»Julen er vist ikke lige noget for jer borgerlige«, var der én, der sagde til mig den anden dag.

»Hvorfor tror du det«, spurgte jeg undrende.

»Nåh«, sagde han, »julen er jo gavernes og gavmildhedens fest«.

Hvis man gerne så en slankere velfærdsstat, som lader borgerne beholde flere af deres egne penge, bliver man ofte opfattet som en gnier – en pengepuger a la Ebenezer Scrooge fra Dickens’ ’Et juleeventyr’. Og han var jo en fyr, som om nogen ikke brød sig om julen. Og borgerlig må han vel også have været. Eller hvad?

Læser man Dickens’ juleeventyr lidt nøjere, opdager man, at det ikke er et forsvarsskrift for en omnipotent stat med skattebetalte velfærdsydelser. Dickens’ julebudskab handler om det modsatte, nemlig om det personlige ansvar.

Hvad gør mr. Scrooge, da en repræsentant for privat velgørenhed vil have et personligt bidrag fra Scrooge til de fattige?

Mr. Scrooge fralægger sig ethvert ansvar og henviser til staten: Hvad har vi fængslerne, arbejdsanstalterne og fattigloven til, spørger Scrooge. Som skattebetaler til de nævnte organisationer føler Scrooge, at han kan fralægge sig ansvaret: De dårligst stillede kan gå derhen, siger han.

Dickens’ julebudskab handler om at engagere sig personligt i andre menneskers liv. Dette personlige engagement kommer ifølge Dickens indefra og kan ikke erstattes af staten, og hvis vi som Scrooge forsøger, bliver vi fattige og ensomme som mennesker.

Borgerligheden – liberalismen og konservatismen – handler ikke om at være imod gavmildhed og uselviskhed. Det handler om at forholde sig skeptisk til politikernes ret til at påtvinge andre en bestemt form for gavmildhed.

Der er en meget stor forskel på at være gavmild for sine egne penge og at være det på vegne af andre for deres penge og uden deres samtykke.

Det er en pervertering af nogle af menneskets smukkeste karaktertræk at kalde tvang for gavmildhed, skat for solidaritet og overførselsindkomster for næstekærlighed. Træk et nummer, stil dig op i køen, og afvent lidt næstekærlighed, når det bliver din tur hos sagsbehandleren.

Mig bekendt findes der ingen danske undersøgelser af, om politiske holdninger har en indflydelse på, hvor gavmilde folk vælger at være. Men i USA har man lavet flere sådanne undersøgelser. Og de viser ret entydigt, at konservative amerikanere er mere gavmilde end venstreorienterede amerikanere – og det vel at mærke selv hvis man kompenserer for forskelle i indkomst.

Med andre ord giver en konservativ med en given indkomst i gennemsnit mere til velgørenhed end en venstreorienteret med den samme indkomst.

Man kunne formode, at konservative måske gav mere, alene fordi de støtter deres kirke, men faktisk giver de også mere end venstreorienterede til sociale formål såsom hjælp til fattige amerikanere eller fattige i den tredje verden.

En forklaring på forskellen kunne være, at venstreorienterede er mere tilbageholdende med selv at hjælpe, fordi de har den politiske holdning, at staten burde gøre det. Mens borgerlige måske i større omfang er tilbøjelige til at se et personligt ansvar. Set fra det perspektiv er det altså mest de venstreorienterede amerikanere, som minder om gamle Ebenezer Scrooge.

Jesus’ gavmildhed, som den beskrives i Bibelen, bestod i en svimlende selvopofrelse, som ligger meget langt fra, hvad man med rimelighed kan forvente af almindelige mennesker.

Men vi har lige været vidner til det diametralt modsatte. Et usmageligt cirkus, hvor alverdens politiske ledere har spillet rollen som frelsere uden den mindste ydmyghed eller pli.

Hykleriet er ulideligt. Danske politikere taler om Danmark som et foregangsland inden for alternativ energi. Sandheden er, at vi er nettoeksportører af olie, og at 80 pct. af vores elforbrug produceres ved hjælp af kul.

Forstå mig ret: Det er ikke olien og kullet, jeg har et problem med – det er hykleriet.

Den engelske klimaalarmist, sir Nicholas Stern udtalte for nylig i et stort interview til avisen The Times, at klimasituationen er så alvorlig, at verdens borgere bør opgive at spise kød, fordi det forårsager stor udledning af drivhusgasser. Men manden er ikke selv vegetar og har ingen planer om at blive det.

Al Gore afslutter sin Oscarvindende klimafilm med en masse forslag til, hvad man selv kan gøre for at spare på energien. Men hans eget hjem bruger 20 gange mere strøm end gennemsnitsamerikanerens.

Meget kan man sige om gamle Scrooge, men nogen hykler var han ikke.