Kommunerne er ligeglade. De private arbejdsgivere er ligeglade. Og ministeren for ligestilling, Inger Støjberg, er tilsyneladende også ligeglad. De er ligeglade med, at lov om ligeløn ikke bliver overholdt. Meget tyder i hvert fald på, at både private og offentlige arbejdspladser ikke laver de ligelønsstatistikker, de er forpligtet til. Og samtidig mener ministeren ikke, det er hendes ansvar at overvåge, om de gør det. Vi befinder os derfor i en tilstand af total lovløshed på ligelønsområdet.

Hver tredje kommune laver ikke lønstatistikker opdelt på køn. Og kun 23 ud af de 2.000 private og offentlige virksomheder, der er omfattet af lov om ligelønsstatistikker, har bedt Danmarks Statistik om en lønstatistik opdelt på køn. Og der er ingen, der ved, hvor mange af de resterende der selv har lavet statistikker.

Det viser undersøgelser, som FOA og HK har lavet for at følge op på, om arbejdsgiverne lever op til kravene i ligelønsloven. Kravet er, at arbejdsgivere med mindst 35 ansatte skal lave lønstatistik opdelt på køn for medarbejdergrupper på mindst ti ansatte af hvert køn. Og faktisk er det ikke nok at lave de kønsopdelte statistikker. Medarbejderne skal også informeres om dem, står der i loven.

Men heller ikke det sker. I en rundspørge, HK har lavet blandt 180 HK-tillidsrepræsentanter på virksomheder med over 50 ansatte, svarer kun 10 procent ja til, at der er udarbejdet kønsopdelte lønstatistikker inden for det seneste år.

17,7 procent højere løn til mænd
Lad os slå det fast: De kønsopdelte lønstatistikker er ikke et eksempel på overflødigt bureaukrati. De kønsopdelte lønstatistikker er selve kernen i at kunne angribe ligelønsproblemer på arbejdspladsen. Det er de, fordi de løfter sløret for uligelønnen. De skaber det nødvendige niveau af åbenhed, som gør, at problemerne med uligeløn bliver synlige. Og så kan de endda rekvireres ganske gratis fra Danmarks Statistik, hvis arbejdsgiverne ikke selv vil bruge kræfter på at lave dem. Det behøver altså ikke koste arbejdsgiveren mange ekstra mandskabstimer at fremskaffe dem.

De kønsopdelte lønstatistikker er et vigtigt værktøj til at skabe reel ligeløn på det danske arbejdsmarked. Ledelsen kan bruge de kønsopdelte lønstatistikker til at se på eventuelle skævheder i organisationen og spotte de områder, hvor der skal sættes ind, hvis de ønsker at rette op på uligelønnen i virksomheden.

Medarbejderne kan bruge de kønsopdelte lønstatistikker til at se ledelsen efter i sømmene og med egne øjne konstatere, om der reelt er lige løn for lige arbejde i virksomheden. Og hvis ledelsen nægter at se realiteterne i øjnene og give lige løn for lige arbejde, kan de kønsopdelte lønstatistikker bruges som springbræt til at føre ligelønssager til domstolene. Det er dog ikke mange ligelønssager, der bliver ført ved domstolene. I september vandt Teknisk Landsforbund en sag om ligeløn ved Højesteret. Det er den første ligelønssag, der er blevet rejst ved domstolene i mange år. Og det kan undre. For i gennemsnit er timelønnen for en dansk mand 17,7 procent højere end timelønnen for en dansk kvinde.

Løngabet er altså både til at se og føle i statistikkerne på landsplan. Og lur os, om uligelønnen ikke også lever i bedste velgående på de danske arbejdspladser. Problemet er bare, at vi ikke ved det: Vi kan ikke se det nogen steder, når arbejdsgiverne ikke er åbne om, hvordan de lønner mænd og kvinder.

Fraværet af ligelønssager er altså ikke et tegn på, at der er ligeløn på de danske arbejdspladser. Det er ene og alene et tegn på, at der ikke er åbenhed om løn på arbejdspladserne.

Og åbenhed er altså første skridt på vejen til mere ligeløn. Derfor er åbenhed også skrevet ind i ligelønsloven flere steder: For det første har alle medarbejdere ret til at fortælle deres kolleger, hvad de får i løn. For det andet skal arbejdsgivere med mindst 35 ansatte altså lave lønstatistikker opdelt på køn for grupper på mindst ti ansatte.

Dokumenteret uligeløn
Loven om ligeløn i dens nuværende udformning åbner dog op for, at de fleste virksomheder kan slippe uden om at lave de kønsopdelte lønstatistikker. Dels omfatter loven kun de største virksomheder, dels kan statistikken erstattes af en skriftlig redegørelse – og der er ingen regler for, hvordan der skal følges op på dem.

