Forbipasserende i Potsdam sydvest for Berlin kunne i denne uge få et glimt af Leonardo DiCaprio, der deltog i en festlig prisuddeling.

Men de genkendte ham næppe. Med sine briller, fyldige kinder og vigende hårgrænse ligner den tyske udgave af DiCaprio snarere en buttet bankmand end en ombejlet filmstjerne.

Nej, det skyldes ikke, at Leo pludselig er ældet voldsomt eller har taget kraftigt på siden sin sidste film. Det skyldes, at den tyske DiCaprio faktisk er filmstjernens tyske stemme.

Skuespilleren Gerrit Schmidt-Foss påtager sig jævnligt opgaven som DiCaprios feststimme eller faste stemme. Det vil sige, at han indtaler DiCaprios replikker, når stjernens engelsksprogede film synkroniseres til tysk.

Synkroniseringens Oscar
Millioner af tyskere kender hans stemme, selv om de måske aldrig har set ham. Schmidt-Foss medvirkede i de tyske udgaver af ’Titanic’ og ’Romeo og Julie’ og har netop færdiggjort arbejdet med DiCaprios seneste film ’Shutter Island’.

Som en af Tysklands synkroniseringsstjerner deltog han selvfølgelig også tirsdag aften i den årlige uddeling af den Tyske Pris for Synkronisering – synkroniseringens Oscar – der er blevet uddelt siden 2000.

Tyskland er et af de fire lande i verden, der synkroniserer flest film og tv-programmer. De øvrige tre lande er Indien, Tyrkiet og Spanien. Når en ny film har premiere, eller en ny tv-serie bliver købt af tyske kanaler, får et af omkring 44 særligt udstyrede produktionsselskaber til opgave at genskabe hele manuskriptet på tysk.

Synkroniseringen af computerspil og lydbøger er også i vækst.

LÆS OGSÅOplæsning er på mode igen

Ifølge en rapport fra Institut for Skuespil-, Film- og Fjernsynserhverv (ISFF) i Berlin findes de fleste produktionsselskaber i München, Hamburg, Köln, Berlin og Potsdam.

Det meste af deres arbejde består i at oversætte manuskripter fra andre sprog, redigere dem, tilpasse dem til den eksisterende film og derefter genoptage hele lydsiden til filmen eller tv-programmet.

Ofte bliver filmene og tv-programmerne leveret med et lydspor uden skuespillernes stemmer, men med baggrundsstøj og musik netop til dette formål. ISFF skønner, at den tyske synkroniseringsindustri i 2009 havde en samlet omsætning på omkring 87,25 millioner euro (654 mio. kr.).

Kreativitet i kulisserne
»Dette ofte vanskelige og kreativt udfordrende arbejde får som regel ikke megen opmærksomhed«, skriver folkene bag den Tyske Pris for Synkronisering på deres hjemmeside. Det til trods for, at en veludført synkronisering kan få stor betydning for en films succes blandt det tysksprogede publikum. »Målet med prisuddelingen er at hive fremragende bedrifter i denne branche frem i rampelyset«, skriver arrangørerne.

Der uddeles priser i otte kategorier: Bedste kvindelige og mandlige synkronisering, bedste manuskript, bedste newcomer, bedste instruktion, bedste tv-serie, bedste animation (film eller tv) og bedste samlede produktion.

Et spørgsmål om indlevelse
Den tyske sammenslutning af synkroniseringsproduktionsselskaber (BVDSP) fortæller, at 57 film, fra både biografer og tv, samt en lang række tv-serier i år var med i opløbet til priserne. Juryen bestod af fem personer fra branchen.

Jurymedlemmet Clemens Frohmann har arbejdet i branchen i 20 år. Han skriver synkroniseringsmanuskripter og instruerer. Han fortæller, at skuespillernes præstationer vurderes ud fra, om de formår at »komme så tæt som muligt på originalen med hensyn til følelse, betydning og situationen.

Det handler ikke nødvendigvis om, hvor tæt skuespillernes stemmer er på originalen«.

