Tryk & Distribution


Koncernlogistik, som har til huse i koncernens domicil i Viby, koordinerer koncernens brug af tryk og distribution.

Papir, tryk og distribution er en tyngende omkostningspost ved avisfremstilling, og udgør omtrent halvdelen af avisernes omkostningsbudget. For at reducere omkostningerne og for at øge effektiviteten har JP/Politikens Hus udlagt langt hovedparten af sine tryk og distributionsopgaver til diverse eksterne leverandører. 

I dag ejer koncernen således kun trykkeriet Erritsø Tryk. Desuden har JP/Politikens Hus sammen med Det Berlingske Officin etableret distributionsselskaberne A/S Bladkompagniet samt Dansk Avis Omdeling sammen med Syddanske Medier.

Det er koncernens strategi at arbejde med såvel egne selskaber som at benytte underleverandører, idet dette på langt sigt skønnes at give den bedste sikkerhed, den laveste omkostning og den største fleksibilitet.

Digitalisering af produktionsformen og har gjort det muligt at benytte forskellige trykkerier i løbet af ugen, og ingen af koncernens dagblade har derfor mere samme trykkerier ugen igennem. Hertil kommer, at aviserne bliver mere og mere forskellige gennem ugen, hvilket gør det rentabelt at placere produktionen af produktet der, hvor kompetencerne og maskinellet er bedst egnet til den konkrete opgave. 

Distributionssamarbejde er ikke af ny dato. Allerede i 1980'erne og starten af 1990'erne, da Morgenavisen Jyllands-Posten trykte hele oplaget i Viby og fløj det til København, havde flyene københavneraviser med den modsatte vej, og adskillige københavneraviser blev kørt direkte fra lufthavnen i Tirstrup af Jyllands-Postens lastbiler. Flysamarbejdet var dengang mere undtagelsen end reglen, men tiderne har ændret sig, og i dag er det naturligt, at effektiv trykning og distribution kræver omfattende samarbejde. Gennem de seneste 10 år er det således lykkedes at opbygge et landsdækkende samarbejde om avisdistributionen, så kun et enkelt bud betjener hver adresse. 

I Nordjylland og på Fyn omdeles vore aviser gennem de regionale mediehuse. I resten af landet driver koncernen selv distributionsselskaber sammen med vore partnere. 

Koncernens tryk- og distributionsvirksomhed er under stadig udvikling fra en traditionel logistikafdeling, der optimerer ruter, til at være en kontraktudbyder og leverandørstyrer, der får sammensat det for koncernen mest optimale sortiment, som samtidig sikrer overholdelse af pris og kvalitet.