HK har derfor lavet et forslag til en ny ligelønslov. Forslaget indebærer, at alle virksomheder med mindst 10 ansatte – og mindst tre mænd og kvinder inden for samme arbejdsområde – fremover skal udarbejde kønsopdelte lønstatistikker. Virksomhederne skal lave lønstatistikkerne hvert kalenderår. Såvel fagforeninger som tillidsrepræsentanter skal have adgang til de kønsopdelte lønstatistikker. De skal også have adgang til yderligere løninformation ved begrundet mistanke om uligeløn.

Og virksomheder med over 35 ansatte skal derudover lave en ligelønsredegørelse.

FOA bakker forslaget op, og det gør en række andre fagforeninger og organisationer også – blandt andet FTF, AC, 3F, Socialpædagogernes Landsforening, Teknisk Landsforbund, Kvinderådet, Dansk Kvindesamfund og Centralorganisationernes Fællesudvalg.

Hvis langt flere virksomheder blev forpligtet til at lave kønsopdelte lønstatistikker, og fagforeninger og tillidsrepræsentanter fik bedre adgang til dem, ville vi nemlig have en langt større chance for at opnå ligeløn. Det kan man se på de virksomheder, der faktisk følger loven og laver ligelønsstatistikker. Som it-virksomheden KMD. Her laver man ikke blot ligelønsstatistikker – man følger også op på dem med ligelønsredegørelser, hvor man analyserer tallene i statistikkerne og ser på årsager og konsekvenser.

Repræsentanter fra ledelsen og tillidsrepræsentanterne arbejder sammen om det, og når ligelønsstatistikker og redegørelse viser, at der er problemer med uligeløn i en afdeling, bliver der straks taget fat på problemet. På den måde har KMD fået udjævnet en stor del af lønforskellene mellem mænd og kvinder. Og det har også ført til en større åbenhed omkring løn, hvilket både medarbejdere og ledere ser som noget positivt.

Den slags eksempler skal vi have flere af.

Som repræsentanter for medarbejderne tager vi i HK og FOA problemet med uligeløn meget alvorligt. Vi har dokumenteret uligelønnen, vi har påpeget problemerne ved måden, som loven administreres på, og vi går ligefrem ministeren i bedene og foreslår, hvordan en bedre lovgivning kunne udformes.

Desværre taler vi for døve ører. Det helt store problem med ligelønsloven er nemlig, at både arbejdsgiverne og ministeren ser stort på den. Det er det rene vilde vesten: Ingen myndigheder overvåger, at loven bliver overholdt, og ingen myndigheder griber ind, når det er åbenlyst, det ikke sker – og det får tydeligvis mange arbejdsgivere til at lade være med at lave de kønsopdelte lønstatistikker.

En af lovbryderne er Rudersdal Kommune med formanden for Kommunernes Landsforening i spidsen. Kommunen lægger ikke de kønsopdelte lønstatistikker åbent frem for medarbejderne, som de skal ifølge loven. Men borgmester Erik Fabrin beklager ikke lovbruddet. Ingen har jo lagt sag an mod kommunen for brud på loven. Derfor tyder intet på, at der skulle være et problem, siger han til Information 16. november 2009.

I fagbevægelsen er vi glade for den danske aftalemodel. Men en aftale kræver gensidig respekt og tillid, herunder tillid til, at parterne vil overholde de aftaler og den lovgivning, som systemet er baseret på. Det kunne se ud til, at det ikke er en opfattelse, som deles af arbejdsgiverne: Erik Fabrin beder nærmest selv om at blive meldt til politiet for brud på ligelønsloven, før han vil rette sig efter den. Vi troede egentlig, at vi havde et fælles mål om ligeløn – også i kommunerne. Hvis ikke det er tilfældet, må vi naturligvis benytte de muligheder, der er i loven for at politianmelde arbejdsgivere, der ikke respekterer gældende lovgivning. Men vi ser det faktisk som en falliterklæring, når formanden for landets kommuner så åbenlyst ikke bare undsiger lovgivningen, men også lægger hindringer i vejen for opfyldelsen af den 30 år gamle lov om ligeløn.

De offentlige arbejdsgivere bør i stedet gå forrest i ligelønskampen. Og være nysgerrige på, hvor de kan fremme ligelønnen. For kommunerne har et stykke vej igen. Det kan vi se af de kommunale ligelønsstatistikker, som vi har kigget på. Det er langtfra en selvfølgelighed, at mænd og kvinder i samme stilling og med samme anciennitet får det samme i løn. Det kan der selvfølgelig være mange gode forklaringer på, bl.a. forskellige funktioner eller forskellig efteruddannelse. Der kan også være mindre gode forklaringer på løngabet.