»Det drejer sig mere om ånden i deres optræden. Det drejer sig om, hvad karaktererne føler – om det er had eller kærlighed – og om, hvorvidt publikum føler empati med karakteren, og hvorvidt publikum oplever at se én person, ikke to, på lærredet«, forklarer Frohmann.

Slang og andre udfordringer
Når juryen skal udvælge de bedste tysksynkroniserede produktioner, tager den hensyn til de særlige udfordringer, som en synkroniseringsopgave indeholder, siger Frohmann.

Han nævner som eksempel filmen ’Notorious’ om den amerikanske rapper Notorious B.I.G., der modtog prisen for bedste instruktion, og som også var nomineret for bedste manuskript.

»Nogle opgaver rummer nogle ganske særlige udfordringer og vækker dermed også vores opmærksomhed«, siger Frohmann.

»Der er megen slang i ’Notorious’, og der er selvfølgelig mange byer, som har deres egen jargon. Der er for eksempel den jargon, som man hører i Neukölln (bydel med mange indvandrere i Berlin, red.), men den kunne vi ikke bruge. Det ville simpelthen virke for pinligt. Det er ikke autentisk, og det ville heller ikke passe ind«.

En kunst
Han henviser her til, at ordene ikke blot skal oversættes, men også synkroniseres, så de passer til den måden, filmskuespillerens læber bevæger sig samt filmens længde.

Frohmann fremhæver i den forbindelse også modtageren af prisen for bedste manuskript, den franske komedie ’Velkommen hjem til Ch’tis’, hvori en postmand forflyttes til en anden del af Frankrig, hvor man taler en næsten uforståelig dialekt.

»Synkroniseringsskuespillerne opfandt her en slags kunstig tysk dialekt, så man slet ikke tænker over det, når man ser filmen«, forklarer Frohmann. »Det er noget ganske særligt. Det er virkelig en kunst«.

Knus til stemmen
Dette er netop formålet med priserne. Men på trods af at mange af de personer, der arbejder med synkronisering, også arbejder med både teater og film, er det en branche, som der ofte bliver set ned på, og som ikke betragtes som ligeværdig med andre skuespilopgaver.

»Men sådan er det i alle dele af teater- og filmbranchen«, siger Frohmann. »Teaterfolkene ser ned på tv-arbejde og siger, at de selv er de eneste, der skaber ægte kunst. Og filmskaberne ser ned på teater og tv. I virkeligheden er det hele noget pjat«.

Nogle udenlandske skuespillere er fuldstændig ligeglade med deres tyske stemmer, men andre kender faktisk deres faste tyske stemmer og møder dem indimellem ved filmpremierer.

»Faktisk mødte jeg for nylig en svensk skuespiller ved en premiere, og han bad mig om at give sin ’stemme’ et stort knus«, fortæller Frohmann. »Fordi den tyske skuespiller havde givet ham sådan en god stemme«.

Undertekster forringer oplevelsen
På spørgsmålet om branchens fremtidsudsigter svarer Frohmann, at markedet plejer at gå op og ned. Hvis der for eksempel bliver lavet mange film og tv-serier lokalt i en periode, er der mindre efterspørgsel efter at få synkroniseret internationale produktioner.

Men han mener, at synkroniseringen af udenlandske film til tysk vil fortsætte.

I lande, der ikke synkroniserer udenlandske film (til dels fordi markedet ikke er stort nok til at kunne opretholde en hel synkroniseringsbranche), hører han godt nok argumentet, at disse landes befolkninger er bedre til engelsk.

Frohmann mener dog, at undertekster forringer oplevelsen, når man ser film i biografen. Han kan godt forstå engelsksprogede film – det er jo også en del af hans arbejde – men han indrømmer, at han stadig går glip af en del nuancer.

»Man kan ikke se på et ansigt, mens man læser undertekster«, siger han. »Derfor går man glip af meget. Det talte ord er mere informativt, og det bidrager også meget mere til filmens atmosfære«.

Oversættelse: Mette Skodborg