning, men alligevel. Og kor. De øver og spiller koncerter på gymnasiet. Gymnasiet er centrum for musikmiljøet i Lemvig«, forklarer hun.

Vi triller ind på parkeringspladsen foran de lave bygninger i røde mursten.

»Her er jeg nærmest vokset op«, siger Sinne Eeg, da vi træder indenfor. »Hvis ikke vi var på musikskolen, så var vi her. Også før, jeg begyndte i gymnasiet«.

Flygelet
Meget betegnende er et par mænd ved at stille op til et arrangement. Vi går over til flyglet.

»Det har jeg spillet rigtig meget på«, siger Sinne Eeg. Hun spørger en af mændene, om vi må løfte på dækkenet. Selvfølgelig må vi det, svarer han.

Hun kigger på firmanavnet.

»Schimmel«, læser hun højt. »Ja, det er det gamle flygel«.

»Du må godt give et nummer«, siger manden.

»Hæ, hæ. Næ, ellers tak«.

»Din far kommer her meget. Han er ikke til at jage ud«, siger manden og smiler.

Årgang 1996
Vi går over til kontoret. Sinne Eeg spørger efter rektor Lars Ebbensgaard. Han har, forklarer hun, betydet helt enormt meget for udviklingen af musikalske talenter i Lemvig.

Gymnasiet har nærmest stået døgnåbent for de unge, hvis de har haft brug for et sted at spille og øve sig. Og de har kunnet låne instrumenter med hjem, hvis bare de passede på dem.

Men Lars Ebbensgaard er til møde, oplyser sekretæren.

På væggen hænger billeder af de mange årgange, der er blevet studenter, siden gymnasiet blev indviet i 1979 – et rigtigt hippiegymnasium, som Sinne Eeg siger, flere af lærerne fra dengang er her stadig.

Vi leder efter hendes årgang 1996. Dér. Men hun kan ikke finde sig selv.

Fiskeri og møbelindustri
Sig mig, kan du ikke huske, hvor du står?

»Nej, det kan jeg da ikke. Øhh … måske kan jeg ikke kende mig selv. Måske blev jeg slet ikke student. Jo, der står jeg. Med meget små øjne. Hold da op. Vi har godt nok været fulde«.

Næste stop er Lemvig Musikskole. Som ligger i centrum, så igen går turen ned ad dramatisk stejle gader. Hvad lever folk egentlig af her i byen? spørger jeg.

»Ja, det tænker jeg også på. Slagteriet blev lukket for mange år siden. Og jeg tror kun, der er en enkelt båd tilbage, der fisker erhvervsfiskeri. Så er der Cheminova i Thyborøn, der er en del, der arbejder derude. Der har også været en masse møbelindustri engang, men det er vist gået ned ad bakke. Sygehuset er mere eller mindre lukket. Og politistationen er lukket«, siger Sinne Eeg.

Ildsjæl
Var der nogen, der sagde udkantsområde?

Musikskolen ligger sjovt nok i Skolegade. Øverst oppe i et gammelt byhus. Gulvene er dækket af et gråmeleret væg til væg-tæppe, der ikke blev lagt i går. Hvidmalet savsmuldstapet på væggene i de fire-fem rum. I

ntet prangende. Til gengæld står der masser af instrumenter rundt omkring.

»Her fik jeg mine første sangtimer. Af en klassisk sanger. Og her gik jeg til klaver i mange år. Et opretstående. Men der er ikke mere end det her. Det er rigtig småt«.

Småt, ja. Men alligevel stort nok til at fremelske musikere af Sinne Eeg og alle de andres kaliber. Og selvfølgelig har der også på musikskolen, som på gymnasiet, været en ildsjæl, der har drevet foretagendet fremad og grundlagt ånden, fortæller hun.

Han hedder Poul Erik Henriksen og var skolens leder indtil 2007. Manden bag bigbandet, symfoniorkestret, koret – you name it.

Tømmermænd
Det er hen på eftermiddagen. Sinne Eegs forældre, Peter og Lene Eeg, har budt på en kop kaffe. Men først skal vi lige ind i kirken, hvor teenageren Sinne tjente sine lommepenge i kirkekoret.

Den ligger midt i byen og vil med sit løgkuppelspir være kendt af mange Politiken-læsere fra tegneserien ’Livets gang i Lidenlund’, som blev tegnet af Henning Gantriis til hans død i 1989. Han levede i Lemvig, og byen var Lidenlund.

Sinne Eeg åbner den tunge dør. Lemvig Kirke er ikke stor, men lys og ret enkelt møbleret. Hun peger op på orglet.

»Der stod vi så oppe, søndag efter søndag. Nogle gange med tømmermænd. Jamen, for søren da. Når præsten prædikede, så kunne vi ligge os ind under orglet og sove lidt«.

Kvalme
Kirkekoret øvede hver onsdag.

»Man lærte en masse salmer og at synge en andenstemme, så det var god træning. Når det gik højt, var vi ti-tolv stykker. Men nogle gange kun to«.

Med kvalme.

»Ja. Ha«.

På vej hen til bilen går vi forbi en kiosk og en B.T.-spiseseddel, der reklamerer for en artikel om X Factor.

Barndomshjemmet
Havde du meldt dig til X Factor, hvis du havde været teenager i dag?

»Nej, det tror jeg ikke. Jeg havde nok været for genert. Måske søger man også efter noget andet, når man melder sig til X Factor. Man kan godt lide ideen om at blive sanger – mere end man kan lide at synge. Og der har det nok været omvendt for mig. Det er selve processen, jeg godt kan lide. Ikke så meget at komme på tv«.

Vi triller ind på parkeringspladsen foran Sinne Eegs barndomshjem. Huset ligger i udkanten af byen, med en fantastisk udsigt over en af tunneldale, istidens smeltevand gravede i landskabet her syd for Limfjorden.

Peter Eeg er gået på pension efter mange år som praktiserende læge. Hans kone Lene Eeg var sekretær i praksissen. Nu bruger de to en meget stor del af deres tid på musik, og det er lige før, at Peter Eegs koncertkalender er mere overtegnet end datterens.

Don't be so blue
»Forskellen er, at jeg ikke altid får penge for at spille«, siger han og smiler.

Jeg mødte ægteparret for et par år siden efter en Sinne Eeg-koncert under Copenhagen Jazz Festival. Og deres hjem ser fuldstændig ud, som jeg har forestillet mig: Lyst og venligt, Børge Mogensen-møbler, modernistiske billeder, musikinstrumenter, reoler fyldte med bøger og musik.

Meget langt fra de stereotype billeder af ulykkelig barndom og kolde loftsværelser som det eneste ordentlige bagtæppe for den store kunst.

I bilen, for en times tid siden, spurgte jeg netop Sinne Eeg om hendes forhold til forestillingen om, at kunstnere helst skal lide for at kunne præstere noget ordentligt.

»Det er noget pjat«, sagde hun. »I øvrigt er alt relativt, også lidelse«.

Eller sagt på en anden måde:

Don’t be so blue.