'Afgang’ er navnet –- både på et af den tidlige modernismes mest dristige malerier og på Fuglsangs udstilling med maleren bag maleriet: Jais Nielsen (1885-1961).

’Afgang’ er et tidsbillede: en ung kunstners portræt af travlheden i en civilisation, der er ved at finde fodfæste.

Året er 1918, en verdenskrig er forbi, og det samme er troen på den gamle verdens værdier. Det er bare om at komme af sted til fremtiden, og det haster.

Futuristiske figurer farer hektisk hid og did. Toget, der ikke venter, antyder lidt dybde i et rum uden udstrækning.

Total forvirring
Ellers foregår alt på fladen, og alle former er som klippet ud af kulørt papir, der er splittet ad eller foldet sammen – tydeligvis af én, der har fortrængt sine forgængeres kunnen for at lære kubismens dengang revolutionerende lektie.

Alt lader sig nu se fra mindst to sider og helst på én gang! Forvirringen hersker i kunsten. Men kunstneren hersker også over forvirringen.

’Afgang’ er et af Kunstmuseet Fuglsangs – og udstillingens – bedste billeder.

Tog forskud på fremtiden
Jais Nielsen lagde stærkt ud og trak så siden lidt i land. Når man ser hans værker i en sammenhæng, danner de historien om en kunstner, der først tog forskud på fremtiden – og siden vendte blikket bagud mod tider længe før samtiden.

Hans store selvportræt er et signalement af en kubist, med selvtillid i rigelige mængder og tilsvarende magt over de stilistiske kneb, han havde lært i Paris.

Kubismen var der kun få i det lille Danmark, der endnu havde tillid til. Ingen i kunstens offentlighed var forberedt på en så drastisk forenkling eller forvrængning af virkeligheden.

Keramisk datid
Når en kunstner går på barrikaderne, er det sjældent kunderne, der kommer stormende. Snarere kritikerne. Som alle andre kunstnere havde også Jais Nielsen brug for, at der var brug for ham, og det krævede, at han måtte indgå kompromiser med stilarter og emner, der så blev bøjet dygtigt i datid.

Han modererede sin modernisme og overlevede i stedet som udsmykningskunstner og keramiker. Hvis prækubisten Cézanne havde været en gud, og Picasso denne guds jordiske stedfortræder, lærte Jais Nielsen nu i stedet at tilbede senmiddelalderens Giotto.

Volumen og enkelhed
Et par værker viser, at han både havde øjnene og malergrejet med sig i Assisi, hvor Giotto lige før 1300 satte den dagsorden, som også en af det 20. århundredes modernister kunne gøre til sin.

Af Giotto og den romanske kunst lærte Jais Nielsen også at give sine keramiske figurer al den volumen og enkelhed, som gjorde ham særpræget. Når han forlader billedfladen og i stedet tager rummet i besiddelse, er det naturligt nok, at hans værker får en ekstra dimension. Men de får det også i kvalitativ forstand.

Figurer som ’Pontius Pilatus’, ’Samson og Løven’, ’Moses og slangen’ og den mandsstore ’Pottemageren’ rummer både karakter og humor i opfattelsen af det bibelske menneske, og det er denne karakteristiske humor, der gør hans religiøse fremstillinger med deres romansk inspirerede runde former så unikke.

Bedst som ung
Udstillingen om Jais Nielsen som maler og keramiker er ingen kronologisk fremadskridende march mod det stadig mere sublime og afklarede.

Som maler kulminerer vor mand i ungdomsårene, og den farvestærke væg med ’Silhouetklipperen’ fra 1918 og de to tidligere selvportrætter er udstillingens ene absolutte højdepunkt. Det andet dannes af de keramiske figurer, som tidsmæssigt falder nogle år senere.

Højdepunkterne og det, der ligger imellem og udenfor, er kunsthistorisk grundigt behandlet i et gennemresearchet og -illustreret katalog, som arrangørerne bør have faglig kredit for, og her er Jais’ udsmykninger også inddraget. Men det er blevet en noget voluminøs publikation, eftersom samtlige tekster er oversat – uforkortet – til engelsk.

Lige lovlig grundigt
Dette sidste kan man godt diskutere nødvendigheden af. Der er trods alt tale om en vandreudstilling, som kun vandrer indenlands mellem Bornholms Kunstmuseum, Fuglsang Kunstmuseum og senere Kunstmuseet i Tønder.

Et sådant samarbejde på tværs af kommunegrænserne gør det muligt for selv mindre museer at løfte store monografiske udstillinger uden at forløfte sig.

Det er al ære værd og nærmest eksemplarisk.