FOA’s tillidsfolk kan blandt andet fortælle, at nogle kommunale arbejdsgivere tilbyder forskellige former for ’rekrutteringstillæg’ til mænd for at få flere mænd ind i typiske kvindefag som for eksempel børnepasning. Det er sjældent noget, som kollegerne stejler over – for mange vil også gerne have mandlige kolleger. Men det er i strid med loven. Og så viser det jo med al tydelighed, at det er lønniveauet, der er problemet, når mænd fravælger job i kvindefagene. Det løses jo ikke ved at give mændene et særligt tillæg, men ved at hæve lønniveauet generelt i de lavtlønnede kvindefag. For ligeløn kommer ikke af sig selv. Heldigvis har ligelønsloven gjort det klart og udpeget, at det er arbejdsgiveren, der bærer ansvaret. Desværre uden at nogen følger op på, om arbejdsgiveren nu også lever op til sit ansvar.

Der er åbenbart brug for en sherif på ligelønsområdet, der kan sikre, at loven overholdes, og at arbejdsgiverne kommer på andre tanker. Desværre er der ikke meget hjælp at hente hos regeringen. Ligestillingsminister Inger Støjberg har til Nyhedsmagasinet HK udtalt, at regeringen ikke kan servere ligeløn på et sølvfad. »Vi har sørget for at stille kønsopdelte ligelønsstatistikker til rådighed. Herfra er det op til arbejdsgiverrepræsentanter og lønmodtagerrepræsentanter i virksomhedens samarbejdsudvalg at finde ud af, hvordan virksomheden kan bruge statistikken«.

Ingen kontrol af virksomhederne
Ligestillingsministeren siger, hun er enig i, at vi i Danmark har et problem med uligeløn, der skal gøres noget ved, men hun afviser, at hun er ansvarlig for at følge op på, hvilke virksomheder der laver kønsopdelte lønstatistikker. Hun tror blindt på, at arbejdsgiverne lever op til deres ansvar om åbenhed om ligeløn. I Politiken 17. november 2009 medgiver hun, at hun ikke ved det med sikkerhed. Men »jeg regner da med, de overholder loven«, siger hun.

Faktisk går ministeren endnu videre, idet hun pointerer, at det er fagbevægelsen og tillidsrepræsentanterne, der skal holde arbejdsgiverne op på, at de laver ligelønsstatistikkerne – og dermed overholder landets love. Og det mener hun så ikke, vi gør nok ud af.

Det har vi svært ved at forstå i FOA og HK. Ligelønsloven siger det jo helt entydigt: Det er alene arbejdsgiverens ansvar at sikre ligeløn og lave ligelønsstatistikker.

Når det er sagt, er ligeløn et emne, der optager vores medlemmer, og som vi gerne påtager os et ansvar for at fremme. Derfor uddanner vi vores tillidsfolk til at arbejde med ligeløn, sætter fokus på problemerne både på arbejdspladserne og i den offentlige debat og forsøger – blandt andet med undersøgelser – at følge op på, om loven bliver overholdt. Og nu står vi endda også sammen om et nyt lovforslag om ligeløn.

Men så længe ministeren ikke vil kontrollere virksomhederne og sikre, at de har fokus på ligeløn, kæmper tillidsrepræsentanterne en hård og ulige kamp. For faktisk har de slet ingen formelle rettigheder i forhold til den nuværende ligelønslov.

Regeringen skrev nemlig tillidsrepræsentanters og fagforeningers ret til at rekvirere de kønsopdelte lønstatistikker ud af loven. Derfor virker det meget mærkeligt, at vi nu skal beskyldes for ikke at gøre noget. Vi kan godt nok opfordre tillidsrepræsentanterne til at presse på for, at arbejdsgiverne får ligelønsstatistikkerne udarbejdet – og det gør vi i høj grad.

Lovløshed
Men vi har eksempler på, at vores tillidsrepræsentanter går forgæves til ledelsen for at bede om de kønsopdelte lønstatistikker. Nogle arbejdsgivere melder simpelthen ud, at de ikke ønsker at lave dem, eller at de kun ønsker at lave dem i et meget begrænset omfang – for særlige grupper eller særlige afdelinger. Og når tillidsrepræsentanterne ikke kan komme med loven i hånden og sige, at de har krav på det og det, er det svært for dem at presse mere på, end de gør.

Så vi kan altså ikke agere direkte i forhold til ligelønsstatistikkerne. Det har regeringen selv sørget for. Og det kan kun ændres, hvis regeringen er åben over for det lovforslag, vi nu er kommet med.

Indtil videre står vi altså tilbage med en lov, som ikke bliver overholdt, og som ingen håndhæver. Det er temmelig utænkeligt på mange andre områder af dansk lovgivning. Tænk hvis man anlagde samme holdning til færdselsloven eller skattelovgivningen. Mon fraværet af kontrol på de områder ville fremme respekten for hastighedsgrænser og momsindbetalinger – eller det modsatte.

Det er den situation, vi har på ligelønsområdet. Altså total lovløshed.