Print
Send
Paul Greengrass er manden bag to af filmene i trilogien om CIA-agenten Jason Bourne, som også har Matt Damon i helterollen, men ’Green Zone’ er heldigvis ikke bare ’Bourne goes Bagdad’.
I modsætning til Bourne-filmene, baseret på Robert Ludloms romaner, er det nemlig her virkeligheden, der danner baggrund.
Nemlig virkeligheden anno 2003, da verden så på, mens USA ledte Irak rundt efter masseødelæggelsesvåben.
Et upopulært spørgsmål
Roy Miller (Damon) er leder af den indsatsstyrke, der har til opgave at opspore disse våben.
En anonym, men påstået pålidelig kilde har udpeget en række steder, men alle eftersøgningerne ender blindt, og Miller begynder at spørge til, om der overhovedet er masseødelæggelsesvåben i Irak.
Et temmelig upopulært spørgsmål, da våbnene som bekendt var hele grunden til krigen i første omgang.
Kritisk men ærkeamerikansk action
»Vi er her for at udføre en opgave. Grunden betyder ikke noget«, siger en af Millers kolleger. »Den betyder alt«, svarer filmens helt, der inden længe får færden af et spind af amerikanske løgne.
’Green Zone’ er kritisk over for krigens baggrund, men er samtidig en ærkeamerikansk actionfilm. På den måde taler den til to forskellige tilskuertyper, men det fungerer alligevel.
Ikke mindst takket være fotograf Barry Ackroyd, som også stod bag billedsiden til ’The Hurt Locker’, og hvis stil passer godt til Greengrass’ fysiske fortælleform, som man også kunne opleve den i ’Bloody Sunday’ og ’United 93’.
Brikker i et spil
Ligesom disse er ’Green Zone’ behageligt fri for behagesyge, og Greengrass tillader sig at lade persontegningen være overfladisk for at understrege, at alle blot er brikker i et spil, hvor efterretninger er fiktive og modstandere internt bekriger hinanden.
»Demokrati er noget rod«, parafraserer en amerikansk embedsmand virkelighedens Donald Rumsfeld som forklaring på, hvorfor der ikke kan være rene linjer i krig.
Rene linjer er der ikke mange af i ’Green Zone’, som er mere mainstream, end ’The Hurt Locker’ var det, men på forunderlig vis lykkes den alligevel med sit dobbelte ærinde.
I modsætning til Bourne-filmene, baseret på Robert Ludloms romaner, er det nemlig her virkeligheden, der danner baggrund.
Nemlig virkeligheden anno 2003, da verden så på, mens USA ledte Irak rundt efter masseødelæggelsesvåben.
Et upopulært spørgsmål
Roy Miller (Damon) er leder af den indsatsstyrke, der har til opgave at opspore disse våben.
En anonym, men påstået pålidelig kilde har udpeget en række steder, men alle eftersøgningerne ender blindt, og Miller begynder at spørge til, om der overhovedet er masseødelæggelsesvåben i Irak.
Et temmelig upopulært spørgsmål, da våbnene som bekendt var hele grunden til krigen i første omgang.
Kritisk men ærkeamerikansk action
»Vi er her for at udføre en opgave. Grunden betyder ikke noget«, siger en af Millers kolleger. »Den betyder alt«, svarer filmens helt, der inden længe får færden af et spind af amerikanske løgne.
’Green Zone’ er kritisk over for krigens baggrund, men er samtidig en ærkeamerikansk actionfilm. På den måde taler den til to forskellige tilskuertyper, men det fungerer alligevel.
Ikke mindst takket være fotograf Barry Ackroyd, som også stod bag billedsiden til ’The Hurt Locker’, og hvis stil passer godt til Greengrass’ fysiske fortælleform, som man også kunne opleve den i ’Bloody Sunday’ og ’United 93’.
Brikker i et spil
Ligesom disse er ’Green Zone’ behageligt fri for behagesyge, og Greengrass tillader sig at lade persontegningen være overfladisk for at understrege, at alle blot er brikker i et spil, hvor efterretninger er fiktive og modstandere internt bekriger hinanden.
»Demokrati er noget rod«, parafraserer en amerikansk embedsmand virkelighedens Donald Rumsfeld som forklaring på, hvorfor der ikke kan være rene linjer i krig.
Rene linjer er der ikke mange af i ’Green Zone’, som er mere mainstream, end ’The Hurt Locker’ var det, men på forunderlig vis lykkes den alligevel med sit dobbelte ærinde.
Læserne skriver - hvad mener du?
Læsernes kommentarer
Bedst lige nu
Værst lige nu
Café+Restaurant-favoritter
Anmeld din favorit